Mandag den 26. Juni var der mønstring kl.07.00 og til alles overraskelse var det Peter som var først ude af fjerene og gjorde morgenbordet klar. Kl. 09.30 kastede vi fortøjningerne og sagde farvel til klippeøen og porten til Middelhavet. Efter en times sejlads for stålsejl (læs motor) havde vi Gibraltar om bagbord og var nu officielt i Middelhavet, hvilket blev behørigt fejret med en god pibe tobak i form af lakridspiber, hjembragt fra de kolde lande (Danmark).

Omkring kl. 13.30 (lige under frokosten) blæste det op, vinden var 9ms fra syd/vest så vi valgte at tage storsejlet ned og lave hygge sejlads med forsejl i stedet. Da der igen var ro i båden og de fleste slog mave og fintænkte med lukkede øjne, spottede Peter to store hajer som svømmede tæt forbi båden. Vi formoder det skyldes at vi kort forinden havde smidt de sørgelige rester af vores lufttørrede skinke “Møffe” ud i havet. Så vi håber hajerne nød denne delikatesse ligeså meget som vi har gjort de sidste mange dage.

Hen under aften blæste det stadig, men trods 9-10ms agten for tværs og en god rullende bølgegang blev der alligevel tryllet i kabyssen. Skipper lavede ravioli med pølser og de sidste rester af “Møffe” (æret været dens minde). Mens Skipper kokkererede, bredte der sig en liflig duft i båden og kort inden maden blev serveret spottede Peter en stor havskildpadde svømmende i overfladen, vi fornemmede at den forsøgte at følge efter os og var helt sikker på den gik efter Skippers lækkerier. Kl.21.22 takkede solen af for i dag og ca. en time senere var det natholdet (fra 03.00 til 08.00) som sagde godnat og overlod roret til aftenholdet.

WordPress Grid Gallery

Søndag den 25. Juni var hviledag i forhold til sejlads og når man nu ligger for foden af et 412m. højt bjerg skulle det selvfølgelig bestiges. Så efter et overdådigt morgenmåltid indtaget i cockpittet med udsigt til startbanen til Gibraltar lufthavn, begav vi os mod kabineliften til toppen…det er hårdt at være bjergbestiger 🙂

Klokken 11.42 var vi på toppen hvor stedets lokale kom springende for at byde os velkommen…for dem som ikke har været på toppen af Gibraltar klippen, så er den altså beboet af berber aber som er ualmindelig nærgående og frække. I løbet af vores 15 min på toppen var der 3 episoder hvor de stjal en taske, stjal 3 bananer fra en taske og ganske enkelt angreb en lille dreng som gik med en taske. Så her kommer dagens lektion hvis du en dag skal på toppen af Gibraltar klippen: Medbring ikke en taske, er det nødvendigt skal den ikke indeholde madvare og bestemt ikke bæres af børn. Vi blev dog skånet for nærkontakt med de små bæster, men havde nu også en bevæbnet (med en pind) Peter, hvis de skulle blive for nærgående. Vi gik det meste af toppen rundt og fik besøgt de største attraktioner herunder blandt andet O’Hara’s Battery, St. Michael’s Cave, Jews Gate og The Great Siege Tunnels, et hulesystem hugget ind i klippen og blandt andet brugt under 2. Verdenskrig til at forsvare øen.

Vi satte kurs mod bunden af klippen og byen der ligger nedenfor, fandt en god Italiensk pizza restaurant hvor de serverede en god øl og formidable pizza’er. At vi fik lov til at vente ca. 40 min. på maden og 20 min. på regningen taler vi ikke om, det var vel blot den Italienske charme ved det sted.

Godt trætte men velnærede vendte vi tilbage til Sophie Amalie, hvor alle mand hoppede i havnen for at køle de trætte kroppe af ovenpå dagens strabadser. Dagen blev sluttet af med en Portvin/Tonic i cockpittet, alt imens flyene landede og lettede på startbanen få hundrede meter fra os.

WordPress Grid Gallery

Natten til lørdag den 24. Juni bød på god lun (26 grader) vind der skød os afsted mod Gibraltar med op til 8-10 knob. Højdepunkterne var det ca. 150 meter lange mystiske skib der passerede os med kun én sømil og som ikke ville give sig til kende på vores AIS (automatiske identifikations system) samt den PAN PAN alarm vi fik ind på vores VHF radio om en formodet redningsflåde i området. Vi fandt ikke redningsflåden og det mystiske skib formodede vi var et Spansk militær fartøj på hemmelig tys tys mission.

Morgenen bød på roligt vejr men I takt med at vi nærmede os Gibraltar og de to verdensdele (Afrika og Europa) kom tættere på tog vinden til, så det var i ca. 10sm modvind at vi hejste det engelske gæsteflag for at være klar til at anløbe Gibraltar, der jo spøjst nok er en del af England. Kl.12.30 kunne vi skimte den 426 meter høje Gibraltar klippe og klokken 14 ankom vi Ocean Village harbour efter at have sejlet slalom sejlads imellem de mange opankeret fragtskibe. Natten havde været hård med lidt søvn, så da skipper foreslog 2 timers hvil inden vi skulle op og proviantere, var der ingen der protesterede.

Aftensmaden blev grillet på landgangsbroen og blev suppleret af grilspyd, melon, brød, dressing samt Peters legendariske Gibraltar-skrællet kartofler. Desserten var endnu engang en dejlig frugtsalat, som også blev nydt her for foden af Gibraltar klippen.

WordPress Grid Gallery

Den 23. juni ringede vækkeuret noget før solen overhovedet havde overvejet at stå op. Grunden var at de to letmatroser Morten og Thomas skulle afmønstre det gode skib Sophie Amalie og hjem til kære Dannevang og deres familier. Efter et tårevædet farvel nød de nu resterende 4 ombordværende besætningsmedlemmer det velkendte overdådige morgenmåltid under sprayhooden i læ for den allerede bagene sol. Efter vi selv var tanket op blev mandskabet og båden soigneret så vi var klar til at stikke mod Gibraltar. Sidste punkt inden afgang var at få diesel på. Men jeg tror tankpasseren holdte siesta for det tog da godt nok sin tid før han kom og hældte “saft” på skuden. Mens han fyldte diesel på og jeg stod med fortøjningen fløj et passagerfly over os og jeg tænkte, at det godt kunne være den maskine som broderen nu sad i med kurs mod Danmark, få timer senere kunne jeg se på et Facebook opslag fra ham, at det havde været den jeg så.

På havet igen blev der læst i lidt litteratur, budt op til skønsang acompanieret af Morten på guitar inden hovmesteren kl. 14 ringede med frokostklokken. Efter en god frokost tog Skipper og jeg malertøjet på og gik på fordækket for at lege med farvelade og male dækket.

I anledning af Skt. Hans blev der til aften serveret en lækker spaghetti med kødsovs og en dejlig salat til. Det hele blev skyllet ned med en smuk solnedgang, der stille sank ned i Atlanterhavet bag os.
Efter aftensmaden blev der tændt Skt. Hans bål (læs stearinlys) og sunget Midsommervise og klokken 22 gik båden over i 5 timers vagtrul med Jacob og mig på første vagt indtil kl.03.00.

WordPress Grid Gallery

Denne dejlige torsdag på Atlanterhavet startede med at Jacob og Thomas bag roret og da resten af besætningen så småt var på dæk, sidste mand omkring kl.07.30 satte vi os til morgenbordet og nød dagens første måltid mens vi rundede Cape Saint-Vincent, der er Portugals syd-vestligste punkt og officielt det sted (på min del af turen) hvor båden gik fra at sejle med kurs syd, til nu øst, ind mod Gibraltar og Middelhavet.

Vinden vi har sejlet med ned langs Portugal har primært været i Nord-vest men da vi rundede hornet kom den nu fra Nordøst, og vi kunne pludselig dufte en krydret duft af citrus og oliven, inde fra land.
Fiskesnøren blev som altid kastet ud, også selvom det ikke er blevet til mange fisk på krogen, på de 2300 sømil som båden har tilbagelagt siden afsejlingen fra Egå midt i maj…ja faktisk er det kun blevet til:

• En lillebitte torsk fanget i Nordsøen
• En forurenet Multe (fanget i en havn)
• Min Trigger fish fanget i havnen i Lissabon

Men bådens fiskeriminister (min broder) kastede vanen tro snøren ud efter morgenmaden og selvom chancen for fangst ikke var stor, set i forhold til antallet af fisk der er blevet hevet i land på de 2300 tilbagelagte sømil, så var heldet med ham i dag. Omkring kl.10.30 da vinden var løjet af og vi alle måtte en tur i det 23 grader varme vand, var der gevinst i form af en fin lille sardin.

Eftermiddagen gik for sejl stille og roligt ind til havnen Marina de Vilamoura, hvor vi fik fortøjret båden, gik ud og badede ved den lokale strand og efterfølgende gik ud og spiste en slags afskedsmiddag på en lokal restaurant. Denne dejlige torsdag var nemlig sidste dag for to af bådens besætningsmedlemmer, herunder min egen broder, som i morgen skal hjem til Danmark.

Efter afskedsmiddagen gik vi alle 6, nu snart 4 hjem via havnefronten med alle dens butikker og beværtninger som var overfyldte med briter i skal vi sige vældig godt humør 🙂

WordPress Grid Gallery

Onsdag den 21.juni var alle mand på dæk kl. 07.30 da vi skulle forlade Lissabon for at sætte kurs ned langs Portugals sydkyst. Vi startede dog som altid med et solidt morgen måltid på agterdækket og allerede kl.09.00 var der klart skib så vi igen kunne drage ud på det store Atlanterhav.

Vi forlod havnen, sejlede videre ud gennem floden mod Atlanten med Lissabon om vores styrbord side, mens vi betragtede alle de fine bygninger der er i byen. Under udsejlingen ved udmugning af floden, blev vi mødt af 20 små fiskejoller som sejlede som om de havde drukket og de kendte tydeligvis ikke til vigereglerne, men vi klarede os igennem mængden, og drejede bagbord om og stak sydpå. Der gik ikke længe inden Genakkeren (forsejlet) var sat og vi bare strøg afsted. Dagen bød på den mest fantastiske sejlads, hvor Thomas tryllede i kabyssen, hvor han kokkererede de lækreste brød med tomat, mozzarella olivenolie, løg, salt og pepper bagt i ovnen, det blev til en himmelsk spise, alt dette med den velkendte fantastiske udsigt ud over Atlanten.

Alt imens vi strøg afsted, nappede jeg en lille morfar på dækket i solskinnet, flere gange afbrudt af delfiner der kikkede forbi for at hilse på. Hen under aften gik skipper i kabyssen og frembragte et dejligt aftensmåltid, så alle kunne klare sig igennem nattens sejlads.

Da vi overgik til vagtrul tog Skipper og broderen den første vagt fra kl.22.00-03.00 og da jeg ikke kunne sove valgte jeg at ligge mig på kistebænken i min sovepose og kigge op på den flotteste klare stjernehimmel med masser af stjerneskud og senere oplevede vi det mest utrolige lysshow i form af moril der lyste op i vandet bag båden. Et fantastisk syn som dog kort efter blev fuldstændig overgået, da vi fik gæster i form af delfiner som svømmede rundt om båden i jagt efter en fiskestime. Efter sig trak de hver lange haler af moril og fiskestimen som de jagtede lignende store lysende stjerneskud, når delfinerne svømmede ind i stimen. Da jeg endelig lagde mig til ro havde jeg mere end før svært ved at falde i søvn ovenpå denne store naturoplevelse, hvis lysshow mest af alt kan sammenlignes med James Cameron’s film Avatar fra 2009, sikke en oplevelse 🙂

WordPress Grid Gallery

Tirsdag den 20.juni var der mønstring kl.08.00 da dagen skulle bruges på at være turist i Lissabon. Vi startede med et let traktement på agterdækket, hvor temperaturen allerede kl.09 havde sneget sig op på 25 grader, og den var stigende. Vi begav os op i byen alt imens temperaturen steg, den var nu oppe på 39 grader, så da klokken rundede 11.00 og det var lovligt at indtage en læskedrik og vi kastede os ind under parasollen på den nærmeste beværtning på Rossio Square for at blive svalet ned både udvendigt og indvendigt.

Da temperaturen ikke opfordrede en til at stille sig i kø og vente på en tur i den legendariske Sporvogn nr.28 som Lissabon er kendt for, så sprang vi køen over og sprang ind i en elektrisk Tuktuk i stedet. Vi havde fået æren af at køre med Maria, som også blev vores guide den næste time, hun kunne ikke lide fodbold, kunne dog godt lide kirker, men mest for arkitekturen. Men hun listede rundt i alle de små gader, og det endte med at blive en virkelig fin tur vi fik.
Vi endte oppe ved slottet Castelo de S. Jorge hvor vi skulle se det og efterfølgende have noget at spise. Nu havde vi bare en i besætningen der tidligere havde rejst som rejseguide og i den forbindelse havde besøgt slottet, fortalte os at slottet blot var en bunke gamle sten, så vi besluttede os for at gå direkte på middagen, bestående af en yderst velsmagende Pizza.

Efter frokosten gik vi stille og roligt tilbage til skuden, med et enkelt stop i det nærmeste…eller det var sgu nok det fjerneste supermarked (at dømme ud fra de kilometer vi gik) for at provianterer til den næste sejlads som efter planen vil gå til byen Vilamoura. På vejen kom vi forbi en fiskebutik, hvor jeg i vinduet spottede nogle mærkværdige små skaldyr som de solgte. Jeg fandt aldrig ud af hvad de var, men tog et billede af dem, som du kan se her til venstre.

Da vi ankom til skuden igen og inden der skulle laves aftensmad, så gik én på posthuset, to nappede en velfortjent lur og der var en som gik i bad. Så der var ro på båden og jeg så mit snit til at prøve og fange en Triggerfish jeg havde spottet svømme rundt om båden. Det lykkedes og her skal det siges at det vel og mærket var med vores fangstkrog og en blåmusling som madding.

Aftensmaden og resten af aftenen blev nydt på agterdækket i den lune sommervind som blæste ned over os med 24 grader varmt luft.

WordPress Grid Gallery

Mandag den 19. juni var der ingen mønstring, da vi sejlede igennem mod Lissabon. Første hold på broen var min broder og jeg efterfulgt af Skipper og Thomas der havde vagten fra kl. 00.00-05.00. Sidste hold havde vagten fra 05.00 og frem til båden overgik til dagssejlads hvor alle mand skiftevis holder udkik. Sidste hold var dog heldige at skyde dagen i gang med besøg af delfiner samt den flotteste solopgang.

Natten igennem var vi alle dog meget mod vores vilje iført sejlertøj da, det var så tåget at vandet drev af dem der holdte vagten, vind var der nok af vi hævede gennem natten vores gennemsnitshastighed til 6,5 knob over de 160 sømil, det hele blev hjulpet af at vi pumpede 1000 liter vand ind i vores styrebords ballasttanke. Men dagen startede med den lækreste morgenmad midt i Atlanten, trods det var lidt overskyet til at starte med. Men kl.11.30 klarede det op, og så skal jeg love for at solen tog fat, 30 grader kom temperaturen op på og da vandet var 20 grader var det at de 6 blege nordboer skulle skylles i Atlanterhavet ikke mindre end 3 gange på denne dag.

Men første gang vi plaskede rundt i bølgen blå, og 5 af os var kommet op, så sagde Jacob med sin altid rolige stemme “Jesper jeg tror du skal komme op nu”…det vi ikke havde set var at der kredsede en haj på ca. 1,5 meter rundt om båden. Jeg husker ikke jeg kom op af vandet, men det næste jeg husker er at jeg står på badeplatformen og kikker ud på en hajfinne, som svømmer lidt rundt for så at forsvinde ned i dybet.
Til frokosten læste vi lidt op på hajangreb og blev en del klogere, blandt andet at det tiltrækker hajer hvis du urinere i vandet, da hajen kan lugte det på lang afstand. Døde fisk samt at plasker i vandet tiltrækker også disse skabninger. Med disse 3 facts kunne vi konstatere at vi havde gjort alle 3 ting inden vi gik i vandet, så tror da pokker at vi fik besøg.

Sidst på eftermiddagen sejlede vi forbi Europas vestligste punkt og det blev fejret med ROM og efterfølgende gik min broder i kabyssen og lavede en ordenligt læs japansk skipperlabskovs (læs Sushi) som vi nød under indsejlingen til Lissabon. Dagen sluttede med frugtsalat på agterdækket i havnen Doca De Alcantara der ligger lige ved siden af broen med det spøjse navn “25. april-broen” og forbinder det nordlige og sydlige Lissabon.

WordPress Grid Gallery

Søndag den 18. juni var der mønstring kl.07.15 da skibets nyeste besætning også skulle ind og se byen Porto og ligeledes smage på de gyldne dråber (læs Portvin). Vi startede med at gå ind langs Douro flodens sydside, og så alle Portvinshusene. På vejen blev der af flere besætningsmedlemmer indkøbt noget ubrugeligt souvenir, selv investerede jeg i det smukkeste lille håndklæde med et proderet motiv af Porto’s kendte Ponte Luís I bro.

Kl. 12.00 skulle skuden være afsejlet marinaen i Gaia, men portvinshuset Offley skulle lige frekventeres og skulle man finde på at drikke alt det de havde på lager, er jeg overbeviste om at det ville afstedkomme en let hovedepine.

Kl. 14.00 sagde vi farvel til Porto og sejlede ud mod Atlanterhavet som viste sig fra sin gode side, med nogle behagelige store men bløde bølger. Kursen blev sat til Lissabon, en sejlads på godt 330 km. og estimeret til ca. 25 timer.

Aftensmaden blev nydt på Atlanten og bestod af mørbradgryde pimpet med noget spritstads som var blevet givet i gave i forbindelse med afsejlingen tilbage i maj.

Da tusmørket sænkede sig over Atlanten og båden gik over i 3 timers vagtrul blev vi fulgt af en flok på ca.30 delfiner i ca. 30 minutter. En fantastisk måde at afslutte 1. dag på havet.

WordPress Grid Gallery

For at kunne forstå hvorfor jeg den 17. juni valgte at stige på et fly med kurs mod storbyen Porto i Portugal, skal vi lige spole tiden ca. én måned tilbage hvor jeg på Egå lystbådehavn sagde farvel til det gode skib Sophie Amalie, et 45 fods danskbygget Dansail skib samt hendes besætning.
De tørnede ud fra Egå den 15. maj og satte kursen mod Middelhavet og den spanske østkyst og en del af dette fantastiske eventyr havde jeg været så heldig at blive inviteret med på og derfor grunden til at jeg sammen med min ven Thomas, denne dag fløj til Portugals næststørste by Porto hvor båden nu lå og ventede på os.

Ganske kort så forlod skibet Egå med kurs mod Thyborøn, herefter videre over nordsøen over til Inverness i Skotland for så at sejle tværs igennem landet via en masse kanaler, sluser og søerne Loch Ness og Loch Lochy. På den anden side at Skotland gik turen igennem Crinan Canal, ned igennem det iriske hav til Dublin, for efter en kort pause, at stikke til søs igen og krydse Biscay bugden. Efter 4 døgn, 6 timer og 630 sømil ramte de Poerto de Ribadeo på den spanske nordkyst og 9 dage senere anløbe de Porto hvor Thomas og jeg kunne stige ombord.

Skibets rute fra Egå til Porto

Oprindeligt skulle vi have påmønstret i byen A Coruña, men da skibet havde forladt byen få dage inden vi tog afsted, var vi nød til at lave en feberredning og købe nye flybilletter hos RyanAir som kunne bringe os til Porto i stedet for A Coruña. Det kom dog ikke som en overraskelse at vi fik RyanAir’s mangel på kundeservice at mærke da vi mellemlandede i Madrid. Der var nemlig uheldigvis gået kuk i vores betaling, så inden afrejse havde vi talt i telefon med deres kundeservice i Irland, som havde forsikrede os at vi sagtens kunne betale for billetterne hos deres kundeservice ved ankomst i Madrid…men der skulle en umenneskelig stor mængde overtalelse og tålmodighed til, for at få den “rare” dame bag disken til at godtage vores forklaring, også selvom vi havde et
udprint af en e-mail fra deres hovedafdeling i Irland.

Men vi kom dog langt om længe med flyet og ankom Porto omkring kl.20. hvorefter vi hoppede i en taxa som bragte os til lystbådehavnen Marina da Afurada. Der var stor gensynsglæde hos alle mand og kort efter ankomst blev der disket op med velkomst Guinness som blev nydt på agterdækket i takt med solen gik ned og lysene tændte i byen.

Aftensmaden blev nydt på den meget lokale og ualmindelige hyggelige restaurant Taberna São Pedro og hvor vores meget rapkæftet men søde tjener sørgede godt for os. Menuen bestod af alt godt fra havet, fanget blot få sømil derfra og alt sammen tilberedt på grillen ude på gaden.

Godt mætte og vel tilbage på båden blev der serveret Gin og Tonic og kort efter gik vi til ro, mig med en fornemmelse af, at dette eventyr kun kunne blive fantastisk, med sådan en start. Det skulle senere vise sig at jeg fik ret 🙂

WordPress Grid Gallery