En dag i Oklahoma City

posted in: Uncategorized | 0

Hele dagen blev brugt i downtown Oklahoma City der indtil den 19. april 1995 kl.09.01 havde “Alfred P. Murrah” kontorbygningen stående. Minuttet efter (kl. 09.02) var halvdelen af bygningen sprængt væk og 168 personer havde mistet livet i det der kort tid efter blev kendt som “The Oklahoma City bombing”. Jeg selv husker udmærket hændelsen der i år er 20 år siden. Jeg valgte derfor at bruge det meste af min dag på at besøge The Oklahoma City National Memorial & Museum for at lære mere om hvad der skete og hvorfor.

I dag er der en smuk park der hvor bygningen engang stod og i parken står 168 tomme stole der hver repræsentere et mistet liv, symbolikken ved stole er at der efter den 19. april 1995 hos hver af de efterladte familier nu var en tom stol. Ud af de 168 tomme stole er 19 af dem små…på anden sal af “Alfred P. Murrah” bygningen var der nemlig en børnehave…

Nabobygningen der overlevede bombningen, er i dag omdannet til et museum der på en rigtig god måde fortæller om hele hændelsen og hvem der stod bag. Gerningsmændene vidste sig at være Timothy James McVeigh og Terry Nichols, to unge amerikanske mænd med et udpræget had til det Amerikanske regering. Disse to valgte at køre en kassevogn fyldt med sprængstof op foran bygningen, tænde lunten og omdanne denne smukke april morgen til et sandt helvede for mange.

Fyldt op med indtryk gik jeg ned igennem en meget søndags tom Oklahoma City (det var sgu lidt skræmmende at gå der helt alene i denne storby) ned til Myriad Botanical Gardens for at få tankerne et anden sted hen. Her brugte jeg et par timer i selvskab med palmer, blomster og masser af sommerfugle inden jeg hoppede på motorvejen og kørte til mit hotel.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.