Corpus Christi

posted in: Uncategorized | 0

Dagen startede med fødderne i vandkanten af den mexicanske golf mens jeg ringede hjem til Danmark. Var kørt ud til Mustang Island for at nyde freden og bølgernes stille skvulpen mod kysten, lidt ligesom den jyske vestkyst på en dejlig sommerdag. Efter en times afstressende gåtur i vandkanten satte jeg mig atter ind i min (efterhånden møgbeskidte) Nissan for at køre nord om øen og tilbage til Corpus Christi hvor jeg ville besøge museums-hangarskibet USS Lexington. Køreturen rundt om Corpus Christi bugten inkluderede en hyggelig lille 5 minutters færgetur fra Port Aransas og over til fastlandet. Fra færgelejet var der blot en lille 25 minutters køretur ad US35 og US181 før jeg kunne se det mægtige skib tårne sig op i horisonten.
USS Lexington er et Essex Class hangarskib, blev søsat i 1942 og var aktiv i stillehavet under 2. verdenskrig. Skibet var i tjeneste helt frem til 1991 hvor det blev taget ud og overdraget til Corpus Christi som museums skib, hvilket det stadig er den dag i dag. Det var et meget spændende besøg, specielt nu hvor jeg har besøgt et af hende søsterskibe nemlig USS Intrepid der ligger i New York og også fungere som museum. Så jeg fik det meste af 4 timer til at gå med at kikke rundt på skibet, besøgte broen, flydækket, kabyssen, værkstedet og ikke mindst motorrummet som bestod af to atom reaktorer der snilt kunne drive det 36.380 tons tunge hangarskib afsted med en fart af 33 knob (61 km/t).

Vel tilbage i køretøjet var klokken blevet 15 og jeg skulle se og komme afsted da jeg havde ca. 4 timers køretur foran mig til Austin hvor jeg havde en aftale med mine venner Michael og Elizabeth om at mødes på The Salt Lick til en seriøs omgang Texas BBQ. Min GPS var dog ikke helt sikker på hvor spisestedet lå, men heldigvis havde jeg Michael i telefonen et par gange undervejs for at guide mig og med blot få minutters forsinkelse lykkedes det mig at finde det utrolig populære spisested midt ude i det Texanske Hill Country.
Ordsproget “alt er større i Texas” passer meget godt på hvad jeg oplevede hos The Salt Lick for der var tale om et seriøst spisested med plads til omkring 800 og med portionerne så store at du ikke gik derfra sulten…i hvert fald ikke med deres gode vilje. Mørket var faldet på inden vi godt mætte trillede ud til bilerne og vendte snuden hjem til deres hus i Spicewood, vest for Austin.

Slaget ved The Alamo

posted in: Uncategorized | 0

OK i dag har jeg virkelig været Turist med stort T. San Antonio er hjemsted for The Alamo der er en yderst vigtig brik i den Texanske historie. Selve The Alamo er en ca. 300 år gammel spansk missions bygning der blev bygget for at sprede det katolske budskab til de indfødte og de mexicanere der boede i området. Sådan lå denne mission i over 100 år indtil området begyndte og blive lidt overfyldt med amerikanske emigranter der flyttede til for at arbejde. Da disse amerikanere omkring 1831 begyndte at tale om at Texas skulle afrive sig Mexico for i stedet at blive en selvstændig stat (eventuel indtræde i den amerikanske føderation) blev det for meget for mexicanerne. For at forberede sig på en eventuel konflikt tog mexicanerne over til nabobyen Gonzales for at hente en lille bronze kanon, men til deres overraskelse blev de mødt af amerikanere i oprør og med flag hvor der stod “Come and take it” og nå ja så skød amerikanerne også efter dem med selv samme kanon. Da nyheden om et amerikansk oprør nåede den mexikanske præsident Antonio López de Santa Anna blev han en smule vred og sendte nogle år senere ca.6000 mand afsted mod San Antonio for at slå oprøret ned…og det er så her vi har slaget ved The Alamo.
Året var 1836 og The Alamo var blev omringet af den 6000 mand store mexicanske hær. Efter 13 dages belejring angreb mexicanerne den 6. marts The Alamo hvor oprørene havde forskanset sig og efter blot 90 minutters kamp var alle amerikanere blevet slagtet, her i blandt også danske Charles Zanco, der kæmpede på den amerikanske side.
Senere fik amerikanerne has på mexicanerne og som alle sikkert ved 😉 så blev Texas en selvstændig stat får år efter The Battle of the Alamo nemlig i 1845.

Efter et ordentlig skud historie besluttede jeg mig for at gå en tur langs San Antonio’s river walk som er en smuk gangsti langs floden der bærer samme navn som byen. Efter en lille time satte jeg mig ind på en italiensk restaurant for at få mig noget frokost og alt imens jeg sidder der og gumler på min pizza kommer ingen andre end Marvin J. McIntyre forbi, Marvin som jeg havde sagt farvel til i El Paso 3 dage forinden…sikke et tilfælde 🙂 Men det var dejligt at se ham igen og vi fik en snak i en times tid inden jeg trillede sydpå mod byen Corpus Christi.

I Corpus Christi fik jeg mig indlogeret på hotel La Quinta, men blev ikke længe på værelset da jeg kunne mærke at der var en god solnedgang i vente og nu hvor jeg var tæt på kysten ville jeg ud til den for at se solnedgangen. Som ventet blev den flot men lige som solen forsvinder bag horisonten triller en bil ind på p-pladsen og en kvinde hopper ud med sit kamera, desværre nåede hun det ikke, solen var gået ned. Jeg tilbød Katrina (som hun hed) at e-maile et af mine billeder og 30 min senere har stod vi stadig og snakkede om rejser, familie og arbejde. Det vidste sig at hun var kunstner og laver kunst ud af ting hun finder på stranden og som hun så sælger på hendes hjemmeside: http://www.seashellswithsoul.com/

Lige til grænsen

posted in: Uncategorized | 0

Meget er der ikke at berette om i dag da størstedelen af dagen gik med at køre 650 km. her til San Antonio hvor jeg nu sidder. Men der var dog tid til et stop ved “Fossil Bone Exhibit” der er et lille museum midt ude i ingenting, hvor de har fundet knogler fra dinosaurer og derfor udstiller nogle af dem.
Jeg var det eneste menneske på stedet, men der var en del kæmpe græshopper, som sad og varmede sig på asfalten og her vil jeg godt kondolere overfor de mange efterladte til de adskillige græshopper som måtte lade livet under min bildæk…sorry!

På min tur kom jeg igennem to kontrolposter (Border Patrol) hvor de lige skulle høre hvem jeg var, hvor jeg kom fra og ikke mindst hvor jeg skulle hen. Grunden var at den vej jeg kørte på (US90) går lige forbi grænsen til Mexico, helt præcist ca. 500m fra den naturlige grænse, floden Rio Grande. Så der var sandelig en interesse i at vide hvorfor en dansker kørte rundt her i det sydlige Texas.

Men nu hvor der ikke er meget at berette om i dag kan jeg jo fortælle om den store glæde det er at gå i et større supermarked her i USA, specielt hvis man godt kan lide et bredt udvalg i læskedrikke og ikke som i Danmark, blot kan vælge imellem en 4 – 5 forskellige. Jeg var forbi en Wallmart den anden dag og nuppede et billede af deres hylde med et hav af forskellige varianter.

Emory Peak

posted in: Uncategorized | 0

Emory Peak der med sine 2400 meter er det højeste punkt i The Chisos Mountains. Udsigten deroppe fra var storslået på sådan en klar juli dag, med en sol der ikke var fedet med at dele ud af sine stråler. Temperaturen kom op på omkring 37 grader hvilket betød at der skulle medbringes en del vand for at komme på toppen og ikke mindst ned igen. Jeg havde ca. 1,3 gallon hvilket svare til ca. 5 liter med mig og kun en lille slat tilbage da jeg efter 6 timers vandring atter stod på P-pladsen ved min bil. Hvad skete der så med alt det vand, tjah for dem der er interesseret kan jeg sige at det i hvert fald ikke kom ud igen via den mest almindelige vej…så konklusionen må vel være at jeg har svedt en del i dag.

Turen op var på 8,2 kilometer (i alt 16,4 km.) og foregik ad små grusstier men de sidste ca. 600 meter gik det over til at være noget mere bjergbestigning på klipper på hænder og fødder og her var det så, at man skulle være ekstra opmærksom på nogle af parkens beboere, her tænker jeg specielt på de tynde aflange og med en hale der kan klappe (læs klapperslanger). Men der var heldigvis ingen, eller det var der helt sikkert, men jeg så dem bare ikke. Desværre/heldigvis så jeg heller ikke nogle af parkens andre beboere, såsom Black Bear eller Mountain Lion, men fik hilst på mange blå fugle der var meget nysgerrige og var hurtig til at flokkes omkring en hver gang man holdt pause i håb om at der faldt lidt snack af til dem.

Toppen nåede jeg omkring kl.12 efter 3 timers vandring og havde den helt for mig selv, ja faktisk havde jeg ikke mødt et eneste menneske på hele min 3 timers tur til toppen. Nedstigningen var 30 min hurtigere og vel nede igen besluttede jeg mig for at tage endnu en nat her i Chisos Mountains Lodge da her er utrolig hyggeligt, smukt, ikke ret mange mennesker, og dem der er, er vældig flinke. Så der er vel endnu en smuk solnedgang i vente samt en god nats søvn i den friske bjergluft.

525 km til Big Bend NP

posted in: Uncategorized | 0

Ultimate Fandango 2018 sluttede officielt i går aftes med en god middag på Great American Steakhouse, dog var der flere genkendelige ansigter ved morgenmaden her til morgen. Men klokken 9 kunne jeg ikke strækken den længere, nu skulle jeg til at vende hjulene på min Nissan Altima mod øst for at køre ned til Big Bend National Park. Så det var med en smule fugtige øjne at jeg sagde farvel til så mange gode venner både nye og gamle.

Dagens køretur var på 525 km og gik stort set hele vejen tilbage til der hvor vi kom fra i går. Dog med den undtagelse at jeg i stedet for at svinge til højre ned mod DOM-Rock, fortsatte ligeud ned mod Big Bend National Park hvor jeg sidder nu og skriver dette indlæg, sidder i skyggen af et fyrretræ med udsigt ud over The Window, som denne fantastiske udsigt hedder. Vej herned foregik af den øde landevej 118, der tog mig forbi Prada Marfa. Men til min store overraskelse så lykkedes det mig at spotte settet fra filmen Giant” fra 1956 med James Dean i rollen som Jett Rink. Sette har også en rolle i filmen Fandango, så selvfølgelig blev det fotograferet selvom der skulle zoomes en del for at få et billede af det, men det lykkedes sådan da.

Men nu sidder jeg så her i 1650 meters højde med en udsigt man ikke må klage over samt udsigten til en flot solnedgang (forhåbentlig) og ikke mindst udsigten til en god vandretur op til Emory Peak (2400 meters højde) i morgen.

Ekstra ekstra ekstra!
Jo jo som forudset så blev der serveret en ualminelig flot solnedgang her kl.21. Jeg tog i den grad for mig af retterne og fik da også et par gode skud i kassen. Men nu er det altså også godaften og snart godnat.

UF18 – dag 3

posted in: Uncategorized | 0

Sidste dag i Fandango’s tegn startede i udkanten af den lille kunstner by Marfa, hvor den lokale kirkegård var baggrund for en af scenerne i filmen. Efter et kort besøg der, hvor vi af uransagelige årsager ikke havde vores dokumentar hold med for at filme…rygtet sagde noget om adskillige øl på den lokale bar aftenen for inden. Så vi måtte selv stå for de billeder der skulle i kassen.

Efter Marfa gik turen til San Elizario for at se hvor de skød den sidste scene i flmen, det var også her vi sagde farvel (måske på gensyn) til flere af de deltagende. Aftenen blev brugt på at lave adskillelige interviews til dokumentarfilmen og selv undertegnet blevet hevet hen i den varme stol for at forklare hvor en dansker bliver ved med at vende tilbage for at deltage i disse events.

Som et sidste farvel gik vi alle hen på Great American Steakhouse for at få noget at spise og her må jeg sige at der var kød på menuen, primært af den slags der tidligere har sagt muuh. Tilbage på hotellet fik vi lavet et par interviews mere og sagde så vores sidste farvel, inden sengen kaldte.

UF18 – dag 2

posted in: Uncategorized | 0

Kl. 08 ringede Jeff med klokken som tegn på at nu skulle vi afsted, eller det vil sige at vi først lige skulle give Steward (turist chefen for west Texas) en hånd for hans hjælp med at få stablet denne event på benene. Så klokken blev lidt over 8 før vi kom afsted i retning af den lille “spøgelsesby” Terlingua hvor vi havde et kort pitstop. Den endelige destination for denne 2 timer lange køretur ned gennem dette meget øde område i Texas var for at besøge DOM-rock, en sten som vores skuespillere besøger i filmen og som fysisk ligger ved breden af Rio Grande, blot et stenkast fra den Mexikanske grænse og nej Trump har ikke sat en væg op der…endnu. På denne tur var vi så heldige at have Kevin Costner’s personlige filmhold med os, som skulle skyde nogle scener til en kommende dokumentar om films påvirkning på dem som ser dem og da vi alle på denne tur jo er her i vest Texas kun på grund af en fim er det jo oplagt at inddrage os i denne dokumentar. De var nogle festlige fyre at have med og selv deres hund “Monty” som dog vidste sig at være Kevin Costner’s hund (som de skulle transportere op til Aspen, Colorado) var snakkesalig.

Men jeg vil tro de fik et par gode skud i kassen inden vi kørte til Lajitas for at få noget frokost, eller det vil sige at vi (Brian, der spiller Lester i filmen, Michael og jeg) lige havde et kort stop ved bredden af Rio Grande for at få kølet vores varme fusser i den dejlige vand. Og her vil jeg lige understrege og det er specielt til det amerikanske Border Patrol (hvis de læser med) at jeg IKKE gik de 5m over på den andet side (Mexico) af floden, jeg blev pænt på den Amerikanske side.

Efter frokost gik turen tilbage til Alpine og videre til Marathon for at besøge dagens sidste lokation. Også her blev der dokumenteret på livet løs af vores dokumentar filmhold hvorefter vi alle gik på Brick Vault Brewery for at få noget at spise. Omkring kl.19 var vi 4 der hoppede ind i Richard’s bil for at køre op til McDonald Observatory der ligger i en højde af 2000 meter og er Texas højeste punkt. Her deltog vi i et foredrag om stjernehimmelen som foregik under åben himmel, hvilket jeg kun kan sige var absolut fantastisk. Efter foredraget var der fri leg med deres mange, og flere af dem meget store, teleskoper. Så jeg fik skam hilst på Mars, Saturn og ikke mindst vores nærmeste nabo Månen.

UF18 – dag 1

posted in: Uncategorized | 0

Lad mig starte med at sige som Stig Møller synger i en af hans sange med samme titel “Sikke’n dejlig dag”. Kl. 7 kørte Chuck, Marvin og jeg fra vores hotel for at mødes med alle de andre deltagere der ventede på parkeringspladsen ved det lokale Petroleum Museum (som jeg besøgte i går). Kl.8 drog vi ud på vores road-trip/location-hunt for at se de steder hvor filmen Fandango fra 1985 blev optaget. Selvom programmet var stramt for at nå alle stederne var der alligevel tid til at få hilst på nye ansigter og ikke mindst givet krammere til dem man ikke havde set i 3-5 år.
Vi fik besøgt en masse forskellige steder, men med en temperaturen udenfor der sneg sig op på omkring 41 grader så var det meget kærkommen at vi også skulle køre ca. 330 i airconditioneret biler. Sidste stop på dagen program var i byen Alpine hvor jeg blev indlogeret i “The Bottle House”, et fantastisk lille sted med det mest hyggelige interiør og ikke mindst eksteriør. Stedet havde den lokale turist chef Stewart fundet til os, for jeg skulle såmænd ikke bo alene men der imod sammen med Marvin J. McIntyre der spiller Truman Sparks samt Chuck Bush der spiller Dorman i filmen, sikke et fantastisk selskab 🙂

Aftenen gik med at se filmen i den lokale biograf hvor hele byen var blevet inviteret. Før forestillingen var der en såkaldt Meet & Greet hvor de 4 skuespillere vi har med på turen, fortalte historier og ikke mindst tog imod spørgsmål fra publikum.

Så sikke’n dejlig dag vi havde i dag.

Midland, Texas

posted in: Uncategorized | 0

Det var en noget stille dag i dag. Startede med en god omgang morgenmad som må siges at være over standard, men fair nok det var prisen for hotel værelset også. Da jeg havde fået pakket min Nissan kørte jeg over til min ven Jeff’s garage hvor han ventede med en varm kop kaffe, en behagelig lænestol og en god
portion hyggesnak om løst og fast…nå ja så havde han også lige kørt hans Dodge Charger fra 1966 frem. Nu er det ikke sådan at denne bil på nogen måde har mistet sine hestekræfter trods sin høje alder, for Jeff er en person som ved hvordan man “fixer” en bil hvis man ønsker den skal…skal vi ikke bare sige bevæge sig fra A til B på meget kort tid. Sagt på en anden måde Jeff har kørt dragracing i mange år og tog mig med en lille tur i hans Charger. Heldigvis var det på nogle små øde landeveje hvor der ikke var en politimand i sigte, for havde der været det var vi helt sikkert blevet stoppet på den måde/med den fart vi kørte.

Efter vores lille tur kørte vi over for at se på biler på det lokale Petroleum Museum hvor vi kom gratis ind da Jeff kendte personalet. De havde nogle interessante biler stående fra en lokal racerkøre.

Sidst på dagen hentede jeg Chuck Bush (en af skuespillerne fra filmen Fandango) i lufthavnen og vi kørte sammen til det første “meet and greet” hvor deltagerne til de næste dages lokation-hunt ville mødes. Resten af aftenen gik med at hilse på hinanden samt fortælle historier.

På vejen igen

posted in: Uncategorized | 0

Jeg sov fantastisk i nat…om det var den friske texanske landluft eller freden og roen hos Michael og LeAna i den lille by Brock…næ nej jeg tror det skyldes at jeg kort inden jeg lagde mit trætte hoved på puden fik nyheden om at jeg var blevet onkel til en lille dreng. Han kom til verden kl.02.11 (dansk tid) og vejede 3400 gram. Så selvfølgelig var det første jeg gjorde da jeg stod op frisk og veludhvilet, at FaceTime hjem til den lille fyr for at hilse på. Så der sad jeg, ganske fedeligt på terrassen, ca. 8000 km. væk fra den lille fyr og hilste på ham for første gang.

Omkring kl.8 fik jeg sagt farvel til Michael og LeAna (if you are reading this, thank you so much for your hospitality. I hope that I one day can repay you) og drejede ud på I20 for at køre de ca. 400 km til Midland, Texas hvor min ven Jeff ventede. Eftermiddagen gik med at luske rundt i Jeff’s garage og kikke på de mange fede amerikaner biler han har samt snakke/planlægge de næste 4 dages begivenheder.

Jeff havde fået mig indlogeret på det fine hotel Hilton i downtown Midland, på 10 sal med udsigt ud over byen…jo jo I’m living the good life og klager bestemt ikke, men det må jeg vel heller ikke, når der nu er tale om et frit hotel værelse der normalt koster $500 pr. overnatning.