Lady Liberty

posted in: Uncategorized | 0

Jeg mødte den her søde gamle franske dame i dag. Hun var lidt den stille type og var også noget grøn i hovedet, men ellers en ganske frisk dame. Der er selvfølgelig tale om Frihedsgudinden eller Liberty Enlightening the World som statuen faktisk rigtigt hedder. Jeg havde været så frisk at få fat i en billet, der gav adgang til kronen med de 7 spidser. Jeg sad klar ved computeren den 1.maj hvor billetterne til i dag altså blev sat til salg, så når jeg siger jeg var frisk, så mener jeg altså 5 måneder før tid frisk.

Dagen startede allerede kl.7 efter kun 6 timers søvn. Aftenen før havde jeg været på Broadway for at se showet/musicalen Moulin Rouge, der tager udgangspunkt i Baz Luhrmann’s film Moulin Rouge fra 2001. Jeg er lidt tosset med musikken, så selvfølgelig skulle jeg ind og se den, og når jeg nu var i New York, så skulle den jo ses på Broadway.

Men jeg snuppede en croissant og en kop kaffe her til morgen og hoppede under jorden for at tage Subway, linje 1 ned til Battery Park hvor færgerne til Liberty Island afgår. Klokken var ikke meget over 10 da jeg tog første trin af de i alt 162 trin mod toppen af Frihedsgudinden og jeg vil tro at 20 min senere ramte jeg hovedet…altså hendes hoved. Heldigvis var det en skyfri og solrig dag, så udsigten fra toppen var smuk, med byen i baggrunden. Det er faktisk muligt at tilgå hendes fakkel, som hun bærer i højre hånd. Men da adgangen dertil er for besværlig er den blev lukket af for turister.

Vel nede igen tog jeg et smut over til Ellis Island og så ellers retur til New York. Min plan var nu at gå retur til min seng, der ligger på HI New York City Hostel, men med et enkelt lille stop undervejs, nemlig for at besøge min kammerat Marvin, der bor i byen. Jeg snuppede en kort pause hos ham inden vi gik ud og spiste en bid brød på D&H Dairy og efter dette lille pitstop fortsatte jeg min færd nordpå. Da jeg endelig kunne svinge benene op i min seng, stod speedometeret på 19 km.

Leave a Reply

Your email address will not be published.