Lige fra da jeg forlod byen Madras i morges havde jeg udsigt til bjerget Mount Hood, der med sine 3.429 meters højde (over havet) ikke er til at overse. Jeg brugte den første time på at køre hen til foden af bjerget inden opstigningen begyndte. Heldigvis havde jeg en bil til at klare opturen på de ca. 1000 højdemeter inden jeg kom op til Timberline Lodge og det omkringliggende skiområde. For de af jer der er bekendt med filmen The Shining (på dansk Ondskabens Hotel) med en ung Jack Nicholson, så vil I nok kunne genkende Timberline Lodge, for hotellet blev brugt til optagelserne af denne klassiker fra 1980.

Jeg fik det meste af dagen til at gå med vandre rundt oppe på toppen af dette bjerg og havde en skøn udsigt ud over Oregon, lige indtil sidst på dagen hvor regnen trak ind over bjerget. Så jeg gik i stedet indenfor på hotellet for at se det indvendigt samt se deres lille museum. Hotellet blev bygget i 1930’erne under depressionen som et led i at få folk i arbejde igen under Franklin D. Roosevelt’s genopretningsplan “New Deal”. Hotellet stod færdig i 1938 efter to års byggeri og er bygget af træ fra de omkringliggende skove og sten fra selve bjerget. På grund af hotellets historie er det i dag et U.S. National Historic Landmark og er derfor ikke blevet moderniseret, i hvert fald ikke ret meget. Så det indvendige er utrolig rustikt og man kan virkelig se at konstruktionen er bygget til at kunne holde til de store mængder sne de får i løbet af vinteren.

Da jeg så at hotellet havde sin egen postkasse til udgående post kunne jeg ikke dy mig for at købe et par postkort, sætte mig i en blød lænestol med udsigt ud over bjergene hvor regnen silede ned, og skive en hilsen hjem. Inden nedstigningen kunne påbegynde satte jeg mig i hotellets bar for at snuppe en sandwich og her faldt jeg i snak med Dale, der arbejdede som altmulig-mand på hotellet og havde masser af spændende historier at fortælle. Så jeg var godt underholdt imens jeg spiste min sandwich og drak min Dr.Pepper. Dale sagde at han sad i baren og ventede på at en kollega skulle få fri så han kunne få et lift ned til foden af bjerget, da jeg vidste at jeg alligevel skulle samme vej tilbød jeg ham et lift, for så kunne jeg da få lidt flere historier undervejs.
Efter at jeg havde sat Dale af kørte jeg de ca. 3 kilometer over til Trillium Campground der ligger ved Trillium Lake og her håber jeg på endnu en dejlig nat i mit lille telt.

Jeg overlevede nattens strabadser og altså ikke fordi vi fik besøg af en bjørn på campingpladsen i løbet af natten, men der imod fik vi så store mængder regn, at der var store pytter overalt da jeg stod op. Jeg havde dog været så fremsynet og placeret mit telt strategisk, så jeg ville undgå at ligge i en vandpyt i løbet af natten. Så jeg fik en god nats søvn til lyden af regn på teltdugen…og er der noget mere beroligende end det.

Jeg kørte i dag den anden vej rundt om krateret, så jeg kunne se nærmere på de ting jeg missede i går, på grund af tidsnød. Der blev tale om et stop ved Sun Notch, Plaikni Falls, Pinnacles Overlook, Phantom Ship Overlook og til sidst Videa Falls. Af dagens 6 stop var jeg meget facineret af The Pinnacles, der er en masse sten-formationer der skyder op mod himmelen i kanten af en lille dal. Der er faktisk tale om skorstene fra da vulkanen gik i udbrud og sendte en masse aske ned i denne dal. Asken som var utrolig varm lå nu i et lag på mange meter og for at komme af med varmen sendte den damp op igennem askelaget. De steder hvor dampen slap ud blev askelaget hård som sten og som tiden gik, skal vi sige et par tusind år eller der omkring, så eroderede det omkringliggende askelag væk så kun disse skorsten-formationer stod/står tilbage….facinerende!

Inden jeg sagde farvel til Crater Lake, kørte jeg en sidste tur op til krater-kanten for at nyde et sidste kik samt for at få den rette inspiration til at skrive et par postkort hjem. Men så var det også med at komme videre nordpå, så jeg satte min Malibu i Drive, satte en god podcast på radioen og trillede ud på US-97 der tog mig op igennem Oregon op til den lille by Madras hvor jeg tjekkede ind på et Motel. Så i nat skal jeg ikke sove i telt blandt bjørne, men der imod på en madres i Madres.

For ca. 7700 år siden, såvidt jeg har regnet mig frem til var det en onsdag, lød der et kæmpe brag her ved det der i dag hedder Crater Lake. Indtil den dag stod der et 3700m højt bjerg på stedet men få dage efter var der ikke andet tilbage end et kæmpe hul i jorden. Sådan nogenlunde midt i hullet skød der en lille vulkan op som væltede lava ned i hullet og på den måde satte en prop i, så der over tid kunne dannes en sø af smeltevand, en sø der i dag hedder Crater Lake og som på sit dybeste sted er 592m dyb og derved kan kalde sig den dybeste sø i Amerika.
Dette fantastiske sted havde jeg hele dagen til at udforske. Der er selvfølgelig en vej rundt langs kraterkanten (vi er jo i USA) med rigtig mange forskellige punkter hvor man kan nyde udsigten ud over dette storslåede stykke natur.
Jeg fik blandt andet gjort hold ved Watchman Overlook, hvor jeg vandrede op til Watchman Peak, der er en udsigtspost for brændvæsnet når der er risiko for skovbrænde. Heroppe fra var der en utrolig god udsigt ud over krateret med den lille vulkan-ø i midten af søen, øen bliver i øvrigt kaldt Wizard Island. Herfra gik det videre til Cleetwood Cove som er eneste sted (så vidt jeg ved) hvor man kan komme ned i bunden af krateret, ned til søen. Selvfølgelig skulle jeg ned og se det hele nedefra og jeg kunne heller ikke dy mig for lige at stikke hænderne i vandet for at mærke det kolde vand.
Klokken var nu omkring mange, jeg havde kun nået halvvejs rundt om krateret, så en rask beslutning blev taget, jeg måtte nappe en overnatning på den nærliggende campingplads, så jeg kunne se resten af krateret i morgen. Ved indkørslen til campingpladse blev jeg mindet om at der er bjørne i parken, da et skilt fortalte at bjørne er på campingpladsen og at man skal overholde alle regler. Jeg satser på at jeg ikke får gæster i mit lille telt i løbet af natten, heldigvis er jeg blevet gode venner med naboens hund Ruby, som har lovet mig også at være vagthund for mig.

Lidt over klokken 13 i dag kunne jeg skrive endnu en stat på min liste af besøgte stater. Det blev staten Oregon i det nordvestlige USA og den blev stat nr. 42 jeg har besøgt siden jeg første gang besøgte USA, tilbage i 1999. Dengang besøgte jeg 4 stater, der i blandt Californien som jeg faktisk brugte det meste af dagen i dag på at køre igennem.
Dagen i dag startede med et farvel til Richard & Tracy som jeg har brugt de sidste 4 dage sammen med. De kørte ind til Reno Air Races igen for at fotograferer de flotte maskiner og jeg trillede min Malibu ud på US-395 for at køre nordpå op mod Crater Lake National Park. I løbet af dagen kørte jeg tæt forbi Lassen National Forest som er opkaldt efter danske Peter Lassen fra Farum, som immigrerede til USA i 1830. Læs mere om Peter her.

Det var ikke den store velkomst da jeg stillede ind i Oregon, der var kun et sølle lille skilt hvor der stod “Welcome to Oregon” og skiltet stod i vejkanten lige op af en løg-farmer, så Oregon bød altså velkommen med en lugt af løg.
Ved ankomst til den lidt kedelige by Klamath Falls, gad jeg ikke sidde bag rattet længere og tjekkede ind på et intetsigende Super8 motel…men hva pokker, det kan ikke være lige spændende hver dag.

Desværre vil jeg lige slutte af med en lidt trist nyhed. Da jeg havde fået mig indlogeret her på motellet fik jeg en besked fra min kammerat Richard, der også i dag havde været til Reno Air Races. Han fortalte at der i dagens Gold Race for jet-fly omkring kl.15.45 havde været et flystyrt og piloten var afgået ved døden. Der var tale om et Tjekkisk fly af typen Aero L-29 Delfin. Hvad der er sket siden flyet styrtede ned ved ingen endnu, men trist er det. De lokale nyheder skriver lidt om styrtet her

Dagen startede med at Facetime hjem hvor hele familien var samlet i Studstrup. Det var dejlig at se dem og så lige få pudset mit danske af da det ikke er meget dansk jeg har talt de sidste par uger. Mens vi talte fløj der en lille kolibri rundt i det nærliggende træ. Det lykkedes mig at få ét godt billede af den ud af de ca. 25 jeg tog, for disse små dyr er utrolig hurtige.

Selvom Reno Air Races fortsætter weekenden ud, så var det i dag sidste dag for mig og selvom interessen er stor og dette event er spændende så kan man også trænge til at se noget andet end flyvemaskiner. Vi havde Richard’s kone Tracy med i dag så vi valgte at tage en kort dag og vendte snuden hjemad allerede ved 13 tiden. Men vi fik da set lidt racerløb og kikket lidt på de udstillede maskiner, hvor der blandt andet var kommet et F-18 fly som blev brugt i optagelser til filmen Top Gun 2: Maverick, ja det var faktisk det fly Tom Cruise’s karakter fløj rundt i.

Vejret eller skal jeg sige røgen fra de omkringliggende skovbrænde var minimal i dag, så ved hjemkomst kunne vi faktisk se ind over byen samt downtown med alle casinoerne, fra deres indkørsel. Sidst på dagen valgte jeg at få rørt benene lidt og gik en tur op i bjergene der ligger bag Richard og Tracy’s hus. Det blev til en times vandretur hvor jeg fik oparbejdet en god sult som blev stillet med en god hjemmelavet burger i Richard & Tracy’s baghave, omkring bålet sammen med et par bekendte der var kommet på besøg. En fantastisk afslutning på nogle gode dage her i den nordlige del af Reno, men i morgen starter jeg min Chevrolet Malibu op igen og kører videre nordpå, ud på nye eventyr.

Nå vi skal til det igen. Ligesom sidste indlæg så skal jeg hermed lige give en advarsel om at følgende blog-indlæg vil indeholde meget nørdet indhold i retning af flyvemaskiner.

Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at vi kunne overgå gårsdagens mange fede oplevelser, men det lykkedes. Vejret eller rettere røgen fra den nærliggende skovbrand var ikke så tæt i dag så stort set alt hvad der kunne flyve kom på vingerne i dag. Richard og jeg valgte i dag at købe Pit-Pass hvilket ville give os adgang til området hvor de konkurrerende fly holder parkeret og bliver fintunet inden næste løb. Det var virkelig en stor oplevelse at gå der blandt disse fantastiske maskiner
Til vores held stod samtlige P-51 Mustang fly parkeret ude foran pitten og lige som vi går ud for at kikke på dem starter de alle 8 deres motorer op, for at varme op til at skulle på vingerne. Hvis ikke oplevelser af at se så mange af disse fly på en gang fik gåsehuden frem, så gjorde det i hvert fald ved lyden af disse 8 stk. V12 Rolls-Royce Merlin motorer da de kom i omdrejninger.
En af disse fantastiske maskiner, den sølvfarvede med gul hale og med navnet Spam Can (eller Dolly) havde jeg fornøjelsen af at flyve i tilbage i 2008 med en ung mand som pilot, ved navn Steve Hinton (husk lige ham til senere).
Selvom Spam Can fik en god start i selve løbet og lå til at få en 3. plads blev den overhalet på 3. omgang og måtte nøjes med en 4. plads. Men for mig var det stort set ligegyldig hvilken plads den fik, for jeg var kommet for at se og ikke mindst høre disse monstre flyve tæt forbi med omkring 700 km/t. Der var vidst kun en ting at sige…Wow!

Efter løbet fortsatte vi vores rundtur i pitten, oplevede det så kaldte STOL Drag Race der virkelig er en spektakulær sport (se her hvad det går ud på) og ellers gik vi rundt og kikkede i de mange boder der også er. Sidst på dagen tilsmilede heldet os igen. Før omtalte P-51 Spam Can skulle på vingerne igen og til vores held stod vi igen det rigtige sted for at opleve opstarten og ikke mindst take off. Den skulle dog ikke deltage i noget løb denne gang men der imod lave en opvisning sammen med det noget yngre jetfly F-22 Raptor. Det var en flot opvisning af disse fly og ikke mindst en klart fremvisning af hvad der er sket af udvikling på de 70 år der er imellem disse to fly. Da begge igen var på landjorden hørte jeg i højtaleren at piloten i dette gamle P-51 fly var Steve Hinton….jeps den selvsamme Steve Hinton som jeg havde som pilot i selvsamme fly, tilbage i 2008 og nu steg han ud af flyet og kom gående lige imod mig. Så selvfølgelig ragte jeg hånden frem, sagde tillykke med en flot opvisning og fortalte ham at vi to tilbage i 2008 havde fløjet i flyet bag ham. Jeg viste ham et billede af os, taget tilbage i 2008 og så småsludre vi lidt + fik taget et par billeder.
Efter en god dag på racerbanen kørte vi hjem til Richard, nappede et bad og kørte så alle tre ind til downtown Reno for at opleve byen med dets mange casinoer og ikke mindst spise en god middag på Smee’s Alaskan Fish Bar. Jeg havde ikke troet at dagen i går kunne overgåes, men det lykkedes i den grad, så må vi jo se hvad morgendagen bringer hvor den endnu engang står på Reno Air Races.

OK jeg starter lige ud med at advare om at dette blog indlæg vil være meget nørdet i retning af flyvemaskiner, så hvis ikke interessen er der i forhold til det så….ja så klik her.

OK så dagen i dag stod på Reno Air Races der er en årlig begivenhed her i byen Reno, i det nordvestlige Nevada. Min kammerat Richard og hans kone Tracy bor i byen og har i en del år spurgt mig om jeg ikke snart kikkede forbi dem i september, så vi kunne opleve Reno Air Races. Den endelige beslutning om at tage hertil blev faktisk tage midt ude på atlanten tilbage i januar da jeg krydsede Atlanten i en sejlbåd. Jeg vidste at jeg ville afsted til USA men beslutningen om at gøre det i september + tage til Reno Air Races blev taget en nat hvor jeg havde nattevagten. Så her 8 måneder senere sidder jeg altså i Reno og har i dag set på fly i alle afskygninger, lige fra det mest avanceret F22 Raptor til det lille Bush-Plane fra Alaska og jeg må sige at de begge var underholdende at se på, på hver deres måde.

Reno Air Races er en konkurrence i stil med racerløb hvor du har en “rund” bane og hvor første bil over målstregen er vinderen. Flytter du racerbanen op i luften + udskifter biler med fly, ja så har du Reno Air Races. Så er der selvfølgelig forskellige klasser af fly som eksempelvis North American T-6 Texan, Biplane (fly med to vinger) Bush-fly fra Alaska som konkurrere indbyrdes. Ind imellem disse racerløb er der så underholdning i form af kunstflyvning eller opvisning fra det amerikanske militær, hvor jeg skal hilse at sige at et F22-Raptor fly ikke…absolut ikke er stille når det flyver med afterburner lige forbi dig. Men er underholdningen i luften ikke nok, ja så er der også masser af udstillede fly at kikke på. Så alt i alt er der tale om et slaraffenland for en fly-nørd som mig og vi har billetter til de næste 2 dage også 🙂

Afslutningsvis vil jeg lige komme med en lidt sjov oplevelse jeg havde i dag. Vi starter lige med at gå 14 tilbage, tilbage til 2008 hvor jeg kom forbi Planes of Fame Air Museum i Los Angeles. Der faldt jeg i snak med Wilburg der var veteran fra Anden Verdenskrig hvor han fløj B-17 bombefly, han tilbød mig en tur i deres P-51 Mustang fly fra 1940 hvilket jeg selvfølgelig ikke takkede nej til. Turen var udforglemmelig og så en stor oplevelse at jeg faktisk gentog succesen to år efter (læs om turen her). Det fly, der går under navnet Spam Can så jeg i dag parkeret ude på asfalten og hvis heldet tilsmiler os (og det har det med at gøre) så vil vi se den på vingerne når vi i morgen vender tilbage til endnu en dag ved Reno Air Races.

Rute US-50 går på tværs af det meste af USA, fra Sacramento i California og hele 4946 kilometer over til Ocean City der ligger ved østkysten i staten Maryland. Den del af ruten som går på tværs af staten Nevada blev i 1986 tildelt navnet “The Loneliest Road in America” af Life Magazine, mest for at nedgøre ruten da den går igennem noget af det mest isolerede områder i USA. Men i stedet for at være trætte af dette mindre positive øgenavn greb staten chancen og brugte navnet i deres markedsføring og det virkede, for i dag kørte jeg det meste af hele ruten på tværs af staten. Det blev til 520 km fra den lille by Ely og over til byen Reno, der ligger tæt på grænsen til Californien.
Det var en spændende tur som levede op til sit øgenavn, da man virkelig kommer igennem nogle øde områder og mulighederne for at tage det famøse billede af en vej der bare fortsætter ud i intetheden, var mange. Jeg gjorde et par stops undervejs, blandt andet i byen Eureka for at indkøbe frimærker (der skal jo sendes postkort hjem) og et længere stop ved Sand Springs, der er et kæmpe bjerg af sand der ligger imellem bjergene midt ude i ingenting.

Jeg ramte Reno omkring kl.17.30 hvor min kammerat Richard stod og bød mig velkommen i indkørslen. De næste 3 dage skal bruges her hos Richard & Tracy, hvor vi forhåbentlig skal opleve Reno Air Races, når jeg skriver forhbentlig er fordi der er udbrudt skovbrænde tæt på og det udvikler en del røg, som kan påvirke Reno Air Races i at komme på vingerne….men vi krydser fingere.

De fleste vil nok ikke kende til Bonneville Salt Flats eller for den sags skyld Bonneville Salt Flats International Raceway. Men det er altså her at der er blevet sat op til flere “land speed records” (verdensrokorder i fart på landjorden) og lige her at jetbilen Blue Flame i oktober 1970 brød lydmuren med en fart på 1014 km/t. Rekorden er senere blevet slået (er nu på 1223 km/t.) og Blue Flame er gået på pension og er nu udstillet på museet Sinsheim Auto & Technik Museum i Tyskland, hvor jeg har set den.  

Men jeg forlod Salt Lake City i dag ved 10 tiden for netop at køre ud og se nærmere på Bonneville Salt Flats og se hvor Blue Flame satte recorden og se hvor de hvert år afholder Bonneville Speed Week, hvor folk komme fra hele verden for at race deres maskiner. Desværre var arrangementet blevet aflyst i år på grund af regn og store mængder vand på salt sletten. Vejret i dag tegnede da heller ikke til at der ville kunne køres ræs sådan lige foreløbig…for det regnede. Mens jeg stod og kikkede ud over salt sletten faldt jeg i snak med nogle lokale som faktisk arbejdede for dem der driver Bonneville Salt Flats International Raceway og de var forståelig nok noget fortvivlet over de store mængder vand de havde fået. De fortalte at sådan en hændelse med alt det vand kun er noget der sker hvert 20. år, så jeg sagde at så måtte jeg være heldig at opleve det. 

Jeg lagde Bonneville bag mig, kørte ind i staten Nevada, ned igennem en dal hvor Pony Expressen i 1860’erne havde reddet og videre ned til den lille by Ely hvor jeg fik mig indlogeret på den lokale KOA-campingplads. Men kort efter ankomst trak der et kæmpe uvejr ind over, så jeg blev i bilen indtil det var passeret og fik så slået mit telt op i tusmørket.

Denne mandag den 12. september endte med at blive en dag godt blandet med alt fra hylderne. Den startede på en P-plads ved en tankstation i en lille by hvor jeg en del timer tidligere havde valgt at nappe en powernap inden jeg ville køre videre. Men en time blev til flere og pludselig så var det morgen og jeg måtte videre sydover.
Da jeg ramte byen Blackfoot drejede jeg skrapt til højre for at køre de 45 min ud for at besøge EBR-1, der er en Experimental Breeder Reactor fra 1950, altså en slags experimentiel atom-kraftværk. Det skulle dog vise sig at stedet var lukket for vinteren….komisk når jeg nu havde kørt 45 min ud i ingenting, så jeg måtte køre “tomhændet” retur til Interstate 15 South og fortsætte min færd mod Salt Lake City, som jeg ramte allerede ved 14 tiden.
Salt Lake City er hjemsted for trosretningen The Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints også kendt som Mormon kirken. Deres hovedkvater ligger midt i centrum af byen, så hvad var mere nærliggende end nu hvor dagen var så ung, end at køre derned for at se “nærmere” på deres hovedkvarter og måske lære lidt om hvem de er. Jeg skal love for at man følte sig velkommen, i hver bygning jeg kom ind i var der flere kvindelige guider der bød en velkommen og var klar til at svare på spørgsmål. Jeg fik lov til at kikke nærmere på Joseph F. Smith hjem kendt som The Beehive House, deres kæmpe samlingshal samt deres Temple… eller i hvert fald en model af det.
Så dagen endte altså med at blive en god pose blandet bolcher.