Efter 8 dages meget rolig sejlads ned langs Afrikas kyst rundede vi den 17. januar øen Boa Vista, en ø i Cap Verde øgruppen hvilket skulle fejres, for nu stod der 285° på kompasset og Saint Lucia ret forude. Vi fejrede det med Skovchefens Smuk-Rom fra Smukfest, en flot rom medbragt af min broder til at nyde ved særlige lejligheder og dette må siges at være en af dem. Efter 4-5 timers sejlads ind imellem Cap Verde øerne gik vanddybden pludselig fra 2000m til blot 40m…ja ok nu er 40m jo stadig meget, men når vanddybden springer så meget er det lidt skræmmende. Det forholdsvis “lave vand” må være rigt på dyreliv, for ikke lang tid efter morgenmaden så var der fisk på krogen, men ikke kun én, men én på hver af vores to fiskestænger. Efter ca. 30 min kamp blev turens to største fisk hevet i land, to store Mahi Mahi på hhv. 99 cm og 102 cm. og på den måde var aftensmaden sikret de næste 4 dage, til trods for at vi i forvejen havde rigeligt med mad.
Men livet i det lave vand blev ved med at vise sig for os. Ved middagstid råbte Skipper at han kunne se hvaler, hvilket fik alle mand på dæk og ganske rigtigt, der ca. 200m fra båden lå to kæmpe blåhvaler og sendte blåst i vejret (Blåst er betegnelsen på det sprøjt af vand, der fremkommer, når en hval ånder ud efter at have været neddykket). Da de lå lige ud for os dykkede de begge og jeg er sikker på at det var ren gestus samt for at ønske os Bon Voyage, at de to hvaler samtidig vippede deres haler i vejret og dykkede ned i dybet. En oplevelsesrig dag blev afsluttet med Mahi Mahi i tomatsovs med tilhørende pasta, alt imens solen gik ned imellem Cap Verde øerne.
Da vi fik lagt Cap Verde øerne bag os lå nu kun Atlanterhavet samt 4000 km foran os og de imponerende store dønninger (bløde bølger) på ca. 4m der kom ind agter og fik både til stille at rulle fra side til side.
Det at krydse at kæmpe ocean som eksempelvis Atlanterhavet er ikke meget anderledes end at krydse Kattegat, forstået på den måde at udsigten er den samme om du sejler 25 km eller 2500 km fra land og fornemmelsen er næsten også den samme. Så det er mest rent mentalt at du er bevidst om at du er ude på det store hav og også her en del af udfordringen ligger. Denne udfordring bliver du virkelig mindet om hvis du sætter dig ned, eksempelvis i stævnen hvilket jeg ofte gjorde og stille sidder og kikker ud over havet, så er det virkelig at tanken og visheden rammer dig om at du er langt væk fra land og de nærmeste mennesker (ud over de andre på båden) kan være de astronauter der opholder sig på Den Internationale Rumstation.
Men visheden om at du er langt fra omverden og på den måde også fra hjælp, kan også ramme én på andre måder. Eksempelvis da vi den 20. januar læste i dagens melding fra ARC’en, at skibet “Brainstorm” en Hollandsk X-Yachts havde fået rorskade og tog vand ind, faktisk så meget vand at mandskabet havde forladt båden, men heldigvis var blevet hentet af to andre ARC både. Denne melding fik en til igen at få tanken om, at vi virkelig var overladt til os selv og hjælpen er meget langt væk. Det skal dog lige nævnes at selvom Brainstorm blev forladt og drev rundt overladt til en grum skæbne, så kom meldingen 3-4 dagen senere at en slæbebåd var på vej ud for at bjerge den. Der var åbenbart et forsikringsselskab der havde regnet lidt på det 🙂
Søndag den 23. januar omkring kl.10.30 ramte vi koordinaterne 15°21.630N 36°14.300W og grunden til at jeg har disse er fordi her slukkede vi alt elektronik på båden, og hvorfor nu det. Jo ser du efter et dejligt morgenmåltid nydt i cockpittet blev horisonten lidt mørk og da vinden pludselig også lagde sig samtidig med at temperaturen faldt ca 5-8 grader, kikkede vi på hinanden og blev enige om at der var noget i gære. Sejlet blev hurtigt rebet og ca. 10 min senere blev vi bekræftet at noget var i gære da himmel og hav stod i et. Da vindmåleren målte 25 m/s valgte vi at slukke alt elektronik for det lynede lige over hovedet på os. Vi var dog sikker på at der var tale om en såkaldt Squall, en meget lokal byge med en pludselig, kraftig stigning i vindhastigheden, der kan varer i flere minutter. Men efter én times sejlads og det stadig regnede voldsomt tænkte vi at der uden tvivl måtte være tale om et uvejr. Jeg har et billede på min nethinde af skipper der alene sidder ved roret (resten af mandskabet var flygtet ned i kabyssen) mens vinden piber i riggen og regnen pisker ind fra styrbord, så voldsomt at det så ud som om at det regnede vandret. Til vores held, så lå vi kun i kanten af uvejret og efter et par timer tog vinden og regnen af og hen under aften kunne vi se kanten af fronten, ja det endte faktisk med at vi havde blå himmel over os igen + en fantastisk smuk solnedgang, da aftensmaden blev serveret.
En skræmmende oplevelse der uden tvivl bliver forstærket af at man ligger isoleret omkring 2000 km fra kysten.
