Palm Springs Air Museum

posted in: Uncategorized | 0

I dag er det den 9. juli, min kære nieces fødselsdag, så dagen startede selvfølgelig med en Skype-opringning hjem til Danmark for at sige tillykke til hende. Fødselsdagsfesten var i fuld gang da jeg ringede så det var dejligt at kunne være en del af festen, selvom jeg sad næsten 9000 kilometer væk.

Efter at have tjekket ud fra Palm Springs Travelodge kørte jeg over til det lokale fly museum Palm Springs Air Museum der bød på mange flotte fly og 5 timers god underholdning for en fly-nørd som mig.

B-17 Flying Fortress

Efter mit besøg på Palm Springs Air Museum vendte jeg snuden mod syd for at køre til Tucson, Arizona. Da jeg havde taget turen til Tucson ad Interstate 10 (I-10) før, valgte jeg denne gang at køre ned forbi Salton Sea ned til Interstate 8 (I-8) bare for at opleve noget andet. Da I-8 ligger tæt på grænsen til Mexico kunne jeg jo stoppe på vejen, vinke og måske råbe “Mi pequeño erizo ha comido mi llave” over til de søde Mexicanere.

Min plan lykkedes dog ikke da der ikke var skyggen af en mexicaner der hvor jeg stoppede (eller jeg så i hvert fald ingen) samt jeg nåede knap at holde stille i mere end et fotos tid før det amerikanske grænsepoliti i skikkelse af en sød kvinde kørte op til mig og spurgte hvad jeg dog gik og lavede. Jeg forklarede at jeg blot var en tosset turist ude efter et godt billede, undskyldte og satte mig i stedet ind i mit køretøj for at trille de sidste 450 kilometer ned til Tucson.

Mens solen gik ned bag mig og jeg kørte ind i aftenmørket rundede jeg de 580 kilometer og havde kun 100 tilbage inden jeg ville ramme mit mål. Omkring kl. 22 rullede jeg ind i Tucson efter en lang køretur hvor min Dodge Avenger rigtig fik lov til at strække ben og da jeg lagde hoved på puden på mit Ramada Limited hotel, sendte jeg en glad tanke til min kære niece som nu var 8 år (Tillykke Alberte!).

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.