Det må siges at have været en stille fredag formiddag her i forstaden. Men ved 15 tiden gjorde vi os klar til at køre ind til Bill’s kæreste Cynthia, der har en lækker lejlighed i Williamsburg i bydelen Brooklyn. Lejligheden er så godt placeret at man kunne sidde i hendes sofa og se Empire State Building…ikke dårligt!

Køreturen ind til byen var bestemt heller ikke uinteressant, da jeg nu havde en lokalkendt og oven i købet tidligere politimand bag rattet. Bill var i NYPD i flere år tilbage i 1990’erne og patruljerer gaderne i New York for at fange forbrydere. Senere blev han Detective hos politiet og havde sit kontor i Grand Central Terminal…ikke i Grand Central Station. Hvad forskellen er på de to, kan du altid spørge mig om.

Men Bill var virkelig en god guide og smed om sig med gode historier om de steder vi passerede.

Efter et godt aftensmåltid på restaurant Baci & Abbracci på Grand Street, gik vi ned til East River for at nyde udsigten ind over Williamsburg Bridge og Manhattan. Vi fik også set nærmere på Domino Sugar, et gammel sukkerraffinaderi fra 1882 der er ved at blive ombygget til en kontorbygning. Sidste stop inden køreturen hjem til forstaden blev på caféen Qahwah House hvor vi fik en god kop krydret kaffe, lavet på kaffebønner fra Yemen.

Der var ikke de store planer for dagen i dag, så til en start blev det til afslapning på terrassen her hos Bill i hans skønne hus i forstaden. Vi havde dog tre ting på programmet, og første punkt var at besøge Hinchliffe Stadium i nabobyen Paterson. Hinchliffe Stadium har en lang historie bag sig, der går helt tilbage til 1932 hvor det var hjemmebane for The New York Black Yankees. Sidst jeg så dette stadium var i 2014 hvor det var i en sørgelig forfatning og virkelig trængte til en kærlig hånd. Det fik det heldigvis, og i 2023 kunne det så genåbne sine porte og invitere gæster indenfor for at se Baseball og nu også amerikansk fodbold. Så det var skønt at se det gamle stadion i en ny og opgraderet forklædning.

På hjemvejen snuppede vi en bid brød hos Suburban Diner samt svingede ind forbi DICK’S Sporting Goods, en kæmpe sportsbutik der forsyner lokalbefolkningen med gear. Jeg var på jagt efter en god kikkert, nu hvor jeg (hjemme i Danmark) er flyttet på landet og godt kunne bruge sådan en. Og jeg fandt en god Nikon Aculon A211 kikkert, så nu kan jeg rigtig nærstudere dyrelivet hjemme ved Langesø.

Sidste punkt på dagens program var en koncert med The Soul Soothers. Bill’s bror John er en formidabel guitarspiller og hans band skulle øve/spille koncert i aften og nu hvor Bill og jeg kendte en fra bandet, fik vi siddepladser helt oppe ved scenen…Ja ok koncertstedet var Dr.P kiropraktor klinik og vi var kun 9 gæster. Men det var en skøn koncert og fedt at høre John folde sig ud på sin guitar.

Så fik jeg staten New Jersey under mine fødder, en stat som jeg første gang besøgte i 2007 hvor jeg også landede i lufthavnen Newark for efterfølgende at tage toget ind til byen der aldrig sover, New York. Storbyen venter dog også på mig denne gang, men i første omgang står den på forstads ferie hos min “broder fra en anden moder” Bill i hans hus i den lille forstadsby Paramus, 15 min kørsel fra Manhattan.

I dag tog vi en tur op til universitetsbyen New Haven der ligger i staten Connecticut. Byen er hjemsted for det anerkendte universitet Yale, men det var nu ikke lærdom vi kom til byen for at få, det var mere for at spise frokost. Midt i byen ligger nemlig den lille restaurant Louis Lunch, et spisested jeg i mange år har ønsket at besøge. Så kan man jo undre sig over hvorfor jeg havde et brændende ønske om at besøge et lille sted, der knap kan huse 15 gæster og kun har to ting på deres menukort….. Hamburger og Cheeseburger.

Grunden var, at udover at servere særdeles velsmagende burgere, så siges der også at det var hos Louis Lunch at noget så amerikansk som Hamburgeren blev opfundet og ejeren, manden bag disken og altså ophavsmanden var danske Ludvig Lassen fra Ballum nær Ribe. Han drog over Atlanten i 1881 som blot 16 årig for at søge lykken, startede med at sælge smør og æg fra sin lille salgsvogn, men i 1895 begyndte han at sælge frokost ting og en dag kom en travl forretningsmand forbi og spurgte om ikke Ludvig eller Louie som han hed nu, kunne fixe en hurtig frokost til ham. Louie klaskede to stykker toast omkring en af hans stykker grillet fars og bingo, der var hamburgeren.

I 1917 flyttede Louis Lunch så ind i den lille røde murstensbygning (et tidligere garveri) den ligger i idag og på grund af dens historiske værdi, er bygningen i dag fredet og intet er blevet ændret hverken indvendig eller udvendig i mange år, hvilket er yderst charmerende.

Vi fik vores meget velsmagende burgere og skyllede den ned med en Root-Beer sodavand, hvorefter vi gik over for at se nærmere på Yale Universitetet, der blot ligger 2 min fra Louis Lunch. Det blev også til et besøg på Yale Bowl, et historisk fodboldstadion, og her snakker vi om amerikansk fodbold, fra 1914 der stadig er i brug. Vi fandt tilfældigvis en åben port og sneg os ind for at se banen.

Vel tilbage i Paramus blev resten af eftermiddagen og aftenen brugt på at se Jackson’s (Bill’s søn) hold spille og desværre tabe en basketball kamp på den lokale skole. Sorgerne over den tabte kamp blev spist og drukket væk på restaurant Fairmount Eats sammen med Bill’s kammerat Matt.

Titlen siger lidt om hvad jeg har fordrevet tiden med de sidste 4 dage. Titlen er Kevin Costner’s sidste replik i filmen Fandango fra 1985 der blev optaget i det sydvestlige Texas og som jeg har brugt de sidste 4 dage på at køre rundt og se hvor blev filmet, sammen med ca. 80 andre fans.

Vores lille tur rundt, eller skal vi kalde den vores lille Road-Trip rundt til de i alt 12 lokationer, endte med en distance på ca. 1.100 km. hvilket uden tvivl afslører at ikke alle stederne ligger lige ved siden af hinanden. I min bil havde jeg fornøjelsen af at have en af skuespillerne fra filmen + Rebecca fra Irland med. Da turen rundt krævede en del kørsel, var der jo rig mulighed for at få en masse historier fra Marvin J. McIntyre, der ud over Fandango også har spillet med i The Running Man, Pale Rider og Back to the Future. Så det blev til en hel del historier fra Hollywoods filmindustri, alt imens det Texanske ørkenlandskab susede forbi.

Men det var 4 fantastiske dage i selskab med gamle venner samt en god håndfuld nye. Så det var vemodigt at skulle sige farvel her til morgen, inden jeg satte min KIA i gear, trillede ud på Interstate 10 og satte kurs mod Colorado City, små 620 km længere nede af gaden.

Faktisk havde jeg ingen planer i dag ud over at køre en enkelt time over til nabobyen Colorado City, men skæbnen ville det anderledes og så var det jo heldig at jeg ikke havde de store planer. 

Da jeg op af formiddagen tændte op for min KIA gjorde den mig opmærksom på, at venstre baghjul tabte luft…pis! Nå men jeg kunne dog stadig køre, så første stop var på den lokale tankstation for at få noget luft i dækket. Imens jeg fyldte luften på, tjekkede jeg dækket for genstande der kunne have forsaget lufttabet og ganske som ventet så sad der en skrue i dækket og blinkede til mig. 

Jeg lod den sidde og gik ind på tankstationen for at samle tankerne og for at få ringet til Hertz biludlejning for at høre hvad jeg nu skulle gøre. Den søde pige bag disken på tankstationen var utrolig hjælpsom og hjalp mig med at notere diverse sagsnumrer + en adresse på et værksted hvor jeg forhåbentligvis ville kunne få lappet dækket. Efter en halv time i telefonen satte jeg kurs mod Pep Boys autoværksted, hvor jeg blev mødt af en stor hjælpsomhed og ikke mindst mødte mekanikeren Larry der fortalte hele sin livshistorie samtidig med at han fandt synderen i dækket (en gibsskrue) + lappet dækket så jeg igen kunne komme på landevejen.

Jeg sagde tak for hjælpen samt historierne til Larry og trillede videre, men da bilen manglede brændstof, besluttede jeg mig for at køre tilbage til tankstationen hvor den flinke pige der hjalp mig stadig var på arbejde. Jeg gravede dybt i min taske og fandt en pose med danske Toms Guldkarameller som jeg havde medbragt hjemmefra. De var nu oprindelig til Bill i New York, men jeg syntes simpelthen at hun havde været så hjælpsom overfor mig i denne lidt pressede situation, at hun skulle have posen med karameller, som tak for hjælpen. Hun smilte over hele hovedet, da jeg trådte ind og var glad for at høre at jeg igen var kørende og takkede mange gange for posen med Guldkarameller.

Så hvad der blot skulle have været en stille dag med absolut ingen planer endte med et møde med lokalbefolkningen i byen Abilene, som så igen endte med, at jeg kunne komme videre vestpå mod Midland.

Inden sengetid i går trak der et kæmpe tordenvejr ind over os, så da vi stod op var vi spændte på om det havde forårsaget nogle ødelæggelser men mere interessant om det havde givet noget vand, området omkring Blanco er nemlig midt i en voldsom tørke. Heldigvis var der ingen skader sket, men der var nu heller ikke kommet ret meget vand, selvom det gik vildt for sig med lyn og torden.

Nå, men vi startede dagen med en safari. Michael og Elizabeth bor bag indhegning, så de mange hjorte af forskellige arter der er i området kan gå frit omkring. På vores lille time rundt i området fik vi set en 6-7 forskellige slags, blandt andet en flok kæmpe dyr (ved ikke hvilken art) der kom så tæt på os at jeg blev en smule utryg.

Efter morgenmaden kørte Michael og jeg ind til Austin for at leje et par cykler og cykle rundt i Zilker Metropolitan Park samt LadyBird Lake Bike Trail der ligger i downtown. Efter nattens uvejr var luftfugtigheden utrolig høj, så efter 16,5 km i sadlen trængte vi til noget aircondition…og nå ja også noget frokost. Så vi kørte på Terry Black’s BBQ, der siges at være byens bedste BBQ og som laver deres kød i kæmpe rygeovne, der er fyret op med egetræ. Smagen var udsøgt og jeg fik forståelsen for hvorfor stedet er så populært.

Vel hjemme igen var det tid til at sige farvel for denne gang. Jeg skulle videre mod vest og Michael og Elizabeth skulle mod øst, de skulle med hele familien til Florida for at opleve Disney World.

Omkring kl.18 satte jeg min KIA i D (Drive) og satte kurs mod byen Abilene og som i en anden westernfilm så kørte jeg ud over prærien, alt imens solen gik ned i horisonten.

Jetlag eller ej så slog jeg i hvert fald øjnene op kl.05.30 her til morgen. Grunden til at skulle op på dette ukristelige tidspunkt i sin ferie, var en frokostaftale i den lille by Blanco, en times kørsel vest for storbyen Austin. Mine venner Michael og Elizabeth der bor i Blanco havde sagt at det var vigtigt at jeg kom kl.12 da det var en “speciel” restaurant. Så intetanende om hvad “speciel” gik ud på, kom jeg ud på I35 i god tid, så jeg også lige havde tid til et vigtigt stop på Buc-ee’s tankstationen i byen Temple.

Jeg ramte Blanco omkring kl.12 hvor jeg blev budt velkommen i indkørslen af Michael og Elizabeth. Tasken blev smidt ind og 10 minutter senere var vi på vej til vores “specielle” frokost. Restauranten var i mine øjnene ikke noget spektakulært sted og personalet var ved første øjekast heller ikke. Chess Club Cafe var sådan en hyggelig lokal restaurant med solid god mad. 

Det var dog da stedets nyansatte tjener kom for at tage imod vores ordre at jeg blev mistænksom. For det første var han noget nærgående, men skjulte sig også bag et menukort og en kasket. 10’øren faldt for mig da han begyndte at fyre replikker af fra filmen Fandango (en film der er hele årsagen til at jeg er i Texas), så da han fjernede menukortet og jeg kunne se hans ansigt, så jeg at det var Brian Cesak, en af skuespillerne fra filmen. 

Brian var kørt hele vejen fra Houston blot for at hilse på mig, hvilket jo selvfølgelig var grunden til vores stramme tidsplan for at nå denne “specielle” restaurant. For pokker hvor blev jeg glædeligt overrasket over gensynet med Brian der fik en kæmpe krammer.

Efter frokost snuppede vi en is hos OroBianco Italian Creamery der laver is på fløde fra vandbøfler, hvorefter vi kørte hjem og sprang i poolen. Resten af dagen stod den på afslapning, god mad og så at få vendt verden situationen globalt og lokalt.

Sikke en dag, sikke nogle fantastisk dejlige mennesker og sikken en ualmindelig god start på en god ferie.

Man kan vel sige at jeg har raget mig en slem omgang “USA syge” til mig…host! For nok engang, ja faktisk har jeg regnet ud at det er 13 gang, så skal jeg igen have Amerikansk jord under fødderne og det bliver igen Texansk jord jeg (blandt andet) vil betræde.

Så her sidder jeg, i en Boeing 787-Dreamliner og kikker ned på Lake Michigan der ligger ca. 11,5 km under mig, en sø jeg i øvrigt fik mulighed for at dykke i tilbage i 2015 da jeg besøgte storbyen Chicago. På skærmen foran mig står der 1 time og 45 minutter til destination der denne gang er Dallas/Fort Worth.

Så når nu det “lille” fly har fået ashphalt under hjulene igen og jeg har fået fat i min lejebil, ja så er planen som følger…sådan i store træk.
Jeg skal køre de ca. 600 km vestpå ind til byen Midland hvor jeg skal mødes med en masse mennesker fra hele verden for at deltage i eventen Ultimate Fandango. Når eventen så er vel overstået, returnerer jeg Dallas, for at snuppe et fly til New York hvor jeg skal besøge mine to “brødrer”, som jeg faktisk lærte at kende tilbage i 2010 under en lignende Ultimate Fandango.
Afslutningsvis napper jeg så lige 3 dage i selve New York City med alt hvad den kan trække af storbyferie.

Så udsigten er bestemt god her i 11,5 km højde både ud af det lille vindue, men også udsigten til 18 dage her i The United States of America.

Det var så det nordvestlige USA og 27 dage fyldt med en god blanding af storbyferie, road-trip ferie, vandreferie og ikke mindst besøg hos gode venner. Men det var skønt igen at få amerikansk grund under fødderne og dejligt at jeg endelig kunne få gennemført denne tur, som længe har måtte ligget hengemt i skuffen.

Men det blev til 3 dage i Seattle hvorefter jeg strøg ud af byen i min Chevrolet Malibu og tog en rundtur i de nærliggende stater med Yellowstone i staten Wyoming som det østligste punkt og byen Reno, Nevada som sydligste punkt. Den lille bil fik lov at strække benene næsten dagligt hvilket betød at da jeg drejede nøglen for sidste gang…eller rettere trykkede på stop knappen, stod der ca. 5.500 kilometer på speedometer, hvilket vil sige en gennemsnitlig daglig køretur på ca. 200 km.
Køreturen tog mig igennem 8 forskellige stater og jeg var så heldig at der kom 4 nye til min liste over besøgte stater. Så mit USA-kort er så småt ved at være fyldt godt ud og der er nu blot 8 stater som mangler at blive besøgt. Den lille håndfuld der kom på denne gang var staterne Washington, Idaho, Montana og Oregon, hvor sidstnævnte virkelig var smuk og i den grad et besøg værd.

Her hvor turen er kommet lidt på afstand og eftertænksomheden har indfundet sig kan jeg konkludere at den største oplevelse, ud af de virkelig mange jeg fik, var mit møde med en sortbjørn i Glacier National Park, en park der også bød på utrolig mange flotte landskaber og scenerier. Men det var nu også stort at sidde på tribunerne til Reno Air Race og se 7 stk. P-51 Mustang fly blæse forbi i kampen om at komme først over stregen. Turens bedste burger blev serveret på Deschutes Brewery i Portland, det højeste punkt var Logan Pass (2.026 moh.), den smukkeste udsigt var fra Ecola State Park og ned over Cannon Beach i Oregon og når jeg nu var i Guds eget land, må den største religiøse oplevelse uden tvivl være da jeg besøgte Mormonkirken i Salt Lake City.

Lidt facts om turen:
Jeg var afsted i 27 dage, fra den 3. september til den 30. september, et udmærket tidspunkt at rejse på, der er ikke så mange turister på den tid af året, hvilket giver lidt større mulighed for at “komme til” ved seværdigheder, i national parker eller campingpladser. Pris oversigten for hele svineriet ser nogenlunde således ud:

Fly + Bil + 1x hotel = 14.700 kr.
Overnatninger = 8.400 kr.
Benzin = 2.600 kr.
Lommepenge = 9.600 kr.

Så turen endte med at koste mig 35.300 kr. hvilket bestemt er mange penge for 27 dages ferie. Men med generelt stigende priser, eksempelvis var benzin prisen steget fra 4,82 kr. pr. liter i 2018 til nu over 10 kr. pr. liter, så syntes jeg da beløbet er ganske rimelig, jeg vil i hvert fald gerne gøre det om igen hvis jeg fik chancen. Nå ja dollar-kursen lå også på svimlende 7,50 hvilket bestemt ikke gjorde tingene bedre.

Kl.15 dansk tid kunne jeg træde ud i ankomsthallen i Billund, hvor jeg blev modtaget af min dejlige forældre der havde tilbudt at hente mig. Ja ok inden jeg kunne gå igennem tolden skulle jeg da lige være statist i en øvelse for tolderens narkohund, det vil sige at jeg fik et lille stykke stof i lommen som åbenbart duftede af narkotika. Da jeg så gik forbi den hårdtarbejdende vovse gik der ikke mere end 4 sekunder inden den lille våde snude var placeret der hvor kluden lå i lommen, imponerende hvad den kan sådan en hund/snude. Heldigvis var det bare en øvelse og jeg blev ikke lagt i håndjern og trukket om bagved, men fik i stedet et stort tak for hjælpen fra de 4 toldere og hunden fik ros den anden vej.

Turen hjem fra Seattle skulle have været med det hollandske flyselskab KLM, men mit fly fra Amsterdam til Billund var blevet aflyst, så jeg var blevet ombooket og skulle nu flyve med Air France til Paris og hjem til Billund derfra. Jeg havde aldrig før fløjet med Air France før, så jeg var spændt på at se hvad de kunne og det var desværre ikke imponerende. Fair nok jeg kom da hjem og fik da også noget og spise undervejs, men der var masser af små ting som eksempelvis deres service, maden og deres underholdningssystem som jeg syntes var lige 10-15% ringere end eksempelvis British Airways eller KLM. Men jeg er glad for at jeg nu har prøvet Air France, for så ved jeg da hvem jeg ikke skal vælge næste gang.

Men over atlanten kom jeg altså og fik da også set et par film undervejs, blandt andet filmen Top Gun: Maverick, hvor hovedrollen flyver rundt i sit F-18 Super Hornet jetfly, selvsamme fly som jeg hilste på for 12 dage siden ved Reno Air Races. Ved ankomst til Paris var det noget kaotisk da mit næste fly ikke fremgik af info-skærmen og der var kø ved scanneren hvor man kunne scanne sin billet, ja der var én scanner og ca. et halvt Boeing-777 fly (ca.200 passager) der ville scanne deres billet. Så det droppede jeg og gik bare ligeud i håb om at det var den rigtige vej, hvilket det heldigvis var. Jeg havde ikke uanet mængder af tid til at nå mit fly til Billund, så der var lige en snært af stress for at nå det og da jeg endelig kom frem til gaten havde jeg da heller ikke mere end 15 minutter, inden den lukkede. Hjemturen foregik i let skyet vejr og igennem de spredte skyer kunne jeg spotte de nord-franske marker, hollandske kanaler og det danske vadehav. Klokken 14.42 ramte hjulene asfalten og min tur til det nord-amerikanske var definitivt slut.