I dag stod jeg op og benyttede mig af The Hampton Inn’s gode internet og Skypede hjem til broderen og de to dejlige piger. Fik pakket sammen og omkring kl.10 trillede jeg ud på I15 med kurs mod Las Vegas, ikke så meget fordi jeg skulle ned og spille mine sidste penge op, men mere for at handle lidt Blues Brothers gear i den lokale “House of Bluse” shop beliggende på hotellet Mandalay Bay. Da tiden var med mig og jeg IKKE ønskede at ramme Los Angeles i mylder trafikken besluttede jeg mig for at gå lidt ned af The Strip (hovedgaden i Las Vegas). Nu kan man dog ikke forlade Vegas uden at have gamblet lidt, så jeg gik ind på casinoet New York, New York og smed 20$ på sort, desværre blev det 00, so not my lucky day.

Da jeg nok engang sad i bilen og satte nøglen i tændingen var det med vished om at de næste knap 600 km. retur mod Los Angeles ville blive de sidste kilometer på denne fantastiske Hawaii 2010 road-trip. Turen igennem ørkenen var fantastisk og i takt med at solen gik ned i Stillehavet foran mig rullede jeg de uigenkaldelig sidste kilometer igennem Chino Hills og videre ud til min kammerat Jesper’s lejlighed ved Huntington Beach, som jeg ankom kl.19.40 hvorefter vi fejrede afslutningen på min road-trip med et måltid på den lokale kinesisk restaurant.

Det var så den tur rundt i det vestlige USA. Heldigvis er der endnu 5 dage tilbage af ferien inden jeg på onsdag sidder i et British Airways Boeing 747 fly med kurs mod London. Hvad der skal ske de næste dage er lidt uvis, der er lidt små planer om at besøge Griffith Observatory, Universal Studios og Hollywood skiltet, Men én ting er dog helt planlagt, og det er en aftale jeg har med en pilot samt et gammel jægerfly fra 2.verdenskrig på tirsdag, jeg er sikker på det bliver en fornøjeligt gensyn 🙂

WordPress Grid Gallery

Efter en dejlig nat på Treasure Trail Motel beliggende midt i byen Kanab, kørte jeg lidt rundt for at få sendt to postkort hjem til  Danmark og ikke mindst for at lokalisere det sted hvor broderen og jeg, godt og vel 10 år tidligere parkerede vores Toyota Rav4 for at tage et hvil og sparke lidt dæk efter en lang køretur i det forfærdeligste regnvejr.

Jeg fandt stedet efter ca. 10 min kørsel (Kanab er ikke en stor by) og det blev fejret med at sparke lidt dæk på min Dodge Avenger. Dagens tur op gik op til Zion Canyon nationalpark, godt 70 km nordvest for Kanab. Efter blot 8 km gjorde jeg dagens første stop, ved “Moqui Cave” som vi også stoppede ved i ’99. Stedet er en hule der er hugget ud af sandstensklippen og er et meget specielt lille privatejet museum med en spøjs ejer bag disken, der altid er god for en historie. Stedet udstiller alt lige fra dinosauer fodsport i klippestykker, krystaller, indianer håndværk og sælger en masse souvenirs, hvor der som altid står “made in China” i bunden.

Det sidste stykke vej op til Zion Canyon var en smuk køretur, specielt efter jeg forlod hovedvej 89 ved Mount Carmel Junction og trillede videre ad den lidt mindre hovedvej 9, der gik ind i bjergene. Ved ankomsten fandt jeg ud af at det ikke længere var muligt selv at køre ind i selve parken. På grund af det stigende antal turister, har de været nød til at indsætte shuttle-busser der hver 15 min. fragter turister rundt til de mange seværdigheder der er i parken. Det var ved netop sådan en shuttle-bus at jeg tilfældigt stødte på danske Bent der arbejdede som chauffør og netop havde kørt dagens sidste tur. Det var et lille dansk flag på hans rygsæk der havde afsløret hans forbindelse til Danmark og grunden til at jeg faldt i snak med ham og brugte ca. 40 min på at høre hans historie og syn på USA. Da Bent skulle hjem og jeg ud for at se mig om i parken, spurgte jeg ham, hvad han som lokal vil anbefale at se i parken. Han kikkede ned af mig og sagde: “Jeg kan se du har noget godt fodtøj på og du ser ud til at være fit for fight, så jeg vil anbefale at gå en tur op til “Angels Landing” og tilføjede at jeg ikke skulle snyde mig selv for de sidste 200m. af klatreturen. Efter ca. 2 timers vandretur op mod Angels Landing fandt jeg ud af hvad Bent mente…de sidste hunrede meter af turen foregår nemlig på en afsats med ca. 360m. lodret ned på begge sider. Hold da fast…der skulle jeg lige synke et par gange og i den grad overbevise mig selv om at jeg ikke led at højdeskræk inden jeg gik afsted. Ligeså nervepirrende som disse sidste meter var, ligeså fantastisk var udsigten på toppen hvor der var frit udsyn ud igennem dalen, fantastisk! Frugten af mine anstrengelser blev nydt til fulde og foreviget med billeder inden jeg igen skulle ud på afsatsen for at komme ned igen. Da jeg var vel nede og igen havde sikker grund under fødderne, var jeg simpelthen nød til at gøre som pave Benedict og kysse jorden med et tak for at jeg overlevede denne tur. Resten af vandreturen ned til shuttle-bussen var med en følelse af eufori over at havde klaret turen samt stor taknemmelig overfor Bent, som foreslog mig turen.

Der var dog stadig nogle lyse timer tilbage, så det blev også til en tur over forbi “Weeping Rock” samt en tur op til “Riverside Walk Trail Head” der er udgangspunktet for en vandretur op langs (og i) floden The Virgin River.

Det blev med dagens næstsidste shuttle-bus at jeg kørte retur til besøgscenteret men inden jeg hoppede af bussen og over i min Dodge, gav jeg chaufføren en lap papir hvor jeg havde skrevet en hilsen til Bent med et stor tak for vores snak tidligere på dagen samt hans opfordring til at prøve kræfter med Angels Landing. Chaufføren forsikrede mig at han nok skulle give den videre til Bent når han kom på arbejde næste gang.

Alt imens solen langsomt gik ned bag bjergene og månen stod op trillede jeg afsted mod byen Saint George, ca. 70 km. sydvest, hvor jeg nu sidder på Hampton Inn og har lige Skypet med mine kære forældre hjemme i Danmark.

WordPress Grid Gallery

Kl.10 her til morgen fik jeg booket en tur ud til Antelope Canyon. Jeg valgte dog en tur med afgang kl.12 for at sikre mig at lys forholdene ville optimale til fotografering af de smukke sandsten formationer.
Da der var et par timer til afgang valgte jeg at køre ned til den kunstig skabte Lake Powell samt den enorme Glen Canyon Dæmning som er årsag til Lake Powells eksistens.

Kl.12 blev vi læsset ind i en Chevrolet firhjulstrækker og kørte med vores kvindelige guide ud til den øverste del af Antelope Canyon. Heldigvis var der ikke mange turister på stedet, så der var rig mulighed for at få taget nogle gode billeder af de formationer, skabt af vandet der er løbet igennem kløften og slebet det porøse sandsten. Smukt var det og i den grad et must-see hvis man kommer på de kanter.

Efter en ualmindelig fantastisk oplevelse i Antelope Canyon kørte jeg igen ud til Glen Canyon Dam for at se lidt nærmere på dette bygningsværk. Til alt held var der kort efter min ankomst en guidet tur rundt på dæmningen, så jeg var ikke bleg for at hoppe med og fik på den måde de næste par timer til at gå med at opleve dæmningen på meget nært hold.
Vel tilbage i min Dodge Avenger ville jeg begive mig videre mod den lille by Kanap for at finde et sted at overnatte, men vejen var nu kortvarig spæret på grund af to sær-transporter der skulle transportere to enorme lad til et par Caterpillar 797F mine lastbiler. Da disse fylder godt i landskabet var der ikke plads til meget andet på vejen end dem, så jeg lod dem pænt passere inden jeg begav mig videre vest på til byen Kanap, en lille by broderen og jeg også besøgte tilbage i 1999.

WordPress Grid Gallery

Kl.9.30 lagde jeg Albuquerque bag mig for at køre vest på ind mod Four Corners som er det eneste sted i hele USA hvor hele 4 forskellige stater støder op til hinanden, der af navnet Four Corners (fire hjørner). Efter 2,5 timers kørsel ankommer jeg stedet men til min overraskelse var porten ind til monumentet lukket og der var at et skilt på hvor der stod “lukket på grund af ombygning”…fedt!
Nå, men så kørte jeg da bare videre vest på, omkring 160 kilometer for at opleve Monument Valley som på bedste vis sørgede for at dagens skuffelse få timer forinden blev glemt. Monument Valley er virkelig smukt og et sted hvor man sagtens kunne bruge flere dage på at vandre rundt og skyde en masse fede billeder. Desværre for mig trak der et forfærdeligt uvejr ind over området og før jeg fik mulighed for at skyde nogle gode billeder, stod det ned i stænger, så meget at jeg valgte at trække stikke og drage yderligere vestpå til den lille by Page, som broderen og jeg besøgte tilbage i sommeren 1999 og som skulle have nogle meget smukke sandsten formationer som er planen at besøge i morgen.

Efter 780 kilometer ankom jeg Page kl.19 hvor jeg nu sidder på det lokale Americas Best Value Inn. Jeg talte med ejeren af stedet og han satte mig i kontakt med en lokal guide, så chancer for at komme ud og se det smukke Antelope Canyon (sandsten formationer) i morgen er ganske gode 🙂

WordPress Grid Gallery

Fik sagt et sidste farvel til mine to nye brødrer Bill og John, da de forlod hotellet her til morgen, for at tage flyet hjem til New Jersey. Selv tog jeg det stille og roligt da eneste plan i dag var at køre de 650 km. op til Albuquerque i staten New Mexico.

Omkring kl.11 trillede jeg afsted og fik hurtigt lagt nogle kilometer bag mig. Ligesom på turen ned til Midland for 5 dage siden kørte jeg igen igennem store områder med Pumpjack’s som stadig stod og nikker for at hente “Texas Black Gold” op af jorden.
Eneste stop på dagens tur var byen Roswell, som mest er kendt for…ja jeg ved faktisk ikke om de er kendt for andet…men tilbage i sommeren 1947 styrtede der et objekt ned lidt uden for byen og mange er af den overbevisning at der var tale om et uidentificeret flyvende objekt (UFO). Denne hændelse er i dag kendt som The Roswell incident og er byens vigtig indtægtskilde, da folk fra hele verden valfarter hertil (mig selv inklusiv) for at se om man kan spotte en lille rummand eller to, hvis man er heldig.

Jeg besøgte byens UFO-museum eller som det hedder “The International UFO Museum And Research Center” som dog var lidt en tynd kop the efter min smag…men jeg så da en enkelt lille afdanket rummand der lå og, efter alt at dømme, sov sin brandert ud efter en hård aften i byen.

Efter en time på UFO-museum hoppede jeg ind i min Dodge Avenger og trillede videre ud over sletterne, op mod Interstate 40 som fik fornøjelsen af at bringe mig det sidste stykke ind mod Albuquerque, der med sine ca. 500.000 indbyggere er New Mexico’s største by.

Ankom omkring kl.18 fik tjekket ind på Quality Inn & Suites og fik hentet en særdeles god pizza fra den lokale Pizza Hut.

WordPress Grid Gallery

Sidste dag for denne omgang Ultimate Fandango startede i San Elizario efter en god nats søvn på Motel 8. Planen for dagen var i første omgang blot at tage afsked med hinanden, men da vi måtte aflyse gårsdagens sidste stop på grund af forsinkelser besluttede vi os for at tage afsked ved den sidste lokation som også meget nærliggende er fra den scene i filmen, hvor drengene tager afsked med hinanden.

The Gazebo, en sød lille have pavilion som står i en lille park foran San Elizario katolske kirke dannede rammerne om filmens sidste scene hvor vi er med ved et alternativt bryllup. Parken og pavilionen står der stadig og ligner næsten sig selv og også her havde Chuck Bush nogle spændende anekdoter at fortælle, blandt andet at der efter optagelserne faktisk blev gennemført en rigtig vielse med tilhørende bryllup, som hele filmholdet var med til.

I filmen er det Chuck Bush’s karakter “Dorman” som forstår vielsen da han er uddannet præst. I den virkelige verden er Chuck Bush sjovt nok også præst, så der var tre par i vores lille gruppe som ønskede at blive genviet. Så have pavilionen, der midt i parken dannede endnu engang baggrund for et bryllup, denne gang faktisk hele tre. Bryllupsfest blev der desværre ikke noget af da de fleste af gæsterne forsvandt få minutter efter vielsen. Vi var dog nogle få som efter en ordenlig omgang farvel valgte at køre ud til en lokation 36 km. syd for San Elizario, på vores vej retur til Midland.

Herefter var det så også definitivt slut for denne gang og vi kørte alle hvert til sit. Jeg valgte at køre mine to brødre, retur til Midland hvor de skulle nå et fly retur til New Jersey den følgende dag. Da jeg ikke havde travlt på min tur videre mod Los Angeles takkede jeg ja til Bill og John’s tilbud om at tage ud og spise samt at tage på det lokale stadion for at se Midland Rockhounds spille mod San Antonio Missions.

En rigtig godt weekend blev til en rigtig god søndag aften med god mad og i selvskab med et par fantastiske brødre. Så bedre afslutning kunne jeg ikke have ønsket for sådan en fantastisk weekend men hvem der vandt baseball kampen husker jeg ikke, men jeg husker at jeg fik min første Corn Dog og fik et par nye brødre.

WordPress Grid Gallery

I dag var der kun ét stop på programmet, dog var der tale om en lokation som måske er den mest interessante lokation på hele denne Road-Trip i det sydlige Texas. Uden at komme med for mange afsløringer i forhold til selve filmen så kan jeg vidst godt fortælle at drengene i filmen køre på deres Road-Trip for at komme ned og grave DOM op, som de siger. Stedet for hvor DOM er begravet ligger i Big Bend Stats Park ved bredden af Rio Grande, der i dette område er den naturlige grænse mellem Mexico og USA.

På grund af lokationens beliggenhed samt de vanskeligheder USA har med illegale indvandre, våben for ikke at sige stoffer der flyder over grænsen nede fra Mexico, er det lokale politi (forståeligt nok) meget på vagt overfor mistænkeligt færdsel i dette område. Der gik heller ikke mere end 3-4 minutter, efter vi havde passeret en politibil på vores vej ned til grænsebyen Presidio, før vi havde den lokale sherif oppe på siden af bilen foran os og vinkede den ind til siden. Fair nok, bilen var en Chevrolet Caprice fra ’84 og var en ældre dame og havde set en masse og bestemt set bedre dage, så den skreg den jo til himmelen om at blive stoppet, hvilket den jo så også blev. Hvad politimanden dog ikke vidste var, at ved at stoppe Allan og Sheldon i deres Chevrolet Caprice så stoppede vi alle (ca.10 biler) for ikke at lade dem i stikken.
Bill som sad i min bil og som til daglig er politimand i New York fortalte mig at vores kære politimand helt sikkert havde fået en klump i halsen ved synet af alle de biler der pludselig stoppede. Grunden er, at det på disse kanter til tider kan betyder døden at stoppe så mange biler, da det ikke er alle der køre rundt her, der har ren mel i posen, eller vand i den pistol de har i bæltet.

Men efter ca. 30 min. forklaringer og forhandlinger med vores betjent fik Allan og Sheldon lov til at køre videre og vi kunne, efter et lille stop hvor vi lige skulle høre historien, køre videre ned til DOM rock.

Udsigten ved DOM rock var fantastisk ud over Rio Grande og ind i Mexico. Mens man stod der på de solvarme sten begyndte man at forstå hvorfor denne lokation blev valgt tilbage i 1984. Stemningen var næsten euforisk af at være på dette “hellige” sted, men for lige at sætte prikken over i’et så var det her at Bill og John fra New Jersey tog en Dom Perignon champagne frem som de havde medbragt hjemmefra og som alle fik lov at smage på. Her vil den opmærksomme læser så begynder at ligge to og to sammen, vi står vi DOM rock og drikker Dom Perignon…yes, you got it!

Efter ca. én time på stedet hvor der blev skålet i virkelig dyr men til gengæld dårlig Champagne (ja ja det er jo en smag sag), taget en masse billeder og ellers bare nydt den fantastiske udsigt satte vi os godt til rette i bilerne igen for at køre de ca. 400 km op til San Elizario hvor vi skulle overnatte. Vi ville faktisk have være nede i San Elizario for at se en lokation mere, men på grundt af vores lille møde med ordensmagten tidligere var vi kommet lidt bagefter i forhold til tidsplanen og valgte derfor at udskyde besøget til i morgen.

Ligesom i går skød Chuck Bush også en video på dagens lokation.

Video fra DOM rock: https://www.youtube.com/watch?v=xxjaAT7roWY
(ja det er mig han omtaler 1.40 min. inde i optagelsen : )

WordPress Grid Gallery

Dagens tur tog mine to nye kammerater John og Bill fra New Jersey og jeg ud på en 520 km lang køretur fra Midland til Toyah, videre til Marathon for til sidst den lille by Marfa i det sydvestlige Texas. Efter blot få minutter i bilen med disse to herre kunne jeg mærke at de to brødre og jeg havde rigtig meget til fælles, ikke mindst samme humor. Og vi havde da heller ikke kørt mere end 20 minutter før jeg havde fornemmelsen af at de ca. 1500 km. der lå foran os de næste 3 dage ville blive ualmindelig festlige.

Første stop var ved Monahans Sandhills State Park hvor filmholdet tilbage i 1984 skød drømme scenen til filmen Fandango (’85) derefter videre til Pyote Air Force Base (også kendt under navnet “Rattlesnake Bomber Base”) hvor den legendariske Pecos Parachute School og faldskærmsscene blev skudt. Vi havde været så heldige at have få adgang til stedet af den lokale “Cherif” som også tog med os og vidste os lidt rundt. Herefter gik turen til den sære bygning “in the middel of nowhere” Chata Ortegas. Oprindelig hjemsted for landarbejdere der arbejdede i de omkringliggende marker for den lokale bondemand. Men da der kom vandmangel ophørte landbruget og arbejderne forlod stedet og Chata Ortegas fik lov til at blive stående og forfalde. I 1984 brugte filmholdet bygningen som en lokation for scenen hvor drengene reflektere over hvad de har oplevet og ikke mindst hvad fremtiden bringer.

Næste stop var i byen Toyah hvor den lokale skolebygning lagde toiletter til scenen som uofficielt bliver kaldt “verdens mest beskidte toilet”. Herfra kørte vi til Marathon hvor vi finder tankstationen hvor drengene får fixet fronten af deres Cadillac 1959, samt tanket op så de kan komme videre i deres søgen efter “The DOM”. Næstsidste stop var den lokale Sonic Drive Inn restaurant i byen Alpine som også dengang i 1984 var en Sonic Drive Inn og var kulisse for en scene i filmen. Sidst stop på dagens tur var den lokale kirkegård i den lille by Marfa hvor filmholdet tilbage i 1984 skød scenen hvor drengene leger krig og skyder med fyrværkeri i filmen.

Efter en rigtig god dag på landevejen sammen med nogle fantastiske mennesker, ikke mindst mine to brødre fra New Jersey, svingede vi ind på Riata Inn motel hvor vi skulle overnatte.

I løbet af dagen blev der skudt lidt film fra de forskellige locations. Chuck Bush der spiller “Dorman” i filmen er foran kameraet (undertegnet er bagved) og her han fortæller forskellige gode historier fra dengang de skød filmen. De forskellige klip fra dagen kan du se herunder:

Video fra Pyote Air Force Base: http://youtu.be/IjTEmBZjpA4

Video fra Chata Ortegas: http://youtu.be/xXHsBolARE8

Video fra Skolebygning i Toyah: http://youtu.be/NFiEqAoCgNc

Video fra tankstationen i Marathon: http://youtu.be/Veft_4Adcg4

WordPress Grid Gallery

Dagens store begivenhed var uden tvivl at se filmen Fandango (’85) på det store lærred hos Big Sky Theatre sammen med to brødre Bill og John fra New Jersey.

Se traileren for filmen her

Men inden aftenens forestilling kørte jeg ud til The Commemorative Air Force i Midland for blandt andet at se deres B-29 Superfortress som er verdens eneste eksemplar af denne type fly som fra tid til anden stadig får luft under vingerne. Museet var bestemt besøget værd og jeg fik da også det meste af dagen til at gå der.

Da klokken var omkring 14 kørte jeg ind til Grand Texan Hotel hvor jeg senere på dagen skulle mødes med alle de andre Fandango fans. Kl.17 mødte jeg min kammerat Jeff i lobbyen som spurgte om jeg havde noget imod at give de to brødre fra New Jersey et lift på vores tur rundt i det sydlige Texas. Det havde jeg bestemt ikke noget i mod og det skulle senere vise sig at udvikle sig til en Road-Trip jeg sent vil glemme.

Klokken 18 var der Fandango’er over hele hotellet og efter vi havde hilst på hinanden kørte vi i samlet flok de ca. 3 kilometer over til Big Sky Theatre, en ægte amerikansk drive-in biograf hvor der efter mørkets frembrud ville blive vist en sær-forstilling af min elskede film Fandango (’85). Efter en smuk solnedgang tonede filmen frem på lærredet til tonerne af Elton John’s nummer “Saturday Night’s Alright for Fighting” (åbningsnummeret) og de lokale Pumpjack’s fik pludselig rock musik til arbejdet.

Der var masser af god stemning og en forventningsglæde blandt publikum, der nød at se filmen på det store lærred. Da den sidste rulletekst var kørt over skærmen vendte vi tilbage til Grand Texas Hotel for at få noget søvn, så vi alle kunne være friske til de 3 dages Lokation-Hunt der lå foran os.

WordPress Grid Gallery

Texas er kendt for at have en stor produktion af olie og køre man igennem staten kan man ikke undgå at se flere af de meget kendte Pumpjack’s som står og nikker med hovedet for at hente den værdifulde sorte suppe op af jorden.
Min rute i dag gik fra Carlsbad til Midland i Texas og tog mig igennem et af de områder i staten Texas som er rigest på olie og jeg må da også tilstå at det var jeg ikke et sekund i tvivl om. Alt imens jeg drønede igennem den ene lille by efter den anden havde jeg en konstant lugt af olie i bilen. Der skal dog ikke komme nogle formanende ord fra min side nu hvor jeg selv sørgede for at tage min del i forbruget af olie med min Dodge Avenger. Men stanken af olie var dog ikke det mindre kvælende og det var da også befriende da jeg endelig kom ud af den.

Jeg ankom Midland, Texas omkring kl.14 hvor jeg havde god tid til at se mig omkring og ikke mindst finde et sted at overnatte, hvilket dog vidste sig at være vanskeligere end ventet på grundt af et kæmpe Softball stævne i byen. Men jeg fandt dog et fint værelse på La Quinta Inn, fik mig indlogeret og fik ringet til min kammerat Jeff, som jeg blandt andre skal bruge de næste 4 dage sammen med.

Aftenen blev brugt på at skrive postkort hjem samt at udse mig det lokale flymuseum (Commemorative Air Force) som jeg har planer om at slå et smut forbi i morgen inden jeg sidst på eftermiddagen skal mødes med alle de andre.

WordPress Grid Gallery