Efter en god nats søvn stod jeg tidligt op og gik ned i opholdsrummet hvor jeg mødte Charles (indehaveren af Hilo Backpackers Hostel) som kom med friskplukket bananer, eller som jeg så det, friskplukket morgenmad. Jeg nappede straks et par stykker fuldstændig uvidende om at det ville være det eneste måltid jeg ville få indtil meget sent på aftenen.

Dagen i dag skulle bruges i selvskab med Sweiziske Vladimir der ligesom jeg har stor interesse i at fotografere og vi havde på gårsdagens nedkørsel fra Mauna Kea besluttet os for at køre ned og se Hawaii Volcanoes National Park, for mig ville det blive et gensyn, men det var jeg bestemt ikke træt af.

Omkring kl.10 kørte vi ind i nationalparken og kørte faktisk først ud igen omkring kl.21. Vores godt 11 timer i parken blev fornuftigt brugt på at køre rundt til de forskellige kratere. En stor oplevelse var det da vi valgte at gå væk fra stien og gå op til kanten af vulkanen Mauna Ulu for at kikke ned i krateret. Dampen steg op fra dybet men heldigvis var Pele (den Hawaiianske gudinden for vulkaner) flink ikke at lade Mauna Ulu gå i udbrud mens vi stod på der på kanten.

Sidst på dagen kørte vi op til Sulphur Banks hvor man virkelig kan mærke at undergrunden er kogene da dampen vælter ud af alle sprækker og der flere steder er svovl aflejringer. Alt i mens solen gik ned bag Mauna Loa kørte vi hen til vores sidste stop, Thomas A. Jaggar Museum hvor man finder en lille museum der forklare stort set alt om vulkaner. Men det var ikke så meget museet vi kom efter, for omkring 1000m derfra ligger Hale Ma’uma’u vulkan krater og med en sol der var gået ned og med nattemørket lige rundt om hjørnet, øjnede Vladimir og jeg nogle gode foto muligheder.

Det blev til nogle gode skud af denne indgang til helvede som lyste op i nattemørket. Dog skulle man lige time sit billede rigtigt da de fleste af de andre turister der også tog billeder af dette flotte syn brugte blitz, som hurtigt kunne ødelægge mange af mine forsøg med lang lukketid på kameraet…

Omkring kl.21 sagde vi tak til Pele for det flotte syn og satte kurs mod Hilo som vi ramte omkring kl.10. Nu havde jeg ikke fået andet end to bananer hele dagen, så for hurtigt at stoppe min nu meget knurrende mave svingede vi ind forbi McDonald’s som selvfølgelig også findes på Hawaii.

WordPress Grid Gallery

I dag er det 4. juli, Amerikas uafhængighedsdag (Independence Day) og for mig bød dagen på alt imellem himmel og jord, bogstavelig talt. Ca. 20 minutters kørsel nord for Hilo, ligger Akaka Falls State Park med det utrolig smukke vandfald Akaka Falls. Parken var mit første stop ud af dagens i alt fire hvoraf det sidste skulle vise sig at blive i en højde af 4200 meter og byde på den nok flotteste solnedgang jeg endnu har set i mit liv. Men mere om det senere, først skulle jeg lige nyde synet af det 129 meter høje Akaka Falls som jeg beundrede i det meste af en time hvorefter jeg kørte videre til Hawaii Tropical Botanical Garden der ligger blot 15 minutters kørsel fra Akaka Falls.

Den godt 69000 m2 store Hawaii Tropical Botanical Garden blev grundlagt helt tilbage i 1977 hvor Dan J. Lutkenhouse købte området der dengang mest af alt var en losseplads fyldt med gamle bilvrag og andet skrald. I dag finder man i stedet omkring 2000 forskellige plantearter, papegøjer, gekkoer og parken har sågar også sit eget vandfald, Onomea Falls.

Efter en flot tur i det grønne hvor jeg fik skudt en masse gode billeder kørte jeg tilbage til Hilo Backpackers Hostel dog med en enkelt afstikker ud til Rainbow Falls der ligger i udkanten af Hilo.

Efter én lille time på Hostlet hvor jeg lige kunne nå og få opladet batteriet i kameraet såvel som mine egne (blev i form af 2 bananer fra Charles’ egen have) satte jeg nok engang kursen mod 4200 meters højde. Jeg havde nemlig tidligere på dagen lavet en aftale med Sweiziske Vladimir om at jeg skulle køre til toppen af Mauna Kea for at hente ham. Han havde brugt dagen på at vandre op til toppen hvor vi så skulle mødes, se solnedgangen, køre ned for at se Star Gazing ved Mauna Kea Visitor Information Station og så ellers køre tilbage til Hilo.

Turen til toppen blev ikke så hård for mig denne gang men jeg kunne høre på omdrejningerne på min trofaste Dodge Caliber at den ligesom mig får dage forinden også havde det svært med den lille mængde ilt der er i 4200 meters højde. Men toppen blev nået og jeg fandt også min kammerat Vladimir som havde haft en fantastisk gåtur til toppen. Vi brugte de næste timer på at finde det bedste sted at fotografere solnedgangen som blot var få timer væk.

Omkring kl.19.20 kunne vi nyde de sidste stråler inden solen gik ned i Stillehavet med klapsalver til følge fra de mange turister der var kommet til toppen af Mauna Kea med turistbuser for at se solnedgangen. Det blev til mange gode skud af denne fantastiske solnedgang som jeg til dato ikke har set smukkere og jeg måtte da også flere gange lade kameraet være for blot at nyde synet.

Da mørket var faldt på og de fleste turister var kørt ned igen kom vi til at kikke ned mod byen Hilo som var helt oplyst af en masse fyrværkeri flere hundrede meter under os. Så var det vi kikkede på hinanden og ønskede hinanden happy Independence Day.

WordPress Grid Gallery

Efter gårsdagens hviledag i Kailua Kona hvor den stod på tøjvask med tilhørende ventetid som blev brugt på at sidde i en stol på terrassen og nyde udsigten ud over Stillehavet var jeg i dag lørdag klar til at køre det sidste stykke vej rundt om øen for at ende tilbage i byen Hilo igen. Jeg forlod Kona Seaside Hotel ved 10 tiden for at køre af Mamalahoa Highway op til byen Waimea hvor jeg drejede ind på Kohala Mountain Road for at køre om til Pololu Valley. Her gjorde jeg et stop i et par timer for at gå ned i dalen og nyde den smukke natur.

Efter en hård og svedig tur op til toppen af dalen igen var det rart at kunne sætte sig ind i en Dodge Caliber med aircondition for at køre de ca. 80 km over til Waipio Valley, der ligesom Pololu Valley er en utrolig smuk dal som selvfølgelig skulle udforskes. Hvis ikke benene allerede var trætte blev de det i hvert fald nu, da turen ned, for ikke at nævne turen op af Waipio Valley gik af en vej med en stigning på 25%. Selve Waipio Valley var som at gå rundt i en botanisk have med masser af flotte blomster, spændende planter og med udsigt til det smukke Hiilawe Waterfall.

Jeg kom på et tidspunkt også forbi en masse avokadoer som lå tværet ud på grusvejen og som den dumme dansker jeg er, tænker jeg at der må have været en uheldig person som har tabt alle disse herlige frugter, indtil jeg kikker op og opdager at træet jeg står under er en avokado træ.

Det blev til en 4 timers vandring ned i dalen inden jeg godt svedig igen stod på toppen. Herefter vendte jeg snuden mod syd for at køre de sidste ca. 80 km tilbage til Hilo Backpackers Hostel og på den måde fuldende min tur rundt om øen Hawaii, Big Island.

WordPress Grid Gallery

Planen for i dag var at sige farvel til Charles og Hilo Backpackers Hostel for at køre over på den anden side af øen over til byen Kailua Kona kendt for hvert år at afholde Ironman World Championship.

På køreturen fik jeg selvskab af tyske Markus som havde et fly han skulle nå i Kailua Kona senere på dagen og da jeg alligevel skulle over til byen på min tur rundt om øen kunne han jo køre med.Turen gik syd-om og det blev til flere stops undervejs blandt andet ned til området Kalapana hvor der engang var masser af bebyggelse indtil vulkanen Kīlauea valgte af brænde det hele af, så der i dag ikke er meget tilbage. Det næste stop var ved Punaluu Black Sand Beach der som navnet siger er en strand bestående af sort sand. På stranden var der masser af havskildpadder som slappede af i middagssolen og som på ingen måde havde noget i mod at blive fotograferet. Sidste stop inden vi vendte næsen mod Kailua Kona var USA’s sydligste punkt Ka Lae point.

Vi ankom Kailua Kona International Airport ved 16 tiden hvor jeg fik sagt farvel til Markus. Jeg selv kørte ind til byen for at tjekke ind på Kona Seaside Hotel i hjertet af byen og med en skøn udsigt ud over havnen.

Resten af dagen blev brugt på ren afslapning, gå lidt rundt og kikke på byen og på blot at sidde i en stol på terrassen og læse i min bog “Direktøs” af Ida Tin.

WordPress Grid Gallery

punaluu

På den sydligste del af øen Hawaii ligger Hawaii Volcanoes National Park som er hjemsted for vulkanerne “Kīlauea” som er en af verdens mest aktive vulkaner og “Mauna Loa” der med sin højde på 4169 meter fylder godt i landskabet.

Dagens tur gik ned til dette fantastiske område som dækker et areal på størrelse med Lolland. På turen fik jeg selvskab af Britiske Becca og Tyske Markus og vores første stop (udover for at få tanket) var ved Kilauea Visitor Center for at høre de lokale Park Rangers hvad vi skulle se i deres park. Selvom Kīlauea er kendt for at “leverer varen” når det kommer til lava-flow (flydende lave) var der dårlige nyheder fra den lokale Ranger. I næsten 2 uger havde Kīlauea ikke udvist meget aktivitet og mine forventninger om at skulle opleve flydende lava blev med et skudt i sænk, men sådan er naturen.

Besøget var dog ikke mindre kedeligt af den grund og vi fik da også det meste af en hel dag til at gå med at besøge flere af de spændende steder parken havde at byde på.
Af de mere bemærkelsesværdige var en tur ned i Thurston lava tube (billede til venstre) som engang var en underjordisk flod af lava der stille blev udtømt for til sidst blev afkølet så det eneste tilbageværende er et rør.

Vi kørte videre ad Chain of craters road (opkaldt efter de mange krater man køre forbi) ned til havet indtil vejen ender brat på grund af en lava-flod tilbage i 1986 valgte at dække vejen til. Så vi smed bilen fra os og gik ud på skorpen af afkølet lava. Det var kæmpe oplevelse og nogle helt igennem fantastiske formationer som naturen havde dannet og sjovt var det at se at der i dette golde område alligevel var tegn på at naturen var ved at vende tilbage i form af små planter som voksede ud af de små sprækker der var i lavaen.

Ud over en masse stop ved forskellige kratere så blev vores sidste sidste stop ved Halema‘Uma‘U Crater der er et 770 x 900 meter stort krater hvor man virkelig kan fornemme at der er hul igennem til underverdenen, da røgen vælter op nede fra dybet.

Efter en meget spændende dag i blandt vulkaner, så var dagens oplevelser langt fra slut. Planen var at vi ville køre op til Mauna Kea Visitor Information Station for at deltage i Star Gazing. Hver aften når solen er gået ned stiller stedet en masse kraftfulde Teleskoper op ude foran stationen til fri afbenyttelse for dem der godt vil have et nærmere kik på stjernehimmelen. Samtidig er der nogle meget entusiastiske astronomer som gerne fortæller om de forskellige himmellegemer man kan se med det blotte øje.

Jeg har da aldrig i mit liv set så smuk og klar en stjernehimmel og vi var allesammen helt høje af oplevelsen da vi meget sent på aftenen vendte snuden hjemad og at kørte tilbage til Hilo.

WordPress Grid Gallery

Det jeg har lært mest af af dagens oplevelse er at vi bestemt ikke må tage oxygen for givet og vi bør sætte mere pris på denne dejlige gas-art. Selv lærte jeg det på den hårde måde da jeg omkring kl.13 i dag stod i 3800 meters højde og hev efter vejret så man skulle tro at jeg havde været ryger hele livet.

Turen mod toppen af øens højeste punkt Mauna Kea (4200m) startede 6 timer tidligere i Hilo hvor John, Lennard og jeg satte os ind i min Dodge Caliber for at køre de ca. 55 km. op til Mauna Kea Visitor Information Station som ligger i 2800 meters højde. Her valgte vi at parkere bilen for selv at gå de sidste 10 km. (1400 højdemeter) op til toppen. Efter en kort snak med den lokale Ranger om vores projekt begav vi os af sted.

I en højde af 3000 meter er ilt niveauet ca. 30% lavere end ved havoverfladen hvilket helt sikkert var en afgørende faktor for at gåturen for mig var utrolig hård, men trods den meget anstrengende tur op af vulkanen havde jeg dog stadig overskud til at nyde den fedeste udsigt ud over Big Island og over mod den aktive vulkan Mauna Loa.

Efter ca. 5 timers vandring op igennem det øde landskab nåede vi endelig toppen der er hjemsted for ca.11 observatorier som står perfekt placeret her højt over skyerne og væk fra lys og luft forurening. Vi valgte at gå hen til W.M. Keck observatoriet for at hvile benene og for at spise vores medbragte frokost. Appetit havde jeg nu ikke meget af, til gengæld havde jeg kvalme og dundrende hovedpine hvilket alle 3 er symptomer på højdesyge, hvilket ikke kunne undre mig da jeg i løbet af 7 timer havde bevæget mig fra 0 til 4200 meter.

Så med klare indikationer på højdesyge og en krop som fortalte mig at jeg IKKE skulle gå de 10 kilometer ned igen var gode råd dyre, men inden jeg havde tænkt denne tanke til ende kom der to gutter ind af døren som jeg pænt hilste på og fortalte dem så den gode nyhed om at jeg da skulle køre med dem ned. Det var der heldigvis ikke noget problem i så efter ca.1 time på toppen satte John og mig (Lennard valgte at gå ned) os ind på bagsædet og i løbet af 30 minutter stod vi atter ved Mauna Kea Visitor Information Station.

Sidst på eftermiddagen stod vi atter ved havoverfladen i Hilo og kunne igen nyde godt af den store mængde ilt der var i denne højde og her var det jeg lærte at sætte pris på vores 8. grundstof.

WordPress Grid Gallery

Hawaii består af i alt 8 øer som alle er og stadig bliver dannet af vulkansk aktivitet kaldet et Hotspot. I takt med at de tektoniske plader trækker alle øerne nordvest bliver der hele tiden lagt nyt land til øgruppen og på et tidspunkt ude i fremtiden vil der blive dannet en ny ø syd for den største af de 8 øer, Hawaii eller også kendt som Big Island.

Dagens projekt var at foretage et ø-hop og flyve ned til Hawaii, Big Island. Men først skulle jeg lige ind for at aflevere min knaldrøde Chevrolet Cobalt før jeg kunne hoppe på et go! Mukulele fly der skulle bringe mig fra Honolulu og ned til Hilo, den største by på øen Hawaii, Big Island. Efter en times flyvning havde jeg en ny ø under fødderne og foran mig lå der masser af spændende oplevelser…og nå ja, foran mig var også min nye (igen røde) udlejningsbil, denne gang en fed Dodge Caliber.

Jeg satte straks kurs mod Hilo Backpackers Hostel som jeg havde udset mig som et godt sted at overnatte. Her nåede jeg knap at få mig installeret før ejeren Charles spurgte om jeg skulle med ned og have frokost på den lokale sportsbar sammen med John fra USA og Lennard fra Tyskland. Selvfølgelig skulle jeg det og under middagen, bestående af en ualmindelig god burger, besluttede John, Lennard og jeg os for at bestige øens højeste bjerg Mauna Kea på 4200 meter, den følgende dag.

Resten af dagen blev brugt på at se mig omkring i Hilo og så selvfølgelig på forberedelse på morgendagens bjergbestigning.

WordPress Grid Gallery

Ovenpå de sidste dages oplevelser, nogle mere flyvske end andre, tænkte jeg at dagens vigtigste opgave måtte være at slappe af, meget nærliggende når nu det jo var søndag. Så jeg valgte at sove lidt længe og så ellers tage det stille og roligt. Omkring kl.10 var der nogle stykker som ville over på Waimea Beach for at solbade og amerikaneren John og jeg beslutter os for at tage med for at bruge et par timer på at dykke i vandet ud for stranden. Det blev til næsten 2 timer i vandet hvor jeg blandt andet svømmede ind i en masse små blæksprutter.

Om eftermiddagen kørte Sarah (en britisk pige fra Hostlet) og jeg ind til byen Hale’iwa for at få noget frokost og for at se denne spændende by. Hale’iwa er en rigtig sufer-by med surfboards overalt og grunden er at byen ligger på kysten (North Shore) som hvert år i perioden november til april er legendarisk når det kommer til bølger man kan surfe på. Men her i slutningen af juni måned ligger havet ganske roligt, så den fornøjelse måtte jeg undvære.

På hjemvejen svingede Sarah og jeg ind forbi den nærmeste is butik for at få en Shaved Ice. Shaved Ice kan letteste kan forklares som en snebold hvor man får hældt forskellige smage ud over. De smager virkelig godt og er dejligt afkølende på en varm Hawaii sommerdag.

Omkring solnedgangs-tid gik stort set alle der boede på Hostlet ned på stranden for at sidde i det varme sand og nyde solnedgangen. Da dette var min sidste aften på O’ahu sad jeg selv der på stranden og tænkte på hvad denne fantastiske ø havde budt på af fede oplevelser og hvad der mon lå af eventyr på den næste ø.

WordPress Grid Gallery

I dag lørdag checkede jeg tidligt ud fra mit Polynesian Beach Club Hostel og kørte op til det 230m høje vulkankrater Diamond Head, der ligger i udkanten af Honolulu. Sidst der var gang i vulkanen var for ca.150.000 år siden, så jeg var en smule nervøs da jeg begav mig mod toppen…var det i dag det havde besluttede sig for at gå i udbrud? Jeg nåede dog toppen uden at mærke noget og der kunne jeg nyde udsigten ud over det endeløse Stillehav samt ind over Honolulu med Kapiolani Regional Park og Waikiki Beach lige nedenfor. Bedre start på dagen kunne man ikke ønske sig, så med fornyet energi satte jeg mig til rette i min Chevrolet for at køre op langs hele østkysten for at vende tilbage til North Shore og BackPackers Hawaii Hostel.

Turen op langs kysten blev afbrudt af en masse stop for at nyde udsigter eller hvad der nu var af spændende ting at se på. Det længste stop var ved Sea Life Park Hawaii som efter min mening ikke var stoppet værd. Det skal dog ses i lyset af at min første indtryk af parken var et lille “soppebasin” hvor nogle meget triste havskildpadder fik dagen til at gå med at svømme rundt i det varme vand og spise det salat som turister kastede ind til dem. Da disse fedelige dyr står mit hjerte nær, havde jeg sgu lidt svært ved at komme mig over at se deres elendighed, hvilket sikkert også påvirkede mit overordnet syn på Sea Life Park Hawaii.

Efter et par timer i parken kørte jeg videre op langs kysten og omkring kl.18 svingede jeg ind på parkeringspladsen ved Polynesian Beach Club Hostel hvor jeg blev budt velkommen af min amerikanske dykker-kammerat John som stadig nød driverlivet her på nordkysten.

WordPress Grid Gallery

Den mest logiske reaktion vil være at træde et stort skridt tilbage, hvis man pludselig fandt sig selv placeret med fødderne få millimeter fra kanten i 4 kilometers højde. Det ville bestemt også være min reaktion hvis blot jeg ikke var solidt fastspændt til Joe (den nok vigtigste person i verden for mig, i hvert fald for de næste 15 min.) som havde et fast koncentreret udtryk i øjnene og så ud til at være klar på hvad der skulle ske. Selv var jeg lidt mere i tvivl om det nu var det helt rigtige at tage springet ud af dette to motors BEECH 100 King Air fra 1969. Men der var ikke mulighed for at tage diskussionen med Joe, i hvert fald ikke nu, så der var kun en vej ud af dette her og det var ud af døren med nok det største trappetrin jeg har taget i mit liv.

Men dagen startede nu noget mere fredeligt med morgenmad bestående af friskplukket Papaya nydt under et palmetræ i haven ved BackPackers Hawaii Hostel sammen med amerikaneren John der var taget til Hawaii for at deltage i et bryllup men lige nu nød driverlivet inden turen gik hjem. Efter en let morgenmad fik jeg pakket min røde Chevrolet og satte kurs mod Dillingham Airfield og Pacific Skydiving Center hvor dagens første og nok største oplevelse skulle finde sted.
Efter at have hilst på min makker Joe og min kameramand fik jeg en gennemgående introduktion til hvad der skulle ske og hvordan det skulle gøres. Vi blev alle læsset op i flyet som kort tid efter satte kurs mod himmelen over O’ahu. Udsigten på vejen op var helt igennem fantastisk så stemningen var høj da der blev gjort signal til at vi skulle rejse os op og gå mod døren. Nu skal det lige siges at 4200m højde er skræmmende højt specielt når man står med fødderne få millimeter fra kanten og på ingen måde har kontrol over hvornår vi tager springet. Efter få sekunder i døråbningen så jeg min kameramand slippe flyet og forsvinde ud i det blå og inden jeg kunne nå at tænke den mindste tanke fulgte Joe og jeg efter.

De første 60 sekunder af turen ned kan på ingen måde beskrives, så det vil jeg ikke begive mig ud i. Men efter de 60 sekunders frit fald udløste Joe faldskærmen og det kontrollerede kaos og susen for ørerne blev erstattet af en rolig brise og et adrenalin kick af den anden verden. Men trods den store mængde adrenalin der nu var i kroppen var jeg dog i stand til at nyde turen ned med udsigten ind over O’ahu samt ud over Stillehavet.

Vel nede på jorden igen blev jeg budt velkommen af et par high-five og et “Mahalo” af min kameramand og efter at have sagt tak for turen til Joe satte jeg mig ind i min Chevrolet for at køre ind til Honolulu for at se Pearl Harbor. Men inden jeg drejede tændingsnøglen skulle jeg trække vejret dybt for lige at synke denne oplevelse.

Dagens anden store oplevelse var noget mere tankevækkende end det jeg lige havde været igennem. Det var et besøg på Pearl Harbor som jo gik over i historiebøgerne da området den 7. december 1941 blev angrebet af i alt 350 Japanske Zero fly. Angrebet denne søndag i december var en total overraskelse for amerikanerne som efterfølgende valgte at træde ind i 2. Verdenskrig.

Ca. 3 år senere endte det som bekendt med en Japansk kapitulation som den Japanske udenrigsminister Mamoru Shigemitsu og den amerikanske General Douglas MacArthur underskrev på dækket af det amerikanske Krigsskibet USS Missouri den 2. september 1945. Dette krigsskib ligger også i Pearl Harbor, lige bagved USS Arizona for på den måde at symboliserer både starten og afslutningen af 2. verdenskrig.

Med to store oplevelser i bagagen var jeg godt fyldt op, så efter at havde checket ind på Polynesian Beach Club Hostel gik jeg en stille tur ned på Waikiki Beach for at slappe af, fordøje dagens oplevelser og nyde aftensolen. Mens mørket faldt på gik jeg stille igennem byen og tilbage til min seng.

WordPress Grid Gallery