Titlen på dette indlæg afsløre nok meget godt hvad jeg brugte det meste af dagen på. Men det var nu mest ved et tilfælde at jeg kl.10.45 skulle ind og se Dallas Cowboys hjemmebane også kaldt AT&T Stadium. For på min vej over til en telefon butik, hvor jeg skulle sparke liv i min amerikaske telefon, kørte jeg forbi et kæmpe stadion, og da butikken viste sig først at åbne 30 minutter senere tænkte jeg at ventetiden da skulle bruges fornuftig…eksempelvis på at besøge dette bygningsværk, som jo så viste sig at være hjemmebane for Dallas Cowboys, der spiller med i NFL (National Football League). Dette monster af et stadion stod færdig i 2009 og kostede den nette sum af 1,1 mia…dollar, har plads til ca.100.000 gæster, har to 49 x 21 meter store fjernsynsskærme hængende og afstanden fra gulv til loft er så stor at frihedsgudinden snilt kan stå derinde med hendes fakkel og hvad hun nu ellers slæber rundt på. Spændende var det, ikke mindst fordi vi havde en fantasisk guide, der havde lommerne fulde af gode historier.

Vel ude igen kunne jeg nu få liv i min mobil da butikken for længst var åbent. Bagefter kørte jeg over til Fort Worth Water Gardens, der er en park med en række springvand og søer, et perfekt sted at nyde sin medbragte mad, et kold Dr. Pepper samt lige at ringe hjem og sige alt er vel.
Omkring kl.15 svingede jeg ud på I30 for at køre mod Weatherford hvor jeg skulle mødes med mine venner Michael & LeAna på den lokale restaurant Boo-Ray’s. Det var fedt at se dem igen og alt imens verdenssituationen blev vendt et par gange spiste jeg min fried Alligator…haps! Aftenen blev spenderet hjemme på Michael og LeAna’s terasse hvor cikaderne larmede om kap alt imens kolibrierne fløj omkring os.

AT&T Stadium

lækker view

Det grønne plastic græs

Fort Worth Water Gardens_2

Fort Worth Water Gardens_1

WordPress Grid Gallery

Efter et par år hvor jeg har haft selskab under mine rejser, fik jeg i dag kl.11.15 luft under mine egne vinger og strøg til himmels med kurs mod Dallas, Texas. Det hele startede denne gang i Billund som mine fantastiske forældre var så venlige at køre mig til. Efter ca.10 minutters flyvning fløj vi over Esbjerg hvor min dejlige niece om få dage vil ankomme i det hollandske skib “Wylde Swan” som dejltagere i kapsejladsen Tall Ship Race. Hvad vil tage hende 3-4 dage at krydse tog mig kun ca. 1 time, hvorefter Themsen og kort efter London kom til syne i det klare vejr.
I Hearthrow havde 3 timer til at skifte fra terminal 5 til 3 samt ikke mindst få fat i et Boarding Pass til flyvningen til Dallas…ja American Airlines havde valgt at overbooke flyet hvilket betød at der i første omgang ikke var plads til mig, men det blev der heldigvis. Kl. 15.05 satte jeg mig til rette i et Boeing 777-300ER og alt imens europa forsvandt bag horisonten blev der set et par film, samt lidt live VM fodbold fra Rusland. Enten havde vi vinden i ryggen eller også havde vores texanske pilot (at dømme ud fra hans accent) hjemve, for vi ankom Dallas allerede kl.19, hvilket var ca. én time før ventet. Men jeg klagede bestemt ikke og heller ikke over hvor hurtigt det gik at komme igennem immigrationen, få fat i min kuffert og ikke mindst fat i min bil der endte med at blive en Nissan Altima.

Esbjerg i sigte

Ankommet til Dallas

Nissan Altima

WordPress Grid Gallery

Nok engang står der USA på flybilletten og nok engang er Texas (The Lone Star State) min endelige destination. Men nu breder Texas sig jo også ud over et areal på ca. 695.662 km² som er nogenlunde på størrelse med Frankrig og Schweiz lagt sammen, plus lidt ekstra.

Så mon ikke staten stadig byder på et par oplevelser, selvom jeg nu står overfor at sætte mine fødder i staten for 5. gang. For den opmærksomme læser eller nok mere dem som har læst mine tidligere indlæg, så er hele undskyldningen for min tur til Texas endnu engang for at deltage i eventen Ultimate Fandango, som er en Road-trip rundt i den sydvestlige del af staten, for at besøge locations der dannede baggrund for flere scener i filmen “Fandango” (på dansk “Farvel til klikken”) fra 1985. Men når man nu alligevel besøger staten, så kan man jo ligeså godt køre lidt rundt og se sig omkring (ud over hvad vi selvføleglig får set ved eventen).

Så planen for min tur er at som følger, selvfølgelig med den altid tilstedeværende mulighed for at dreje fra ruten, hvis der skulle dukke noget spændende op undervejs. For som en af mine favorit forfatter Peter Jenkins skriver: “Be anxious, even afraid, to go down trails that are unknown to you, but go anyway“.

Kl.04 vækkede de forskellige mobiler rundt i båden og ca. 40 min. senere holdte taxaen på kajen for at bringe 4, lidt trætte, sømænd til lufthavnen. Kl.04.29 afmønstrede Jacob, efterfulgt af Peter, så blev det undertegnet og sidst Skipper selv, som blev lidt rørstrømsk da han forlod det gode skib Sophie Amalie for sidste gang på dette eventyr.

Kl.07.45 lettede vi mod en skyfri himmel sammen med morgensolen og efter ca. 170 minutter i luften have vi atter dansk grund under fødderne. Hvad der havde taget skibet ca. 1 1/2 måned at tilbagelægge tog kun sølle 3 timer i det lille Boeing 737-800 fly.
Vel ankommet til Billund blev vi modtaget af let overskyet vejr og 15 graders varme, men til gengæld en masse varme velkomster fra familier der bød de stolte sømænd velkommen hjem.

Eventyret om Sophie Amalie’s tur til Middelhavet tog sin begyndelse på kajkanten den 14.maj med afskeds pølser og øl, men for mit vedkommende i byen Porto på den portugisiske vestkyst, men blev afsluttet i ankomsthallen i Billund lufthavn den 3. juli. I alt fik 9 sømænd, med lidt udskiftning undervejs, fornøjelsen af sejle med på de i alt 2780 sømil.

Tusind tak til Thomas, Jacob, Peter og min broder Morten for det rigtig gode selskab. En speciel tak til skipper Morten for en plads ombord på dette fantastiske eventyr og sidste men ikke mindst en stor tak til det gode skib Sophie Amalie, må du altid have vind i sejlene.

WordPress Grid Gallery

2. Juli var sidste dag ombord på det gode skib Sophie Amalie. Dagen blev hovedsageligt brugt på at pakke rejsetasken, fixe de sidste ting og sidst rengøre skibet fra køl til maste-top. Efter frokost gik vi en tur ind til byen for at klare de obligatoriske
“køber-du-ikke-en-ting-med-hjem-til-mig” indkøb. Da souvenir butikkerne blev for meget, var det herligt at havet og en kølig dukkert kun var få meter fra en, det blev da også benyttet et par gange undervejs. Vel tilbage på skibet blev Skipper sendt i masten for at tilse toppen og samtidig udskifte vindmåleren, efterfølgende blev jeg også sendt til tops, men det var nu mest for at nyde udsigten fra den 23m. høje mast.

Kl.20 havde Peter inviteret mandskabet på 3 retters menu på restaurant Sirocco, med udsigt ud over Middelhavet. Så de 4 sømænd tog deresfineste tøj på og Skipper hans hvide kaptajns kasket, så han også var korrekt påklædt, når nu vi skulle ud og spise fint.

Vel tilbage på skibet blev de uigenkaldelige sidste ting fixet, inden vi kl.23.00 sagde godnat i cockpittet med et glas portvin og en kop kaffe.

WordPress Grid Gallery

1. Juli stod, ligesom gårsdagen, på arbejde med at klargøre båden så den kan klare de næste 2 måneder alene. Peter var dog i køkkenet hvor han frembragte det mest vidunderlige rugbrød som var tiltænkt som grundelement i dagens frokost. Men kort inden vi kunne nyde dette herlige bagværk, oplevede vi det mest besynderlige fænomen. Himmelen over os blev gradvis mørkere og mørkere og pludselig dalede der en væskelignende substans ned fra himmelen. Væsken var meget klar og fuldstændig uden smag. Readaktionen var så heldig at snuppe et billede af væsken der ramte og stille gled ned af ruderne på sprayhooden??

75% af mandskabet valgte at holde siesta efter frokosten, men da klokken slog 3 glas (15.00) gik vi på sightseeing i Torrevieja. Vi havde fået meldinger fra Danmark om at store områder uden for byen skulle være salt søer hvor de producere salt. Efter 30 minutters gang kunne vi se de store søer samt store bunker af hvad vi formoder var salt. Da vi ikke kunne komme tættere på (se billede) vendte vi om og gik istedet på promenaden for at nyde en is??

Vel tilbage på Sophie Amalie gik jeg igang med aftensmaden mens resten af mandskabet gik til stranden. Aftenens menu stod endnu engang på Guldmakrel, igen lavet på gril med kartofler og salat som tilbehør. Men inden der blev serveret nåede Skipper en badetur sammen med Sophie Amalie hvor hun samtidig fik pletmalet “bikini linien” som var blev noget slidt efter 2780 sømil.

En dejlig dag blev afsluttet i cockpittet med sømands historier rundt om bordet.

WordPress Grid Gallery

30. Juni var der ingen krav om mønstring hvilket flertallet af skibets besætning udnyttede til fulde. Der var dog også et par stykker som havde noget natteroderi ved 4 tiden om natten på grund af den tiltagende vind og fender samt fortøjninger der skulle tilses. Så kl.10 stod sidste mand op, Jacob og mig havde dog været vågen længe og var derfor gået til bageren efter morgenbrød, som desværre skulle vise sig at være noget tørt brød. Men vi blev mætte og kunne gå igang med dagens opgaver der blandt andet var pakning af gummibåd, lakering, maling af dæk, vask af sprayhood, montering af bagbord skødevogn til kuttersejlet, badning og afkortning af spiler-stag som blev fortaget på landgangsbroen samtidig med at vi nød solens sidste stråler og fik en forfriskning.

Kl. 19.30 var der stor nervøsitet at spore hos undertegnet, da tiden var kommet til at jeg skulle op til den store “knob og fortøjning”-eksamen med Skipper som den hårde eksaminator. Lykkeligvis blev eksamen klaret med et rigtig flot 13 tal, målt ud fra Richterskalaen. Det var en tydelig glad og lettet Jesper der modtog sit bevis og et godt fast håndtryk fra en stolt Skipper.

Efter vores aftenbad i det 25 grader varme Middelhav tog vi en sun-downer i cockpittet hvorefter vi gik på restaurant Las Columnas og nød vores aftensmåltid med udsigt ud over det nu natmørke Middelhav.

WordPress Grid Gallery

Natholdet afløste aftenholdet omkring kl.01.30 og fik dermed fornøjelsen af at bringe Sophie Amalie de sidste sømil ind til havnen Selinas Marina i Torrevieja, plads nr.33. Kl.03.30 blev fortøjningerne kastet i land efter i alt 2780 sømil siden afgangen fra Egå den 15.maj. Ankomsten blev fejret med en kold øl/vand i cockpittet inden vi hoppede i køjen og fik lidt søvn. Den 29. Juni var der ingen krav om mønstring, men solen og varmen gjorde sit for at mandskabet kun nappede 5 timer på langs, inden der igen var aktivitet ombord. Dagens projekter var at udskifte starter i motoren, reparere en utæthed i dieseltanken (det duftede nemlig lidt af diesel på toilettet), indkøb, vask af båd, vasketøj, maling af dæk, ophæng af gummibåd og sidst men ikke mindst badning i det varme Middelhav.

Kl. 21.03 blev der smidt nogle gevaldige fileter på grillen. Kødet kom fra gårsdagens uventede, men meget velkomne gæst. Imens solen stille gik ned bag os forsvandt 1/2 af vores Guldmakrel (Mahi Mahi) i selskab med Peters kartofler, Skippers marinade, Jocobs salat og undertegnets hjemmerørt dressing. Det var et fantastisk måltid og Guldmakrel er, som mange har nævnt, meget velsmagende.

Selvom klokken var 22.30 var aftenen ikke helt forbi endnu. Vi havde tidligere på dagen spottet en tiltalende isbutik som vi ville ind og se lidt nærmere på. Nå ja så var der jo også lige et væddemål som skulle udbetales, det var noget med nogle søfartsregler og vigeregler for robåde (reglerne kan ses på billedet her til venstre). Skal vi ikke bare sige at Isen smagte godt men for undertegnet smagte den ekstra godt 🙂

WordPress Grid Gallery

Der var mønstring kl.05.00 for at kunne komme afsted fra Almeria og rundt om pynten Cabo De Gata i tide inden vinden fra vest, senere på dagen ville tiltage. Der var afgang kl.05.50, ca. 10 minutter før planlagt afgang, til Skippers store tilfredsstillelse. Alt imens morgensolen farvede horisonten orange sejlede vi for motor + forsejl med kurs mod Torrevieja (syd for Alicante) den endelige destination.

En time efter afgang gik Peter og jeg under dæk for at få en morgenlur inden vi alle indfandt os i cockpittet for at nyde sejladsen, solen samt en formiddagslur. Frokosten blev indtaget for anker i en lille vig hvor vi for inden havde kølet vores kroppe i det lyseblå vand. Da vi igen havde sat sejl spottede Skipper en lille hval som svømmede forbi os ca. 500m. ude, fantastisk syn. Men afsted det gik, med først 7, så 8 og til sidst 12,5 knob kun med forsejl, så vi kom fremad. Eftermiddagen gik med afslapning og der var vidst også et par af mandskabet som fik sig en eftermiddagslur. Men det var godt for ca. kl.17.34 begyndte linen at løbe ud på vores bagbord fiskestang hvilket var startskudet på en ca. 40 min. kamp mod, hvad der senere vidste sig at være den flotteste guldmakrel (Mahi Mahi). Skipper tog stangen, Peter roret, Jacob fangstkrogen og jeg tog kameraet for at forevige kampen. Da den efter 25 min. kom op til båden fik Jacob kroget den med det resultat at den hoppede af igen og strøg 150 fod mod bunden. Omkring 4 gange var den oppe og hilse på inden den endelig blev kroget og hevet ombord. Vel ombord blev den hilst velkomme med 42% Spansk Grappa som for alvor tog livet af den 105 cm. smukke blå/gule fisk som langsomt mistede sin farve, hvilket guldmakreller åbenbart gør når de er blevet landet. Så det var med stor glæde at Sophie Amalie kort efter kunne sende et telegram (læs SMS) hjem til bådens fiskeriminister og letmatros Morten og overbringe den store nyhed. Ca. 2500 sømil skulle der til før der endelig for alvor var bid og de fleste af disse sømil har broderen trofast ventet og ventet på gevinst. Så der var glæde og spore hos fiskeriministeren da nyheden nåede frem.

Klokken var nu mange, så Skipper hoppede i kabyssen for igen at trylle herligheder frem. Aftensmaden blev nydt i stille vuggende bølger på et par meter, mens dagens begivenheder blev vendt og drejet. Kl.22.30 gik båden over i 3 timers vagtrul med Peter og undertegnet på første vagt.

WordPress Grid Gallery

27. Juni blev hundevagten (03.00 til 08.00) taget af Jacob og mig, meldingen lød på en rolig stjerneklar nat med vind på 4-5ms. Nattens største højdepunkter var de i alt 7 besøg vi fik af flere legesyge delfiner, der lyste op i vandet og trak en hale af lysende moril efter sig. Et fantastisk syn der virkelig højner moralen når man sidder der i mørket og timerne virker lange. Solen brød over horisonten kl.06.52 og ca. en time senere stod resten af mandskabet op og morgenmaden kunne nydes i cockpittet. Det blev dog en smule forhastet måltid da det blæste op og vi i løbet af kort tid havde vindstød af stormene kuling med varsling om tordenbyger. Så skibber tog en klog beslutning og valgte at lægge kursen om og søge nødhavn i byen Almeria, som kan dateres helt tilbage til det 13 århundrede.

Et godt stykke før vi anløb havnen kunne vi spotte en stor mærkværdig bygning lige ved indsejlingen. Da vi ankom havnen omkring kl.11 kunne vi konstatere at der var tale om El Cargadero de Mineral, en udskibningsplatform bygget helt tilbage i 1904, til at læsse mineraler ombord på skibe.
Under frokosten konstaterede vi ud fra vindens susen i riggen at Skibbers beslutning om at gå i havn var den rigtige. Det fejrede vi med en tur op i byen hvor vi gik forbi før omtalte El Cargadero de Mineral, besøgte Catedral de Almería og fik en velsignelse på vores videre færd. Vi ville efterfølgende have besøgt borgen Alcazaba på toppen men de holdte siesta, så vi gik over til den lokale tyrefægtnings arena “Plaza De Toros” hvor vi var så heldige at møde en flink ung toreador som lod os kikke indenfor.
Tilbage på skibet gik Peter og jeg igang med madlavningen mens Skipper og Jacob gik på stranden for at slås med de store bølger der skyllede ind. Alt imens vinden susede i riggen blev aftenens måltid, bestående af grillet tun-steaks med kartofler og salat, indtaget. Efter lidt dessert samt en stille kop kaffe, blev dagens oplevelser samt morgendagens udfordringer vendt inden køjen nok engang kaldte.

WordPress Grid Gallery