Efter en dejlig nat på Treasure Trail Motel beliggende midt i byen Kanab, kørte jeg lidt rundt for at få sendt to postkort hjem til Danmark og ikke mindst for at lokalisere det sted hvor broderen og jeg, godt og vel 10 år tidligere parkerede vores Toyota Rav4 for at tage et hvil og sparke lidt dæk efter en lang køretur i det forfærdeligste regnvejr.
Jeg fandt stedet efter ca. 10 min kørsel (Kanab er ikke en stor by) og det blev fejret med at sparke lidt dæk på min Dodge Avenger. Dagens tur op gik op til Zion Canyon nationalpark, godt 70 km nordvest for Kanab. Efter blot 8 km gjorde jeg dagens første stop, ved “Moqui Cave” som vi også stoppede ved i ’99. Stedet er en hule der er hugget ud af sandstensklippen og er et meget specielt lille privatejet museum med en spøjs ejer bag disken, der altid er god for en historie. Stedet udstiller alt lige fra dinosauer fodsport i klippestykker, krystaller, indianer håndværk og sælger en masse souvenirs, hvor der som altid står “made in China” i bunden.
Det sidste stykke vej op til Zion Canyon var en smuk køretur, specielt efter jeg forlod hovedvej 89 ved Mount Carmel Junction og trillede videre ad den lidt mindre hovedvej 9, der gik ind i bjergene. Ved ankomsten fandt jeg ud af at det ikke længere var muligt selv at køre ind i selve parken. På grund af det stigende antal turister, har de været nød til at indsætte shuttle-busser der hver 15 min. fragter turister rundt til de mange seværdigheder der er i parken. Det var ved netop sådan en shuttle-bus at jeg tilfældigt stødte på danske Bent der arbejdede som chauffør og netop havde kørt dagens sidste tur. Det var et lille dansk flag på hans rygsæk der havde afsløret hans forbindelse til Danmark og grunden til at jeg faldt i snak med ham og brugte ca. 40 min på at høre hans historie og syn på USA. Da Bent skulle hjem og jeg ud for at se mig om i parken, spurgte jeg ham, hvad han som lokal vil anbefale at se i parken. Han kikkede ned af mig og sagde: “Jeg kan se du har noget godt fodtøj på og du ser ud til at være fit for fight, så jeg vil anbefale at gå en tur op til “Angels Landing” og tilføjede at jeg ikke skulle snyde mig selv for de sidste 200m. af klatreturen. Efter ca. 2 timers vandretur op mod Angels Landing fandt jeg ud af hvad Bent mente…de sidste hunrede meter af turen foregår nemlig på en afsats med ca. 360m. lodret ned på begge sider. Hold da fast…der skulle jeg lige synke et par gange og i den grad overbevise mig selv om at jeg ikke led at højdeskræk inden jeg gik afsted. Ligeså nervepirrende som disse sidste meter var, ligeså fantastisk var udsigten på toppen hvor der var frit udsyn ud igennem dalen, fantastisk! Frugten af mine anstrengelser blev nydt til fulde og foreviget med billeder inden jeg igen skulle ud på afsatsen for at komme ned igen. Da jeg var vel nede og igen havde sikker grund under fødderne, var jeg simpelthen nød til at gøre som pave Benedict og kysse jorden med et tak for at jeg overlevede denne tur. Resten af vandreturen ned til shuttle-bussen var med en følelse af eufori over at havde klaret turen samt stor taknemmelig overfor Bent, som foreslog mig turen.
Der var dog stadig nogle lyse timer tilbage, så det blev også til en tur over forbi “Weeping Rock” samt en tur op til “Riverside Walk Trail Head” der er udgangspunktet for en vandretur op langs (og i) floden The Virgin River.
Det blev med dagens næstsidste shuttle-bus at jeg kørte retur til besøgscenteret men inden jeg hoppede af bussen og over i min Dodge, gav jeg chaufføren en lap papir hvor jeg havde skrevet en hilsen til Bent med et stor tak for vores snak tidligere på dagen samt hans opfordring til at prøve kræfter med Angels Landing. Chaufføren forsikrede mig at han nok skulle give den videre til Bent når han kom på arbejde næste gang.
Alt imens solen langsomt gik ned bag bjergene og månen stod op trillede jeg afsted mod byen Saint George, ca. 70 km. sydvest, hvor jeg nu sidder på Hampton Inn og har lige Skypet med mine kære forældre hjemme i Danmark.
