På gensyn New York

posted in: Uncategorized | 0

10 dage med det mest strålende solskinsvejr blev det til. Men her sidste dag var det som om New York var ked af min snarlige afrejse og bød derfor på det vådeste regnvejr jeg har set i…nå ja 10 dage. Så gode råd var dyrere for at finde på noget vi kunne lave som foregik indendørs og den situation var der bestemt andre som også havde stået i. For da vi kom til American Museum of Natural History var der kø til langt ned af gaden. Men til vores held åbnede de en anden indgang lige da vi kom og Marvin havde årskort til museet, så det tog os kun 5 minutter så stod vi ind i det 190.000 m2 store museum.

Turen op til museet tog vi Subway linje L over til 14st. 8Ave. hvor vi hoppede over i et linje C. Vi gjorde dog et lille stop på 14st. 8Ave. stationen da den var fyldt med små søde bronze figurer lavet af kunstneren Tom Otterness. Det hele var et kunstværk med titlen “Life Underground” og jeg kunne snildt have brugt et par timer på at gå rundt på stationen for at finde de små figurer der var gemt overalt og flere af dem på de sjoveste steder.

Efter American Museum of Natural History tog vi ned til Chelsea Market (igen) da jeg ville have noget lækkert Halva fra “Seed + Mill” boden med hjem. Halva er en sød sesampasta blandet med smeltet sukker og forskellige smage så som chokolade, kanel, kokos eller kaffe og er en lækker lille snack. Frokosten blev til to slice pizza på Bleecker Street Pizza nede på hjørnet af Bleecker Street og 7 Ave. Det siges at stedet serverer rigtige gode pizzaer og nok engang talte rygterne sandt, i hvert fald hvad angår deres Nonna Maria Pizza…for pokker den var god.

Nå men så var det også ved at være tid til at pakke kufferten, sige på gensyn New York og så smutte ned under jorden for at snuppe Subway’en tilbage ud til JFK hvor den trofaste 747’er holdte klar. Kl.21.55 var turen slut og vi lettede, satte kursen mod London (senere Billund) og fløj ud i den mørke regnfulde nat.

United Nations

posted in: Uncategorized | 0

Nok en dag velsignet med det dejligste solskin stod jeg op til i dag og efter en god æg og skinke sandwich på “Bite” på 14th. Street gik jeg via 2nd Ave op nordpå op til United Nations bygningen der ligger på 44th. Street. Her satsede jeg på at der var plads på en af deres guidet turer rundt i komplekset, men først skulle jeg lige igennem security for overhovedet at komme ind. Da United Nations rent faktisk ikke er Amerikansk jord, så var sikkerheden selvfølgelig stor og man skulle igennem hele møllen, for at komme ind på området. Men jeg kom ind, fik fat i en billet til en guidet tur hvor vi blev sat grundigt ind i FN’s arbejde rundt om på kloden samt fik besøgt FN’s sikkerhedsråd, FN’s økonomiske og sociale råd, FN’s Forvaltningsråd (der for øvrigt er skænket af Danmark) og sidst men ikke mindst FN’s Generalforsamling, der er den største sal af dem alle og en man har set i TV et utal af gange.

Eftermiddagen blev brugt lidt på Grand Central Terminal, Fifth Ave. samt shopping hvor det vildeste indkøb var en is hos Big Gay Icecreme på Grove Street. Men det skal dog lige siges at jeg faldt over et par sko til $29.500…det er knap 200.000 dkr. for et par sko, som ikke engang var særlige pæne, men det er en helt anden sag.

Til aftensmad smuttede Marvin og jeg ned på 1st. Street ned til Cafe Himalaya hvor jeg fik en dejlig Gyathuk Ngopa…eller løst oversat, ristet nudler med kylling og grøntsager. Desserten blev indtaget på den nylig åbnet Lagkagehuset på Broadway hvor jeg fik mig en træstamme som jeg gumlede i mig med udsigten til en smukt oplyst Empire State Building.

Pas på den blå krokodille!

posted in: Uncategorized | 0

Uha da hvor var jeg nok engang finkulturel i dag og blev ligeledes lidt klogere i dag, men inden vi kommer dertil så skød Marvin og jeg dagen i gang med en god omgang blåbær pandekager hos B&H Dairy på 2nd Ave. som blev suppleret med et glas koldt juice og en god kop kaffe.
Herefter gik jeg over til Whitney Museum of American Art for at se deres udstilling der blandt andet indeholder en del Edward Hopper malerier, men de havde også en særudstilling om Andy Warhol og det var så her at jeg blev klogere i dag…jeg fandt nemlig ud af at jeg ikke er den store fan af Andy Warhol. Men så var det jo heldigt at de havde en masse andre spændende værker.
Efter Whitney gik turen ned til Battery Park for at nyde udsigten, en sandwich samt læse lidt i min bog. Efter en time i solen med udsigt over til den grønne kvinde med faklen (læs Statue of Liberty) gik jeg op langs East River, over Brooklyn Bridge og retur til Manhattan via Manhattan Bridge. Tilbagevejen bød på en god udsigt ind over det sydlige Manhattan i lyset fra en sol der var på vej ned…utrolig smukt.

Vel tilbage hos Marvin havde vi fået gæster fra Texas. En person som også tager med rundt på vores Fandango Road Trips var i byen og havde meldt sin ankomst, så selvfølgelig skulle vi ud og spise. Det blev til en god salat og en rigtig hyggeligt aften på en eller anden italiensk restaurant et sted her i nabolaget.

Nå ja så mødte jeg for øvrigt en blå krokodille, den lå og så gal ud på nede på Dover Street.

Tilbage på ø’en

posted in: Uncategorized | 0

Endnu engang stod jeg op til det skønneste vejr med en sol der strålede ned fra en skyfri himmel. Planen i dag var at pakke tasken og køre tilbage til Manhattan for at besøge min ven Marvin og spendere 4 dage sammen med ham. Men inden afgang fik jeg lige ringet hjem hvor næsten hele familien var samlet samt Bill og jeg kørte over til den lokale Panera Bread restaurant for at få noget frokost. Men da klokken slog 14 var tiden inde til at sige farvel til min “broder fra en anden moder” og køre tilbage på øen, ind til 10th. Street hvor min gode ven Marvin har en lejlighed og hvor jeg skal bo de resterende dage i byen.

Jeg havde knap været hos Marvin i 20 minutter før vi besluttede os for at tage et smut over til den nye bydel Hudson Yard der åbnede op for offentligheden i fredags. I centrum af bydelen står kunstværket “The Vessel”, et meget smukt…tjah skal vi ikke bare kalde det for et udsigtspunkt, som man kan kravle op i og nyde udsigten ud over blandt andet Hudson River. Både turen op og turen ned foregik via trapper som gik på kryds og tværs og som faktisk udgør hele værket, men den var fantastisk spændende og smuk at kravle rundt i.

Efter The Vessel gik vi hele vejen ned til Chelsea Market via The High Line for at få noget aftensmad, hvilket bestod af frisklavet nudelsuppe. Da klokken nu havde sneget sig over 20.00 var det tid til at vende snuden hjemad.

Happy Skt.Patricks day

posted in: Uncategorized | 1

I dag var det Skt. Patricks day, den irske nationaldag her i USA. Så der var vel ikke noget bedre end at starte sådan en skøn solrig søndag i forstaden med en dejlig gåtur i den lokale park. Så stod op omkring kl.9 hvorefter Bill’s bror John og jeg kørte en tur over i den lokale park “Saddle River Park” for at gå en søndagstur på en 3-4 km. Solen skinnede fra en skyfri himmel og trods de kun 10 grader kunne man virkelig mærke solens varme stråler og forårets kommen.
Da vi atter var tilbage hos Bill havde han disket op med det helt store morgenbord med frugt, bacon, pølser og selvfølgelig Bill’s world famous Blueberry Pancakes. Så det var bare at sætte sig til bords og kaste sig over dette lækre morgenbord…mums!

Eftermiddagen blev brugt på shopping i Palisades Center, et kæmpe indkøbscenter lige over grænsen i New York state. Helt præcist fik jeg købet ingenting, men havde dog en intention om at ville have et par nye Nike sko, syntes bare ikke dem de havde var pokkers gode at have på. Så det blev til ingenting.

Ved 18 tiden kørte John og jeg ind på Manhattan for at gå en tur i biffen i Angelika Film Center. Vi så filmen The Hummingbird Project med Jesse Eisenberg i hovedrollen. En udmærket film, men køreturen ind på Manhattan, hen over George Washington Bridge med udsigten ind over skylinen i solnedgangen og turen ned langs Hudson River med udsigten til One World Trade Center var næsten en ligeså stor oplevelse som selve filmen.

Let’s play ball

posted in: Uncategorized | 1

I dag skulle Bills hold have spillet en træningskamp (i Baseball) men på grund af gårsdagens massive regnskyl blev kampen desværre aflyst, banen var blevet overskyllet. Så I stedet gik drengene indenfor for at træne lidt Batting, hvilket vil sige, træning i at ramme bolden med battet…hvilket jeg kan hilse og sige ikke er let.

Efter træningen kørte Bill og hans cheftræner Matt og jeg ned til byen North Bergen, ca. 20 min kørsel syd for Paramus, for at se de større drenge spille træningskamp mod byens lokale drenge. En spændende kamp som vi dog valgte ikke at se det hele af…der var kun 7 grader og det blæste, så vi sprang ind i bilen igen og kørte ned til Jersey City. Matt havde haft familie i byen, havde studeret der og kendte derfor meget til den + han var/er meget historisk interesseret, så Bill og jeg havde vores egen lokale guide med os rundt i byen og fik masser af spændende informationer, det var som at have et helt leksikon med os…fantastisk 🙂

Frokosten tog vi også i Jersey City på “Miss Amerika” en original Jerry O’Mahony Diner, som de fleste kender når de ser dem, med deres rustfri stål facade og klassiske interiør design, de er vel hvad de fleste tænker på når de høre ordet American Diner. Desværre er de et sjældent syn i dag da der kun eksistere ca. 20 af disse klassiske diners, lidt vildt når man tænker på at Jerry O’Mahony Diner Company producerede 2000 diners i årene fra 1917 til 1952. Så det var en oplevelse af få lov at spise frokost bestående af…en god burger, hvad ellers 🙂

Hjemturen tog vi via NJTP (The New Jersey Turnpike) som tilbød en fantastisk udsigt ind over New Yorks skyline. Så sikke en fantastisk dag i forstaden and Bill if you’re reading this, I can’t thank you enough.

Weekend i forstaden

posted in: Uncategorized | 0

Der var sidste nat på mit SoHo 54 hotel og 3 gode dage i storbyen, de næste 3 dage vil jeg så befinde mig i forstaden Paramus hos min rigtig gode ven Bill og hans familie.

Men inden jeg hoppede ind i en Lyft vogn gik jeg en tur ned igennem West Broadway og ned til 9/11 Memorial for blandt andet at se Oculus bygningen som, siden sidst jeg var i byen, nu er helt færdigbygget. Oculus bygningen er en meget karakteristisk bygning som er utrolig flot på sin egen spektakulær måde og fungere som en Subway station. Trods lidt tidspres fik jeg dog skudt et par gode billeder af bygningen men også af One World bygningen.

kl.11 svingede min Lyft vogn ind til hotellet og kørte de ca. 40 km op til forstaden Paramus hvor Bill sad og ventede på terrassen da vi trillede ind i indkørslen. Efter en meget varm velkomst tog vi en god lang snak (havde ikke set hinanden i 2 1/2 år) hvorefter vi kørte over til Legal Seafoods for at få noget frokost. Eftermiddagen blev brugt i gymnastiksalen på det lokale collage hvor Bill er “Coach Bill” og træner Baseball for nogle unge drenge. Det var fedt at overvære og imponerende at se de unge drenge kaste bolden med en fart på 120-130 km/t.

Aftenen bød på et kæmpe tordenvejr med tilhørende ærte-store hagl…men det var nu også ganske forståeligt når vi i dag havde haft temperaturer på omkring 22-23 grader.

MoMA & MET

posted in: Uncategorized | 0

Tak skal du have jeg var fin-kulturel i dag og det er X2. Jeg besøgte både Museum of Modern Art(MoMA) og The Metropolitan (The MET) og sikke en masse klassiske værker jeg fik lov af se på med mine egne øjne. Der var værker af Monet, Pablo Picaso, Edward Hopper, Vincent Van Gogh, Edvard Munch, men min favorit var uden tvivl maleriet “Water” fra 1945 af den amerikanske maler Charles Sheeler…jeg ved ikke hvorfor, men det faldt jeg altså for. Der var dog også et spændende værk af en ukendt kunstner, selvom de var gode til at informere om hvem kunstnerne var, så havde de åbenbart glemt et ved denne installation. Jeg er dog næsten sikker på at værket hedder “Fire Extinguisher”, da det stod på selve værket 😉

Mest overrasket var jeg nu over størrelsen på Salvador Dalís kendte billede “The Persistence of Memory”. Det havde jeg nu forestillet mig var noget større end sølle 24×33 cm.

Kl.17 var jeg godt mættet af kunst og gik ned mod Grand Central Terminal for at nappe lidt aftensmad og nappe en Subway, på vejen svingede jeg lige ind forbi legetøjsbutikken FAO Schwarz der var flyttet til nye lokaler i Rockefeller Center…hey sådan en flot legetøjsbutik bliver man aldrig for gammel til at besøge.

Fraggelland

posted in: Uncategorized | 0

Det var en stor dag for mig i dag, da jeg fik fornøjelsen af at hilse på en barndomshelt som jeg trofast fulgte på hans mange eventyr ud i den virkelige verden. Jeg fik lov at hilse på selveste Onkel Rejsende Mack fra TV showet Fragglerne der blev vist på Danmarks Radio i årene 1983 til 1987. Han stod på display på Museum Of The Moving Image i deres udstilling om Jim Henson’s arbejde, som jeg besøgte i dag. Ud over den eventyrlystende Mack havde de også figurer fra andre Jim henson produktioner såsom Muppet Show, Sesame Street og klassikeren “Labyrinten” fra 1986, med David Bowie og Jennifer Connelly i hovedollerne.

Efter et par timer på Museum Of The Moving Image, tog jeg Subway linjen R over til Lexington Av/59St. for at gå nogle få gader over til Tramway’en der vil bringe mig over på den lille aflange ø Roosevelt Island, beliggende i East River. Her gik jeg en tur ned til Franklin D. Roosevelt Four Freedoms Park hvor jeg nød udsigten over mod Manhattan’s skyline.

Aftensmaden blev indtaget på en lidt hemmelig beliggende burger restaurant hvor jeg fik serveret en ualmindelig god burger med tilhørende fritter…ja faktisk vil jeg sige at det er den bedste burger jeg har fået på hele Manhattan. Så den kan jeg kun anbefale, men hvordan du finder restauranten kan du jo spørge mig om næste gang vi mødes 🙂

Manhattan på langs

posted in: Uncategorized | 1

“God morgen New York” blev der sagt kl. 5.20 her til morgen, der var sikkert noget jetlag indblandet, man skidt pyt jeg følte mig udhvilet og tog det derfor stille og roligt med at gøre mig klar til at indtage byen. Men en god kop kaffe i hånden gik jeg ud af hotellet omkring kl.7 for blot at gå 20 meter ned af gaden og så vende om…det var pisse koldt og jeg skulle altså have en ekstra jakke på. Vel påklædt til dagens vejr gik jeg ud igen og ned til Hudson River som jeg fulgte op til The High Line som førte mig til første stop “Chelsea Market”, der er et utrolig spændende indkøbscenter indrettet i en gammel Oreo kikse fabrik. Chelsea Market nappede en god time af dagens plan da det ikke var til at løsrive sig fra de spændende butikker. Hoppede tilbage på The High Line og “rullede” hele vejen op til endestationen ved Hudson Yards.
Herfra gik det igen op langs Hudson River, op til 74th. Street hvor jeg svingede ind mod Central Park. På min vej mod parken faldt jeg over et kunstværk af gadekunstneren Banksy, der fornylig mest er kendt for at makulere et netop solgt kunstværk. Så jeg forstod hvorfor dette kunstværk var pakket ind i plexiglas + havde et overvågnings kamera rettet imod det.

Dagens frokost blev indtaget på Sylvia’s Soul Food beliggende i bydelen Harlem, nord for Central Park og har rødder helt tilbage i 1960’erne hvor Sylvia Woods startede sin lille restaurant der i dag er meget kendt for sin Soul Food. Jeg nappede en god omgang “Sylvia’s world famous talked about Bar-B-Que Ribs w/ Sylvia’s Original Sassy Sauce”. En udmærket frokost og bestemt et sted jeg vil anbefale hvis man en dag skulle være i området og vel og mærket være sulten.

Med maven fuld af Bar-B-Que Ribs gik jeg ned igennem Central Park, ned igennem 5th. Ave. forbi Rockefeller Center, Empire State Building og hele vejen ned til Watts Street og mit SoHo 54 hotel. Da jeg smækkede fødderne op i mit værelse på 11 etage stod kilometertælleren på 34km tilbagelagt…så tror da pokker fusserne var lidt trætte og jeg tror ikke jeg vågner kl.05.20 i morgen tidlig.

New York 5.0

posted in: Uncategorized | 1

Nå men her sidder jeg så, på sæde 42A i en Boeing 747 og kikker ud af vinduet ud på hvad der er starten på to flyverstreger som uden tvivl afslører vores færd hen over himmelen hvis man altså står ca. 11 km længere nede og kikker op. Flyverstregner skulle gerne bliver malet hele vejen til JFK lufthavnen i New York som vil blive udgangspunktet på 10 dage i byen som aldrig sover…men det har jeg nu altså i sinde at gøre, først på Hotel SoHo 54, så hos min “Brother from another mother” Bill i forstaden Paramus og sidst hos min rigtig gode ven Marvin der har en lejlighed på Manhattan.

Dagen startede perfekt med et par forældre der kørte mig til Billund lufthavn for at sende mig afsted på ordentlig vis. Vel ombord på mit British Airways fly til London Heathrow faldt jeg i snak med min sidemand Nicolaj der var på vej til Miami for at være med til hans kammerats bryllup. En fantastisk rar ung mand fra Sønderborg, på vej ud på eventyr og hans første tur til USA. Fuldstændig ligesom jeg gjorde tilbage i 2007 hvor jeg faktisk også fløj til Miami. Vi snakkede det meste af turen over den engelske kanal og i løbet af hvad der føltes som ingen tid satte vi hjulene på landingsbanen i Heathrow og Nicolaj smuttede over til hans Airbus A380 (lucky bastard:) og jeg over til Terminal 5 og en trofast Boeing 747’er.

Så her sidder jeg så altså med udsigten ud over et lettere overskyet Atlanterhav og udsigten til gode 10 dage i New York som det nu er 5 gang jeg besøger, tjah vi kan vel kalde det New York 5.0…uhmm det skal nok blive godt.

Texas Over & Out

posted in: Uncategorized | 0

Howdy y’all, så er jeg vel tilbage i et varmt Danmark, hvilket er lidt underligt når man plejer at komme hjem til nogle lidt andre varmegrader end det man kom fra. Hjemturen gik uden de helt store bemærkninger, ah ok én bemærkning kunne være at mit fly fra Houston til London kun var ca. 30% fyldt, så jeg skal love for at der var plads til at strække benene, hele min række var tom! Så jeg sad ganske udmærket og de forskellige stewardesser var meget hjælpsomme og havde meget tid. Lettede fra Dallas kl.17.45 med kurs mod Houston hvor jeg skulle skifte over i en Boeing 777 der skulle tage mig over atlanten til London Heathrow. Herfra gik det videre til Billund hvor vi satte hjulene på landingsbanen kl.19.05, ca. 20 min forsinket.

Men det var ca. 16 dage i vest Texas, og trods dette var mit 5. besøg i staten, så havde den stadig nogle gode oplevelser at byde på. Blot for at nævne nogle stykker, så var der jo The Alamo og ikke mindst River Walk i San Antonio, den hyggelige by Alpine med en overnatning i The Bottle House (kan kun anbefales), Stjerne kig ved McDonald Observatory, en vandretur til Emory Peak i Big Bend National Park eller hvad med at hoppe i bølgen blå i den Mexicanske Golf ved siden af hangarskibet USS Lexington. Så konklusionen må være at det sydvestlige Texas helt klar har noget at byde på, selvom der er “langt imellem snapsene”…og her taler vi altså kilometer mæssig.

Lidt facts om turen:
Jeg var afsted fra den 15. juli til den 30. juli, hvilket med lidt simpel hovedregning er ca. 16 dage. Prisoversigten for hele turen ser nogenlunde således ud:

Fly + Bil + 2x hoteller = 10.740 kr.
Hoteller jeg selv betalte undervejs (4 stk.) = 3.340 kr.
Lommepenge = 4.729 kr.

Det vil sige at hele svineriet ender med at have kostet mig den nette sum af: 18.809 kr. alt inklusiv. Mange penge for kun 16 dage i landet men igen må jeg sige, at med de oplevelser jeg fik ud af det, så var det alle pengene værd. Jeg fik trillet 3.640 kilometer og med en benzin pris på $2,80 pr. gallon hvilket ca. svare til 4,82 kr. pr. liter, ja så endte jeg med at smide små 1.300 kr. for den køretur.

Det blev desværre ikke til flere nye stater i denne omgang, da jeg udelukkende befandt mig indenfor Texas grænser under hele turen. Så mit oversigtskort er ikke blevet ændret i forhold til sidste tur tilbage i 2016, så stadig 38 stater besøgt og blot 12 tilbage. Min endelige rute rundt i staten afveg ikke meget fra den grund idé jeg havde inden jeg fløj mod staterne, dog var der en enkel lille ændring. I stedet for at køre op til Interstate 10 og tage den ned til San Antonio, så nuppede jeg i stedet den lille hovedvej US90, der løber fra Van Horn i vest og helt ud til østkysten i Jacksonville i Florida.

Back in Dallas

posted in: Uncategorized | 0

Så sidder jeg atter i Dallas og pakker rygsækken samtidig med at jeg fra mit vindue kan se flyene komme ind på stribe for at lande i DFW International Airport. Forlod Michael og Elizabeth i Spicewood her til morgen kl.9 og satte byen Temple ind i min GPS som dagens første stop, grunden til at jeg ville til Temple var for at besøge en tankstation…tjah det lyder lidt underlig, men hvis man aldrig har besøgt en Buc-ee’s tankstation og tilfældigvis køre forbi en på sin vej, så svinger man ind forbi. En Buc-ee’s er ikke en helt almindelig tankstation men mere et supermarked kombineret med en tankstation. Det er ganske imponerende at tælle 96 tankstandere, når man er vant til at der “kun” er 8 – 10 stykker og at der på herre toiletterne var 52 urinaler og ca. 20 toiletter, for som et at Buc-ee’s slogans lyder “The Top Two Reasons to Stop at Buc-ee’s: #1 and #2.”

Tilbage på Interstate 35 trillede jeg videre mod nord og nåede Waco efter ca. 60 kilometer, hvor jeg holdt frokost under parasollen hos Dr.Pepper museet..ja ok jeg indrømmer, jeg gik også ind og så det selvom jeg havde besøgt det tilbage i 2013. Men der var sket et par ændringer og udvidelser på museet, så selvfølgelig ville jeg ind og se det. Efter frokostpausen gik jeg en kort tur ud for at finde en postkasse hvor jeg kunne smide et par postkort i samt gik et smut forbi Magnolia Market, der er et hipt område med Street-Food vogne, restauranter, butikker med brugskunst, urtehaver og legepladser.

De sidste 170 km op til mit hotel i Dallas blev klaret på et par timer, der var lidt trafik omkring centrum men heldigvis ikke så meget at der blev til kø kørsel. Ankom hotellet omkring kl.17 hvor jeg hurtigt fik mit værelse hvor jeg så altså nu sidder og kikker på flyene der stadig kommer ind på stribe for at lande i lufthavnen bag hotellet.

Men i morgen eftermiddag er det så min tur til at sætte mig op i et af flyene og vende snuden hjemad…ahh ok første stop bliver nu Houston, men derfra går det så også hjemad, i første omgang London og så Billund.

Austin version 2.0

posted in: Uncategorized | 0

OK min overnatning i Spicewood hos Michael og Elizabeth må nok tilskrives at være det absolutte bedste “hotel værrelse” jeg har haft på hele min snart 16 dages lange tur rundt i Texas og jeg var såmænd indlogeret på et Hilton til $500 pr. overnatning tilbage i Midland. Men at vågne op til 30 graders varme, en fantastisk udsigt ud over Texas Hill Country, 3 hjorte i baghaven der gik og græssede og så en pool den bare skreg til en om at hoppe i, det er der sgu intet hotel der kan slå. At jeg så også skulle fejre Michaels fødselsdag med en tur ud til tidligere præsident Lyndon B. Johnson ranch ved byen Stonewall gjorde bestemt ikke morgenen ringere.

Så da morgenmaden var fortæret kørte vi ud til Lyndon B. Johnson National Historical Park for at se hans ranch “The Texas White House” som de kaldte det og var hvor han boede når han ikke var i det Hvide hus i Washington. Det var ganske spændende at se hvor denne leder, der blev indsat som præsident på en noget trist baggrund, opholdte sig samt se hans biler, skole, barndomshjem og hans lille privatfly som han kaldte “Air Force One-Half”. Efter en skøn tur ud i naturen stod den på et par timers afslapning hjemme rundt om poolen inden vi kørte ind til Austin for at spise, i dag blev det ikke til Texas BBQ men i stedet Mexicansk. Efter aftensmaden havde Michael og Elizabeth booket en sejltur på Ladybird Lake hvor der under broen Congress Avenue Bridge bor en koloni på 1,5 mio flagermus, der hver aften efter solnedgang flyver ud for at fange deres aftensmad. Det er en turistattraktion af den anden verden og folk stimler sammen på broen, på bredden, sejler i kajak, surfboard små/store både ud for at se dem flyve ud.

Klokken var omkring 21 da vi atter var tilbage på breden, men inden vi vendte hjemad fik jeg min egen guidet tur igennem byen med stop ved State Capitol Building, Lyndon B. Johnson Library, Darrell K. Royal Texas Memorial Stadium (hjemsted for Texas Longhorn) og ikke mindst deres mascot BEVO som jeg fik lov at hilse på up-close.
Tilbage i privaten nød vi en stille stund ved poolen imens nattehimlen blev studeret.

Corpus Christi

posted in: Uncategorized | 0

Dagen startede med fødderne i vandkanten af den mexicanske golf mens jeg ringede hjem til Danmark. Var kørt ud til Mustang Island for at nyde freden og bølgernes stille skvulpen mod kysten, lidt ligesom den jyske vestkyst på en dejlig sommerdag. Efter en times afstressende gåtur i vandkanten satte jeg mig atter ind i min (efterhånden møgbeskidte) Nissan for at køre nord om øen og tilbage til Corpus Christi hvor jeg ville besøge museums-hangarskibet USS Lexington. Køreturen rundt om Corpus Christi bugten inkluderede en hyggelig lille 5 minutters færgetur fra Port Aransas og over til fastlandet. Fra færgelejet var der blot en lille 25 minutters køretur ad US35 og US181 før jeg kunne se det mægtige skib tårne sig op i horisonten.
USS Lexington er et Essex Class hangarskib, blev søsat i 1942 og var aktiv i stillehavet under 2. verdenskrig. Skibet var i tjeneste helt frem til 1991 hvor det blev taget ud og overdraget til Corpus Christi som museums skib, hvilket det stadig er den dag i dag. Det var et meget spændende besøg, specielt nu hvor jeg har besøgt et af hende søsterskibe nemlig USS Intrepid der ligger i New York og også fungere som museum. Så jeg fik det meste af 4 timer til at gå med at kikke rundt på skibet, besøgte broen, flydækket, kabyssen, værkstedet og ikke mindst motorrummet som bestod af to atom reaktorer der snilt kunne drive det 36.380 tons tunge hangarskib afsted med en fart af 33 knob (61 km/t).

Vel tilbage i køretøjet var klokken blevet 15 og jeg skulle se og komme afsted da jeg havde ca. 4 timers køretur foran mig til Austin hvor jeg havde en aftale med mine venner Michael og Elizabeth om at mødes på The Salt Lick til en seriøs omgang Texas BBQ. Min GPS var dog ikke helt sikker på hvor spisestedet lå, men heldigvis havde jeg Michael i telefonen et par gange undervejs for at guide mig og med blot få minutters forsinkelse lykkedes det mig at finde det utrolig populære spisested midt ude i det Texanske Hill Country.
Ordsproget “alt er større i Texas” passer meget godt på hvad jeg oplevede hos The Salt Lick for der var tale om et seriøst spisested med plads til omkring 800 og med portionerne så store at du ikke gik derfra sulten…i hvert fald ikke med deres gode vilje. Mørket var faldet på inden vi godt mætte trillede ud til bilerne og vendte snuden hjem til deres hus i Spicewood, vest for Austin.

Slaget ved The Alamo

posted in: Uncategorized | 0

OK i dag har jeg virkelig været Turist med stort T. San Antonio er hjemsted for The Alamo der er en yderst vigtig brik i den Texanske historie. Selve The Alamo er en ca. 300 år gammel spansk missions bygning der blev bygget for at sprede det katolske budskab til de indfødte og de mexicanere der boede i området. Sådan lå denne mission i over 100 år indtil området begyndte og blive lidt overfyldt med amerikanske emigranter der flyttede til for at arbejde. Da disse amerikanere omkring 1831 begyndte at tale om at Texas skulle afrive sig Mexico for i stedet at blive en selvstændig stat (eventuel indtræde i den amerikanske føderation) blev det for meget for mexicanerne. For at forberede sig på en eventuel konflikt tog mexicanerne over til nabobyen Gonzales for at hente en lille bronze kanon, men til deres overraskelse blev de mødt af amerikanere i oprør og med flag hvor der stod “Come and take it” og nå ja så skød amerikanerne også efter dem med selv samme kanon. Da nyheden om et amerikansk oprør nåede den mexikanske præsident Antonio López de Santa Anna blev han en smule vred og sendte nogle år senere ca.6000 mand afsted mod San Antonio for at slå oprøret ned…og det er så her vi har slaget ved The Alamo.
Året var 1836 og The Alamo var blev omringet af den 6000 mand store mexicanske hær. Efter 13 dages belejring angreb mexicanerne den 6. marts The Alamo hvor oprørene havde forskanset sig og efter blot 90 minutters kamp var alle amerikanere blevet slagtet, her i blandt også danske Charles Zanco, der kæmpede på den amerikanske side.
Senere fik amerikanerne has på mexicanerne og som alle sikkert ved 😉 så blev Texas en selvstændig stat får år efter The Battle of the Alamo nemlig i 1845.

Efter et ordentlig skud historie besluttede jeg mig for at gå en tur langs San Antonio’s river walk som er en smuk gangsti langs floden der bærer samme navn som byen. Efter en lille time satte jeg mig ind på en italiensk restaurant for at få mig noget frokost og alt imens jeg sidder der og gumler på min pizza kommer ingen andre end Marvin J. McIntyre forbi, Marvin som jeg havde sagt farvel til i El Paso 3 dage forinden…sikke et tilfælde 🙂 Men det var dejligt at se ham igen og vi fik en snak i en times tid inden jeg trillede sydpå mod byen Corpus Christi.

I Corpus Christi fik jeg mig indlogeret på hotel La Quinta, men blev ikke længe på værelset da jeg kunne mærke at der var en god solnedgang i vente og nu hvor jeg var tæt på kysten ville jeg ud til den for at se solnedgangen. Som ventet blev den flot men lige som solen forsvinder bag horisonten triller en bil ind på p-pladsen og en kvinde hopper ud med sit kamera, desværre nåede hun det ikke, solen var gået ned. Jeg tilbød Katrina (som hun hed) at e-maile et af mine billeder og 30 min senere har stod vi stadig og snakkede om rejser, familie og arbejde. Det vidste sig at hun var kunstner og laver kunst ud af ting hun finder på stranden og som hun så sælger på hendes hjemmeside: http://www.seashellswithsoul.com/

Lige til grænsen

posted in: Uncategorized | 0

Meget er der ikke at berette om i dag da størstedelen af dagen gik med at køre 650 km. her til San Antonio hvor jeg nu sidder. Men der var dog tid til et stop ved “Fossil Bone Exhibit” der er et lille museum midt ude i ingenting, hvor de har fundet knogler fra dinosaurer og derfor udstiller nogle af dem.
Jeg var det eneste menneske på stedet, men der var en del kæmpe græshopper, som sad og varmede sig på asfalten og her vil jeg godt kondolere overfor de mange efterladte til de adskillige græshopper som måtte lade livet under min bildæk…sorry!

På min tur kom jeg igennem to kontrolposter (Border Patrol) hvor de lige skulle høre hvem jeg var, hvor jeg kom fra og ikke mindst hvor jeg skulle hen. Grunden var at den vej jeg kørte på (US90) går lige forbi grænsen til Mexico, helt præcist ca. 500m fra den naturlige grænse, floden Rio Grande. Så der var sandelig en interesse i at vide hvorfor en dansker kørte rundt her i det sydlige Texas.

Men nu hvor der ikke er meget at berette om i dag kan jeg jo fortælle om den store glæde det er at gå i et større supermarked her i USA, specielt hvis man godt kan lide et bredt udvalg i læskedrikke og ikke som i Danmark, blot kan vælge imellem en 4 – 5 forskellige. Jeg var forbi en Wallmart den anden dag og nuppede et billede af deres hylde med et hav af forskellige varianter.

Emory Peak

posted in: Uncategorized | 0

Emory Peak der med sine 2400 meter er det højeste punkt i The Chisos Mountains. Udsigten deroppe fra var storslået på sådan en klar juli dag, med en sol der ikke var fedet med at dele ud af sine stråler. Temperaturen kom op på omkring 37 grader hvilket betød at der skulle medbringes en del vand for at komme på toppen og ikke mindst ned igen. Jeg havde ca. 1,3 gallon hvilket svare til ca. 5 liter med mig og kun en lille slat tilbage da jeg efter 6 timers vandring atter stod på P-pladsen ved min bil. Hvad skete der så med alt det vand, tjah for dem der er interesseret kan jeg sige at det i hvert fald ikke kom ud igen via den mest almindelige vej…så konklusionen må vel være at jeg har svedt en del i dag.

Turen op var på 8,2 kilometer (i alt 16,4 km.) og foregik ad små grusstier men de sidste ca. 600 meter gik det over til at være noget mere bjergbestigning på klipper på hænder og fødder og her var det så, at man skulle være ekstra opmærksom på nogle af parkens beboere, her tænker jeg specielt på de tynde aflange og med en hale der kan klappe (læs klapperslanger). Men der var heldigvis ingen, eller det var der helt sikkert, men jeg så dem bare ikke. Desværre/heldigvis så jeg heller ikke nogle af parkens andre beboere, såsom Black Bear eller Mountain Lion, men fik hilst på mange blå fugle der var meget nysgerrige og var hurtig til at flokkes omkring en hver gang man holdt pause i håb om at der faldt lidt snack af til dem.

Toppen nåede jeg omkring kl.12 efter 3 timers vandring og havde den helt for mig selv, ja faktisk havde jeg ikke mødt et eneste menneske på hele min 3 timers tur til toppen. Nedstigningen var 30 min hurtigere og vel nede igen besluttede jeg mig for at tage endnu en nat her i Chisos Mountains Lodge da her er utrolig hyggeligt, smukt, ikke ret mange mennesker, og dem der er, er vældig flinke. Så der er vel endnu en smuk solnedgang i vente samt en god nats søvn i den friske bjergluft.

525 km til Big Bend NP

posted in: Uncategorized | 0

Ultimate Fandango 2018 sluttede officielt i går aftes med en god middag på Great American Steakhouse, dog var der flere genkendelige ansigter ved morgenmaden her til morgen. Men klokken 9 kunne jeg ikke strækken den længere, nu skulle jeg til at vende hjulene på min Nissan Altima mod øst for at køre ned til Big Bend National Park. Så det var med en smule fugtige øjne at jeg sagde farvel til så mange gode venner både nye og gamle.

Dagens køretur var på 525 km og gik stort set hele vejen tilbage til der hvor vi kom fra i går. Dog med den undtagelse at jeg i stedet for at svinge til højre ned mod DOM-Rock, fortsatte ligeud ned mod Big Bend National Park hvor jeg sidder nu og skriver dette indlæg, sidder i skyggen af et fyrretræ med udsigt ud over The Window, som denne fantastiske udsigt hedder. Vej herned foregik af den øde landevej 118, der tog mig forbi Prada Marfa. Men til min store overraskelse så lykkedes det mig at spotte settet fra filmen Giant” fra 1956 med James Dean i rollen som Jett Rink. Sette har også en rolle i filmen Fandango, så selvfølgelig blev det fotograferet selvom der skulle zoomes en del for at få et billede af det, men det lykkedes sådan da.

Men nu sidder jeg så her i 1650 meters højde med en udsigt man ikke må klage over samt udsigten til en flot solnedgang (forhåbentlig) og ikke mindst udsigten til en god vandretur op til Emory Peak (2400 meters højde) i morgen.

Ekstra ekstra ekstra!
Jo jo som forudset så blev der serveret en ualminelig flot solnedgang her kl.21. Jeg tog i den grad for mig af retterne og fik da også et par gode skud i kassen. Men nu er det altså også godaften og snart godnat.

UF18 – dag 3

posted in: Uncategorized | 0

Sidste dag i Fandango’s tegn startede i udkanten af den lille kunstner by Marfa, hvor den lokale kirkegård var baggrund for en af scenerne i filmen. Efter et kort besøg der, hvor vi af uransagelige årsager ikke havde vores dokumentar hold med for at filme…rygtet sagde noget om adskillige øl på den lokale bar aftenen for inden. Så vi måtte selv stå for de billeder der skulle i kassen.

Efter Marfa gik turen til San Elizario for at se hvor de skød den sidste scene i flmen, det var også her vi sagde farvel (måske på gensyn) til flere af de deltagende. Aftenen blev brugt på at lave adskillelige interviews til dokumentarfilmen og selv undertegnet blevet hevet hen i den varme stol for at forklare hvor en dansker bliver ved med at vende tilbage for at deltage i disse events.

Som et sidste farvel gik vi alle hen på Great American Steakhouse for at få noget at spise og her må jeg sige at der var kød på menuen, primært af den slags der tidligere har sagt muuh. Tilbage på hotellet fik vi lavet et par interviews mere og sagde så vores sidste farvel, inden sengen kaldte.

UF18 – dag 2

posted in: Uncategorized | 0

Kl. 08 ringede Jeff med klokken som tegn på at nu skulle vi afsted, eller det vil sige at vi først lige skulle give Steward (turist chefen for west Texas) en hånd for hans hjælp med at få stablet denne event på benene. Så klokken blev lidt over 8 før vi kom afsted i retning af den lille “spøgelsesby” Terlingua hvor vi havde et kort pitstop. Den endelige destination for denne 2 timer lange køretur ned gennem dette meget øde område i Texas var for at besøge DOM-rock, en sten som vores skuespillere besøger i filmen og som fysisk ligger ved breden af Rio Grande, blot et stenkast fra den Mexikanske grænse og nej Trump har ikke sat en væg op der…endnu. På denne tur var vi så heldige at have Kevin Costner’s personlige filmhold med os, som skulle skyde nogle scener til en kommende dokumentar om films påvirkning på dem som ser dem og da vi alle på denne tur jo er her i vest Texas kun på grund af en fim er det jo oplagt at inddrage os i denne dokumentar. De var nogle festlige fyre at have med og selv deres hund “Monty” som dog vidste sig at være Kevin Costner’s hund (som de skulle transportere op til Aspen, Colorado) var snakkesalig.

Men jeg vil tro de fik et par gode skud i kassen inden vi kørte til Lajitas for at få noget frokost, eller det vil sige at vi (Brian, der spiller Lester i filmen, Michael og jeg) lige havde et kort stop ved bredden af Rio Grande for at få kølet vores varme fusser i den dejlige vand. Og her vil jeg lige understrege og det er specielt til det amerikanske Border Patrol (hvis de læser med) at jeg IKKE gik de 5m over på den andet side (Mexico) af floden, jeg blev pænt på den Amerikanske side.

Efter frokost gik turen tilbage til Alpine og videre til Marathon for at besøge dagens sidste lokation. Også her blev der dokumenteret på livet løs af vores dokumentar filmhold hvorefter vi alle gik på Brick Vault Brewery for at få noget at spise. Omkring kl.19 var vi 4 der hoppede ind i Richard’s bil for at køre op til McDonald Observatory der ligger i en højde af 2000 meter og er Texas højeste punkt. Her deltog vi i et foredrag om stjernehimmelen som foregik under åben himmel, hvilket jeg kun kan sige var absolut fantastisk. Efter foredraget var der fri leg med deres mange, og flere af dem meget store, teleskoper. Så jeg fik skam hilst på Mars, Saturn og ikke mindst vores nærmeste nabo Månen.

UF18 – dag 1

posted in: Uncategorized | 0

Lad mig starte med at sige som Stig Møller synger i en af hans sange med samme titel “Sikke’n dejlig dag”. Kl. 7 kørte Chuck, Marvin og jeg fra vores hotel for at mødes med alle de andre deltagere der ventede på parkeringspladsen ved det lokale Petroleum Museum (som jeg besøgte i går). Kl.8 drog vi ud på vores road-trip/location-hunt for at se de steder hvor filmen Fandango fra 1985 blev optaget. Selvom programmet var stramt for at nå alle stederne var der alligevel tid til at få hilst på nye ansigter og ikke mindst givet krammere til dem man ikke havde set i 3-5 år.
Vi fik besøgt en masse forskellige steder, men med en temperaturen udenfor der sneg sig op på omkring 41 grader så var det meget kærkommen at vi også skulle køre ca. 330 i airconditioneret biler. Sidste stop på dagen program var i byen Alpine hvor jeg blev indlogeret i “The Bottle House”, et fantastisk lille sted med det mest hyggelige interiør og ikke mindst eksteriør. Stedet havde den lokale turist chef Stewart fundet til os, for jeg skulle såmænd ikke bo alene men der imod sammen med Marvin J. McIntyre der spiller Truman Sparks samt Chuck Bush der spiller Dorman i filmen, sikke et fantastisk selskab 🙂

Aftenen gik med at se filmen i den lokale biograf hvor hele byen var blevet inviteret. Før forestillingen var der en såkaldt Meet & Greet hvor de 4 skuespillere vi har med på turen, fortalte historier og ikke mindst tog imod spørgsmål fra publikum.

Så sikke’n dejlig dag vi havde i dag.

Midland, Texas

posted in: Uncategorized | 0

Det var en noget stille dag i dag. Startede med en god omgang morgenmad som må siges at være over standard, men fair nok det var prisen for hotel værelset også. Da jeg havde fået pakket min Nissan kørte jeg over til min ven Jeff’s garage hvor han ventede med en varm kop kaffe, en behagelig lænestol og en god
portion hyggesnak om løst og fast…nå ja så havde han også lige kørt hans Dodge Charger fra 1966 frem. Nu er det ikke sådan at denne bil på nogen måde har mistet sine hestekræfter trods sin høje alder, for Jeff er en person som ved hvordan man “fixer” en bil hvis man ønsker den skal…skal vi ikke bare sige bevæge sig fra A til B på meget kort tid. Sagt på en anden måde Jeff har kørt dragracing i mange år og tog mig med en lille tur i hans Charger. Heldigvis var det på nogle små øde landeveje hvor der ikke var en politimand i sigte, for havde der været det var vi helt sikkert blevet stoppet på den måde/med den fart vi kørte.

Efter vores lille tur kørte vi over for at se på biler på det lokale Petroleum Museum hvor vi kom gratis ind da Jeff kendte personalet. De havde nogle interessante biler stående fra en lokal racerkøre.

Sidst på dagen hentede jeg Chuck Bush (en af skuespillerne fra filmen Fandango) i lufthavnen og vi kørte sammen til det første “meet and greet” hvor deltagerne til de næste dages lokation-hunt ville mødes. Resten af aftenen gik med at hilse på hinanden samt fortælle historier.

På vejen igen

posted in: Uncategorized | 0

Jeg sov fantastisk i nat…om det var den friske texanske landluft eller freden og roen hos Michael og LeAna i den lille by Brock…næ nej jeg tror det skyldes at jeg kort inden jeg lagde mit trætte hoved på puden fik nyheden om at jeg var blevet onkel til en lille dreng. Han kom til verden kl.02.11 (dansk tid) og vejede 3400 gram. Så selvfølgelig var det første jeg gjorde da jeg stod op frisk og veludhvilet, at FaceTime hjem til den lille fyr for at hilse på. Så der sad jeg, ganske fedeligt på terrassen, ca. 8000 km. væk fra den lille fyr og hilste på ham for første gang.

Omkring kl.8 fik jeg sagt farvel til Michael og LeAna (if you are reading this, thank you so much for your hospitality. I hope that I one day can repay you) og drejede ud på I20 for at køre de ca. 400 km til Midland, Texas hvor min ven Jeff ventede. Eftermiddagen gik med at luske rundt i Jeff’s garage og kikke på de mange fede amerikaner biler han har samt snakke/planlægge de næste 4 dages begivenheder.

Jeff havde fået mig indlogeret på det fine hotel Hilton i downtown Midland, på 10 sal med udsigt ud over byen…jo jo I’m living the good life og klager bestemt ikke, men det må jeg vel heller ikke, når der nu er tale om et frit hotel værelse der normalt koster $500 pr. overnatning.

Dalls Cowboys

posted in: Uncategorized | 0

Titlen på dette indlæg afsløre nok meget godt hvad jeg brugte det meste af dagen på. Men det var nu mest ved et tilfælde at jeg kl.10.45 skulle ind og se Dallas Cowboys hjemmebane også kaldt AT&T Stadium. For på min vej over til en telefon butik, hvor jeg skulle sparke liv i min amerikaske telefon, kørte jeg forbi et kæmpe stadion, og da butikken viste sig først at åbne 30 minutter senere tænkte jeg at ventetiden da skulle bruges fornuftig…eksempelvis på at besøge dette bygningsværk, som jo så viste sig at være hjemmebane for Dallas Cowboys, der spiller med i NFL (National Football League). Dette monster af et stadion stod færdig i 2009 og kostede den nette sum af 1,1 mia…dollar, har plads til ca.100.000 gæster, har to 49 x 21 meter store fjernsynsskærme hængende og afstanden fra gulv til loft er så stor at frihedsgudinden snilt kan stå derinde med hendes fakkel og hvad hun nu ellers slæber rundt på. Spændende var det, ikke mindst fordi vi havde en fantasisk guide, der havde lommerne fulde af gode historier.

Vel ude igen kunne jeg nu få liv i min mobil da butikken for længst var åbent. Bagefter kørte jeg over til Fort Worth Water Gardens, der er en park med en række springvand og søer, et perfekt sted at nyde sin medbragte mad, et kold Dr. Pepper samt lige at ringe hjem og sige alt er vel.
Omkring kl.15 svingede jeg ud på I30 for at køre mod Weatherford hvor jeg skulle mødes med mine venner Michael & LeAna på den lokale restaurant Boo-Ray’s. Det var fedt at se dem igen og alt imens verdenssituationen blev vendt et par gange spiste jeg min fried Alligator…haps! Aftenen blev spenderet hjemme på Michael og LeAna’s terasse hvor cikaderne larmede om kap alt imens kolibrierne fløj omkring os.

Luft under vingerne

posted in: Uncategorized | 0

Efter et par år hvor jeg har haft selskab under mine rejser, fik jeg i dag kl.11.15 luft under mine egne vinger og strøg til himmels med kurs mod Dallas, Texas. Det hele startede denne gang i Billund som mine fantastiske forældre var så venlige at køre mig til. Efter ca.10 minutters flyvning fløj vi over Esbjerg hvor min dejlige niece om få dage vil ankomme i det hollandske skib “Wylde Swan” som dejltagere i kapsejladsen Tall Ship Race. Hvad vil tage hende 3-4 dage at krydse tog mig kun ca. 1 time, hvorefter Themsen og kort efter London kom til syne i det klare vejr.
I Hearthrow havde 3 timer til at skifte fra terminal 5 til 3 samt ikke mindst få fat i et Boarding Pass til flyvningen til Dallas…ja American Airlines havde valgt at overbooke flyet hvilket betød at der i første omgang ikke var plads til mig, men det blev der heldigvis. Kl. 15.05 satte jeg mig til rette i et Boeing 777-300ER og alt imens europa forsvandt bag horisonten blev der set et par film, samt lidt live VM fodbold fra Rusland. Enten havde vi vinden i ryggen eller også havde vores texanske pilot (at dømme ud fra hans accent) hjemve, for vi ankom Dallas allerede kl.19, hvilket var ca. én time før ventet. Men jeg klagede bestemt ikke og heller ikke over hvor hurtigt det gik at komme igennem immigrationen, få fat i min kuffert og ikke mindst fat i min bil der endte med at blive en Nissan Altima.

Texas Ranger

posted in: Uncategorized | 0

Nok engang står der USA på flybilletten og nok engang er Texas (The Lone Star State) min endelige destination. Men nu breder Texas sig jo også ud over et areal på ca. 695.662 km² som er nogenlunde på størrelse med Frankrig og Schweiz lagt sammen, plus lidt ekstra.

Så mon ikke staten stadig byder på et par oplevelser, selvom jeg nu står overfor at sætte mine fødder i staten for 5. gang. For den opmærksomme læser eller nok mere dem som har læst mine tidligere indlæg, så er hele undskyldningen for min tur til Texas endnu engang for at deltage i eventen Ultimate Fandango, som er en Road-trip rundt i den sydvestlige del af staten, for at besøge locations der dannede baggrund for flere scener i filmen “Fandango” (på dansk “Farvel til klikken”) fra 1985. Men når man nu alligevel besøger staten, så kan man jo ligeså godt køre lidt rundt og se sig omkring (ud over hvad vi selvføleglig får set ved eventen).

Så planen for min tur er at som følger, selvfølgelig med den altid tilstedeværende mulighed for at dreje fra ruten, hvis der skulle dukke noget spændende op undervejs. For som en af mine favorit forfatter Peter Jenkins skriver: “Be anxious, even afraid, to go down trails that are unknown to you, but go anyway“.

Farvel Sophie Amalie

posted in: Uncategorized | 0

Kl.04 vækkede de forskellige mobiler rundt i båden og ca. 40 min. senere holdte taxaen på kajen for at bringe 4, lidt trætte, sømænd til lufthavnen. Kl.04.29 afmønstrede Jacob, efterfulgt af Peter, så blev det undertegnet og sidst Skipper selv, som blev lidt rørstrømsk da han forlod det gode skib Sophie Amalie for sidste gang på dette eventyr.

Kl.07.45 lettede vi mod en skyfri himmel sammen med morgensolen og efter ca. 170 minutter i luften have vi atter dansk grund under fødderne. Hvad der havde taget skibet ca. 1 1/2 måned at tilbagelægge tog kun sølle 3 timer i det lille Boeing 737-800 fly.
Vel ankommet til Billund blev vi modtaget af let overskyet vejr og 15 graders varme, men til gengæld en masse varme velkomster fra familier der bød de stolte sømænd velkommen hjem.

Eventyret om Sophie Amalie’s tur til Middelhavet tog sin begyndelse på kajkanten den 14.maj med afskeds pølser og øl, men for mit vedkommende i byen Porto på den portugisiske vestkyst, men blev afsluttet i ankomsthallen i Billund lufthavn den 3. juli. I alt fik 9 sømænd, med lidt udskiftning undervejs, fornøjelsen af sejle med på de i alt 2780 sømil.

Tusind tak til Thomas, Jacob, Peter og min broder Morten for det rigtig gode selskab. En speciel tak til skipper Morten for en plads ombord på dette fantastiske eventyr og sidste men ikke mindst en stor tak til det gode skib Sophie Amalie, må du altid have vind i sejlene.

Sidste dag ombord

posted in: Uncategorized | 0

2. Juli var sidste dag ombord på det gode skib Sophie Amalie. Dagen blev hovedsageligt brugt på at pakke rejsetasken, fixe de sidste ting og sidst rengøre skibet fra køl til maste-top. Efter frokost gik vi en tur ind til byen for at klare de obligatoriske
“køber-du-ikke-en-ting-med-hjem-til-mig” indkøb. Da souvenir butikkerne blev for meget, var det herligt at havet og en kølig dukkert kun var få meter fra en, det blev da også benyttet et par gange undervejs. Vel tilbage på skibet blev Skipper sendt i masten for at tilse toppen og samtidig udskifte vindmåleren, efterfølgende blev jeg også sendt til tops, men det var nu mest for at nyde udsigten fra den 23m. høje mast.

Kl.20 havde Peter inviteret mandskabet på 3 retters menu på restaurant Sirocco, med udsigt ud over Middelhavet. Så de 4 sømænd tog deresfineste tøj på og Skipper hans hvide kaptajns kasket, så han også var korrekt påklædt, når nu vi skulle ud og spise fint.

Vel tilbage på skibet blev de uigenkaldelige sidste ting fixet, inden vi kl.23.00 sagde godnat i cockpittet med et glas portvin og en kop kaffe.

En ny arbejdsdag

posted in: Uncategorized | 0

1. Juli stod, ligesom gårsdagen, på arbejde med at klargøre båden så den kan klare de næste 2 måneder alene. Peter var dog i køkkenet hvor han frembragte det mest vidunderlige rugbrød som var tiltænkt som grundelement i dagens frokost. Men kort inden vi kunne nyde dette herlige bagværk, oplevede vi det mest besynderlige fænomen. Himmelen over os blev gradvis mørkere og mørkere og pludselig dalede der en væskelignende substans ned fra himmelen. Væsken var meget klar og fuldstændig uden smag. Readaktionen var så heldig at snuppe et billede af væsken der ramte og stille gled ned af ruderne på sprayhooden??

75% af mandskabet valgte at holde siesta efter frokosten, men da klokken slog 3 glas (15.00) gik vi på sightseeing i Torrevieja. Vi havde fået meldinger fra Danmark om at store områder uden for byen skulle være salt søer hvor de producere salt. Efter 30 minutters gang kunne vi se de store søer samt store bunker af hvad vi formoder var salt. Da vi ikke kunne komme tættere på (se billede) vendte vi om og gik istedet på promenaden for at nyde en is??

Vel tilbage på Sophie Amalie gik jeg igang med aftensmaden mens resten af mandskabet gik til stranden. Aftenens menu stod endnu engang på Guldmakrel, igen lavet på gril med kartofler og salat som tilbehør. Men inden der blev serveret nåede Skipper en badetur sammen med Sophie Amalie hvor hun samtidig fik pletmalet “bikini linien” som var blev noget slidt efter 2780 sømil.

En dejlig dag blev afsluttet i cockpittet med sømands historier rundt om bordet.

 

På med arbejdstøjet

posted in: Uncategorized | 0

30. Juni var der ingen krav om mønstring hvilket flertallet af skibets besætning udnyttede til fulde. Der var dog også et par stykker som havde noget natteroderi ved 4 tiden om natten på grund af den tiltagende vind og fender samt fortøjninger der skulle tilses. Så kl.10 stod sidste mand op, Jacob og mig havde dog været vågen længe og var derfor gået til bageren efter morgenbrød, som desværre skulle vise sig at være noget tørt brød. Men vi blev mætte og kunne gå igang med dagens opgaver der blandt andet var pakning af gummibåd, lakering, maling af dæk, vask af sprayhood, montering af bagbord skødevogn til kuttersejlet, badning og afkortning af spiler-stag som blev fortaget på landgangsbroen samtidig med at vi nød solens sidste stråler og fik en forfriskning.

Kl. 19.30 var der stor nervøsitet at spore hos undertegnet, da tiden var kommet til at jeg skulle op til den store “knob og fortøjning”-eksamen med Skipper som den hårde eksaminator. Lykkeligvis blev eksamen klaret med et rigtig flot 13 tal, målt ud fra Richterskalaen. Det var en tydelig glad og lettet Jesper der modtog sit bevis og et godt fast håndtryk fra en stolt Skipper.

Efter vores aftenbad i det 25 grader varme Middelhav tog vi en sun-downer i cockpittet hvorefter vi gik på restaurant Las Columnas og nød vores aftensmåltid med udsigt ud over det nu natmørke Middelhav.

De sidste sømil

posted in: Uncategorized | 0

Natholdet afløste aftenholdet omkring kl.01.30 og fik dermed fornøjelsen af at bringe Sophie Amalie de sidste sømil ind til havnen Selinas Marina i Torrevieja, plads nr.33. Kl.03.30 blev fortøjningerne kastet i land efter i alt 2780 sømil siden afgangen fra Egå den 15.maj. Ankomsten blev fejret med en kold øl/vand i cockpittet inden vi hoppede i køjen og fik lidt søvn. Den 29. Juni var der ingen krav om mønstring, men solen og varmen gjorde sit for at mandskabet kun nappede 5 timer på langs, inden der igen var aktivitet ombord. Dagens projekter var at udskifte starter i motoren, reparere en utæthed i dieseltanken (det duftede nemlig lidt af diesel på toilettet), indkøb, vask af båd, vasketøj, maling af dæk, ophæng af gummibåd og sidst men ikke mindst badning i det varme Middelhav.

Kl. 21.03 blev der smidt nogle gevaldige fileter på grillen. Kødet kom fra gårsdagens uventede, men meget velkomne gæst. Imens solen stille gik ned bag os forsvandt 1/2 af vores Guldmakrel (Mahi Mahi) i selskab med Peters kartofler, Skippers marinade, Jocobs salat og undertegnets hjemmerørt dressing. Det var et fantastisk måltid og Guldmakrel er, som mange har nævnt, meget velsmagende.

Selvom klokken var 22.30 var aftenen ikke helt forbi endnu. Vi havde tidligere på dagen spottet en tiltalende isbutik som vi ville ind og se lidt nærmere på. Nå ja så var der jo også lige et væddemål som skulle udbetales, det var noget med nogle søfartsregler og vigeregler for robåde (reglerne kan ses på billedet her til venstre). Skal vi ikke bare sige at Isen smagte godt men for undertegnet smagte den ekstra godt 🙂

 

 

 

Så var der bid!

posted in: Uncategorized | 0

Der var mønstring kl.05.00 for at kunne komme afsted fra Almeria og rundt om pynten Cabo De Gata i tide inden vinden fra vest, senere på dagen ville tiltage. Der var afgang kl.05.50, ca. 10 minutter før planlagt afgang, til Skippers store tilfredsstillelse. Alt imens morgensolen farvede horisonten orange sejlede vi for motor + forsejl med kurs mod Torrevieja (syd for Alicante) den endelige destination.

En time efter afgang gik Peter og jeg under dæk for at få en morgenlur inden vi alle indfandt os i cockpittet for at nyde sejladsen, solen samt en formiddagslur. Frokosten blev indtaget for anker i en lille vig hvor vi for inden havde kølet vores kroppe i det lyseblå vand. Da vi igen havde sat sejl spottede Skipper en lille hval som svømmede forbi os ca. 500m. ude, fantastisk syn. Men afsted det gik, med først 7, så 8 og til sidst 12,5 knob kun med forsejl, så vi kom fremad. Eftermiddagen gik med afslapning og der var vidst også et par af mandskabet som fik sig en eftermiddagslur. Men det var godt for ca. kl.17.34 begyndte linen at løbe ud på vores bagbord fiskestang hvilket var startskudet på en ca. 40 min. kamp mod, hvad der senere vidste sig at være den flotteste guldmakrel (Mahi Mahi). Skipper tog stangen, Peter roret, Jacob fangstkrogen og jeg tog kameraet for at forevige kampen. Da den efter 25 min. kom op til båden fik Jacob kroget den med det resultat at den hoppede af igen og strøg 150 fod mod bunden. Omkring 4 gange var den oppe og hilse på inden den endelig blev kroget og hevet ombord. Vel ombord blev den hilst velkomme med 42% Spansk Grappa som for alvor tog livet af den 105 cm. smukke blå/gule fisk som langsomt mistede sin farve, hvilket guldmakreller åbenbart gør når de er blevet landet. Så det var med stor glæde at Sophie Amalie kort efter kunne sende et telegram (læs SMS) hjem til bådens fiskeriminister og letmatros Morten og overbringe den store nyhed. Ca. 2500 sømil skulle der til før der endelig for alvor var bid og de fleste af disse sømil har broderen trofast ventet og ventet på gevinst. Så der var glæde og spore hos fiskeriministeren da nyheden nåede frem.

Klokken var nu mange, så Skipper hoppede i kabyssen for igen at trylle herligheder frem. Aftensmaden blev nydt i stille vuggende bølger på et par meter, mens dagens begivenheder blev vendt og drejet. Kl.22.30 gik båden over i 3 timers vagtrul med Peter og undertegnet på første vagt.

Vi søger i dækning

posted in: Uncategorized | 0

27. Juni blev hundevagten (03.00 til 08.00) taget af Jacob og mig, meldingen lød på en rolig stjerneklar nat med vind på 4-5ms. Nattens største højdepunkter var de i alt 7 besøg vi fik af flere legesyge delfiner, der lyste op i vandet og trak en hale af lysende moril efter sig. Et fantastisk syn der virkelig højner moralen når man sidder der i mørket og timerne virker lange. Solen brød over horisonten kl.06.52 og ca. en time senere stod resten af mandskabet op og morgenmaden kunne nydes i cockpittet. Det blev dog en smule forhastet måltid da det blæste op og vi i løbet af kort tid havde vindstød af stormene kuling med varsling om tordenbyger. Så skibber tog en klog beslutning og valgte at lægge kursen om og søge nødhavn i byen Almeria, som kan dateres helt tilbage til det 13 århundrede.

Et godt stykke før vi anløb havnen kunne vi spotte en stor mærkværdig bygning lige ved indsejlingen. Da vi ankom havnen omkring kl.11 kunne vi konstatere at der var tale om El Cargadero de Mineral, en udskibningsplatform bygget helt tilbage i 1904, til at læsse mineraler ombord på skibe.
Under frokosten konstaterede vi ud fra vindens susen i riggen at Skibbers beslutning om at gå i havn var den rigtige. Det fejrede vi med en tur op i byen hvor vi gik forbi før omtalte El Cargadero de Mineral, besøgte Catedral de Almería og fik en velsignelse på vores videre færd. Vi ville efterfølgende have besøgt borgen Alcazaba på toppen men de holdte siesta, så vi gik over til den lokale tyrefægtnings arena “Plaza De Toros” hvor vi var så heldige at møde en flink ung toreador som lod os kikke indenfor.
Tilbage på skibet gik Peter og jeg igang med madlavningen mens Skipper og Jacob gik på stranden for at slås med de store bølger der skyllede ind. Alt imens vinden susede i riggen blev aftenens måltid, bestående af grillet tun-steaks med kartofler og salat, indtaget. Efter lidt dessert samt en stille kop kaffe, blev dagens oplevelser samt morgendagens udfordringer vendt inden køjen nok engang kaldte.

 

Middelhavet under kølen

posted in: Uncategorized | 0

Mandag den 26. Juni var der mønstring kl.07.00 og til alles overraskelse var det Peter som var først ude af fjerene og gjorde morgenbordet klar. Kl. 09.30 kastede vi fortøjningerne og sagde farvel til klippeøen og porten til Middelhavet. Efter en times sejlads for stålsejl (læs motor) havde vi Gibraltar om bagbord og var nu officielt i Middelhavet, hvilket blev behørigt fejret med en god pibe tobak i form af lakridspiber, hjembragt fra de kolde lande (Danmark).

Omkring kl. 13.30 (lige under frokosten) blæste det op, vinden var 9ms fra syd/vest så vi valgte at tage storsejlet ned og lave hygge sejlads med forsejl i stedet. Da der igen var ro i båden og de fleste slog mave og fintænkte med lukkede øjne, spottede Peter to store hajer som svømmede tæt forbi båden. Vi formoder det skyldes at vi kort forinden havde smidt de sørgelige rester af vores lufttørrede skinke “Møffe” ud i havet. Så vi håber hajerne nød denne delikatesse ligeså meget som vi har gjort de sidste mange dage.

Hen under aften blæste det stadig, men trods 9-10ms agten for tværs og en god rullende bølgegang blev der alligevel tryllet i kabyssen. Skipper lavede ravioli med pølser og de sidste rester af “Møffe” (æret været dens minde). Mens Skipper kokkererede, bredte der sig en liflig duft i båden og kort inden maden blev serveret spottede Peter en stor havskildpadde svømmende i overfladen, vi fornemmede at den forsøgte at følge efter os og var helt sikker på den gik efter Skippers lækkerier. Kl.21.22 takkede solen af for i dag og ca. en time senere var det natholdet (fra 03.00 til 08.00) som sagde godnat og overlod roret til aftenholdet.

Abestreger på klippetoppen

posted in: Uncategorized | 0

Søndag den 25. Juni var hviledag i forhold til sejlads og når man nu ligger for foden af et 412m. højt bjerg skulle det selvfølgelig bestiges. Så efter et overdådigt morgenmåltid indtaget i cockpittet med udsigt til startbanen til Gibraltar lufthavn, begav vi os mod kabineliften til toppen…det er hårdt at være bjergbestiger 🙂

Klokken 11.42 var vi på toppen hvor stedets lokale kom springende for at byde os velkommen…for dem som ikke har været på toppen af Gibraltar klippen, så er den altså beboet af berber aber som er ualmindelig nærgående og frække. I løbet af vores 15 min på toppen var der 3 episoder hvor de stjal en taske, stjal 3 bananer fra en taske og ganske enkelt angreb en lille dreng som gik med en taske. Så her kommer dagens lektion hvis du en dag skal på toppen af Gibraltar klippen: Medbring ikke en taske, er det nødvendigt skal den ikke indeholde madvare og bestemt ikke bæres af børn. Vi blev dog skånet for nærkontakt med de små bæster, men havde nu også en bevæbnet (med en pind) Peter, hvis de skulle blive for nærgående. Vi gik det meste af toppen rundt og fik besøgt de største attraktioner herunder blandt andet O’Hara’s Battery, St. Michael’s Cave, Jews Gate og The Great Siege Tunnels, et hulesystem hugget ind i klippen og blandt andet brugt under 2. Verdenskrig til at forsvare øen.

Vi satte kurs mod bunden af klippen og byen der ligger nedenfor, fandt en god Italiensk pizza restaurant hvor de serverede en god øl og formidable pizza’er. At vi fik lov til at vente ca. 40 min. på maden og 20 min. på regningen taler vi ikke om, det var vel blot den Italienske charme ved det sted.

Godt trætte men velnærede vendte vi tilbage til Sophie Amalie, hvor alle mand hoppede i havnen for at køle de trætte kroppe af ovenpå dagens strabadser. Dagen blev sluttet af med en Portvin/Tonic i cockpittet, alt imens flyene landede og lettede på startbanen få hundrede meter fra os.

Britisk koloni på en kalkklippe

posted in: Uncategorized | 0

Natten til lørdag den 24. Juni bød på god lun (26 grader) vind der skød os afsted mod Gibraltar med op til 8-10 knob. Højdepunkterne var det ca. 150 meter lange mystiske skib der passerede os med kun én sømil og som ikke ville give sig til kende på vores AIS (automatiske identifikations system) samt den PAN PAN alarm vi fik ind på vores VHF radio om en formodet redningsflåde i området. Vi fandt ikke redningsflåden og det mystiske skib formodede vi var et Spansk militær fartøj på hemmelig tys tys mission.

Morgenen bød på roligt vejr men I takt med at vi nærmede os Gibraltar og de to verdensdele (Afrika og Europa) kom tættere på tog vinden til, så det var i ca. 10sm modvind at vi hejste det engelske gæsteflag for at være klar til at anløbe Gibraltar, der jo spøjst nok er en del af England. Kl.12.30 kunne vi skimte den 426 meter høje Gibraltar klippe og klokken 14 ankom vi Ocean Village harbour efter at have sejlet slalom sejlads imellem de mange opankeret fragtskibe. Natten havde været hård med lidt søvn, så da skipper foreslog 2 timers hvil inden vi skulle op og proviantere, var der ingen der protesterede.

Aftensmaden blev grillet på landgangsbroen og blev suppleret af grilspyd, melon, brød, dressing samt Peters legendariske Gibraltar-skrællet kartofler. Desserten var endnu engang en dejlig frugtsalat, som også blev nydt her for foden af Gibraltar klippen.

Vi stikker mod Gibraltar

posted in: Uncategorized | 0

Den 23. juni ringede vækkeuret noget før solen overhovedet havde overvejet at stå op. Grunden var at de to letmatroser Morten og Thomas skulle afmønstre det gode skib Sophie Amalie og hjem til kære Dannevang og deres familier. Efter et tårevædet farvel nød de nu resterende 4 ombordværende besætningsmedlemmer det velkendte overdådige morgenmåltid under sprayhooden i læ for den allerede bagene sol. Efter vi selv var tanket op blev mandskabet og båden soigneret så vi var klar til at stikke mod Gibraltar. Sidste punkt inden afgang var at få diesel på. Men jeg tror tankpasseren holdte siesta for det tog da godt nok sin tid før han kom og hældte “saft” på skuden. Mens han fyldte diesel på og jeg stod med fortøjningen fløj et passagerfly over os og jeg tænkte, at det godt kunne være den maskine som broderen nu sad i med kurs mod Danmark, få timer senere kunne jeg se på et Facebook opslag fra ham, at det havde været den jeg så.

På havet igen blev der læst i lidt litteratur, budt op til skønsang acompanieret af Morten på guitar inden hovmesteren kl. 14 ringede med frokostklokken. Efter en god frokost tog Skipper og jeg malertøjet på og gik på fordækket for at lege med farvelade og male dækket.

I anledning af Skt. Hans blev der til aften serveret en lækker spaghetti med kødsovs og en dejlig salat til. Det hele blev skyllet ned med en smuk solnedgang, der stille sank ned i Atlanterhavet bag os.
Efter aftensmaden blev der tændt Skt. Hans bål (læs stearinlys) og sunget Midsommervise og klokken 22 gik båden over i 5 timers vagtrul med Jacob og mig på første vagt indtil kl.03.00.

Cape Saint-Vincent

posted in: Uncategorized | 0

Denne dejlige torsdag på Atlanterhavet startede med at Jacob og Thomas bag roret og da resten af besætningen så småt var på dæk, sidste mand omkring kl.07.30 satte vi os til morgenbordet og nød dagens første måltid mens vi rundede Cape Saint-Vincent, der er Portugals syd-vestligste punkt og officielt det sted (på min del af turen) hvor båden gik fra at sejle med kurs syd, til nu øst, ind mod Gibraltar og Middelhavet.

Vinden vi har sejlet med ned langs Portugal har primært været i Nord-vest men da vi rundede hornet kom den nu fra Nordøst, og vi kunne pludselig dufte en krydret duft af citrus og oliven, inde fra land.
Fiskesnøren blev som altid kastet ud, også selvom det ikke er blevet til mange fisk på krogen, på de 2300 sømil som båden har tilbagelagt siden afsejlingen fra Egå midt i maj…ja faktisk er det kun blevet til:

  • En lillebitte torsk fanget i Nordsøen
  • En forurenet Multe (fanget i en havn)
  • Min Trigger fish fanget i havnen i Lissabon

Men bådens fiskeriminister (min broder) kastede vanen tro snøren ud efter morgenmaden og selvom chancen for fangst ikke var stor, set i forhold til antallet af fisk der er blevet hevet i land på de 2300 tilbagelagte sømil, så var heldet med ham i dag. Omkring kl.10.30 da vinden var løjet af og vi alle måtte en tur i det 23 grader varme vand, var der gevinst i form af en fin lille sardin.

Eftermiddagen gik for sejl stille og roligt ind til havnen Marina de Vilamoura, hvor vi fik fortøjret båden, gik ud og badede ved den lokale strand og efterfølgende gik ud og spiste en slags afskedsmiddag på en lokal restaurant. Denne dejlige torsdag var nemlig sidste dag for to af bådens besætningsmedlemmer, herunder min egen broder, som i morgen skal hjem til Danmark.

Efter afskedsmiddagen gik vi alle 6, nu snart 4 hjem via havnefronten med alle dens butikker og beværtninger som var overfyldte med briter i skal vi sige vældig godt humør 🙂

Et fantastisk syn

posted in: Uncategorized | 0

Onsdag den 21.juni var alle mand på dæk kl. 07.30 da vi skulle forlade Lissabon for at sætte kurs ned langs Portugals sydkyst. Vi startede dog som altid med et solidt morgen måltid på agterdækket og allerede kl.09.00 var der klart skib så vi igen kunne drage ud på det store Atlanterhav.

Vi forlod havnen, sejlede videre ud gennem floden mod Atlanten med Lissabon om vores styrbord side, mens vi betragtede alle de fine bygninger der er i byen. Under udsejlingen ved udmugning af floden, blev vi mødt af 20 små fiskejoller som sejlede som om de havde drukket og de kendte tydeligvis ikke til vigereglerne, men vi klarede os igennem mængden, og drejede bagbord om og stak sydpå. Der gik ikke længe inden Genakkeren (forsejlet) var sat og vi bare strøg afsted. Dagen bød på den mest fantastiske sejlads, hvor Thomas tryllede i kabyssen, hvor han kokkererede de lækreste brød med tomat, mozzarella olivenolie, løg, salt og pepper bagt i ovnen, det blev til en himmelsk spise, alt dette med den velkendte fantastiske udsigt ud over Atlanten.

Alt imens vi strøg afsted, nappede jeg en lille morfar på dækket i solskinnet, flere gange afbrudt af delfiner der kikkede forbi for at hilse på. Hen under aften gik skipper i kabyssen og frembragte et dejligt aftensmåltid, så alle kunne klare sig igennem nattens sejlads.

Da vi overgik til vagtrul tog Skipper og broderen den første vagt fra kl.22.00-03.00 og da jeg ikke kunne sove valgte jeg at ligge mig på kistebænken i min sovepose og kigge op på den flotteste klare stjernehimmel med masser af stjerneskud og senere oplevede vi det mest utrolige lysshow i form af moril der lyste op i vandet bag båden. Et fantastisk syn som dog kort efter blev fuldstændig overgået, da vi fik gæster i form af delfiner som svømmede rundt om båden i jagt efter en fiskestime. Efter sig trak de hver lange haler af moril og fiskestimen som de jagtede lignende store lysende stjerneskud, når delfinerne svømmede ind i stimen. Da jeg endelig lagde mig til ro havde jeg mere end før svært ved at falde i søvn ovenpå denne store naturoplevelse, hvis lysshow mest af alt kan sammenlignes med James Cameron’s film Avatar fra 2009, sikke en oplevelse 🙂

Turist i Lissabon

posted in: Uncategorized | 0

Tirsdag den 20.juni var der mønstring kl.08.00 da dagen skulle bruges på at være turist i Lissabon. Vi startede med et let traktement på agterdækket, hvor temperaturen allerede kl.09 havde sneget sig op på 25 grader, og den var stigende. Vi begav os op i byen alt imens temperaturen steg, den var nu oppe på 39 grader, så da klokken rundede 11.00 og det var lovligt at indtage en læskedrik og vi kastede os ind under parasollen på den nærmeste beværtning på Rossio Square for at blive svalet ned både udvendigt og indvendigt.

Da temperaturen ikke opfordrede en til at stille sig i kø og vente på en tur i den legendariske Sporvogn nr.28 som Lissabon er kendt for, så sprang vi køen over og sprang ind i en elektrisk Tuktuk i stedet. Vi havde fået æren af at køre med Maria, som også blev vores guide den næste time, hun kunne ikke lide fodbold, kunne dog godt lide kirker, men mest for arkitekturen. Men hun listede rundt i alle de små gader, og det endte med at blive en virkelig fin tur vi fik.
Vi endte oppe ved slottet Castelo de S. Jorge hvor vi skulle se det og efterfølgende have noget at spise. Nu havde vi bare en i besætningen der tidligere havde rejst som rejseguide og i den forbindelse havde besøgt slottet, fortalte os at slottet blot var en bunke gamle sten, så vi besluttede os for at gå direkte på middagen, bestående af en yderst velsmagende Pizza.

Efter frokosten gik vi stille og roligt tilbage til skuden, med et enkelt stop i det nærmeste…eller det var sgu nok det fjerneste supermarked (at dømme ud fra de kilometer vi gik) for at provianterer til den næste sejlads som efter planen vil gå til byen Vilamoura. På vejen kom vi forbi en fiskebutik, hvor jeg i vinduet spottede nogle mærkværdige små skaldyr som de solgte. Jeg fandt aldrig ud af hvad de var, men tog et billede af dem, som du kan se her til venstre.

Da vi ankom til skuden igen og inden der skulle laves aftensmad, så gik én på posthuset, to nappede en velfortjent lur og der var en som gik i bad. Så der var ro på båden og jeg så mit snit til at prøve og fange en Triggerfish jeg havde spottet svømme rundt om båden. Det lykkedes og her skal det siges at det vel og mærket var med vores fangstkrog og en blåmusling som madding.

Aftensmaden og resten af aftenen blev nydt på agterdækket i den lune sommervind som blæste ned over os med 24 grader varmt luft.

 

 

 

Fjenden i dybet

posted in: Uncategorized | 0

Mandag den 19. juni var der ingen mønstring, da vi sejlede igennem mod Lissabon. Første hold på broen var min broder og jeg efterfulgt af Skipper og Thomas der havde vagten fra kl. 00.00-05.00. Sidste hold havde vagten fra 05.00 og frem til båden overgik til dagssejlads hvor alle mand skiftevis holder udkik. Sidste hold var dog heldige at skyde dagen i gang med besøg af delfiner samt den flotteste solopgang.

Natten igennem var vi alle dog meget mod vores vilje iført sejlertøj da, det var så tåget at vandet drev af dem der holdte vagten, vind var der nok af vi hævede gennem natten vores gennemsnitshastighed til 6,5 knob over de 160 sømil, det hele blev hjulpet af at vi pumpede 1000 liter vand ind i vores styrebords ballasttanke. Men dagen startede med den lækreste morgenmad midt i Atlanten, trods det var lidt overskyet til at starte med. Men kl.11.30 klarede det op, og så skal jeg love for at solen tog fat, 30 grader kom temperaturen op på og da vandet var 20 grader var det at de 6 blege nordboer skulle skylles i Atlanterhavet ikke mindre end 3 gange på denne dag.

Men første gang vi plaskede rundt i bølgen blå, og 5 af os var kommet op, så sagde Jacob med sin altid rolige stemme “Jesper jeg tror du skal komme op nu”…det vi ikke havde set var at der kredsede en haj på ca. 1,5 meter rundt om båden. Jeg husker ikke jeg kom op af vandet, men det næste jeg husker er at jeg står på badeplatformen og kikker ud på en hajfinne, som svømmer lidt rundt for så at forsvinde ned i dybet.
Til frokosten læste vi lidt op på hajangreb og blev en del klogere, blandt andet at det tiltrækker hajer hvis du urinere i vandet, da hajen kan lugte det på lang afstand. Døde fisk samt at plasker i vandet tiltrækker også disse skabninger. Med disse 3 facts kunne vi konstatere at vi havde gjort alle 3 ting inden vi gik i vandet, så tror da pokker at vi fik besøg.

Sidst på eftermiddagen sejlede vi forbi Europas vestligste punkt og det blev fejret med ROM og efterfølgende gik min broder i kabyssen og lavede en ordenligt læs japansk skipperlabskovs (læs Sushi) som vi nød under indsejlingen til Lissabon. Dagen sluttede med frugtsalat på agterdækket i havnen Doca De Alcantara der ligger lige ved siden af broen med det spøjse navn “25. april-broen” og forbinder det nordlige og sydlige Lissabon.

Mødet med Atlanterhavet

posted in: Uncategorized | 0

Søndag den 18. juni var der mønstring kl.07.15 da skibets nyeste besætning også skulle ind og se byen Porto og ligeledes smage på de gyldne dråber (læs Portvin). Vi startede med at gå ind langs Douro flodens sydside, og så alle Portvinshusene. På vejen blev der af flere besætningsmedlemmer indkøbt noget ubrugeligt souvenir, selv investerede jeg i det smukkeste lille håndklæde med et proderet motiv af Porto’s kendte Ponte Luís I bro.

Kl. 12.00 skulle skuden være afsejlet marinaen i Gaia, men portvinshuset Offley skulle lige frekventeres og skulle man finde på at drikke alt det de havde på lager, er jeg overbeviste om at det ville afstedkomme en let hovedepine.

Kl. 14.00 sagde vi farvel til Porto og sejlede ud mod Atlanterhavet som viste sig fra sin gode side, med nogle behagelige store men bløde bølger. Kursen blev sat til Lissabon, en sejlads på godt 330 km. og estimeret til ca. 25 timer.

Aftensmaden blev nydt på Atlanten og bestod af mørbradgryde pimpet med noget spritstads som var blevet givet i gave i forbindelse med afsejlingen tilbage i maj.

Da tusmørket sænkede sig over Atlanten og båden gik over i 3 timers vagtrul blev vi fulgt af en flok på ca.30 delfiner i ca. 30 minutter. En fantastisk måde at afslutte 1. dag på havet.

Ohøj og 4 flasker portvin

posted in: Uncategorized | 0

For at kunne forstå hvorfor jeg den 17. juni valgte at stige på et fly med kurs mod storbyen Porto i Portugal, skal vi lige spole tiden ca. én måned tilbage hvor jeg på Egå lystbådehavn sagde farvel til det gode skib Sophie Amalie, et 45 fods danskbygget Dansail skib samt hendes besætning.
De tørnede ud fra Egå den 15. maj og satte kursen mod Middelhavet og den spanske østkyst og en del af dette fantastiske eventyr havde jeg været så heldig at blive inviteret med på og derfor grunden til at jeg sammen med min ven Thomas, denne dag fløj til Portugals næststørste by Porto hvor båden nu lå og ventede på os.

Ganske kort så forlod skibet Egå med kurs mod Thyborøn, herefter videre over nordsøen over til Inverness i Skotland for så at sejle tværs igennem landet via en masse kanaler, sluser og søerne Loch Ness og Loch Lochy. På den anden side at Skotland gik turen igennem Crinan Canal, ned igennem det iriske hav til Dublin, for efter en kort pause, at stikke til søs igen og krydse Biscay bugden. Efter 4 døgn, 6 timer og 630 sømil ramte de Poerto de Ribadeo på den spanske nordkyst og 9 dage senere anløbe de Porto hvor Thomas og jeg kunne stige ombord.

Skibets rute fra Egå til Porto

Oprindeligt skulle vi have påmønstret i byen A Coruña, men da skibet havde forladt byen få dage inden vi tog afsted, var vi nød til at lave en feberredning og købe nye flybilletter hos RyanAir som kunne bringe os til Porto i stedet for A Coruña. Det kom dog ikke som en overraskelse at vi fik RyanAir’s mangel på kundeservice at mærke da vi mellemlandede i Madrid. Der var nemlig uheldigvis gået kuk i vores betaling, så inden afrejse havde vi talt i telefon med deres kundeservice i Irland, som havde forsikrede os at vi sagtens kunne betale for billetterne hos deres kundeservice ved ankomst i Madrid…men der skulle en umenneskelig stor mængde overtalelse og tålmodighed til, for at få den “rare” dame bag disken til at godtage vores forklaring, også selvom vi havde et
udprint af en e-mail fra deres hovedafdeling i Irland.

Men vi kom dog langt om længe med flyet og ankom Porto omkring kl.20. hvorefter vi hoppede i en taxa som bragte os til lystbådehavnen Marina da Afurada. Der var stor gensynsglæde hos alle mand og kort efter ankomst blev der disket op med velkomst Guinness som blev nydt på agterdækket i takt med solen gik ned og lysene tændte i byen.

Aftensmaden blev nydt på den meget lokale og ualmindelige hyggelige restaurant Taberna São Pedro og hvor vores meget rapkæftet men søde tjener sørgede godt for os. Menuen bestod af alt godt fra havet, fanget blot få sømil derfra og alt sammen tilberedt på grillen ude på gaden.

Godt mætte og vel tilbage på båden blev der serveret Gin og Tonic og kort efter gik vi til ro, mig med en fornemmelse af, at dette eventyr kun kunne blive fantastisk, med sådan en start. Det skulle senere vise sig at jeg fik ret 🙂

New England, been there!

posted in: Uncategorized | 0

Det var 18 gode dage i det nordøstlige USA også kaldet New England og vel hjemme igen tager jeg lige et tilbageblik. Som altid skuffer New York aldrig og heller ikke denne gang. Selvom byen var i sit sommertøj med temperaturer omkring 30 grader, så fik vi set en masse både udendørs og indendørs hvor vi selvfølgelig nød godt af at museer, butikker og caféer alle har aircondition.

Efter 3 dage i The Big Apple drog vi ud på en road-trip op nordpå for at se hvad New England havde at byde på. Turen gik ígennem staterne Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, New Hampshire, Maine og Vermont og bragte mig op på 38 stater besøgt af de i alt 50 stater der udgør The United States of America.

Af highlights på turen rundt skal nævnes Boston, den smukke havneby med den historiske “The Freedom Trail” som føre en rundt til historiske steder i byen og ender ved den amerikansk fregat USS Constitution fra 1797. De smukke kystveje med de mange lysfyr op langs østkysten, den fantastiske Acadia National Park, det 1.874 meter høje Mount Washington, den dejligt lille by Stowe og dens velsmagende ahornsirup og sidste men ikke mindst, den gæstfrihed vi blev mødt med hos min amerikanske familie i New Jersey.

Facts om turen:
Flyrejse Billund – Amsterdam – New York og retur = ca. 6000 kr. pr. person
Fullsize billeje i 14 dage = ca. 7000 kr.
Rundturen var på ca. 3000 km.
Benzin forbrug i en tørstig Buick Regal (10 km/l) = 1650 kr (literpris ca. 5,50 kr.)
Hoteller ca. 9500 kr.

For dem der har planer om at besøge New England så er området bestemt et besøg værd. Men du skal ikke forvente de vilde oplevelser i stil med dem du finder på den klassiske rundtur i det vestlige (L.A. – Las Vegas – Grand Canyon – San Francisco – L.A.). Men sætter du pris på en flot natur, god mad (seafood), gode badestrande, afslappet stemning og ikke mindst amerikansk historie, så er New England bestemt også noget for dig. Skulle jeg vende tilbage til området vil jeg klart bruge mere tid på staterne New Hampshire og Vermont da de var interessante og bød på mange gode vandreture i smukke bjerge og skovområder. Men jeg skulle nok også lige et smut forbi Doherty’s Ale House i Providence som serverede turens bedste burger og så lige forbi Fox’s Lobster House nær Nubble Lighthouse hvor de serverer is der er et måltid i sig selv.

Thank you and God bless America

I’m back in New Jersey

posted in: Uncategorized | 0

I dag kørte vi ind i staten New Jersey efter blot 2 minutter på vejen og kort efter kunne vi så køre ind i Parken “High Point State Park” som jeg selv havde fornøjelsen af at besøge i november 2014 da jeg var i New York for at holde Thanksgiving sammen med min amerikanske familie. Denne gang var temperaturen dog noget højere end sidst jeg var der og til alt held så var obelisken der står i parken også åben, så man kunne tage de 291 trin til toppen. Turen op var dog noget varm og da toppen kun bød på fedtet udkiksvinduer som ikke var åbne og heller ingen aircondition, så gik der ikke lang tid før turen gik ned igen.

Omkring kl.11.30 trillede vi ud af parken for at køre ned til forstaden Paramus hvor min amerikanske brødre bor og som havde inviteret os til at tage en overnatning hos dem. Vi blev i den grad modtaget med åbne arme og et overdådig frokostbord som vi straks satte tænderne i, samtidig med at vi fik talt om løst og fast og hvad der var sket siden vi så hinanden sidst (2014). Efter en god frokost kørte vi ned til Hudson River for at få et view ind over Washington Bridge og ned mod Manhattan. Først på aftenen kørte vi ud for at spise på restauranten Legal Sea Foods hvorefter vi kørte over på den lokale Baseball bane for at se Bill’s søn og hans hold spille finalen i deres sommerturnering, som de overlegen vandt med pokaloverrækkelse til følge.

En fantastisk afslutning på en fantastisk dag sammen med nogle fantastiske mennesker. And since Bill also reads this blog I would like to say thank you to all of you for a fantastic day and thank you so much for your hospitality.

 

 

Almost there

posted in: Uncategorized | 0

Vi nærmer os så småt målet og afslutningen for denne rundtur i New England og i dag tog vi så den sidste store etape rent kilometermæssigt. Ca. 400 kilometer blev det til fra Rutland, Vermont og her til Port Jervis i staten New York. Over halvdelen af turen tog vi af små veje ned igennem Vermont, langs The Green Mountains, så blev det til lidt motorvejskørsel kort efter vi var kommet ind i New York State, hvorefter vi igen hoppede over på nogle små veje der kørte ned langs Hudson Valley langs Hudson River, som de fleste jo ved løber ned forbi Manhattan.

Men dagens første stop gjorde vi ved den lille by Weston hvor de havde en gammel mølle fra 1780 med et museum. Desværre var det ikke åbent endnu, så det blev kun til at se på det udvendige som blandt andet indebar et lille savværk drevet af to vandturbiner. Efter vores lille stop kørte vi videre sydover og ind tværs over The Green Mountains. Frokosten blev holdt i den lille by Saugerties hvor de havde en opdæmmet sø. Dæmningen var meget spændende med det som jeg fandt mere interessant var de Water Chesnuts (Vandkastanjer) som jeg fandt. Jeg skal love for at det var nogle satans små partisan-søm at have liggende ved bredden af sådan en sø hvor vandhunde i alle aldre går rundt med bare fødder, sikkert også grunden til at de lokalt har fået tilnavnet “Devil Face”.

Efter ca. 7 timer på farten og det sidste stykke via I84 West kunne vi skimte obelisken i parken High Point, New Jersey som er morgendagens mål inden vi skal ned og besøge min amerikanske broder, Bill og hans familie som venligt har inviteret os til at overnatte hos dem.

 

Green Mountain N.P.

posted in: Uncategorized | 0

I dag sagde vi farvel til byen Stowe og det skønne område omkring denne lille bjergby. Skulle du nogensinde befinde dig i Vermont og har behov for naturoplevelser, så er Stowe et rigtig godt bud, også selvom det er vinter da de også her deres eget skisportsområde. Men inden vi vendte hjulene mod syd kørte vi op i bjergene nær byen op til Bingham Falls, der er et smukt vandfald. Her brugte vi en lille time på nyde vandfaldet og på at tage et par gode skud.
Herefter kørte vi op til Smugglers’ Notch State Park, et bjergpas som tilbage i tiden var en smuglerute hvor varer fra Canada (blot 60 km. væk) blev smuglet ned til USA.

På vores tur ned igennem Vermont kørte vi via vej nr. 100 der løber ned igennem Green Mountain National Park. Turen var meget smuk og førte os igennem en dal med landbrug og masser af søde små byer. Frokosten blev holdt ved vandfaldet Warren Falls og herefter kørte vi så de sidste ca. 79 kilometer ned til byen Rutland hvor vi sidder nu.

 

Ben & Jerry’s til morgenmad

posted in: Uncategorized | 0

Ja den er (næsten) rigtig nok, det var lige før vi fik is til morgenmad. Efter en god nat her i Stowe kørte vi omkring 13 km. ned af gaden til is-producenten Ben & Jerry’s første is-fabrik, hvor man kunne få en guidet tur rundt i deres fabrik og hvor der selvfølgelig var smagsprøver efter rundturen. Så med lidt “Milk and Cookie” is i maven kørte vi ind til byen Burlington, der er den største by her i staten Vermont. Her gik vi en tur op og ned af deres gågade og kikkede lidt på butikker.

Mens vi gik på gågaden begyndte det desværre at smådryppe lidt så vi nappede en ice Coffee og kørte retur til Stowe hvor vi havde booket endnu en overnatning på The Butler House. Vi faldt lidt for hotellet, byen og omgivelserne + det passede os fint at have en base som vi i dag kunne køre ud fra, så vi nappede altså endnu en overnatning her i Stowe.

På hjemturen gjorde vi et par stop undervejs for at besøge et lokalt æble mosteri, ahornsirup producent og sidst en billedeskærer som stod og skar de flotteste bjørne ud af træ. Han var flink til at stoppe motorsaven og tage en snak med os om hans arbejde og havde vi plads i kufferten havde vi sikkert også købt en bjørn af ham…men de var desværre for store og ville kræve deres egen siddeplads i flyet.

 

 

 

Mount Washington

posted in: Uncategorized | 1

Med gårsdagens voldsomme regnvejr bag os stod vi i dag op til en sol som skinnede fra en skyfri himmel, lige præcis sådan et vejr man kunne ønske sig, hvis man skulle lege bjergbestiger og bestige det højeste bjerg i det nordøstlige USA. Med sine 1917 meter er Mount Washington et imponerende bjerg som giver en fantastisk udsigt til alle sider, for dem der bestiger det…i vores tilfælde betyder bestige dog at vi sad komfortable i vores Buick og lod den klare det hårde arbejde med at få os op af den 12,5 kilometer lange vej til toppen. Alternativt kunne vi nu også have taget turen til toppen med et af de mange tog som siden 1869 har fragtet turister til toppen, et af dem er faktisk et fint damp-lokomotiv.

Vel ankommet til toppen (tak til vores Buick) nød vi vores medbragte frokost med, tør jeg nok sige, turens flotteste udsigt. Men vi brugte det meste af 3 timer på toppen med blandt andet at fotografere, besøge det lille museum og deres souvenir butik, der er fastgjort med lænker til bjerget, da toppen af Mount Washington er det sted i verden der er målt den højeste vindhastighed med 372 km/t. Men i dag skinnede solen og vinden var stille, så vi nød opholdet i fulde drag.

Vel nede igen svingede vi mod vest for at køre mod den lille by Stowe hvor vi havde booket en overnatning i en dejlig taglejlighed på The Butler House. Men inden vi kom til Stowe kunne jeg omkring kl.17 krydse staten Vermont af på min liste, da vi krydsede floden Connecticut River og min liste kom op på 38 besøgte stater.

 

Back on the road

posted in: Uncategorized | 0

Det meste af dagen i dag blev brugt på transport fra Acadia National Park i staten Maine og ind i landet til den lille by Campton beliggende i udkanten af White Mountain National Forest i staten New Hampshire.

Men før vi overhovedet kom afsted skulle morgenmaden nydes på terrassen med udsigten ud over Atlanterhavet, en fantastisk måde at starte dagen på. Så gik turen tilbage ind i Acadia National Park for lige at nyde de smukke udsigter en sidste gang hvorefter vi satte vores Buick i D (automatgear) og trillede afsted mod New Hampshire. Undervejs faldt vi over denne antik butik (se billede) som havde fyldt deres hus til randen ja faktisk over randen, med ting og sager hvor alt var til salg. Vi fik 20 minutter til at gå med at kikke på hvor meget “lort” de havde proppet ind i det lille hus. Men der var dog et par spændende ting imellem.

Antik butik

Med ca. 100 kilometer tilbage af dagens 440 kilometer gjorde vi stop for at spise vores frokost og købe lidt ind, men da vi kom ud havde et udvejr trukket op, et udvejr som skulle vise sig at være noget af en mundfuld. Selvom vinduesviskerne kørte på max var det lige før vi ikke kunne se noget og var da også nød til at søge dækning på en P-plads under nogle store træer.

Men efter en et par timer med kraftig regn kom solen endelig frem og vi kunne svinge ind på vores Days Inn hotel i solskin efter 440 kilometer on the road.

 

Acadia National Park

posted in: Uncategorized | 0

Godt trætte og mørbanket efter en aktiv dag, sidder vi nu på vores terrasse og nyder en kold IBC Cream Soda og ikke mindst vores 90 graders view ud over havet her fra vores Sea Breeze hotel i udkanten af byen Bar Harbor i staten Maine. Grunden til at kroppen er noget mørbanket skyldes den 7 kilomter lange vandring vi havde til toppen af Cadillac Mountain for at nyde udsigten ud over Acadia National Park. Turen blev gennemført i 25 graders varme og med en bagende sol, men alle mand nåede toppen og vigtigst af alt, alle mand kom sikkert ned igen.

Turen tog godt og vel 4 timer og vel nede igen tog vi shuttle-bussen videre rundt i parken for at se hvad den ellers havde at byde på. Vi besøgte Thunder Hole, hvor vandet slår ind mod kysten og laver et brag, deraf navnet Thunder Hole. Herfra videre til Jordan Pond hvor det også lige blev til et par billeder af søen, men så var dagen også ved at være brugt (og det samme var vi). Men Inden vi kunne læne os tilbage og nyde udsigten her på vores terrasse, svingede vi lige ind forbi byen Bar Harbor for at proviantere lidt.

 

Run Forrest, Run!

posted in: Uncategorized | 0

Efter en god nats søvn i Portland, Maine gik turen yderligere nordpå i dag. Men inden vi nåede her til Ellsworth lidt uden for Acadia National Park beliggende ud til kysten her i staten Maine, ja så stod den på “lokation hunt” som det hedder. Tilbage i 1994 udkom filmen “Forrest Gump” med Tom Hanks i hovedrollen som den halvdumme Forrest Gump der har et, lad os bare sige, meget spændende liv. Ud over blandt andet at møde amerikanske præsidenter, blive bordtennis stjerne eller arbejde som rejefisker, så løber han også fra kyst til kyst. For dem der kan huske det så vender han om ved et fyr som står ved kysten ud til Atlanterhavet. Fyret hedder Marshall Point Lighthouse og er meget smukt…kan vi sige nu. For vi brugte et par timer på stedet hvor vi fik snuppet et par billeder, spist vores medbragte frokost samt fik set det lille hyggelige museum der er i selve fyrmester boligen.

Efter Marshall Point Lighthouse kørte vi stille og rolig op langs kysten igennem en masse små fiskerbyer hvor man ikke er i tvivl om hvad de primært fisker efter…hummer, hummer og atter hummer og flere steder op langs kysten er der spisesteder med hummer på menuen, ja selv på McDonald’s kan man få hummer.

 

Cruising op af strandvejen

posted in: Uncategorized | 0

I dag har vi stort set ikke lavet andet en at cruise op langs strandvejen, dog ikke med nedrullede vinduer og høj musik men mere med oprullede vinduer og fuld blæs på air condition (der er 30 grader udenfor) og med strandvejen mener vi vejen der går op langs den amerikanske østkyst.

Dagen startede dog ud med en tur på det lokale posthus i byen Lowell hvor vi fik sendt et par hilsner hjem til Danmark, hvorefter vi kørte ad I 495 ud til kysten og ud til landevejen A1 der går langs østkysten og har en del meget store og fine huse liggende langs vejen med udsigten ud over Atlanterhavet.

Undervejs nordpå stoppede vi flere steder for at nyde vejret, en Clam Chowder, en udsigt eller en stor is (set i forhold til den størrelse man får i is butikken i Egaa havn). Efter en lille times kørsel kørte vi ind i New Hampshire og efter yderligere et par timers kørte vi ind i Portsmouth og over broen Memorial Bridge som går hen over Piscataqua River og forbinder New Hampshire med Maine og min liste kom op på 37 besøgte stater.

I dag har vi så slået lejer her i Portland, Maine og i morgen går turen videre op nord på.

 

Skål Boston!

posted in: Uncategorized | 0

Boston, Massachusetts er USA’s 24. største by og har et indbyggertal på ca. 667.000. Byen er rig på amerikansk historie og har flere gamle bygninger der stammer helt tilbage fra 1680 og bærer tydelig præg af at være grundlagt af engelske nybyggere. Igennem byen er der en 4 kilometer lang rute markeret med røde sten i jorden, som tager en rundt forbi de mest betydningsfulde bygninger, monumenter, kirker og også skibet USS Constitution fra 1797. Turen kaldes “Freedom Trail” og starter ved parken Boston Common, midt inde i byen og den skulle vi selvfølgelig kikke nærmere på hvilket vi fik det meste af dagen til at gå med.

Men inden vi gik ud på ruten, rundt til de 16 forskellige vartegn gik vi lige et smut ned af Beacon street hvor en vis bar ligger godt gemt nede i en kælder. For dem der husker 80’er serien “Cheers” (på dansk “Sams Bar”) vil bestemt også kunne genkende den udvendige del af selve baren. Desværre var baren lukket da vi kom, så vi kunne ikke gå ind og hilse på Norm, Cliff, Sam eller Carla ?

Efter vores tur rundt på “The Freedom Trail” endte vi ved skibet USS Constitution, en amerikansk fregat fra 1797 som har stor betydning for amerikansk søværns historie. Skibet var desværre under renovering, så det blev ikke til de bedste billeder af skibet, da det var pakket ind i stillads. Men vi fik dog lov til at gå ombord og se nærmere på dette historiske vartegn som var imponerende stor (22 m. længere end Fregatten Jylland).

Ca. kl.18.30 sagde vi farvel til Boston og rullede med toget tilbage til Lowell hvor vores Buick ventede for at tage os de sidste kilometer tilbage til vores Motel 6 hotel i Tewksbury.

Aj aj Captain

posted in: Uncategorized | 0

Dagen i dag har virkelig stået i søfartens tegn. Vi startede dagen med at trille små 30 kilometer over til den lille by Fall River, hvor jeg på vejen kunne hæve glasset (læs en Dr.Pepper) og byde staten Massachusetts velkommen på min liste over besøgte stater, som nu er oppe på 35 stk.

Men i havnen ved Fall River ligger Battleship Cove som blandt andet er hjemsted for slagskibet USS Massachusetts (BB59) fra 1941. Dette store skib brugte vi ca. 3 timer på at gå rundt og kikke på hvorefter vi kørte ud til østkysten og ud til Plymouth, hvor de første engelske nybyggere ankom i 1620 med skibet Mayflower. Stedet hvor de gik i land er markeret med en sten (Plymouth Rock) og få hundrede meter derfra ligger der en tro kopi af deres skib The Mayflower som de 102 nybyggere sejlede over Atlanten i.

Tilbage i 1620 da de ankom var det desværre bidende koldt og der var ikke meget føde at finde, men heldigvis for nybyggerne blev de kammerater med nogle af de lokale (indianere) som sidst i november bragte dem mad, hvilket amerikanerne hvert år fejre med højtiden Thanksgiving.

Det var vidst nok af søfart for en dag, så efter en omgang Clam Chowder (en lokal muslingesuppe) fyrede vi op for vores Buick og trillede op nord for Boston til byen Tewksbury hvor vi nu sidder.

 

Nr. 33 og nr.34

posted in: Uncategorized | 0

Ja ok titlen på dette indlæg er noget besynderlig men giver mening når jeg siger at jeg i dag fik fornøjelsen af at kunne krydse 2 stater mere af på min liste over besøgte stater i USA.

Men inden jeg kunne sætte krydser på min liste skulle vi dog lige tjekke ud fra vores Paper Factory Hotel, tage undergrunden ud til JFK lufthavnen og hente vores Hertz udlejningsbil…eller nej skulle vi så ikke. Hvad der lige var årsag til at jeg pludselig skulle til at ringe til Jysk Rejsebureaus nødtelefon for at få ændret vores billeje vil jeg ikke kede jer med her. Men efter to telefonsamtaler med Carsten hjemme i Danmark vinkede vi farvel til Hertz biludlejning og sagde i stedet goddag til Alomo biludlejning.
Resultatet blev en dejlig sort Buick Regal som startede med at tage os nordøst langs vandet og her var det så at jeg efter ca. 40 minutters kørsel kunne krydse staten Connecticut af på min liste og for at det ikke skal være løgn så kørte vi kl.17.40 ind i staten Rhode Island hvilket bringer mig op på at have besøgt 34 af USA’s i alt 50 stater.

Only 16 more to go 🙂

Men dagens køretur på ca. 280 kilometer sluttede så her i en lille forstad til Providence, Rhode Island og i morgen går turen så videre nordpå.

 

I’m on the top of the world

posted in: Uncategorized | 0

Med sine 1776 fod (541 meter) er New Yorks nye varetegn, “One World Trade Center” et noget imponerende syn, når man står ved foden af det, bøjer hovedet bagover og kikker mod toppen. Skyskraberen som også hedder “Freedom Tower” stod færdig i juli 2013 men åbnede først sit observations dæk i midten af 2015. For at komme til observations dækket skal man heldigvis ikke tage trappen men derimod en elevator men for dem der godt kan lide at køre i elevatorer kan jeg oplyse at turen desværre ikke tager andet end 60 sek. før man kan træde ud på 102 etage hvor jeg skal hilse at sige at der er en ganske udmærket udsigt, specielt på en dag som i dag med klart vejr.

Efter en tur til toppen af den højeste bygning på Manhattan gik vi ned igennem Wall Street og ned til South Ferry hvor færgen over til Staten Island afgår fra og er en af de få gratis fornøjelser der er at finde i New York. En sejltur på ca. 30 minutter og du er over på Staten Island hvor udsigten over til Manhattans skyline er imponerende, så vi satte os ved havdefronten og nød udsigten og den store aktivitet af skibe i alle størrelser der sejlede på kryds og tværs af havnebassinet.

Nok engang tilbage i menneskemylderet på Manhattan gik vi nordpå ad Broadway hele vejen op til East 10th. St. hvor vi mødtes med min gode ven Marvin som vi tog en kop kaffe med på Veniero’s på 342 E. 11th St. Denne specielle café har serveret de lækreste kager siden 1894 og her må jeg lige anbefale deres Chocolate Truffle med hindbær marmelade, hvis du nogenside kommer der forbi.

Efter vi havde sagt farvel til Marvin sagde vi også farvel til Manhattan og hoppede nok engang under jorden for at tage linje R hjem til vores hotel.

 

Hot town, summer in the city

posted in: Uncategorized | 0

“Hot town, summer in the city” er første linje i Joe Cocker’s sang “Summer in the city” fra 1994 og er hvad vi oplever i disse dage her i New York. I dag lå temperaturen på omkring 30 grader og solen skinnede fra en til tider let skyet himmel. Men når der ikke var en sky for solen var det tydeligt at se hvilken side af gaden der lå i skygge…det var der alle menneskerne gik.

Men vi startede dagen med at få tanket min amerikanske telefon op så jeg igen kan komme i kontakt med omverdenen…i hvert fald det amerikanske del af denne verden. Herefter gik vi op til Lincoln Center for the Performing Arts for at se New York Philharmonic, The Metropolitan Opera og The New York City Ballet. Men vigtigst af alt så fik jeg fat i en Emergenzy Clown Nose i deres souvenir shop, for som der står på dåsen den lå i: “Never leave home without one”.

Emerganzy Clown Nose

Ellers fik vi også set nærmere på Central Park som vi gik igennem både på vores vej til og fra The MET (Metropolitan Museum of Art) som vi også brugte et par timer på at se. Ellers bød dagen på en tur ned til Grand Central Terminal hvor danske Claus Meyer har åbnet en del butikker samt en restaurant. Det så bestemt interessant ud og det var sjovt at se dansk blåbær marmelade på hylderne i bageriet, hvordan amerikanerne lige klare udtalelsen af blåbær ved jeg ikke lige, men håber de får smag for de danske kvalitetsvare.

Efter Grand Central Terminal var klokken omkring 17 så vi satte nok engang kursen mod Long Island City og vores papir fabrik hotel. Solnedgangen blev nydt på 5. sal med Manhattan i forgrunden, dog kun af undertegnet da rasten af holdet allerede havde fået sig placeret på sengen med de trætte fødder oppe.

 

 

New York City 4.0

posted in: Uncategorized | 0

Enten var vi gået i seng tidligt i går aftes eller også var der lidt jetlag indblandet, for kl.05.30 var vi alle vågen og klar til at stå op. Morgenmaden bestående af æg, bacon, kartofler og en god kop kaffe blev indtaget på den lille “All American Coffee Shop” på den anden side af gaden, lige overfor vores hotel. En god sund start på dagen når man nu er i The Big Apple…;)

Herefter hoppede vi ned under jorden for at tage Subway’en over på Manhattan hvor vi lavede et par skift for at komme over i en linje som ville kunne tage os til High St. station i Brooklyn hvor første punkt på dagsordenen var at nyde udsigten nede fra bredden af East River i Brooklyn Bridge Park og over på Manhattan. Kort efter blev punkt to også krydset af på listen, da det indebar en gåtur over selve Brooklyn Bridge.

Da vi nu befandt os tæt på Ground Zero var det selvfølgelig nærliggende at gå forbi parken for at se den + tage bestik af kø-situationen for at komme ind og se 9/11 Memorial Museum. Da jeg selv havde forventet at der ville være en flere timer lang kø for at komme ind blev jeg noget overrasket over at se at der kun stod ca. 10 personer i køen. Så med udsigten til at kunne gå lige ind, uden at stå i kø, gik vi selvfølgelig ind og så det. Vi brugte ca. 3 timer på museet som jeg dog selv havde set da jeg sidst besøgte New York tilbage i 2014, men det var nu stadig meget rørende.

Efter 3 timer under jorden i noget kølig aircondition, var det noget af en hammer vi fik i hovedet da vi var færdige og trådte ud af døren og ud i 30 grader. Dog var vi heldige at det luftede lidt samt at turen nu gik nord på op igennem Hudson River Park hvor vi kunne gå stille og roligt op mod The Highline Park som var næste stop. På vejen nord på havde vi dog et ufrivilligt stop på ca. 20 minutter, da sorte skyer trak ind fra vest (fra New Jersey) og himmelen kort tid efter i den grad åbnede sig. Heldigvis for os kunne vi søge ly for regnen under indkørslen til en parkeringskælder og ca. 20 min. senere kunne vi begive os videre.

Efter en tur op igennem The Highline Park var dagen efterhånden godt brugt…ja det var vi faktisk også selv, så vi hoppede ned i jorden igen for at tage Subwayen linje M tilbage til 36th. St. og vores Papir Fabrik Hotel.

New England 2016

posted in: Uncategorized | 0

Hvad gør man hvis man er lidt træt af det gamle England og deres Brexit, man tager selvfølgelig til New England for at se om det ikke skulle være bedre. Som sagt så gjort og kl.17 (4 timer forsinket) amerikansk tid i dag satte vores Airbus hjulene ned på asfalten i John F. Kennedy International Airport her i staten New York. Forud venter blandt andet 3 dage i New York City med alt hvad det indebærer, ca. 2000 kilometers kørsel rundt i New England som indebærer staterne Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, New Hampshire, Maine, Vermont, New York og New Jersey, en burger eller to, lidt Dr. Pepper og forhåbentlig en utrolig stor mængde oplevelser.

Ruten ser som udgangspunkt således ud (se billede herunder), men som altid er der plads til ændringer i planerne hvis der skulle vise sig noget “must see “på vejen.

New England 2016
På turen har jeg været så heldig at få hele to copilots med i form af mine dejlige forældre. Vi har i mange år haft en aftale om at vi skulle til New York City (igen), men sådanne drømme har det tit med blot at blive ved drømme. Men ikke denne gang…2016 skulle blive året hvor vi tog turen over Atlanten og nu sidder vi så her på 4. etage på Paper Factory Hotel i bydelen Long Island City med view ind over Manhattan…ja ok fair nok det eneste vi kan skimte er toppen af Robert F. Kennedy broen over til Manhattan.

 

Det var så den tur.

posted in: Uncategorized | 0

Det var så 33 ualmindelige gode dage i det amerikanske og en tur som bød på masser af fantastiske oplevelser og imødekommende mennesker. Turen startede med 5 dage i Chicago som bestemt kan anbefales hvis man har brug for lidt alternativt til den populære byferie i New York. Og finder du dig selv i Chicago en dag, skal du ikke snyde dig selv for et besøg på The Art Institute of Chicago som jeg var vild med og efter min mening var det bedste museum i byen.

Efter 5 spændende dage i USA’s 3. største by som også inkluderede to dyk i den nærliggende Lake Michigan, så satte jeg mig til rette i en Kia Optima og drog ud på en Road-Trip rundt i store dele af midtvesten. Køreturen bragte mig til Texas i syd og Wyoming i vest og Minnesota i nord og endte med at runde de 5.000 miles (ca. 8.000 kilometer) da jeg 26 dage senere var tilbage i Chicago. Det var 26 dage fyldt med gode oplevelser, godt vejr, gode mennesker, gode burgere, og en god mængde Dr. Pepper.

Med 8.000 kilometer tilbagelagt i en Kia Optima der trillede omkring 14,3 km. pr. liter. så endte mit forbrug på ca. 562 liter benzin. Med priser på brændstof der stadig er billig set i forhold til danske priser (prisen på én gallon ligger lige nu på ca. $3 hvilket svare til 5,47kr. pr. liter) så endte udgifterne til benzin på sølle 3.074kr.

Jeg fik besøgt 11 stater på denne tur hvoraf 7 af dem var nye, hvilket bringer mig op på at have besøgt 32 af de 50 stater der udgør Amerikas Forenede Stater.

Rute 2015 & Besøgte Stater

Lidt facts om selve turen:
Den samlede pris for hele svineriet blev på ca. 44.500 kr. (dollar kurs 6,75) men her skal det siges, at jeg som udgangspunkt valgte at opleve noget frem for at spare en mønt. Så det blev til en stor sum penge for 33 dage, men jeg føler i den grad at jeg har fået “valuta for pengene” i form af ualmindelige fede oplevelser.

Hvis vi splitter hovedudgifterne lidt ud, så ser regnestykke således ud:
– Fly med AirBerlin ca.6.500 kr.
– Billeje (Midsize) i 26 dage ca.7.500 kr.
– Hoteller ca.14.500 kr.
– Lommepenge ca.16.000 kr.

 

Her 10 dage efter igen at have fået dansk grund under fødderne kan jeg se tilbage på en Road-Trip der blandt andet gav mig en flot udsigt ud over Chicago fra toppen af Willis Tower, dykning i Lake Michigan, en tur op i The Gateway Arch i St. Louis, en fantastisk weekend med andre Fandango fans, hvidt sand mellem tæerne i White Sands, tynd luft i Rocky Mountains, udsigt til Mount Rushmore, en hike til Harney Peak, en tur igennem Badlands N.P., en tur i en flyvemaskine fra 1929 samt meget meget mere af små eller store oplevelser. Men med 18 stater som jeg endnu ikke har besøgt, er jeg ikke færdig med USA og jeg kan mærke at der igen snart står USA på flybilletten.

God Bless AmericaThank you and God bless America

Et sidste blik på Chicago

posted in: Uncategorized | 0

Så synger min USA2015 Road-Trip, nu i The Midt West, i den grad på sidste vers. Jeg har nu tjekket ind på mit sidste hotel her i bydelen Rosemont i Chicago og fra mit hotel vindue kan jeg se hvordan flyene konstant letter fra O’Hare lufthavnen. I morgen er det så min tur til at hoppe ombord i et af dem og for alvor sætte punktum for denne tur, med en 9 timer lang flyvning til Berlin efterfulgt af en lille tur på 60 min. til København, hvor jeg er så heldig at have et par forældre stående for at byde mig velkommen hjem og ikke mindst bringe mig det sidste stykke hjem til smilets by, Aarhus…kan man være mere heldig 🙂

Efter at have tjekket ud fra mit hotel i dag kørte jeg ind til Chicago Fashion Outlet for at se om de havde noget jeg skulle have med hjem…det må jeg sige de havde, desværre ville de også have en forfærdelig masse penge for det, set i forhold til at det var et Outlet. Så jeg købte mig en pakke tyggegummi og gik op på øverste etage af parkeringshuset hvor der til den ene side var en fantastisk udsigt ind over O’Hare lufthavn og til den anden side Chicago’s skyline. Så her stod jeg en stund, kikkede på flyene der kom ind til landing som perler på en snor, reflekterede lidt over hvad jeg har oplevet den sidste måneds tid og sagde farvel til Chicago.

I morgen kl.15.25 lokal tid går turen så hjemad, hjem til dansk mad, det danske “sommer” vejr og min egen seng…det skal sgu nok blive godt.

 

 


Milwaukee, Harley’ens fødeby

posted in: Uncategorized | 1

Et besøg i Milwaukee er ikke fuldendt uden et besøg på Harley-Davidson museet som man finder midt i byen, ja det var faktisk hele grunden til at jeg i dag tog et stop her. Milwaukee anses som Harley’ens fødeby da det var her de to barndomsvenner William S. Harley og Arthur Davidson tilbage i starten af 1900 tallet fik idéen til at bygge en motordrevet cykel.
Den første Harley trillede ud af deres lille skur på 5×3 meter omkring 1903 og siden da må man jo sige at det er gået fremad for det lille firma, med undtagelse af en periode i 1980’erne.

Museet kostede $20 og tog en igennem hele virksomhedens interessante historie med selvfølgelig en masse udstillede motorcykler.

Efter 2,5 time på museet havde jeg været det meste igennem og jeg var klar på at tage den sidste strækning på min rundtur her i USA for igen at vende tilbage til udgangspunktet. Efter kort tid på vejen begyndte det er stå Chicago på vejskiltene hvilket var en reminder for mig om at det snart ville være slut, en lille time senere krydsede jeg statsgrænsen til illinois og efter i alt 3 timers kørsel (inkl. kø kørsel) var jeg atter tilbage i Chicago.

 

Travel Air E-4000

posted in: Uncategorized | 2

Fair nok der var lige én ting som jeg ikke fik skrevet i gårsdagens indlæg og det var at jeg i går bookede en tur i en Travel Air E-4000 flyvemaskine fra 1929. Desværre var der for meget vind i går, så der var ingen fly der kom på vingerne. Men i dag havde vinden heldigvis lagt sig og da jeg ikke havde de helt store planer, andet end at køre her til Milwaukee hvor jeg sidder nu, så lettede jeg her til formiddag i en 86 år gammel Travel Air E-4000 fra Kansas, for at få en rundflyvning i ca. 15 min.

Min pilot var ikke af den kedelige slags, så da vi var kommet ud over markerne her i Wisconsin, viste han mig hvad dette gamle fly var i stand til, og her må jeg sige at det trods sin høje alder stadig kunne leverer noget af en fed rutsjebane tur.

Efter min rundflyvning tog jeg en lille tur rundt i museet igen og faldt i snak med Jim der arbejdede som frivillig på stedet. Da han kunne mærke at jeg havde interesse i flyvning tilbød han mig en guidet tur, som jeg selvfølgelig gladeligt tog i mod. Jim var fyldt med interessante historier omkring de mange udstillede fly og genstande og efter en time havde vi været det meste igennem. Så jeg tastede Milwaukee ind i min GPS, satte noget godt musik på anlægget og….ja du gættede rigtig, åbnede en kold Dr.Pepper og svingede ud på U.S. Highway 41 for at køre de 142 km ned til Harley-Davidson’s hjemby Milwaukee, eller som min kære farfar kaldte den, Millivovka.

 

EAA museum i Oshkosh

posted in: Uncategorized | 0

For dem der har kendskab til flyvning vil måske vide at EAA (Experimental Aircraft Association) har hovedsæde her i Oshkosh og i samme bygning som deres kontor har de et museum der hylder eksperimentel luftfart med en udstilling af de mange forskellige eksperimentelle flyvemaskiner der er blevet lavet siden det første fik luft under vingerne 17. December 1903, her mener jeg selvfølgelig the Wright brothers fly “Wright Flyer”.

Museet havde faktisk en kopi af The Wright Flyer stående men da jeg ved at den originale står på National Air and Space Museum i Washington D.C…så den da jeg besøgte museet tilbage i 2009, så gik jeg ud fra at denne måtte være en kopi.

Men der var mange andre spændende maskiner at kikke på, jeg var blandt andet imponeret af flyet Voyager som var det første fly der fløj rundt om jorden uden at lande/tanke. Jeg kunne godt huske mediernes omtale af begivenheden tilbage i 1986, så det var spændende at se flyet, eller resterne af det (det var kun selve kroppen af flyet de havde stående).

Så jeg var godt underholdt det meste af dagen, en dårlig joke kunne være at sige at “tiden bare fløj afsted”… Men jeg brugte nu det meste af dagen der og fik også set deres afdeling af fly som stadig kommer på vingerne. Disse fly står i deres Pioneer Airport hangarer som er opført i rigtig 1920’erne stil og har deres egen græs landingsbane ude foran hvor der også lige stod en smuk C-47 Skytrain.

 

Så er Wisconsin krydset af

posted in: Uncategorized | 2

I dag omkring kl.11 krydsede jeg Mississippi floden for anden gang på denne tur og med det kunne jeg byde staten Wisconsin velkommen på min liste. Desværre var der vejarbejde på broen hvor jeg krydsede, så der var ikke mulighed for at stoppe for at fotograferer men på den anden side så bød vejret bestemt heller ikke til at fotografere…det væltede ned og havde gjort det hele morgenen. Jeg tog det som at staten Minnesota var ked af at sige farvel til mig, for da jeg var kommet en 10-15 kilometer ind i Wisconsin klarede det op.

Men Wisconsin blev stat nr. 32 på min liste og med en størrelse 4 gange større end Danmark og stort set samme befolkningstal så har befolkningen her rigeligt med plads…hvilket jeg bestemt også bemærkede på min tur i dag. Turen fra Rochester til Oshkosh blev gennemført på ca. 6 timer, men jeg valgte også at tage det stille og roligt samt at tage et smut forbi Necedah fugleresevat som jeg tilfældigvis kørte forbi.

Ellers bød dagen ikke på ret meget andet end kørsel her til byen med det specielle navn Oshkosh ved søen Winnebago.

Fra Sioux Falls til Rochester

posted in: Uncategorized | 2

Efter en del dage med store oplevelser bød dagen i dag ikke på meget andet end kørsel på tværs af staten Minnesota. Til gengæld fik jeg fornøjelsen af at kunne skrive 2 nye stater på min liste, fair nok den ene var et meget kort visit på blot én time og stort set blot en afstikker fra min rute for at få staten på min liste. Men Minnesota blev nr. 30 og Iowa nr. 31.

Dagen startede dog i Sioux Falls, South Dakota med et besøg på det lokale posthus for at sende et par postkort hjem til Danmark. Herefter kørte jeg over i den lokale park, Falls Park som har været en stor del af byens historie siden den blev grundlagt tilbage i 1856. I parken finder man resterne af en vandturbine helt tilbage fra 1881 der leverede energi til stedets mølle. Parken var bestemt et besøg værd og jeg brugte et par timer der inden jeg trillede ud på I90 for at køre på tværs af Minnesota med en enkelt afstikker ned af I35 for at få staten Iowa på min liste.

Den primære udsigt under min kørsel i dag var endeløse marker med majs, så det var godt at jeg havde medbragt noget godt musik som kunne afhjælpe den noget ensformige udsigt og med rigeligt Dr.Pepper på køl, fløj Minnesota bare forbi.

Jeg nåede dog ikke ud af staten inden jeg kunne mærke at jeg ikke skulle køre mere, så dagens endestation blev byen Rochester i  Minnesota.

 

Badlands National Park

posted in: Uncategorized | 0

Med tre overnatninger i Rapid City var det på tiden at komme videre. Men inden jeg kunne forlade byen havde jeg spottet det lokale fly museum “South Dakota Air and Space Museum” der ligger lige ved siden af Ellsworth Air Force Base. Museet var gratis, så det skulle selvfølgelig besøges. Men ligesom fly museet jeg besøgte i Tulsa den 11. juli så var dette heller ikke det helt store, men de havde dog et par interessante fly, blandt andet et B-1 Lancer som jeg aldrig har set før.

Efter én time havde jeg set hvad de havde og jeg rullede ud på Interstate 90 med kurs mod Sioux Falls, hvor jeg sidder nu. Efter kun en lille times kørsel tog jeg en afstikker ned til Badlands National Park som jeg fik omkring 3 timer til at gå med at køre igennem. Parken er en interessant samling kraftigt eroderede toppe hvor man tydelig kan se de forskellige jordlag. Parken er et meget populær destination for personer med interesse indenfor fossiler, da de blottede jordlag giver rig mulighed for at finde den slags.

Da jeg kørte ud af parken trak der et stort uvejr op i horisonten, heldigt for mig kunne jeg holde det bag mig med den fart jeg rullede afsted med og det indhentede mig ikke før end jeg nåede her til Sioux Falls, som ligger på kanten af statsgrænsen til staterne Minnesota og Iowa.

 

Devils Tower, Wyoming

posted in: Uncategorized | 0

Efter anbefalinger fra flere, blandt andet min ven Jeff, så skulle jeg ikke forlade det nordvestlige South Dakota uden at slå et smut forbi klippeformationen Devils Tower. Klippen ligger nu ikke i staten South Dakota men der imod i nabostaten Wyoming blot 175 km. væk fra Rapid City hvor jeg overnattede. Så jeg tog endnu en tur ind i Wyoming i dag for at se denne specielle klippe.

Klippen er resterne af en lomme med magma som blev dannet under jorden for ca. 50 millioner år siden. Med tiden er den størknet og jorden omkring den eroderet væk, så der nu står en klippe tilbage, der rejser sig 386 meter over prærien.
Devils Tower er en populær destination ikke mindst for de ca. 5000 klatrer der hvert år ønsker at tage udfordringen op og klatre til toppen. Klippen er også et helligt sted for flere indianerstammer og flere steder rundt om klippen kan man se offergaver fra indianerne.

Jeg tog den korte gåtur rundt om klippen, en lille tur på 2 kilometer, på en asfalteret sti….hey vi er jo i USA. Efter gåturen kørte jeg lidt væk fra området for at se klippen på afstand og tage et par gode billeder. Efter nogen tid kom der et par fra staten Oregon forbi som jeg faldt i snak med. Vi fik blandt andet vendt Amerikas tilstand samt hvordan vores danske system var. De kendte udmærket til Danmark da deres søn havde været træner for Joachim B. Olsen da han var i Oregon for at træne hans kuglestød. Så da vi sagde farvel bad de mig hilse Joachim, hvis jeg mødte ham…så det vil jeg huske og gøre.

 

Black Hills National Forest

posted in: Uncategorized | 0

Solen står op klokken 05.32 her i South Dakota, jeg så det selv i dag. Men hvorfor i alverden står jeg op på sådan et ukristeligt tidspunkt, det kan siges med få ord: “Black Hills National Forest”. Black Hills er et 13.000 km2 stort bjergområde tæt beklædt med træer som mest er kendt for at huse Mount Rushmore National Memorial og som får en del gæster i løbet af dagen, hvilket var grunden til at jeg valgte at være en af dagens første gæster og det må det siges at jeg var.

Hele min køretur over til Mount Rushmore via den smukke Iron Mountain Road mødte jeg stor set ingen andre og jeg følte jeg havde det hele for mig selv. Iron Mountain Road valgte jeg, da den er fyldt med udsigtspunkter, hårnålesving og tunneller igennem de runde klipper.

Efter halvanden times tid på Iron Mountain Road kom jeg til Mount Rushmore National Memorial med de 4 præsidenter (George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln) udhugget i granit. Det var kunstneren Gutzon de la Mothe Borglum, søn af danske emigranter, som tilbage i 1927 startede med at udhugge de fire personligheder, som et forsøg på at skaffe turister til området. Da der i dag årligt kommer mere en 2 mio. gæster, må det siges at dette projekt lykkedes.

Efter et par timer ved Mount Rushmore kørte jeg over til Sylvan Lake og at parkere min Kia ved foden af Harney Peak Trail for at tage turen på ca. 10 kilometer op til udsigtspunktet Harney Peak der også er South Dakota’s højeste punkt på 2.207 meter. Det tog mig ca.1,5 time at nå toppen, men anstrengelserne blev godt belønnet med en fantastisk udsigt, blandt andet over til før omtalte Mount Rushmore.

Vel tilbage ved min Kia var klokken blevet 18 og jeg kunne begynde og mærke at jeg havde været tidlig oppe. Meen der var lige én ting mere som jeg ville besøge inden jeg kørte retur til Rapid City, nemlig Crazy Horse Memorial der er Indianernes svar på Mount Rushmore. Udhugningen af Crazy Horse har stået på siden 1948 hvor kunstneren Korczak Ziolkowsi sprængte de første klipper væk. Projektet er privat eget hvilket er grunden til at det stadig er undervejs her 67 år senere.
Om det var mangel på energi efter min gåtur eller min generel manglende interesse i indianer kultur der var skyld i at jeg ca. 30 min senere igen sad i min Kia, skal jeg lade være ubesvaret. Men jeg kunne mærke at jeg bare trængte til at komme retur til Rapid City og en seng.

 

Deadwood, South Dakota

posted in: Uncategorized | 2

Så fik jeg endnu en stat på min liste og den heldige vinder af en 29. plads blev…South Dakota!

Desværre bemærkede jeg overhovedet ikke at jeg kørte ind i staten, da jeg kørte på en lille landevej, som ikke skiltede alt for meget med at man nu var i en anden stat, da jeg trillede over grænsen.
Men inden jeg kom så langt som til grænsen til South Dakota havde jeg fornøjelsen af at køre igennem nogle meget øde områder i det østlige Wyoming, hold da fast der sker / er ikke ret meget i denne region, men smukt var det, på sin helt egen måde.

Efter et par timers kørsel i South Dakota ankom jeg Rapid City der ligger lidt nord for Black Hills National Park. Ved ankomsten var klokken ikke alverden, så der var tid til at svinge ud på Interstate 90 og køre op til western byen Deadwood der ligger ca. 45 min kørsel nordvest for Rapid City. Deadwood, der kan dateres helt tilbage til 1870, er i dag en casino by som dog ikke var grunden til at jeg ville besøge byen. Et af byens casinoer ejes af skuespilleren Kevin Costner og mange af hans kostumer fra de film han har medvirket i hænger rundt om i casinoet. Der hænger kostumer fra Dances with Wolves, The Untouchables og ikke mindst den tuxedo (smoking) som han havde på i filmen Fandango.

 

En dag i Denver

posted in: Uncategorized | 0

Efter en rigtig god nat på Damen’s sofa stod vi op med planer om en tur ind på Denver Museum of Nature and Science samt en tur op i bjergene for at nyde udsigten ud over Denver inden jeg igen skulle ud på vejen og videre nord på.

Denver Museum of Nature and Science var bestemt besøget værd og udsigten oppe fra Lookout Mountain ud over Denver var fantastisk men det var nu mere en kulinarisk oplevelse der gjorde mest indtryk på mig i dag. Jeg fik nemlig fornøjelsen af at smage Buffalo kød i form af en ualmindelig velsmagende Indian Taco på restaurant Tocabe.

Efter at have set byen fra toppen af Lookout Mountain, hvor for øvrigt Buffalo Bill ligger begravet, kørte jeg Damen hjem, fik sagt farvel og drejede ud på Interstate 25. Desværre var der en del andre som også havde fået den idé…jeg ramte lige ud midt i rush hour, så det tog mig noget tid at komme ud af byen, men det lykkedes mig til sidst.

Så efter 3 timer med en del kø på grund af rush hour, kø på grund af brand i vejkanten samt kø på grund af en skolebus der var brudt sammen krydsede jeg endelig statsgrænsen til Wyoming som blev nr. 28 på min stødt voksende liste. Wyoming blev optaget som USA’s 44. stat i 1890 og trods en størrelse på 253.348 km² bor der kun ca. 500.000 i staten, hvilket gør den til den mindst befolket stat i hele USA.

 

If you reading this Damen. Thank you for your hospitality and showing me the city.

 

Rocky Mountain N.P.

posted in: Uncategorized | 2

En god nats søvn i den klare bjergluft i 3100 meters højde gjorde godt og frisk og udhvilet traf jeg beslutningen at jeg ikke ville køre op til skisports området Aspen i dag. I stedet ville jeg køre op til Rocky Mountain National Park, en lille køretur på 250 kilometer, i må jeg sige smukke omgivelser.

Omkring middagstid kørte jeg ind i parken og jeg skulle ikke køre mange hundrede meter før jeg fik lov til at hilse på nogle af de mange dyr som lever i parken, desværre ikke nogle bjørne. Køreturen igennem parken tog mig noget tid da der var mange steder der skulle undersøges og udsigter der skulle nydes og fotograferes. Men omkring kl.14 nåede jeg toppen af parken der ligger i en højde af 3.659 meter. De sidste ca. 200 meter skulle tilbagelægges til fods hvilket var en hård vandring, på grundt af den mindre ilt i luften i disse højder og så var det jeg fik flashback fra min tur til toppen af vulkanen Mauna Kea på Hawaii i 2010.

Da vejret ikke viste sig fra den bedste side, der kom til tider nogle kraftige regnbyger ind over, blev det desværre ikke til de fantastiske billeder jeg havde håbet på.

Nedturen på den anden side (østsiden) var fantastisk med blandt andet kørsel ned igennem en smuk kløft de sidste kilometer, og efter ca. 2 timers kørsel stod jeg på de flade sletter øst for Rocky Mountains.

Da jeg nu kun var én times kørsel nord for byen Denver gav jeg Damen, som jeg havde mødt hos mine venner Michael og LeAna og som bor i Denver, et kald. Jeg skulle være velkommen til at kikke forbi og tage en nat på hans sofa, så i løbet af et par timer stod jeg hjemme hos ham.

Aftenen blev brugt på at køre op til et udsigtspunkt og nyde synet…og lige snuppe et par billeder, af downtown Denver med et kraftig uvejr bag ved.