Dagens distance endte på 613 km fra Belle Fourche i South Dakota og ned til Rawlins i det sydlige Wyoming. Jeg valgte dog en afstikker til Devils Tower National Monument. Jeg havde nu været der tilbage i 2015 men når man nu var i området så var/er det et besøg værd. Hvis man syntes at bjerget virker bekendt, så er det måske fordi det blev brugt som “bagtæppe” i Steven Spielberg’s science fiction klassiker fra 1977 “Close Encounters of the Third Kind”.

Turen ned igennem Wyoming forløb uden ret mange stop, det blev faktisk kun til 3. Et af dem var ved Independence Rock State Historic Site, en stor granitklippe cirka 40m høj. I midten af ​​det 19. århundrede dannede den et fremtrædende og velkendt vartegn på emigrantruterne og mange af disse emigranter har indgraverede deres navne på den, en slags old school graffiti. Det var spændende at kravle rundt på den og finde hilsner fra fortiden, men jeg kravlede dog hurtigt ned igen, da et uvejr var på vej og jeg tænkte at sådan en klippetop er et skidt sted at stå i tordenvejr.

De sidste 100 km ned til Rawlins var i selskab med den ene tordenbyge efter den anden og jeg nåede da også kun lige ind på mit hotel før himmelen åbnede sig og tænkte at det vidst var godt at jeg tog en hotel overnatning i nat.

Det måtte jo ske før eller siden og det blev så i dag, helt præcis kl. 12.04 at jeg kunne træde ind i staten North Dakota, hvilket så blev stat nummer 49 jeg har besøgt. Ja faktisk så var det et stort delmål der blev nået i dag, efter 25 års rejsen rundt, har jeg nu besøgt alle “Lower 48” stater. “The Lower 48” er en almindelig betegnelse for de 48 sammenhængende amerikanske stater, der deler en fælles grænse, det vi sige eksklusiv Alaska og Hawaii. Og med en tur til Hawaii tilbage i 2010 kan jeg nu se at der kun mangler én stat, nemlig Alaska.

Så et stort mål blev nået i dag og det blev fejret med en Dr.Pepper til mig og en sjat oktan 87 til min Kia, hvorefter jeg vendte snuden mod syd og kørte ned til byen Belle Fourche i South Dakota.

Ellers er der ikke sket det helt store i dag, har kørt en del ud af lige landeveje og selvom det er til stor morskab for mig, så er det ikke pokkers meget at skrive om. Men som jeg skrev om i gårsdagens indlæg, så ville jeg køre ind til Mount Rushmore i går aftes, for at opleve The Mount Rushmore Lighting Ceremony og som forventet så blev der smurt tykt på med amerikansk patriotisme, med Amerikansk historisk video, nationalsang og flag nedtagning. Men det var nu flot at se de 4 præsidenter i hvidt lys og med Karlsvognen (altså stjernetegnet) lige ovenover hovederne.

Det blev til en rigtig god nats søvn selvom Thor med sin hammer Mjølner trillede over himmlen, så snart jeg havde lagt hovedet på min pude. Men på trods af torden og lynild faldt jeg nu alligvel i søvn og sov godt til den lys morgen.
Dagens projekt var at køre tilbage op i bjergene for at bestige de to toppe Little Devils Tower, via the Cathedral Spires Trail og til sidst en tur til toppen af Black Elk Peak.
Det var et par meget hårde ture men beløndingen var anstrengelserne værd, på toppen af Little Devils Tower var der en 360 graders udsigt hvor man, takket været det fantastiske vejr, kunne se milevidt.
Vandreturen til toppen af Black Elk Peak, der er South Dakota’s højeste punkt, havde jeg faktisk gennemført tilbage i 2015 da jeg var her sidst. Dengang hed toppen dog Harney Peak men blev året efter ændret til Black Elk Peak. En ændring der blev lavet for at ære en hellig Lakota-spirituel leder, Black Elk, som modtog en betydningsfuld vision fra toppen som ganske ung. Navneændringen søgte også at fjerne navnet på en kontroversiel hær general, William S. Harney, hvis mænd begik en massakre på indfødte amerikanere i 1855.
Så jeg syntes da det var passende med det navneskifte + at toppen så skulle genbesøges. På nedturen mødte jeg en af de lokale, en sort slangede fætter der slangede sig ind under den sten jeg skulle træde på. Men jeg mødte også 3 gutter der også havde været på toppen. Vi faldt i snak og fulgtes de sidste 30 min tilbage til P-pladsen. De var rodeo ryttere og mente at det var meget for galt at jeg aldrig havde været til et sådan rodeo-show, nu hvor jeg har besøgt det meste af landet…så vi må se hvad fremtiden byder.
Vel retur i min lejer her på KOA kan jeg set at min GPS siger at dagens vandreturer op på de to toppe, har været på 26 kilometer…så jeg byder ind med den påstand at jeg får endnu en god nat i mit telt. Men inden den står på dyner og….nå nej soveposer og puder vil jeg endnu engang over til Mount Rushmore og se deres The Mount Rushmore lighting ceremony…det skal nok blive patriotisk 🙂

En god nats søvn i Chadron gjorde godt og efter et kort stop i det lokale Wallmart efter mad og drikke til mig samt et stop på Maverik tankstaationen efter noget drikkelse til min Kia, trillede jeg ud på Heartland Expressway nordpå. Landskabet var utrolig smukt, hvis man da kan finde skønheden i endeløse græsbakker, men jeg syntes det var et fantastisk landskab at køre i.

Gjorde et kort stop i bjergbyen Hot Springs for lige at strække benene. Kørte videre ind i bjergene og kom nu til Custer State Park, der er kendt for sine bisonokser. Jeg så dem og der var mange og selvom jeg havde set dem i Yellowstone i 2022, så var det nu stadig imponerende…men det var der åbenbart flere der syntes, der var i hvert fald trafikprop, så efter et ufrivillig stop i ca. 15 min mistede jeg tålmodigheden og vendte køretøjet og trillede nordpå i stedet.

Havde besluttet mig for at køre hele Needles Highway, en meget smuk og smal bjergvej i Black Hills National Forest. Det blev til utalige stops undervejs for at nyde de smukke udsigter. Jeg besøgte også området i 2015 men denne gang fik jeg muligheden for at køre hele Needles Highway. Vel nede fra bjergene igen, tjekkede jeg ind på Mount Rushmore KOA Resort, hvor jeg skal tilbringe natten i mit lille, men ualmindelig dejlige telt.

Dagen var dog stadig ung…eller mere præcis så var klokken 16 da jeg havde indfundet mig i min lejer. Så jeg besluttede mig for at køre et smut over til den nærliggende seværdighed, Mount Rushmore for lige at hilse på de (indtil videre) 4 præsidenter der er skåret ud af granitten af danske Gutzon Borglum….eller han havde i hvert fald danske forældre.

Nej nu må det da snart være slut…og ja det er det, der er faktisk kun 3 stater tilbage.

Men det er nu 15. gang jeg rejser til “The land of the free and the home of the brave” som de synger i The star-spangled banner (USA’s national hymne) og denne gang skulle jeg gerne få de sidste to stater på min liste, således at jeg gerne skulle have besøgt The Lower 48 + Hawaii = 49 af USA’s i alt 50 stater. Så jeg nærmer mig uden tvivl mit endelige mål, at besøge alle 50 stater i The United States.

Turen startede som så mange gange før i Billund, denne gang med et fly til München og derfra videre til Denver i staten Colorado. Efter 10 1/2 times flyvning i en Airbus A380-800, en første gang for mig i dette imponerende stykke flyvemaskine, satte den alle 22 hjul på landingsbanen omkring kl 13.45 lokal tid. Efter ca. 30 min i imigrationen, hvor de skulle se bevis på at jeg havde en returbillet (de vil åbenbart ikke have at jeg bliver) gik det videre til Hertz biludlejning hvor jeg fik en fin snehvid KIA K4, der bragte mig de ca. 15 km sydpå ned til mit hotel hvor jeg fik en god nats søvn…eller omkring 6 timer søvn, tænker det må være noget jetlag noget, siden at jeg ikke kunne sove længere.

Nå, men i dag rettede jeg så hjulene i en nordøstlig retning og endte efter ca. 480 kilometers kørsel i den lille by Chadron i staten Nebraska og jeps der fik jeg så lige en stat mere og Nebraska blev stat nummer 48.

Nå, lad mig lige få afrundet min netop afsluttede tur rundt i det østlige USA. Det blev til 23 dage på tur, og et besøg i 12 delstater, hvoraf 5 af dem var nye på min snart fuldendte liste. De nye drejer sig om West Virginia, Kentucky, Ohio, Indiana og Michigan, hvilket får mig op på at have besøgt 47 og mangler derfor, som overskriften også siger, kun tre.

I alt kom det til at koste mig den nette sum af rundt regnet 33.500 dkr. hvilket til sammenligning med tidligere ture er i den høje ende, set i lyset af at jeg “blot” var afsted i 23 dage. Grunden hertil tilskriver jeg generelle prisstigninger på stort set alt, men der hvor man virkelig kan mærke det er på overnatninger, restaurantbesøg og specielt billeje, som jeg virkelig føler har skruet op for priserne. Men trods en dyr tur, så syntes jeg, at jeg fik nogle fantastiske oplevelser for de mange $$. Økonomien for turen ser nogenlunde således ud (Dollaren lå i 6,80):

Fly & Bil (i 19 dage): – 16.000 dkr.
Overnatninger: – 8.500 dkr. (Dog havde jeg 7 overnatninger hos gode venner)
Brændstof: – 1.700 dkr. (kørte ca. 4000 km)
Forbrug (mad, entre, lommepenge): – 7.300 dkr.

Det blev ikke til så pokkers mange burgers, men den bedste jeg fik må helt klart tilskrives den jeg fik hos Jack Brown’s Beer & Burger Joint i den lille by Kill Devil Hills i North Carolina. Den største kulinariske oplevelse var det besøg min kammerat Marvin og jeg havde i New York, hvor vi en aften tog på Café Himalaya på 78 East 1st Street. Vi havde besøgt restauranten tilbage i 2019, men mine smagsløg huskede oplevelsen og håbede på at kunne gentage succesen
og de blev ikke skuffet. Så skulle du en dag befinde dig i New York og maven knurre, så kan jeg klart anbefale dette lille spisested.

Nu har jeg så været hjemme i godt en måned og der er allerede godt gang i planerne for næste tur. Hvad de indebærer kan du jo spørge mig om næste gang vi ses, jeg kan dog løfte sløret for, at hvis turen bliver gennemført så skulle jeg derefter gerne kun mangle én stat, nemlig den største af dem alle, Alaska.

Så kom jeg tilbage til New York City eller rettere jeg landede ca. 20 km fra storbyen, i den lille forstad Paramus. Paramus har længe været et mit hjem her i New York, da jeg tilbage i 2010 lærte brødrerne Bill og John at kende på en rejse nede i Texas. Siden dengang har jeg altid været velkommen i deres hjem og har da også besøgt dem af flere omgange, sidst var blot 11 måneder siden, så det var jo nærmest selskrevet at jeg skulle bruge de sidste dage af min ferie i deres selskab.

Da jeg parkerede bilen stod triptælleren på 2512 miles hvilket er (med lidt hjælp fra Google) 4042 kilometer, svarende til en tur til Nordkapp i Norge og tilbage igen + lidt ekstra. Men bilen og jeg var da også efterhånden træt af at køre, så det var yderst tiltrænkt at skulle bruge de sidste dage på blot at slappe af i godt selskab.

Vi brugte en hel dag ved Jersey Shore og Asbury Park. John er meget musik interesseret og var vores guide rundt den musikalske historie der er knyttet til Asbury Park. For virkelig hardcore fans af musikeren Bruce Springsteen vil de vide at det var her han startede sin musikalske karierre på blandt andet spillestedet The Stone Pony og at hans første album fra 1973 hedder “Greetings from Asbury Park, N.J.”
Fantastisk at havde vores egen guide med, der virkelig kendte til områdets musikalske historie og alle stederne betydningsfulde for Bruce Springsteen.

Temperaturen havde i løbet af eftermiddagen sneget sig op på 35 grader. Så sidst på dagen, efter at vores guide havde meddelt at nu var Bruce Springsteen turen slut, så var det tid til et afkølende dyp i Atlanterhavet og så en is.

Hjemturen tilbage til Paramus blev tilbagelagt i solnedgangen, men da vi kom på højde med Manhattan var mørket faldet på og alle højhusende lyste op i det fjerne. Så alt imens jeg sad der med udsigten til New York’s skyline i aftenforklædning, satte John nummeret “New York, New York” med Frank Sinatra på musikanlæget. Wow sikke en afslutning på en fantastisk dag, i fantastisk selskab.

I forlængelse af gårsdagens indlæg, så var det faktisk også min tip-onkel Carl Madsen’s syld at jeg i dag besøgte byen Watkins Glen her i staten New York. I et af sine breve hjem til sin kære mor skriver han at han har været på weekend tur ned til byen Watkins Glen, der ligger i sydenden af Seneca Lake eller ca. 30 minutters kørsel fra byen Penn Yan som han boede i. Det vil sige 30 minutter i vore tids transportmiddel, dengang tilbage i 1910 tog det uden tvivl noget længere tid.
Byens store turistattraktion er Watkins Glen Gorge (Gorge = Kløft) og har været et turistmål siden 1794 hvor Samuel Watkins arvede jorden efter sin broder og begyndte at anlægge stier, butikker og et hotel.
Så da jeg gik op langs Glen Creek der i løbet af de sidste 12.000 år har gravet sig ned i klipperne, kunne ikke undlade at tænke på at her gik min tip-onkel Karl for 113 år siden og var givet vis ligesom jeg meget imponeret over sceneriet.
Det blev til en tur op til og op af Jacob’s Ladder, det vil sige 180 trin op til toppen, her nød jeg mit medbragte æble inden jeg tog trapperne ned og gik hele kløften igennem igen.
Tilbage ved min fantastiske Toyota, blev der lige skrevet et lille postkort hjem inden den blev sat i D (Drive) og bragte mig sydøst på ind i staten Pennsylvania og videre ned til Honesdale/Pocono KOA campingplads…jeps jeg får lige en nat mere i mit elskede telt.

Jeg besøgte den lille by Penn Yan i dag, ikke fordi byen har det store at byde på men der skete et dødsfald i byen for snart 113 år siden og ham der gik bort var Karl Madsen, eller Carl Madsen som de siger herover. Karl var min mormors onkel og som min mormor sagde, så fik han “Amerika-syge” i en ung alder. Han var blot 20 år da han sagde farvel til sin familie og hoppede på Amerika båden for at krydse Atlanten. Han kom ind via New York og drog så vest på, ind i landet indtil han kom til den lille by Penn Yan beliggende i staten New York. Her kendte han tydeligvis en gårdejer Niels Pedersen som han kunne tjene hos. Alt dette ved vi fordi Karl sendte breve hjem til sin mor Marie i Danmark hvor han fortalte om sit liv i det store nye land og området han boede i. Desværre fortalte det sidste brev Marie fik, at hendes søn var blevet syg, det var gårdejeren Niels Pedersen der måtte meddele Marie at hendes søn havde fået lungebetændelse. Herefter fik Marie desværre ikke flere breve, for Karl døde kort efter i en alder af blot 21 år. En trist afslutning på hvad der kunne havde været et fantastisk Amerika eventyr for Karl.

I 2009 da mine forældre og jeg var i New York lejede vi en bil og kørte lidt rundt i de omkringliggende stater. Vi havde planlagt at køre igennem Penn Yan, bare for at se byen hvor Karl havde boet. Men til vores held og takket være flere af byens indbyggere, så endte vi dagen med at stå med Karls dødsattest i hånden + vi havde fået anvist hvor hans gravsten stod på den lokale kirkegård. Den besøgte vi selvfølgelig og fik da også lagt en lille blomst på Karls grav. Dette var første gang nogen i hans familie havde besøgt hans grav…i 98 år. Nu er det snart 113 år siden at Marie mistede sin søn Karl og i dag blot anden gang at Karl fik gæster hjemmefra.
Jeg fik pudset støvet af den gamle gravsten og lagde nogle friske blomster ved. Spiste et æble imens jeg fortalte Karl om hvor modig jeg syntes han var, sådan at drage på eventyr. Nå ja, jeg fik også lige fortalt Karl hvad der var sket i Danmark de sidste 113 år.

Ærgeligt at Karl skulle dø i en så ung en alder. Tænk sig hvad der kunne have været af familie i Amerika hvis Karl havde fået stiftet en. Men selvom det ikke skulle blive sådan, så har jeg jo stadig min onkel Karl fra Amerika.

Der var ikke de store planer i dag andet end at sige farvel til Canada og så ellers køre lidt ned igennem New York state ned til Canandaigua/Rochester KOA hvor jeg endnu engang får fornøjelsen af at sove i mit lille telt.

Afskeden med Canada blev taget på Lewiston-Queenston Bridge og tog ca. én time i meget langsom kø, inden jeg igen havde Amerikansk grund under fødderne. Da jeg havde tiden med mig besluttede jeg mig for at køre langs Lake Ontario, men jeg var ikke nået langt ned af vejen inden jeg så et skilt der sagde Old Fort Niagara. Jeg svingede fra og fulgte skiltene ned til hvad der vidste sig at være et gammelt Fransk / Brittisk/ Amerikansk fort, dog oprindelig bygget af franskmænd tilbage i 1726, for at beskytte deres interesser i området.
Britterne smed franskmædene ud i 1759 og forlod selv stedet i 1796. Siden da har den amerikanske hær haft til huse på stedet fra 1815 til 1963 hvorefter U.S. Coast Guard rykkede ind og stadig holder til på stedet. Canada ligger jo lige over på den anden side af Niagara-floden, blot 460m væk.

Men museet var virkelig en positiv overraskelse og med flere huse man kunne kikke i og godt måtte røre ved tingene. Desuden var der statister i tøj fra de forskellige tidsaldre, der fortalte og fremvidste forskellige remedier. Eksempelvis fyrede de en kanon af (selvfølgelig over mod Canada) og en riffel blev også affyret som skulle lades forfra med sort krudt, ligesom kanonen.

Det blev da til 3 timer på stedet og jeg sluttede af med at kikke ud over Lake Ontario, hvor man langt ude i det fjerne kunne skimte skylinen af Canadas største by Toronto.