Geyser og andet godt

posted in: Uncategorized | 0

Nu havde jeg ikke planer om at besøge Yellowstone i denne omgang, men jeg følte jeg havde tid til at smutte den vej forbi, så kl.08 her til morgen kørte jeg igennem den vestlige indgang til denne kæmpe National Park, der faktisk er Amerikas første National Park, etableret i marts 1872.

Første stop var blot få minutters kørsel fra indgangen, for her stod en af parkens beboere og græssede i vandkanten af en flod, en af de ca. 4.800 bison okser der lever i parken. Et vandvittig stort dyr som man ganske naturligt har stor respekt for og holder afstand til…men mindre den altså står i vejkanten og du skal køre lige forbi den.

Nå men første planlagte stop var ved Grand Prismatic Spring der med sine utrolige farver er ualmindelig fotogen, jeg fik da også et udmærket skud af det, da jeg valgte at gå via en sti op til et udsigtspunkt hvor man kunne se kilden lidt mere fra oven. Så var det videre til hovedattraktionen, geyseren “Old Faithful” der springe ca. hver 90 min. Et imponerende syn at se den skyde vand op i en højde af 30-60m højde.

Her efter valgte jeg at køre en rundtur rundt i parken, der bragte mig forbi Yellowstone Lake, Mud Volcano, Grand Canyon of Yellowstone med de to imponerende vandfald Upper Falls og Lower Falls. Da jeg endelig var tilbage ved udgangspunktet var klokken også hen af 18.30 så det var på tide at vende snuden hjemad…eller i hvertfald i retning af Salt Lake City.

I Lewis & Clark’s fodspor

posted in: Uncategorized | 0

Og hvem er så Lewis & Clark. Jo der er tale om de to opdagelsesrejsende Meriwether Lewis og William Clark der i omkring 1804 drog ud fra St. Louis for at finde ud af hvad der var derude vestpå, derude i det ukendte land. Efter to års strabadserende rejse endte de ud ved stillehavet ved det der i dag er Portland, Oregon. Jeg læste selvfølgelig meget om disse to opdagelsesrejsende da jeg i 2015 var i St.Louis (læs evt dette blogindlæg). På deres rejse vestpå kom de forbi Great Falls hvor jeg camperede i nat + at de på deres videre færd stort set havde samme rute som jeg i dag kørte via, til byen Ennis, Montana hvor jeg har fundet en god seng her på The Red Bear Inn. Så man kan sige at min tur i dag var i Lewis & Clark’s fodspor, ja jeg kørte sågar igennem Lewis and Clark National Forest.

Undervejs kom jeg igennem den lille bjergby Boulder hvor der var markedsdag med tilhørende koncert, så der var selvfølgelig en oplagt mulighed for at snuppe en pause og kikke lidt på boderne samt høre lidt country music. Efter en hyggelig pause nappede jeg den sidste time på Highway 287 ned til byen Ennis, beliggende i den nederste del af Montana.

Glacier NP dag 2

posted in: Uncategorized | 0

Selvom jeg var helt på toppen ved Logan Pass i går, så var dagens projekt alligevel at køre der op igen for denne gang at vandre en tur ud på ruten The Highline Trail. Jeg havde lagt mærke til ruten i går da den gik et godt stykke oven over hvor vejen gik og så ud til at være udfordrende. Men inden jeg nåede toppen ramlede jeg dog ind i en klynge af biler der alle var stoppet, for at fotograferer noget i vejsiden. Jeg smed bilen fra mig, tog mit kamera og gik hen for at se hvad der var så spændende, og der i grøften sad der en sort bjørn og gumlede løs af nogle bær der hang på buskene. Den var fuldstændig upåvirket af alle de biler, kameraer og nysgærrige blikke, den var bare interesseret i de lækre bær. I modsætning til gårsdagens møde, så havde jeg denne gang mit kamera og der var ingen træer i vejen, så det blev til nogle gode billeder af bjørnen.

Toppen var idag indhyldet i skyer og havde sågar fået et lille drys sne i løbet af natten, så landskabet så lidt anderledes ud i forhold til i går, men smukt var det. Trods skyer og temperatur lige omkring frysepunktet valgte jeg alligevel at gå et stykke ud på The Highline Trail, som ikke skuffede.
Vel tilbage i bilen igen skulle jeg nu begive mig ned, denne gang på den østlige siden af passet. Heller ikke her blev der sparet på stops for at nyde udsigter og knipse billeder af fantastiske scenerier. Jeg ramte byen St.Mary der ligger som den østlige port ind til Glacier NP og herfra gik det så ellers sydover, ud over nogle noget øde sletter ned mod byen Great Falls der blev dagens endestation.

Glacier National Park

posted in: Uncategorized | 0

Engang imellem kan man være heldig at ramle ind i dage hvor alt hvad man sætter sig for lykkedes, i dag var en af de dage. Den begynde dog på helt almindelig vis for sådan en rejsende i det amerikanske, men allerede ved 8.30 tiden fik jeg første indikation på at denne dag bare ville blive god, for her lykkedes det mig at komme ind i Glacier National Park (hvorfor det var en bedrift der bragte lykke kan du altid spørge mig om), men ind kom jeg og rettede straks hjulene mod Logan Pass via “Going-to-the-sun-road”. Denne køretur op mod Logan Pass (beliggende i 2025 meters højde) er en utrolig smuk køretur op i bjergene, med så mange udsigtspunkter at hvis man skulle stoppe ved dem alle vil det tage….ja så ville det tage længere tid end hvis man kørte direkte 😉 Spøg til side, der var mange smukke steder og på et af dem faldt jeg i snak med Roman, en tysk turist der var på Road-Trip i det vestlige USA. Når man sådan et turist og køre op af et bjerg, ja så stopper man jo gerne de samme steder, så stort set hver gang jeg svingede ind et sted, så var Roman der også. Så da vi nåede toppen besluttede vi at teame op og tage på en hike ud til “Hidden Lake” der som titlen antyder var vel skjult…ikke mindst i dag hvor skyerne desværre drev ind over bjergpasset og i den grad skjulte søen og de omkring liggende bjerge.
Så Rohan og jeg besluttede os for at køre mod bunden igen for at prøve kræfter med “Avalanche Lake Trail” en ca. 10 km vandretur der skulle vise sig at være noget hen af det fedeste vandreruter jeg har gået og med et udbytte for enden af ruten, der var så fantastisk smuk med en sø i forgrunden og bjergene med vandfald i baggrunden. Mens vi gik op langs søen og snakkede sprang der pludselig to hjorte ud foran os hvilket fik mit hjertet til at hoppe op i halsen, for der er også “lokale” her i Glacier National Park som også er pælsede, har store luffer med klør og et tandsæt man ikke vil stifte bekendskab med. Men heldigvis for os var det to fredelige hjorte der sprang ud foran os.
Men nu skrev jeg jo at denne dag var en af de dage hvor ting lykkedes og en af de dyr jeg håbede at se under mit besøg her var selvfølgelig en bjørn. Og sørme om det ikke lykkedes, jeg mødte sgu en og var blot 25-30m fra den, mig i min bil og den nede ved floden hvor den gik og snusede. Billeder blev der ingen af og hvorfor så ikke, tjoh der var træer i vejen og jeg tænkte at jeg ville nyde oplevelsen i stedet for at “famle” med mit kamera.

Nr. 40 & 41

posted in: Uncategorized | 0

Der er ikke så pokkers meget at berette i dag, da den har stået på kørsel hele dagen for at nå hertil Columbia Falls i staten Montana. Og som overskriften afsløre så kom der hele to nye stater på min liste, nemlig Idaho og Montana. Sidstnævnte var jeg ikke engang klar over at jeg kom ind i da der ingen skilte var langs vejen, så det var først et godt stykke efter statsgrænsen at jeg blev klar over at jeg nu har besøgt 41 af USA’s i alt 50 stater. Så man kan sige at jeg er noget over gennemsnittet for besøgte stater, vel og mærket for den almindelige amerikaner….det er nemlig 7.

De sidste to timer af dagens kørsel var i røg fra de mange skovbrænde der hærger området lige nu. Jeg har dog forsikret mig at de er langt væk og jeg kan sove trygt her hos Wonderstone at Glacier, et fantastisk lille motel med et meget anderledes design i forhold til det “amindelige” amerikanske motel. Og så gør det jo bestemt ikke spor at personalet var meget imødekommende og gladeligt kom med tips og tricks til området.

Så skulle du komme forbi Columbia Falls i Montana og mangler et sted og sove, så tjek endelig Wonderstone at Glacier ud.

På vejen igen

posted in: Uncategorized | 0

Jeg lagde idag Seattle bag mig ved hjælp af en forholdsvis ny Chevrolet Malibu, Interstate 90 og ikke mindst en god håndfuld Dr.Pepper. Distancen i dag blev på ca 470 km øst på ind til den lille by Spokane, beliggende på grænsen til Idaho, hvilket vil sige at der er udsigt til en ny stat i morgen…ja faktisk bliver det nok til to da Glasier National Park ligger i Montana og der skulle jeg gerne ende i morgen. Men dagens køretur blev tilbagelagt i noget meget varieret landskab, til at starte med kørte jeg ind i bjergene, så ind i et meget goldt og flat slette landskab for til sidst at ende her i Spokane med nåletræer igen.

The Museum of Flight

posted in: Uncategorized | 0

Seattle er kendt for fødested for mange størrer virksomheder, blandt andet kaffebaren Starbucks startede her, ja faktisk ligger verdens første Starbucks lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor. Men også flyvproducenten Boeing startede i Seattle og det var denne virksomhed der var omdrejningspunk for dagens oplevelser. For lidt syd for centrum ligger King County International Airport hvor Boeings første produktionshal også ligger og hvor der i dag er et flymuseum, eller det vil sige at der er blevet lavet et par tilbygninger for at kunne rumme de mange fly der er udstillet. For de har blandt meget andet spænende også verdens første Boeing 747 Jumbojet udstillet. Den blev brugt til at testflyve fly-modellen for at opnå en godkendelse fra myndighederne, for at kunne sætte den i produktion og senere brugt til at teste om flytypen kunne bruges som luft til luft tankfly for det amerikanske militær.
Jeg nappende den lokale bus linje 124 tilbage til downtown omkring kl.15 for blot at finde ud af at det meste af downtown var lukket grundet Labor Day, en mærkedag til ære for den amerikanske arbejderbevægelse og de amerikanske arbejdere. Men der var dog enkelte restauranter der have åbent, eksempelvis Viginia Inn som jeg havde fået anbefalet af min kammerat Richard. Så her snuppede jeg en udmærket burger inden jeg returnerede Den Grønne Skildpadde.

Sightseeing i Seattle

posted in: Uncategorized | 0

Her er hyggeligt her på “Den Grønne Skildpadde” hostel. Der er fri morgenmad og så kan det ikke være mere centralt placeret end det er, lige op ad Pike Place Market der nok er den største turist magnet i hele byen med alle mulige boder der sælger alt lige fra friskfanget Konge krabber fra Beringstrædet til sten der med garanti vil bringe positiv energi i dit liv…det sagde kvinden i boden i hvert fald.
Men jeg skulle ikke på marked i dag men der imod til tops i Seattle’s Space Needle, bygget i 1962 i forbindelse med verdensudstillingen. Heldigvis for mig var det klart vejr og jeg havde valgt at booke billet til den første tur til toppen i den udvendige elevator. Det gav mig ca. 30 minutter hvor jeg stort set havde toppen for mig selv og kunne nyde den fantastiske udsigt, specielt ind over downtown med det 4392m høje Mount Rainier i baggrunden. Inden nedturen begyndte kunne man vælge at træde ud på et roterende glasgulv, så man ikke blot kunne nyde udsigten ud, men også de 184m ned.
Formiddagen blev brugt på Museum of Pop Culture, der udstiller alt muligt indenfor modeerne pop-kultur. Jeg var specielt interesseret i de 3 udstillede Hover Boards fra filmen “Back to the Future 2” fra 1989 med en ung Michael J. Fox i hovedrollen. Jeg var så tæt på at rive dem ud af glasmontret for at prøve dem.
Efter et interessant museums besøg nappede jeg det lokale Monorail tog (det eneste i verden der stadig er aktiv) ind til downtown, for nu var det slut med pop-kultur, nu skulle jeg være finkulturel, hvilket blev klaret med et besøg på Seattle Art Museum. Nu vil jeg ikke kalde mig selv for en connoisseur ud i kunst, men kan dog godt lide at kikke på kunst en gang i mellem. Jeg tror dog grundet besøg på The Metropolitan Museum of Art i New York samt The Art Institute of Chicago, så havde jeg nok lidt for store forventninger til dette besøg.
Dagen var ved at gå på hæld, men der var nu stadig tid til en tur ned til vandet og Pier 55, der skulle vise sig at være et turisthelvede af den anden verden, men det lykkedes mig da at falde i snak med en ung brandmand på den lokale Seattle Fire Station 5, der gav mig en guidet rundtur på deres store brandbil.

The Triumphant Return

posted in: Uncategorized | 0

Indtil i dag kl. 11.30 lokal tid havde det været 1.260 dage siden jeg sidste havde amerikansk grund under fødderne. Dengang hed destinationen New York, men i dag skete det så endelig efter 2 forgæves forsøg (et i 2020 og et i 2021), at komme til det forjættede land USA. Kl.11.30 satte den lille Airbus hjulene på asphalten i byen Seattle, beliggende i den nordvestlige del af USA i staten Washington, der dermed blev den nr. 39 stat jeg har besøgt.

Efter en kort ventetid ved bagagebåndet og en meget gnidningsfri tur igennem imigration, smuttede jeg lige over på toget indtil downtown, af på University St. gik de få meter over til Green Tortoise Hostel Seattle, som skal være min base i byen her de næste 2 dage. Så man kan sige at alt gik så glat som man kunne have håbet. Efter indlogering nappede jeg en lille lur på en time….nej det blev til 2…ja faktisk til 2 1/2 men så var det også ud for at se byen.

Da det var blevet aftenstid blev det blot til at vandre lidt rundt i nærområdet. Besøgte den famøse The Gum Wall der er en gyde fyldt med brugt tyggegummi på væggene. Inden jeg tørnede ind for natten blev det til en lækker Clam Chowder på restaurant Seatown Rub Shack.

Så går det hjemad

posted in: Uncategorized | 0

Flyet der skulle bringe os hjem mod Danmark afgik først kl.18.30, så der var tid til at sige et ordentligt farvel til skipper og familien samt ikke at glemme det gode skib Sophie Amalie, der havde bragt os sikkert over det store ocean. De sidste souvenirs blev indkøbt og ved 14 tiden satte vi os ind i Charles’ taxa. Charles havde været vores lokale chauffør på gårsdagens køretur ned til Piton bjergene. I dag skulle vi så igen ned i den anden ende af øen, en køretur på omkring 63 kilometer for at nå ned til Hewanorra International Airport. Turen tog dog 1,5 timer grundet de små bjergveje vi skulle ud på, men det var en flot og spændende tur på langs af øen, hvor Charles undervejs fortalte om de interessante ting vi passerede.

Vi fik målt vores temperatur ved indgangen, blev sprittet af samt fik det obligatoriske mundbind på og så var vi klar til at stige ombord…nå nej ved den sidste skranke inden sikkerhedscheck blev vi gjort opmærksom på at vi manglede et lille lap papir som vi skulle have fået udleveret ved check-in. Så ud af køen med os og tilbage til check-in skranken for at få den lille lap og så tilbage i køen for at aflevere den lille lap papir til den søde lille dame….jeg elsker bureaukrati 🙂

Alt hvad der skete herfra og indtil vi igen havde dansk grund under fødderne og byskiltet sagde København, skiller sig ikke meget ud fra den almindelig flyrejse, så det vil jeg ikke berette så meget om. Det var en dejlig flyvetur over Atlanterhavet til europa og englands hovedstad London. Hvad der havde taget os 27 dage at tilbagelægge blev gjort på sølle 8 timer og 20 minutter….en sjov tanke 🙂

En kort flyvetur senere satte vi hjulene på landingsbanen i København og kl.14.15 kunne vi atter betræde dansk jord og efter lidt ventetid ved baggagebåndet kunne vi gå ud i ankomsthallen, hvor vi fik en velkomst der var en Atlanterhavs Søfarer værdig i form af et par forældre der stod med skilte samt viftede med danske flag, ganske som Keld, Børge og Benny der byder Egon tilbage…sikke en velkomst, tak for det 🙂