Ok jeg må nok hellere komme med en advarsel om at dette indlægs indehold nok kun er interessant for personer med en vis interesse for flyvemaskiner, så er du advaret.

Men grunden til at jeg har valgt at gøre stop her i Dayton, Ohio er af den simple grund at det Amerikanske flyvevåben har deres museum her, hvor de har udstillet fly helt tilbage fra 1909 med The Wright Military Flyer og hele vejen op til i dag, med den avancerede Lockheed Martin F-22 Raptor, som jeg faktisk fik fornøjelsen af at se og ikke mindst høre tilbage i 2022 da jeg var til Reno Air Race i Reno, Nevada.

Men her i skoven på campingpladsen startede dagen kl.07 og efter morgenmaden trillede jeg langsomt ind mod museet som åbnede kl.9. Jeg tænkte at det var med at være der tidlig for at kunne nå igennem hele deres samling. Det vidste sig at være en klog beslutning, da jeg lige akurat nåede at kommen igennem alle 4 haller, da det blev sagt i højtalerne at de lukkede om 30 minutter. Det blev til knap 8 timer hvor jeg traskede rundt og kikkede på det ene mere fantastiske fly efter det andet. En stor oplevelse var uden tvivl deres North American XB-70 Valkyrie, der er det eneste tilbageværende eksemplar. Søsterflyet led en trist skæbne da det styrtede ned under en reklame foto flyvetur i juni 1966 (se en lille film om styrtet her)

Af andre bemærkelsesværdige fly kan nævnes The Memphis Belle, et B-17F bombefly fra Anden Verdenskrig der gennemførte 25 missioner og derfor kunne vende hjem til USA. Jeg var lidt vild med deres UFO lignende VZ-9 Avrocar, der vidst ikke blev til meget andet end testflyvninger.
Så var der selvfølgelig min store favorit, SR-71 Black Bird overvågningsflyet men også B-1 Lancer bombeflyet og det imponerende B-2 Spirit stealth bombefly med sin ligeså imponerende kostpris på ca.13,5 millarder dkr….hold da fast man kan få mange lakridspiber for de penge.
Det var dog et af de lidt mindre fly jeg var mest imporeret over at se. Tilbage i 2008 var jeg så heldig at få en flyvetur i en North American P-51 Mustang og siden dengang har flyet været min absolutte favorit. Så jeg havde selvfølgelig godt læst at der kort efter 2. verdenskrig blev lavet en Twin Mustang, altså hvor man valgte at koble 2 fly sammen til ét. Jeg var ikke klar over at museet havde sådan en (de havde faktisk to), så det var virkelig en stor oplevelse at se den med egne øjne.

Nå men vel tilbage i min camp, tager jeg endnu en nat i mit dejlige telt inden jeg i morgen køre nordpå, op til Detroit, Michigan og rygtet siger at der nok vil komme to stater mere på min liste, men vi får se 🙂

Spøjs overskrift på et rejseindlæg fra det amerikanske, men det hele giver mening når jeg siger at jeg i dag føjede en ny stat til min liste over besøgte stater, ja jeg føjede faktisk hele 3 til listen…nej ok fair nok en af dem (West Virginia) blev tilføjet i går aftes omkring kl.19. Så i dag hele to stater mere på min liste, Kentucky samt Ohio der var så heldig at blive nr.45, only 5 more to go.

Natten blev tilbragt på det mest usle hotelværrelse, hvor alt bare var slidt og klamt…ja undskyld sproget. Jeg tænker værelset var lige noget for Jan Elhøj & Morten Kirckhoff og deres TV program “Nul Stjerner”. Men jeg overlevede natten og efter dagens køretur på ca. 500 km herop til Dayton, Ohio vidste jeg at der ventede hele to overnatninger på Dayton KOA campingplads (KOA = Kamping Of Amerika). Noget jeg i den grad hellere vil end et usselt værrelse som det i Princeton, West Virginia.

Så dagen i dag blev brugt på transport, så ikke mange oplevelser andet en veje. Først igennem bjergene i West Virginia for så senere at ramme de flade sletter her i Ohio. En udmærket køretur på ca. 7 timer inkl. diverse frivillige og ufrivillige pauser. Lige efter jeg havde krydset grænsen til Ohio trak der et voldsomt uvejr ind med så meget vand ovenfra at jeg intet kunne se ud af forruden, selvom viskerne kørte på maks. Så jeg drejede roret mod styrbord og søgte vejrlig på en sidevej i en 20 minutters tid, for så igen at begive mig nordpå mod Dayton, hvor jeg nu sidder i min Camp på et bordbænke sæt under en ahorn og skriver dette…se det er sgu da bedre end et kedeligt hotelværelse 🙂

I går endte jeg med at slå mit telt op på den ualmindelig hyggelige Shenandoah Valley KOA campingplads og nåede lige nøjagtig at få min camp indrettet inden solen gik ned bag bjergene.

Dagen startede tidlig i dag, da campingpladsens egen hane begyndte at gale allerede kl.05.30. Så efter at have hørt på hans galen i 1,5 time opgav jeg at sove mere og valgte at stå op og komme igang. Planen for i dag var dog ikke andet end at køre op i bjergene og køre en del af den smukke Blue Ridge Parkway.
Blue Ridge Parkway er en National Parkway kendt for sine naturskønne udsigtspunkter ned langs ruten, der går fra Rockfish Gap i Virginia og ned til Ravensford i staten North Carolina. Vejen snor sig som en slange rundt i bjergene og for næsten hver 3. kilometer er der et udsigtspunkt der får en til at tabe kæben. Jeg valgte ikke at køre hele turen, men kun de første ca.180 km af den i alt 755 km lange tur. Jeg nappede nemlig også en lille 1,5 times vandretur op til udsigtspunktet Humpback Rocks.

Inden jeg drejede væk fra Blue Ridge Parkway og videre ud på Highway 460 mødte jeg en af parkens lokale beboere, en lille skildpadde der lå midt på vejen, temlig udsat. Vi blev enige om at det var et skidt sted at ligge, så jeg fik lov at flytte ham ind i skoven igen, så vi begge kunne komme videre.

Hvad er det man siger, beliggenhed beliggenhed beliggenhed. Så da mit hotelværelse lå lige ud til havet her i Kitty Hawk var der absolut ingen tvivl. Det blev da også til en dukkert i det varme Atlanterhav alt imens solen stod op. En hel igennem fantastisk start på dagen, meen jeg vidste at der var noget i vente som i den grad ville kunne toppe dagens morgendukkert.
Ved gårsdagens besøg ved The Wright Brothers memorial, hørte jeg først et fly flyve over mig og med øre for sådan nogle maskiner var jeg ikke i tvivl om at dette fly var noget lidt specielt. Jeg kikkede op og så et lille rødt fly, et såkaldt biplane (et fly med dobbelt vinger) og i bunden af flyet stod der OBX Airplanes. Jeg hoppede på deres website og fik booket en tur til næste morgen.
Så kl.10 her til morgen stod jeg så i Dare County Regional Airport og kikkede på det flotte Classic Waco F-5C fly fra 1998 der stod og ventede ude på asfalten. Ca. 15 senere blev den “lille” radial motor (stjernemotor) fyret op og min pilot Dan og jeg tog til himmels. Selvom jeg havde prøvet et lignende fly tilbage i 2015, så er det altså en udsøgt fornøjelse at sidde i et åbent cockpit og nyde udsigten samt få vinden i håret (det der er tilbage), for ikke at tale om lyden fra motoren. En hel igennem skøn tur og en fantastisk start på dagen, ud over selvfølgelig mit dyb i Atlanterhavet.

Vel tilbage på landjorden stod jeg lige og nød det næste hold gæster flyve afsted, inden jeg satte mig i min røde Toyota Camry og kørte de 534 kilometer op til Shenandoah Valley KOA, hvor min seng ventede på mig, i form af mit liggeunderlag og mit telt.

Men skulle du en skønne dag befinde dig i Kitty Hawk, det kunne jo være at du ligesom mig godt lige vil se der hvor de to brødrer fløj for første gang, så vil jeg virkelig anbefale at du ser det hele lidt oppe fra og det kunne jo snilt gøres i det lille Classic Waco fly.

Og som lovet min pilot Dan, så kommer her lige en lille hilsen på engelsk.
– Thanks for the ride Dan, it was an absolutely fantastic ride and I had a blast. But next time I’ll like to order the 20 minute flight.

Slå et kik på deres website her: OBX Airplanes

Jeg har brugt de sidste to dage på at arbejde mig sydover, kørte forbi Philadelphia og så ellers ned igennem Delaware for til sidst at ende ned i bunden af halvøen, hvor eneste mulighed for at komme over på den anden side af Chesapeake Bay var via den 28,3 kilometer lange Chesapeake Bay Bridge/Tunnel. Men inden jeg tog springen og kørte ud på broen tog jeg mig et hvil på campingpladsen Cape Charles KOA Resort. Jeg kom lidt sent frem, men var heldig at møde Rory på parkeringspladsen som jeg fik en snak med og efter et par opringninger havde han skaffet mig en plads på campingpladsen.

Så efter en kort gåtur på stranden i dag, begav jeg mig ud på broen der skulle føre mig ove til Norfolk på den anden side af bugten. Jeg trillede videre ud af 168’eren der tog mig igennem masser af små hyggelige byer indtil jeg kl.13.30 kunne spotte Atlanterhavet og Kitty Hawk. Kitty Hawk er kendt for at være stedet hvor de to brødrer Orville og Wilbur Wright den 17.december 1903 lettede i deres Wright Flyer og fløj i 12 sekunder og tilbagelagde ca.36 meter.
Det var spændende at være på dette historiske sted selvom der jo blot er tale om en græsmark med nogle sten der symboliserer der hvor de to brødrer lettede og landede.

Jeg fik mig tjekket ind på hotel Ocean Reef Suites hvor jeg åbenbart havde booket en suite, sådan kan det jo gå. Efter at jeg havde fået mig indlogeret kunne jeg ikke dy mig for at hoppe i badebukserne og tage et dyp i Atlanterhavet…også selvom der er hajer derude.

Så forlod jeg min kammerat Marvin og New York City. Det blev til et kort farvel ved undergrundsstationen. Men 3 dage i byen kunne det blive til i denne omgang. Jeg fik tjekket Governors Island af på min ønskeliste over ting jeg godt vil opleve i byen og den må siges at få top karakter. Governors Island er en lille ø beliggende i New York havn med udsigt til blandt andet downtown Manhattan, Brooklyn Bridge, Ellis Island og Frihedsgudinden.
Øen er et stort rekreativt og kreativt område med en masse forskellig ting på programmet. Imens vi var der var der en stor 1920’er havefest, hvilket betød at der var folk overalt iklædt tøj fra denne tid. Fantastisk syn at se disse ualmindelig velklædte mennesker fra en svunden tid, op imod skylinen fra downtown Manhattan. Så skulle turen gå til New York City og du har brug for et lille pusterum fra byen der også inkluderer en fantastisk udsigt så tag færgen ($5 for en retur) over til Governors Island.

Ellers fik jeg set The High Bridge, Yankee Stadium, The HighLine og Hudson Yards og nå ja så fik jeg også spist en masse god mad. Så de 3 dage forsvandt som ventet som dug for solen og før jeg vidste af det var jeg på vej i lufthavnen igen…dog ikke for at flyve hjem men for at hente min lejebil.

Og nå ja overskriften New York x7 er fordi det er 7. gang jeg besøgte byen…så kan jeg selv lige holde styr på det.

Nej nu ikke igen! Har du ikke rejst nok rundt i det land og svaret er et klart og rungende “Ja det har jeg”. Hele 13 gange har jeg taget turen over Atlanten for at besøge Amerika, så denne gang er altså min 14. gang i landet, hvilket U.S. Customs and Border Protection-fyren også fik at vide, hvorefter han smilende kikke på mig og sagde “så velkommen igen”. Og det følte jeg mig, altså velkommen igen.
Destinationen denne gang hedder New York City som jeg dog har besøgt før. Når vi nu er igang med antal gange, så er det altså 7. gang jeg besøger byen og endnu engang har jeg fået tag over hovedet hos min gode kammerat Marvin.
Så de næste 3 dage skal bruges på at opleve det jeg endnu ikke har oplevet (der er jo altid noget nyt at opleve i byen der aldrig sover) hvorefter jeg drager ud på eventyr i de omkringliggende stater. Stater hvoraf nogle ikke er besøgt før, så denne tur vil altså også byde på nye stater på min støt voksende liste over besøgte stater og med alt held så vil jeg, når turen er omme, ende på 47 besøgte ud af de i alt 50. Her kan man lige nævne at ifølge analysefirmaet Ipsos, så har den gennemsnitlige amerikaner besøgt 12,5 stater.

Så lad mig slutte dette indlæg med et par linjer sunget af Ol’ Blue Eyes (Frank Sinatra), så jeg kan komme ned på gaden og forsvinden ud i byen og menneskemylderet.

“These vagabond shoes, they are longing to stray and step around the heart of it, New York, New York“.

Så synger “USA – Nu med endnu mere Texas” turen virkelig på sidste vers. Sidder her i lufthavnen i Frankfurt og venter på mit sidste fly, der skal bringe mig retur til Billund. Men når man sådan sidder og småkeder sig lidt, kan man jo bruge tiden til at reflektere lidt over hvad der er blevet oplevet de sidste 18 dage.

Turen blev skudt ualmindelig godt i gang med et kort ophold hos gode venner i Blanco nær Austin, efterfulgt af et møde med den meget hjælpsomme lokalbefolkning i byen Abeline, herunder specielt Larry der hjalp med at få lappet mit venstre bagdæk, da jeg punkterede. Sjovt nok så vil jeg faktisk ikke have været den oplevelse foruden da det var gode lærepenge i forhold til hvad man skal gøre i sådan en situation…og nå ja så var det jo heldigt at det skete på en tankstation på en dag uden nogle planer.

Turen rundt i det sydvestlige Texas med alle Fandango-vennerne, både nye og gamle, var som altid en fantastisk oplevelse og køreturen retur til Dallas for at nå mit fly var en god måde at akklimatisere efter weekendens eskapader. Mit ophold i New Jersey for ikke at tale om mine sidste 3 dage i New York City var en stor kontrast til Texas’ store vidder og på sin egen måde smukke natur. Det var storbyferie med alt hvad den kunne trække af Broadway show, Frihedsgudinden, restaurantbesøg, Central Park, shopping på 5.Ave, udsigt fra The Edge og i den grad ømme fødder.

Men det var det, eller det var næsten det, jeg skal jo lige hjem med det sidste fly, hjem til Billund, hjem til karbonader hos mine forældre og sidst men ikke mindst hjem til skoven, freden og roen ved min sø på Mols…..jeg glæder mig!

I dag den 9. oktober er det Columbus Day her i USA….eller hvis vi skal være helt politisk korrekt, så er det Indigenous Peoples Day. Men hvad alt det går ud på, har jeg ikke energi til at skrive om nu, så den tager vi over en kop kaffe en dag. Så lad os nu bare sige det var Columbus Day i dag og på 5. Ave var der parade kl.11.30, men da jeg allerede var ude af døren kl.09 så jeg mit snit til at luske over til Lexington Candy Shop på Lexington Ave. En lille diner jeg længe har haft i kikkerten og nu skulle det altså lykkedes at besøge den. Men inden jeg nåede så langt kom jeg forbi en Lagkagehuset butik hvor jeg kunne se at der bag disken var rundstykker af alle slags. Så jeg lod mig friste af to gode rundstykker med smør + en god kop kaffe….ak ja så blev det alligevel ikke til morgenmad på Lexington Candy Shop. Men jeg gik nu alligevel ind og snuppede en af deres hjemmelavede sodavand, som smagte ganske udmærket. Stedet kan om få år fejre deres 100 års fødselsdag (i 2025) så du kan nok forstå at stedet virkelig emmer af nostalgi og historie.

Nå men paraden var netop begyndt, da jeg kom tilbage til 5.Ave, men jeg må tilstå at hvis den skal hamle op med Macy’s Thanksgiving Day Parade eller NYC St. Patrick’s Day Parade, som jeg også har oplevet, tjah så skulle der altså noget mere fut og festivitas i tingene. Sagt på en anden måde, så var mine forventninger nok for høje.

Så jeg fortsatte ned gennem byen, ned til Hudson Yards bydelen for at tage en tur 335 meter op til toppen af The Edge for at nyde udsigten ud, men også ned over byen. På deres observationsdæk har de et område med glas i gulvet, så man kan se de 335 meter ned, og selvfølgelig skulle jeg der ud og stå. Jeg fik nydt udsigten til alle sider og da jeg igen var ved jordniveau, så fortsatte jeg min færd videre ned igennem byen, denne gang via The Highline, ned til Chelsea Market, der ligger i en gammel Oreo kiksefabrik. Her fik jeg oset i lidt butikker men fik også provianteret lidt Halva, en mellemøstlig dessert jeg blev introduceret til af min ven Marvin, sidst jeg var i byen og som jeg synes smager fantastisk.

Ude på gaden igen stod jeg nu på West 15th. Street og min seng ligger på West 104th. Street, så der var tale om en lille gåtur på 7 km. inden jeg kunne smække fusserne op.

Jeg mødte den her søde gamle franske dame i dag. Hun var lidt den stille type og var også noget grøn i hovedet, men ellers en ganske frisk dame. Der er selvfølgelig tale om Frihedsgudinden eller Liberty Enlightening the World som statuen faktisk rigtigt hedder. Jeg havde været så frisk at få fat i en billet, der gav adgang til kronen med de 7 spidser. Jeg sad klar ved computeren den 1.maj hvor billetterne til i dag altså blev sat til salg, så når jeg siger jeg var frisk, så mener jeg altså 5 måneder før tid frisk.

Dagen startede allerede kl.7 efter kun 6 timers søvn. Aftenen før havde jeg været på Broadway for at se showet/musicalen Moulin Rouge, der tager udgangspunkt i Baz Luhrmann’s film Moulin Rouge fra 2001. Jeg er lidt tosset med musikken, så selvfølgelig skulle jeg ind og se den, og når jeg nu var i New York, så skulle den jo ses på Broadway.

Men jeg snuppede en croissant og en kop kaffe her til morgen og hoppede under jorden for at tage Subway, linje 1 ned til Battery Park hvor færgerne til Liberty Island afgår. Klokken var ikke meget over 10 da jeg tog første trin af de i alt 162 trin mod toppen af Frihedsgudinden og jeg vil tro at 20 min senere ramte jeg hovedet…altså hendes hoved. Heldigvis var det en skyfri og solrig dag, så udsigten fra toppen var smuk, med byen i baggrunden. Det er faktisk muligt at tilgå hendes fakkel, som hun bærer i højre hånd. Men da adgangen dertil er for besværlig er den blev lukket af for turister.

Vel nede igen tog jeg et smut over til Ellis Island og så ellers retur til New York. Min plan var nu at gå retur til min seng, der ligger på HI New York City Hostel, men med et enkelt lille stop undervejs, nemlig for at besøge min kammerat Marvin, der bor i byen. Jeg snuppede en kort pause hos ham inden vi gik ud og spiste en bid brød på D&H Dairy og efter dette lille pitstop fortsatte jeg min færd nordpå. Da jeg endelig kunne svinge benene op i min seng, stod speedometeret på 19 km.