Dagens tur tog mine to nye kammerater John og Bill fra New Jersey og jeg ud på en 520 km lang køretur fra Midland til Toyah, videre til Marathon for til sidst den lille by Marfa i det sydvestlige Texas. Efter blot få minutter i bilen med disse to herre kunne jeg mærke at de to brødre og jeg havde rigtig meget til fælles, ikke mindst samme humor. Og vi havde da heller ikke kørt mere end 20 minutter før jeg havde fornemmelsen af at de ca. 1500 km. der lå foran os de næste 3 dage ville blive ualmindelig festlige.

Første stop var ved Monahans Sandhills State Park hvor filmholdet tilbage i 1984 skød drømme scenen til filmen Fandango (’85) derefter videre til Pyote Air Force Base (også kendt under navnet “Rattlesnake Bomber Base”) hvor den legendariske Pecos Parachute School og faldskærmsscene blev skudt. Vi havde været så heldige at have få adgang til stedet af den lokale “Cherif” som også tog med os og vidste os lidt rundt. Herefter gik turen til den sære bygning “in the middel of nowhere” Chata Ortegas. Oprindelig hjemsted for landarbejdere der arbejdede i de omkringliggende marker for den lokale bondemand. Men da der kom vandmangel ophørte landbruget og arbejderne forlod stedet og Chata Ortegas fik lov til at blive stående og forfalde. I 1984 brugte filmholdet bygningen som en lokation for scenen hvor drengene reflektere over hvad de har oplevet og ikke mindst hvad fremtiden bringer.

Næste stop var i byen Toyah hvor den lokale skolebygning lagde toiletter til scenen som uofficielt bliver kaldt “verdens mest beskidte toilet”. Herfra kørte vi til Marathon hvor vi finder tankstationen hvor drengene får fixet fronten af deres Cadillac 1959, samt tanket op så de kan komme videre i deres søgen efter “The DOM”. Næstsidste stop var den lokale Sonic Drive Inn restaurant i byen Alpine som også dengang i 1984 var en Sonic Drive Inn og var kulisse for en scene i filmen. Sidst stop på dagens tur var den lokale kirkegård i den lille by Marfa hvor filmholdet tilbage i 1984 skød scenen hvor drengene leger krig og skyder med fyrværkeri i filmen.

Efter en rigtig god dag på landevejen sammen med nogle fantastiske mennesker, ikke mindst mine to brødre fra New Jersey, svingede vi ind på Riata Inn motel hvor vi skulle overnatte.

I løbet af dagen blev der skudt lidt film fra de forskellige locations. Chuck Bush der spiller “Dorman” i filmen er foran kameraet (undertegnet er bagved) og her han fortæller forskellige gode historier fra dengang de skød filmen. De forskellige klip fra dagen kan du se herunder:

Video fra Pyote Air Force Base: http://youtu.be/IjTEmBZjpA4

Video fra Chata Ortegas: http://youtu.be/xXHsBolARE8

Video fra Skolebygning i Toyah: http://youtu.be/NFiEqAoCgNc

Video fra tankstationen i Marathon: http://youtu.be/Veft_4Adcg4

WordPress Grid Gallery

Dagens store begivenhed var uden tvivl at se filmen Fandango (’85) på det store lærred hos Big Sky Theatre sammen med to brødre Bill og John fra New Jersey.

Se traileren for filmen her

Men inden aftenens forestilling kørte jeg ud til The Commemorative Air Force i Midland for blandt andet at se deres B-29 Superfortress som er verdens eneste eksemplar af denne type fly som fra tid til anden stadig får luft under vingerne. Museet var bestemt besøget værd og jeg fik da også det meste af dagen til at gå der.

Da klokken var omkring 14 kørte jeg ind til Grand Texan Hotel hvor jeg senere på dagen skulle mødes med alle de andre Fandango fans. Kl.17 mødte jeg min kammerat Jeff i lobbyen som spurgte om jeg havde noget imod at give de to brødre fra New Jersey et lift på vores tur rundt i det sydlige Texas. Det havde jeg bestemt ikke noget i mod og det skulle senere vise sig at udvikle sig til en Road-Trip jeg sent vil glemme.

Klokken 18 var der Fandango’er over hele hotellet og efter vi havde hilst på hinanden kørte vi i samlet flok de ca. 3 kilometer over til Big Sky Theatre, en ægte amerikansk drive-in biograf hvor der efter mørkets frembrud ville blive vist en sær-forstilling af min elskede film Fandango (’85). Efter en smuk solnedgang tonede filmen frem på lærredet til tonerne af Elton John’s nummer “Saturday Night’s Alright for Fighting” (åbningsnummeret) og de lokale Pumpjack’s fik pludselig rock musik til arbejdet.

Der var masser af god stemning og en forventningsglæde blandt publikum, der nød at se filmen på det store lærred. Da den sidste rulletekst var kørt over skærmen vendte vi tilbage til Grand Texas Hotel for at få noget søvn, så vi alle kunne være friske til de 3 dages Lokation-Hunt der lå foran os.

WordPress Grid Gallery

Texas er kendt for at have en stor produktion af olie og køre man igennem staten kan man ikke undgå at se flere af de meget kendte Pumpjack’s som står og nikker med hovedet for at hente den værdifulde sorte suppe op af jorden.
Min rute i dag gik fra Carlsbad til Midland i Texas og tog mig igennem et af de områder i staten Texas som er rigest på olie og jeg må da også tilstå at det var jeg ikke et sekund i tvivl om. Alt imens jeg drønede igennem den ene lille by efter den anden havde jeg en konstant lugt af olie i bilen. Der skal dog ikke komme nogle formanende ord fra min side nu hvor jeg selv sørgede for at tage min del i forbruget af olie med min Dodge Avenger. Men stanken af olie var dog ikke det mindre kvælende og det var da også befriende da jeg endelig kom ud af den.

Jeg ankom Midland, Texas omkring kl.14 hvor jeg havde god tid til at se mig omkring og ikke mindst finde et sted at overnatte, hvilket dog vidste sig at være vanskeligere end ventet på grundt af et kæmpe Softball stævne i byen. Men jeg fandt dog et fint værelse på La Quinta Inn, fik mig indlogeret og fik ringet til min kammerat Jeff, som jeg blandt andre skal bruge de næste 4 dage sammen med.

Aftenen blev brugt på at skrive postkort hjem samt at udse mig det lokale flymuseum (Commemorative Air Force) som jeg har planer om at slå et smut forbi i morgen inden jeg sidst på eftermiddagen skal mødes med alle de andre.

WordPress Grid Gallery

Efter en overnatning på et lidt småkedeligt Motel 6 i Carlsbad kørte jeg ud til Carlsbad Caverns National Park som ligger ca. 30 min kørsel syd-vest for byen. Vel ankommet kl.11 fik jeg købt billetter til dette naturskabte vidunder som jeg valgte også skulle inkluderede en guidet tur rundt i et aflukket område kaldet “Kings Palace”.

Historien bag opdagelsen af dette kæmpe store hule system går helt tilbage til 1898 hvor en ung Cowboy ved navn Jim White en dag ved aften tid, var ude og drive kvæg rundt. På et tidspunkt så han en mærkværdig sort røgsky stige op fra jorden og besluttede sig for at undersøge hvad det var. Da han kom til røgskyens udgangspunkt blev han mødt af et kæmpe stort hul i jorden og “røgen” som han havde set vidste sig at være flagermus der fløj ud i natten for at finde føde. Som den eventyrer Jim var, besluttede han sig for at vende tilbage dagen efter for at udforske dette hul i jorden.

Det vidste sig dog at være større end han havde forventet og til den dag i dag er der faktisk stadig forgreninger i systemet som ligger uudforsket hen. Den største del af hulen kaldet “The Big Room” med en størrelse på 33.184 kvadratmeter er et fantastisk syn og har en sti man selv kan gå rundt via og nyde synet af de forskellige stalakitter og stalagmitter (drypstens formationer), der har være millioner af år undervejs. Tager man hele stien rundt skal man ud på en 1,6 km. lang gåtur som (alt efter ens tempo og hvor land tid man bruger på at beundre de smukke formationerne) vil tage en omkring 1,5 time. Jeg havde afsat hele dagen til at opleve stedet og brugte da også 6 timer i hulen, men dertil kommer også at jeg selv valgte at gå hele vejen ned til The Big Room der ligger 250 meter under overfladen, for ja, man kan selvfølgelig også tage en elevator ned…hey, man er vel i Amerika 🙂

Men efter 6 timer under jorden tog jeg elevatoren op til overfladen igen, desværre måtte man ikke selv gå op da stien er ensrettet på grund af dens størrelse. Vel under åben himmel igen var klokken omkring 17 og jeg havde et par timer jeg skulle slå ihjel inden næste oplevelse. Ved solnedgang (omkring kl. 20) kan man nemlig opleve de mange millioner flagermus, der bor i hulesystemet, flyve ud i natten og som tilbage i 1898 var årsagen til at Cowboy Jim opdagede hulerne som i dag er National Parken Carlsbad Caverns, med omkring 365.000 besøgene årligt. Desværre måtte man ikke fotografere dette fantastiske syn, da det ville forstyrre flagermusene. Men smukt var det og klart anbefalelsesværdigt hvis man en dag…eller aften skulle befinder sig på disse kanter.

Mens månen stod op på en smuk klar nattehimmel rullede jeg tilbage til Carlsbad og mit lidt småkedelige Motel 6.

WordPress Grid Gallery

I dag mandag skulle turen går mod den lille ubetydelige by Carlsbad med blot 26.000 indbyggere. Men grunden til at byen er kendt eller i hvert fald kendt i geologiske kredse og årligt bliver besøgt af ca. 365.000 turister er for den kæmpe store underjordiske grotte, Carlsbad Caverns National Park. Parken var selvfølgelig også grunden til at jeg i dag satte mig bag rattet for at køre de 423 km fra Deming til Carlsbad.

Men inden jeg igen trillede ud på Interstate 10 skulle automobilet og jeg lige have noget og drikke, så vi begge to kunne klare dagens strabadser. Sidste stop inden afgang var på det lokale posthus for at proviantere lidt frimærker til mine postkort. Herefter satte jeg min Dodge Avenger i “Drive”, trillede ud på I10, satte Cruise Controlen til, noget godt musik på anlægget og åbnede en kold Dr. Pepper og følte hvordan essensen af en amerikansk Road-trip indfandt sig 🙂

Efter en nat på Quality Inn hotel i Tucson hvor nabobygningens airconditions stille brummen, sørgede for et lydbillede der fik en til at tro at man sov i en bikube. Så jeg så frem til at skulle op i det nærliggende område “Santa Catalina Natural Area” hvor bjerget Mount Lemmon med sine 2.791 meters højde giver en fantastisk god udsigt ned over Tucson.

Omkring kl. 12 påbegyndte jeg opstigningen op af Mount Lemmon af nogle meget snoede veje og med nogle fantastiske klippeformationer. På turen op gjorde jeg holdt ved stort set hvert sving der var, for at nyde den ene fantastiske udsigt efter den anden. I udkanten af den lille bjergby Summerhaven gjorde jeg et kort stop ved den lokale Ranger Station. Den lokale Ranger var meget flink og utrolig snakkesalig og han havde et verdenskort fyldt med nåle der var blevet sat i af personer fra hele verden som havde besøgt hans lille Ranger hytte. Ligesom så mange andre skulle jeg da også sætte en nål i hans kort.

Omkring kl.14.30 nåede jeg toppen af Mount Lemmon hvor der ligger et sødt lille skisportsområde som faktisk er USA’s mest sydlig beliggende. På grundt af årstiden var der dog ikke nogen skiløbere på bakkerne, men man kunne dog købe sig til en tur i liften til toppen af bjerget for at nyde områdets mange vandreture. Selv vendte jeg bilen for at køre ned igen, men inden nedkørslen ville jeg lige proviantere i den lille lokale butik i Summerhaven. På parkeringspladsen faldt jeg i snak med en lokal som fortalte at byen for få år siden var blevet ramt af en skovbrand der havde fortæret det meste af byen hvilket var grunden til at store dele af byen var flotte nybyggede bjælkehuse.

Jeg sagde tak for snakken og trillede ned af Mount Lemmon. Vel nede af bjerget igen svingede jeg til venstre ud på Interstate 10 for at køre de 320 km. til Deming, New Mexico som jeg nåede omkring kl. 20.30 hvorefter jeg fik tjekket ind på Mimbres Valley Inn og fik klaret aftensmaden som ikke var den store kulinariske oplevelse, men det plejer McDonald’s‎ nu heller aldring at være.

WordPress Grid Gallery

Det i dag er den 10. juli og der er 5 dage til at jeg skal være i Midland, Texas. Da jeg ikke følte noget tidspres tænkte jeg at en hel dag i Tucson ikke ville være så dårligt, jeg kunne jo bruge tiden på at besøge Pima Air & Space Museum, som jeg også var forbi tilbage i 2008 da jeg også var på vej til Texas. Dette fantastiske flymuseum ligger tæt op af Davis-Monthan Air Force Base der er kendt for at huse 309th Aerospace Maintenance and Regeneration Group. Denne gruppes opgave er at opbevare og adskille de omkring 4.400 fly som står spredt ud over hele området, hvilket også har givet det navnet “The Boneyard”.

Tilbage i 2008 var jeg med en bus inde i selve området for at se alle flyene, men denne gang var planen kun at koncentrere mig om Pima Air & Space Museum som jeg da også fik hele dagen til at gå med.

Timerne fløj bare afsted og før jeg ved af det var der gået 5 timer og jeg var ved at være godt fyldt op med flyvemaskine-indtryk, meget passende når det nu var ved at være lukketid.

Jeg kørte i stedet over til Hotel Quality Inn hvor nu sidder. Har lige være over på den lokale Denny’s efter aftensmaden og når den er væk vil jeg kikke lidt nærmere på morgendagens korte 350 kilometer tur over til Deming, New Mexico som jeg tænker muligvis skulle inkludere en afstikker op til Mount Lemmon for at nyde udsigten.
 

WordPress Grid Gallery

I dag er det den 9. juli, min kære nieces fødselsdag, så dagen startede selvfølgelig med en Skype-opringning hjem til Danmark for at sige tillykke til hende. Fødselsdagsfesten var i fuld gang da jeg ringede så det var dejligt at kunne være en del af festen, selvom jeg sad næsten 9000 kilometer væk.

Efter at have tjekket ud fra Palm Springs Travelodge kørte jeg over til det lokale fly museum Palm Springs Air Museum der bød på mange flotte fly og 5 timers god underholdning for en fly-nørd som mig.

Efter mit besøg på Palm Springs Air Museum vendte jeg snuden mod syd for at køre til Tucson, Arizona. Da jeg havde taget turen til Tucson ad Interstate 10 (I-10) før, valgte jeg denne gang at køre ned forbi Salton Sea ned til Interstate 8 (I-8) bare for at opleve noget andet. Da I-8 ligger tæt på grænsen til Mexico kunne jeg jo stoppe på vejen, vinke og måske råbe “Mi pequeño erizo ha comido mi llave” over til de søde Mexicanere.

Min plan lykkedes dog ikke da der ikke var skyggen af en mexicaner der hvor jeg stoppede (eller jeg så i hvert fald ingen) samt jeg nåede knap at holde stille i mere end et fotos tid før det amerikanske grænsepoliti i skikkelse af en sød kvinde kørte op til mig og spurgte hvad jeg dog gik og lavede. Jeg forklarede at jeg blot var en tosset turist ude efter et godt billede, undskyldte og satte mig i stedet ind i mit køretøj for at trille de sidste 450 kilometer ned til Tucson.

Mens solen gik ned bag mig og jeg kørte ind i aftenmørket rundede jeg de 580 kilometer og havde kun 100 tilbage inden jeg ville ramme mit mål. Omkring kl. 22 rullede jeg ind i Tucson efter en lang køretur hvor min Dodge Avenger rigtig fik lov til at strække ben og da jeg lagde hoved på puden på mit Ramada Limited hotel, sendte jeg en glad tanke til min kære niece som nu var 8 år (Tillykke Alberte!).

WordPress Grid Gallery

Gårsdagens flyvetur fra Honolulu til Los Angeles var underholdende på en lidt anden måde end jeg havde forventet. Jeg var så heldig at få en vinduesplads samt et tomt sæde ved siden af mig, så det så ud til at jeg ville få en god tur over stillehavet, hvilket jeg bestemt også fik. Min sidemand vidste sig nemlig at blive 8 årige Madeline der var på vej til Los Angeles alene, for at holde sommerferie hos hende nanny (barnepige) og var en lille smule nervøs ved flyveturen og ved at være alene afsted. For at “bryde isen” tilbød jeg Madeline min vinduesplads og fra da af var vi kammerater og vi fik flyvetiden til at gå med at spille, tegne og snakke om hvor i verden vi hver i sær kom fra. Efter ca. 6 timers flyvning sagde jeg farvel til min nye kammerat og gik ud af flyet men inden jeg forlod det, fik jeg en stor tak af vores stewardesse som var meget glad for at jeg havde taget mig så godt af Madeline.

Men vel ankommet til Los Angeles fik jeg fat i min Dodge Avenger og kørte de 15 min ned til mit Hacienda Hotel hvor jeg tjekkede ind omkring kl.16. Da jeg havde fået mig installeret tændte jeg for TV’et som fortalte at der 30 minutter tidligere havde været et jordskælv, Sjovt nok at det skulle ske lige nu hvor jeg igen var i LA, for da jeg sidst forlod LA tilbage i 2008 var min sidste oplevelse et jordskælv på 5,4 på richter skalaen. Så det var vel Los Angeles måde at sige velkommen tilbage.

Aftenen blev brugt i selvskab med min barndomskammerat der har boet i byen siden 1999. Vi tog ud og spiste Thai BBQ hvorefter vi cruisede lidt op af Sunset Boulevard‎, og rundt i downtown indtil langt ud på natten.

I dag har jeg så brugt på at køre ud af Los Angeles og ud til Palm Springs hvor jeg straks flygtede fra de ca. 45 graders varme og tog gondol liften op til toppen af Mount San Jacinto der ligger i 3.200 meters højde og hvor temperaturen var noget mere tåleligt. Her nød jeg udsigten og min medbragte frokost hvorefter jeg ca. 4 timer senere tog liften ned igen for at køre hen og tjekke ind på Palm Springs Travelodge. Her sidder jeg så nu og nyder en kold Dr. Pepper, Futurama på TV’et og er noget spændt på at se hvad de næste 21 dage bringer af oplevelser.

WordPress Grid Gallery

Min tid her på Hawaii er ved at synge på sidste vers og i dag var så rejsedag part 1. Kl 12.30 kastede jeg et sidste blik op på Mauna Kea, der stod så smukt der i middagssolen, inden jeg lettede fra Hilo med kurs mod Honolulu. Omkring en time senere stod jeg atter i Honolulu og for at gøre det lettere for mig selv ved morgendagens tidlige fly afgang tjekkede jeg ind på Airport Honolulu Hotel hvor jeg nu sidder.

I morgen kl. 07.15 siger jeg farvel og helt sikkert på gensyn til Hawaii som har været en helt igennem fantastisk oplevelse lige fra starten af, for nu godt 15 dage siden.

Den hårdeste oplevelse var min vandretur op på toppen af Mauna Kea den 29. juni sammen med Tyske Lennard og John fra USA (se indlæg “Bestigning af Mauna Kea“). Den smukkeste naturoplevelse var min tur i det grønne for blot få dagen siden hvor jeg besøgte Akaka Falls State Park og Hawaii Tropical Botanical Garden. Men den fedeste oplevelse var uden tvivl de 60 sekunders frit fald jeg havde på min 4. dag på Oahu, denne oplevelse vil jeg sent glemme…forhåbentlig aldrig.

Men nu sidder jeg altså her på samme hotel hvor det hele startede for 15 dagen siden og i morgen kl.04.15 ringer vækkeuret for at jeg kan nå mit American Airlines fly til Los Angeles.

WordPress Grid Gallery