Da jeg stod op i dag var der lidt overskyet og temperaturen var omkring 25 grader, så det var ganske behageligt. Som jeg skrev i sidste indlæg så var min dejlige niece Alberte grunden til at jeg var kørt til Branson. Byen har nemlig et lidt specielt udseende Titanic museum, og da Alberte jo er vild med denne historiske begivenhed tænkte jeg at jeg ville køre forbi for at finde ud af om det var/er et besøg værd. Så kære Alberte, du kan tro jeg tænkte meget på dig mens jeg gik rundt på dette museum da jeg ved hvor meget du gerne vil se det. Men jeg er sikker på at du nok skal få det at se en dag.
Ved indgangen får man for øvrigt udleveret et stykke papir med et navn på. Navnet er på en virkelig person som var med på skibet enten som Crew, 3. 2. eller 1.klasse. Inden man så folader museet kan man på en væg se navnene på alle de ombordværende og er ”ens navn” understreget, ja så overlevede man katastrofen.
Jeg fik tildelt Charles Thomas Newman, en 32 årig englænder fra Southampton som var Storekeeper på skibet. Desværre vidste det sig, som for så mange andre, at Charles aldrig nåede til New York, men døde denne skæbnesvanger nat. Desværre måtte man ikke tage billeder inde i selve museet hvor de blandt andet har en kopi af The Grand Staircase som var utrolig smuk og bestemt et foto værd, men sådan skulle det ikke være.
Efter ca.2 timer havde jeg været museet rundt, var fyldt godt op med historien omkring Titanic og klar på at køre de 500 km. ned til Memphis, Tennessee. Min GPS gav mig lov til at køre igennem The Ozark Mountains og efter ca. 300 km. kørte jeg ind i Akansas og en stat mere blev krydset af på min liste. Efter yderligere én times kørsel ændrede landskabet sig pludselig drastisk jeg befandt mig nu omgivet af marker i et meget fladt landskab.
Da jeg havde kørt ca.20 min i dette nye landskab troede jeg at min Dodge havde problemer for der var en lyd. Det vidste sig dog at være en flyvemaskine som fløj rundt og sprøjtede markerne og den var ikke alene, pludselig var der 3 der fløj på kryds og tværs af den motorvej jeg kørte på. Jeg lagde flyvemaskinerne bag mig og alt imens solen gik ned i den flotteste solnedgang, rullede jeg de sidste 100 km. ned til Memphis, Tennessee (hey endnu en ny stat).
Leave a Reply