Texas Over & Out

posted in: Uncategorized | 0

Howdy y’all, så er jeg vel tilbage i et varmt Danmark, hvilket er lidt underligt når man plejer at komme hjem til nogle lidt andre varmegrader end det man kom fra. Hjemturen gik uden de helt store bemærkninger, ah ok én bemærkning kunne være at mit fly fra Houston til London kun var ca. 30% fyldt, så jeg skal love for at der var plads til at strække benene, hele min række var tom! Så jeg sad ganske udmærket og de forskellige stewardesser var meget hjælpsomme og havde meget tid. Lettede fra Dallas kl.17.45 med kurs mod Houston hvor jeg skulle skifte over i en Boeing 777 der skulle tage mig over atlanten til London Heathrow. Herfra gik det videre til Billund hvor vi satte hjulene på landingsbanen kl.19.05, ca. 20 min forsinket.

Men det var ca. 16 dage i vest Texas, og trods dette var mit 5. besøg i staten, så havde den stadig nogle gode oplevelser at byde på. Blot for at nævne nogle stykker, så var der jo The Alamo og ikke mindst River Walk i San Antonio, den hyggelige by Alpine med en overnatning i The Bottle House (kan kun anbefales), Stjerne kig ved McDonald Observatory, en vandretur til Emory Peak i Big Bend National Park eller hvad med at hoppe i bølgen blå i den Mexicanske Golf ved siden af hangarskibet USS Lexington. Så konklusionen må være at det sydvestlige Texas helt klar har noget at byde på, selvom der er “langt imellem snapsene”…og her taler vi altså kilometer mæssig.

Lidt facts om turen:
Jeg var afsted fra den 15. juli til den 30. juli, hvilket med lidt simpel hovedregning er ca. 16 dage. Prisoversigten for hele turen ser nogenlunde således ud:

Fly + Bil + 2x hoteller = 10.740 kr.
Hoteller jeg selv betalte undervejs (4 stk.) = 3.340 kr.
Lommepenge = 4.729 kr.

Det vil sige at hele svineriet ender med at have kostet mig den nette sum af: 18.809 kr. alt inklusiv. Mange penge for kun 16 dage i landet men igen må jeg sige, at med de oplevelser jeg fik ud af det, så var det alle pengene værd. Jeg fik trillet 3.640 kilometer og med en benzin pris på $2,80 pr. gallon hvilket ca. svare til 4,82 kr. pr. liter, ja så endte jeg med at smide små 1.300 kr. for den køretur.

Det blev desværre ikke til flere nye stater i denne omgang, da jeg udelukkende befandt mig indenfor Texas grænser under hele turen. Så mit oversigtskort er ikke blevet ændret i forhold til sidste tur tilbage i 2016, så stadig 38 stater besøgt og blot 12 tilbage. Min endelige rute rundt i staten afveg ikke meget fra den grund idé jeg havde inden jeg fløj mod staterne, dog var der en enkel lille ændring. I stedet for at køre op til Interstate 10 og tage den ned til San Antonio, så nuppede jeg i stedet den lille hovedvej US90, der løber fra Van Horn i vest og helt ud til østkysten i Jacksonville i Florida.

Back in Dallas

posted in: Uncategorized | 0

Så sidder jeg atter i Dallas og pakker rygsækken samtidig med at jeg fra mit vindue kan se flyene komme ind på stribe for at lande i DFW International Airport. Forlod Michael og Elizabeth i Spicewood her til morgen kl.9 og satte byen Temple ind i min GPS som dagens første stop, grunden til at jeg ville til Temple var for at besøge en tankstation…tjah det lyder lidt underlig, men hvis man aldrig har besøgt en Buc-ee’s tankstation og tilfældigvis køre forbi en på sin vej, så svinger man ind forbi. En Buc-ee’s er ikke en helt almindelig tankstation men mere et supermarked kombineret med en tankstation. Det er ganske imponerende at tælle 96 tankstandere, når man er vant til at der “kun” er 8 – 10 stykker og at der på herre toiletterne var 52 urinaler og ca. 20 toiletter, for som et at Buc-ee’s slogans lyder “The Top Two Reasons to Stop at Buc-ee’s: #1 and #2.”

Tilbage på Interstate 35 trillede jeg videre mod nord og nåede Waco efter ca. 60 kilometer, hvor jeg holdt frokost under parasollen hos Dr.Pepper museet..ja ok jeg indrømmer, jeg gik også ind og så det selvom jeg havde besøgt det tilbage i 2013. Men der var sket et par ændringer og udvidelser på museet, så selvfølgelig ville jeg ind og se det. Efter frokostpausen gik jeg en kort tur ud for at finde en postkasse hvor jeg kunne smide et par postkort i samt gik et smut forbi Magnolia Market, der er et hipt område med Street-Food vogne, restauranter, butikker med brugskunst, urtehaver og legepladser.

De sidste 170 km op til mit hotel i Dallas blev klaret på et par timer, der var lidt trafik omkring centrum men heldigvis ikke så meget at der blev til kø kørsel. Ankom hotellet omkring kl.17 hvor jeg hurtigt fik mit værelse hvor jeg så altså nu sidder og kikker på flyene der stadig kommer ind på stribe for at lande i lufthavnen bag hotellet.

Men i morgen eftermiddag er det så min tur til at sætte mig op i et af flyene og vende snuden hjemad…ahh ok første stop bliver nu Houston, men derfra går det så også hjemad, i første omgang London og så Billund.

Austin version 2.0

posted in: Uncategorized | 0

OK min overnatning i Spicewood hos Michael og Elizabeth må nok tilskrives at være det absolutte bedste “hotel værrelse” jeg har haft på hele min snart 16 dages lange tur rundt i Texas og jeg var såmænd indlogeret på et Hilton til $500 pr. overnatning tilbage i Midland. Men at vågne op til 30 graders varme, en fantastisk udsigt ud over Texas Hill Country, 3 hjorte i baghaven der gik og græssede og så en pool den bare skreg til en om at hoppe i, det er der sgu intet hotel der kan slå. At jeg så også skulle fejre Michaels fødselsdag med en tur ud til tidligere præsident Lyndon B. Johnson ranch ved byen Stonewall gjorde bestemt ikke morgenen ringere.

Så da morgenmaden var fortæret kørte vi ud til Lyndon B. Johnson National Historical Park for at se hans ranch “The Texas White House” som de kaldte det og var hvor han boede når han ikke var i det Hvide hus i Washington. Det var ganske spændende at se hvor denne leder, der blev indsat som præsident på en noget trist baggrund, opholdte sig samt se hans biler, skole, barndomshjem og hans lille privatfly som han kaldte “Air Force One-Half”. Efter en skøn tur ud i naturen stod den på et par timers afslapning hjemme rundt om poolen inden vi kørte ind til Austin for at spise, i dag blev det ikke til Texas BBQ men i stedet Mexicansk. Efter aftensmaden havde Michael og Elizabeth booket en sejltur på Ladybird Lake hvor der under broen Congress Avenue Bridge bor en koloni på 1,5 mio flagermus, der hver aften efter solnedgang flyver ud for at fange deres aftensmad. Det er en turistattraktion af den anden verden og folk stimler sammen på broen, på bredden, sejler i kajak, surfboard små/store både ud for at se dem flyve ud.

Klokken var omkring 21 da vi atter var tilbage på breden, men inden vi vendte hjemad fik jeg min egen guidet tur igennem byen med stop ved State Capitol Building, Lyndon B. Johnson Library, Darrell K. Royal Texas Memorial Stadium (hjemsted for Texas Longhorn) og ikke mindst deres mascot BEVO som jeg fik lov at hilse på up-close.
Tilbage i privaten nød vi en stille stund ved poolen imens nattehimlen blev studeret.

Corpus Christi

posted in: Uncategorized | 0

Dagen startede med fødderne i vandkanten af den mexicanske golf mens jeg ringede hjem til Danmark. Var kørt ud til Mustang Island for at nyde freden og bølgernes stille skvulpen mod kysten, lidt ligesom den jyske vestkyst på en dejlig sommerdag. Efter en times afstressende gåtur i vandkanten satte jeg mig atter ind i min (efterhånden møgbeskidte) Nissan for at køre nord om øen og tilbage til Corpus Christi hvor jeg ville besøge museums-hangarskibet USS Lexington. Køreturen rundt om Corpus Christi bugten inkluderede en hyggelig lille 5 minutters færgetur fra Port Aransas og over til fastlandet. Fra færgelejet var der blot en lille 25 minutters køretur ad US35 og US181 før jeg kunne se det mægtige skib tårne sig op i horisonten.
USS Lexington er et Essex Class hangarskib, blev søsat i 1942 og var aktiv i stillehavet under 2. verdenskrig. Skibet var i tjeneste helt frem til 1991 hvor det blev taget ud og overdraget til Corpus Christi som museums skib, hvilket det stadig er den dag i dag. Det var et meget spændende besøg, specielt nu hvor jeg har besøgt et af hende søsterskibe nemlig USS Intrepid der ligger i New York og også fungere som museum. Så jeg fik det meste af 4 timer til at gå med at kikke rundt på skibet, besøgte broen, flydækket, kabyssen, værkstedet og ikke mindst motorrummet som bestod af to atom reaktorer der snilt kunne drive det 36.380 tons tunge hangarskib afsted med en fart af 33 knob (61 km/t).

Vel tilbage i køretøjet var klokken blevet 15 og jeg skulle se og komme afsted da jeg havde ca. 4 timers køretur foran mig til Austin hvor jeg havde en aftale med mine venner Michael og Elizabeth om at mødes på The Salt Lick til en seriøs omgang Texas BBQ. Min GPS var dog ikke helt sikker på hvor spisestedet lå, men heldigvis havde jeg Michael i telefonen et par gange undervejs for at guide mig og med blot få minutters forsinkelse lykkedes det mig at finde det utrolig populære spisested midt ude i det Texanske Hill Country.
Ordsproget “alt er større i Texas” passer meget godt på hvad jeg oplevede hos The Salt Lick for der var tale om et seriøst spisested med plads til omkring 800 og med portionerne så store at du ikke gik derfra sulten…i hvert fald ikke med deres gode vilje. Mørket var faldet på inden vi godt mætte trillede ud til bilerne og vendte snuden hjem til deres hus i Spicewood, vest for Austin.

Slaget ved The Alamo

posted in: Uncategorized | 0

OK i dag har jeg virkelig været Turist med stort T. San Antonio er hjemsted for The Alamo der er en yderst vigtig brik i den Texanske historie. Selve The Alamo er en ca. 300 år gammel spansk missions bygning der blev bygget for at sprede det katolske budskab til de indfødte og de mexicanere der boede i området. Sådan lå denne mission i over 100 år indtil området begyndte og blive lidt overfyldt med amerikanske emigranter der flyttede til for at arbejde. Da disse amerikanere omkring 1831 begyndte at tale om at Texas skulle afrive sig Mexico for i stedet at blive en selvstændig stat (eventuel indtræde i den amerikanske føderation) blev det for meget for mexicanerne. For at forberede sig på en eventuel konflikt tog mexicanerne over til nabobyen Gonzales for at hente en lille bronze kanon, men til deres overraskelse blev de mødt af amerikanere i oprør og med flag hvor der stod “Come and take it” og nå ja så skød amerikanerne også efter dem med selv samme kanon. Da nyheden om et amerikansk oprør nåede den mexikanske præsident Antonio López de Santa Anna blev han en smule vred og sendte nogle år senere ca.6000 mand afsted mod San Antonio for at slå oprøret ned…og det er så her vi har slaget ved The Alamo.
Året var 1836 og The Alamo var blev omringet af den 6000 mand store mexicanske hær. Efter 13 dages belejring angreb mexicanerne den 6. marts The Alamo hvor oprørene havde forskanset sig og efter blot 90 minutters kamp var alle amerikanere blevet slagtet, her i blandt også danske Charles Zanco, der kæmpede på den amerikanske side.
Senere fik amerikanerne has på mexicanerne og som alle sikkert ved 😉 så blev Texas en selvstændig stat får år efter The Battle of the Alamo nemlig i 1845.

Efter et ordentlig skud historie besluttede jeg mig for at gå en tur langs San Antonio’s river walk som er en smuk gangsti langs floden der bærer samme navn som byen. Efter en lille time satte jeg mig ind på en italiensk restaurant for at få mig noget frokost og alt imens jeg sidder der og gumler på min pizza kommer ingen andre end Marvin J. McIntyre forbi, Marvin som jeg havde sagt farvel til i El Paso 3 dage forinden…sikke et tilfælde 🙂 Men det var dejligt at se ham igen og vi fik en snak i en times tid inden jeg trillede sydpå mod byen Corpus Christi.

I Corpus Christi fik jeg mig indlogeret på hotel La Quinta, men blev ikke længe på værelset da jeg kunne mærke at der var en god solnedgang i vente og nu hvor jeg var tæt på kysten ville jeg ud til den for at se solnedgangen. Som ventet blev den flot men lige som solen forsvinder bag horisonten triller en bil ind på p-pladsen og en kvinde hopper ud med sit kamera, desværre nåede hun det ikke, solen var gået ned. Jeg tilbød Katrina (som hun hed) at e-maile et af mine billeder og 30 min senere har stod vi stadig og snakkede om rejser, familie og arbejde. Det vidste sig at hun var kunstner og laver kunst ud af ting hun finder på stranden og som hun så sælger på hendes hjemmeside: http://www.seashellswithsoul.com/

Lige til grænsen

posted in: Uncategorized | 0

Meget er der ikke at berette om i dag da størstedelen af dagen gik med at køre 650 km. her til San Antonio hvor jeg nu sidder. Men der var dog tid til et stop ved “Fossil Bone Exhibit” der er et lille museum midt ude i ingenting, hvor de har fundet knogler fra dinosaurer og derfor udstiller nogle af dem.
Jeg var det eneste menneske på stedet, men der var en del kæmpe græshopper, som sad og varmede sig på asfalten og her vil jeg godt kondolere overfor de mange efterladte til de adskillige græshopper som måtte lade livet under min bildæk…sorry!

På min tur kom jeg igennem to kontrolposter (Border Patrol) hvor de lige skulle høre hvem jeg var, hvor jeg kom fra og ikke mindst hvor jeg skulle hen. Grunden var at den vej jeg kørte på (US90) går lige forbi grænsen til Mexico, helt præcist ca. 500m fra den naturlige grænse, floden Rio Grande. Så der var sandelig en interesse i at vide hvorfor en dansker kørte rundt her i det sydlige Texas.

Men nu hvor der ikke er meget at berette om i dag kan jeg jo fortælle om den store glæde det er at gå i et større supermarked her i USA, specielt hvis man godt kan lide et bredt udvalg i læskedrikke og ikke som i Danmark, blot kan vælge imellem en 4 – 5 forskellige. Jeg var forbi en Wallmart den anden dag og nuppede et billede af deres hylde med et hav af forskellige varianter.

Emory Peak

posted in: Uncategorized | 0

Emory Peak der med sine 2400 meter er det højeste punkt i The Chisos Mountains. Udsigten deroppe fra var storslået på sådan en klar juli dag, med en sol der ikke var fedet med at dele ud af sine stråler. Temperaturen kom op på omkring 37 grader hvilket betød at der skulle medbringes en del vand for at komme på toppen og ikke mindst ned igen. Jeg havde ca. 1,3 gallon hvilket svare til ca. 5 liter med mig og kun en lille slat tilbage da jeg efter 6 timers vandring atter stod på P-pladsen ved min bil. Hvad skete der så med alt det vand, tjah for dem der er interesseret kan jeg sige at det i hvert fald ikke kom ud igen via den mest almindelige vej…så konklusionen må vel være at jeg har svedt en del i dag.

Turen op var på 8,2 kilometer (i alt 16,4 km.) og foregik ad små grusstier men de sidste ca. 600 meter gik det over til at være noget mere bjergbestigning på klipper på hænder og fødder og her var det så, at man skulle være ekstra opmærksom på nogle af parkens beboere, her tænker jeg specielt på de tynde aflange og med en hale der kan klappe (læs klapperslanger). Men der var heldigvis ingen, eller det var der helt sikkert, men jeg så dem bare ikke. Desværre/heldigvis så jeg heller ikke nogle af parkens andre beboere, såsom Black Bear eller Mountain Lion, men fik hilst på mange blå fugle der var meget nysgerrige og var hurtig til at flokkes omkring en hver gang man holdt pause i håb om at der faldt lidt snack af til dem.

Toppen nåede jeg omkring kl.12 efter 3 timers vandring og havde den helt for mig selv, ja faktisk havde jeg ikke mødt et eneste menneske på hele min 3 timers tur til toppen. Nedstigningen var 30 min hurtigere og vel nede igen besluttede jeg mig for at tage endnu en nat her i Chisos Mountains Lodge da her er utrolig hyggeligt, smukt, ikke ret mange mennesker, og dem der er, er vældig flinke. Så der er vel endnu en smuk solnedgang i vente samt en god nats søvn i den friske bjergluft.

525 km til Big Bend NP

posted in: Uncategorized | 0

Ultimate Fandango 2018 sluttede officielt i går aftes med en god middag på Great American Steakhouse, dog var der flere genkendelige ansigter ved morgenmaden her til morgen. Men klokken 9 kunne jeg ikke strækken den længere, nu skulle jeg til at vende hjulene på min Nissan Altima mod øst for at køre ned til Big Bend National Park. Så det var med en smule fugtige øjne at jeg sagde farvel til så mange gode venner både nye og gamle.

Dagens køretur var på 525 km og gik stort set hele vejen tilbage til der hvor vi kom fra i går. Dog med den undtagelse at jeg i stedet for at svinge til højre ned mod DOM-Rock, fortsatte ligeud ned mod Big Bend National Park hvor jeg sidder nu og skriver dette indlæg, sidder i skyggen af et fyrretræ med udsigt ud over The Window, som denne fantastiske udsigt hedder. Vej herned foregik af den øde landevej 118, der tog mig forbi Prada Marfa. Men til min store overraskelse så lykkedes det mig at spotte settet fra filmen Giant” fra 1956 med James Dean i rollen som Jett Rink. Sette har også en rolle i filmen Fandango, så selvfølgelig blev det fotograferet selvom der skulle zoomes en del for at få et billede af det, men det lykkedes sådan da.

Men nu sidder jeg så her i 1650 meters højde med en udsigt man ikke må klage over samt udsigten til en flot solnedgang (forhåbentlig) og ikke mindst udsigten til en god vandretur op til Emory Peak (2400 meters højde) i morgen.

Ekstra ekstra ekstra!
Jo jo som forudset så blev der serveret en ualminelig flot solnedgang her kl.21. Jeg tog i den grad for mig af retterne og fik da også et par gode skud i kassen. Men nu er det altså også godaften og snart godnat.

UF18 – dag 3

posted in: Uncategorized | 0

Sidste dag i Fandango’s tegn startede i udkanten af den lille kunstner by Marfa, hvor den lokale kirkegård var baggrund for en af scenerne i filmen. Efter et kort besøg der, hvor vi af uransagelige årsager ikke havde vores dokumentar hold med for at filme…rygtet sagde noget om adskillige øl på den lokale bar aftenen for inden. Så vi måtte selv stå for de billeder der skulle i kassen.

Efter Marfa gik turen til San Elizario for at se hvor de skød den sidste scene i flmen, det var også her vi sagde farvel (måske på gensyn) til flere af de deltagende. Aftenen blev brugt på at lave adskillelige interviews til dokumentarfilmen og selv undertegnet blevet hevet hen i den varme stol for at forklare hvor en dansker bliver ved med at vende tilbage for at deltage i disse events.

Som et sidste farvel gik vi alle hen på Great American Steakhouse for at få noget at spise og her må jeg sige at der var kød på menuen, primært af den slags der tidligere har sagt muuh. Tilbage på hotellet fik vi lavet et par interviews mere og sagde så vores sidste farvel, inden sengen kaldte.

UF18 – dag 2

posted in: Uncategorized | 0

Kl. 08 ringede Jeff med klokken som tegn på at nu skulle vi afsted, eller det vil sige at vi først lige skulle give Steward (turist chefen for west Texas) en hånd for hans hjælp med at få stablet denne event på benene. Så klokken blev lidt over 8 før vi kom afsted i retning af den lille “spøgelsesby” Terlingua hvor vi havde et kort pitstop. Den endelige destination for denne 2 timer lange køretur ned gennem dette meget øde område i Texas var for at besøge DOM-rock, en sten som vores skuespillere besøger i filmen og som fysisk ligger ved breden af Rio Grande, blot et stenkast fra den Mexikanske grænse og nej Trump har ikke sat en væg op der…endnu. På denne tur var vi så heldige at have Kevin Costner’s personlige filmhold med os, som skulle skyde nogle scener til en kommende dokumentar om films påvirkning på dem som ser dem og da vi alle på denne tur jo er her i vest Texas kun på grund af en fim er det jo oplagt at inddrage os i denne dokumentar. De var nogle festlige fyre at have med og selv deres hund “Monty” som dog vidste sig at være Kevin Costner’s hund (som de skulle transportere op til Aspen, Colorado) var snakkesalig.

Men jeg vil tro de fik et par gode skud i kassen inden vi kørte til Lajitas for at få noget frokost, eller det vil sige at vi (Brian, der spiller Lester i filmen, Michael og jeg) lige havde et kort stop ved bredden af Rio Grande for at få kølet vores varme fusser i den dejlige vand. Og her vil jeg lige understrege og det er specielt til det amerikanske Border Patrol (hvis de læser med) at jeg IKKE gik de 5m over på den andet side (Mexico) af floden, jeg blev pænt på den Amerikanske side.

Efter frokost gik turen tilbage til Alpine og videre til Marathon for at besøge dagens sidste lokation. Også her blev der dokumenteret på livet løs af vores dokumentar filmhold hvorefter vi alle gik på Brick Vault Brewery for at få noget at spise. Omkring kl.19 var vi 4 der hoppede ind i Richard’s bil for at køre op til McDonald Observatory der ligger i en højde af 2000 meter og er Texas højeste punkt. Her deltog vi i et foredrag om stjernehimmelen som foregik under åben himmel, hvilket jeg kun kan sige var absolut fantastisk. Efter foredraget var der fri leg med deres mange, og flere af dem meget store, teleskoper. Så jeg fik skam hilst på Mars, Saturn og ikke mindst vores nærmeste nabo Månen.