Saint Lucia er en lækker caribisk ø beliggende syd for Martinique og nord for Saint Vincent. Øen høre under The British Commonwealth og er 617 km2 stor, hvilket svarer til vores egen dejlige Bornholm…ja ok Saint Lucia er lige 29 km2 større, men så næsten Bornholm størrelse.
Øen var et gensyn for mit vedkommende, jeg besøgte også øen tilbage i december 2011, hvor jeg tog til øen for at tage i mod min far der havde krydset Atlanten i sejlbåd (læs evt. mine indlæg fra 2011). Så jeg kunne genkende mange ting da vi efter 27 dage endelig fik fast grund under fødderne igen og kunne gå i land for at besøge Customs And Immigration + selvfølgelig et Corona-tjek. Alt blev klaret i løbet af én times tid og selvom vi havde en båd der skulle hovedrengøres valgte vi dog at sætte os ned på den lokale beværtning, da vi alle følte at det sjovt nok stadig gyngede når vi gik rundt….nå ja så var det jo belejligt at de også serverede den lokale øl Piton på stedet 😉
Båden blev rengjort fra…ja det er jo nærliggende at sige fra køl til mast…men det var nu kun der hvor vi havde opholdt os, der blev rengjort. Vi havde været flittige til at rengøre undervejs, selvom det var lidt besværligt når båden gyngede, så vi var færdige i løbet af blot 2-3 timer. Om aftenen ville organisationen vi havde sejlet under (Atlantic Rally for Cruisers) holde en afslutningsfest hvor der ville være præmier til vinderne samt i mange andre kategorier, åbenbart også til den båd der kom sidst i mål, indenfor tidsgrænsen og gad vide hvilken båd det så var?
Men inden selve overrækkelsen var der en masse underholdning og taler fra forskellige prominente personligheder. Alt sammen noget vi kunne nyde sammen med den lækre lille anretning med horderves vi havde fået udleveret + diverse drikkevare. Men kort før vi var ved vejs ende for ceremonien blev mandskabet af båden Sophie Amelie kaldt op til scenen, ikke noget vi lige havde ventet. Det vidste sig at vi var den sidste båd der havde krydset målstregen indenfor tidsgrænsen og det skulle vi da havde en præmie for, men om det var for at lukke munden på os fordi vi får dage forinden havde brokket os over at ARC havde valgt at fremrykke afslutningsceremonien, selvom der stadig lå flere både ude på Atlanterhavet det vides ikke. Men vi fik en præmie og fik da lov at komme på scenen til klapsalver.
Efter festlighederne gik vi alle mand ud for at spise en lækker omgang aftensmad som vi ikke selv skulle tilberede i en vippende båd eller for den sags skyld vaske op efter, i det salte vand fra Atlanten. En ualmindelig lækker pizza blev det til for mit vedkommende, men selvom den smagte fantastisk, så føltes øjenlågene utrolig tunge og sengen ombord på båden nærmest trak i de fleste af os. Der gik da heller ikke mange sekunder fra mit hovedet ramte puden til søvnen overmandede mig totalt og jeg sov sødt i en båd der for en gang skyld ikke vippende og med et ur der ikke vækkede mig 6 timer senere.
Leave a Reply