Det var en kold nat i Las Vegas og her er der altså tale om Las Vegas i New Mexico, ikke den spilleby der ligger i ørkenen i Nevada. Blot 9 grader var der her til morgen, så jeg var glad for mit telt og min gode sovepose.

Vel tilbage på Interstate 25 mod nord havde jeg udset mig byen Ranton, New Mexico og motellet Ranton Pass Motor Inn som dagens endestation. Men da jeg kunne se at jeg havde tid til en afstikker, kørte jeg forbi Capulin Volcano som ligger ca. 50km fra Ranton.
Capulin Volcano kom til verden for ca. 60.000 år siden, så den har da ligget hvor den ligger i en del tid. Men ikke meget er ændret i alle disse år, andet end at der er blevet bygget et besøgscenter + en vej til toppen. Men jeg fik anbefalet stedet for få dage siden, af min kammerat Kenneth fra Chicago og kunne se at jeg havde tid til en tur til toppen på min vej nordpå.
Vejret var fantastisk så udsigten fra toppen af var udsøgt og man kunne se milevidt. Jeg gik 2 omgange rundt langs krater kanten der er på 2 km + en tur ned i selve krateret.
Efter et par timer på toppen kørte jeg tilbage mod Ranton, hvor dagens største overraskelse lå og ventede. Her gik jeg og troede at jeg havde booket en overnatning på et ganske almindelig motel, men i stedet var der tale om et rent museum i form af et rigtig old school amerikaner motel. Indtjeknings kontoret var et helt museum med gamle ventage ting og hver værelse har deres eget tema med værelsesnavne som eksempelvis “Butch & Sundance”, “Pin Up”, “Let’s Rodeo” eller det som jeg fik “Movie Cowboy” som er fyldt med Cowboy ting. Et helt igennem gennemført motel og med et meget imødekommende personale, som virkelig fik mig til at føle mig velkommen.
Så skulle du en dag komme forbi Ranton, New Mexico så vil jeg ikke nøjes med at anbefale Ranton Pass Motor Inn til en overnatning, jeg tilnærmelsesvis kræve at du skal nappe en overnatning her.

https://www.ratonpassmotorinn.com/

Ja ok endnu en lidt misvisende overskrift, men stedet jeg har været hedder White Sands hvilket jo er Hvidesande på dansk. Men jeg har brugt det meste af dagen på at gå rundt i White Sands National Park og selvom jeg har besøgt stedet før, det var tilbage i 2015, så var det fedt at gense stedet. Ved ankomst var der dog lidt overskyet, men ingen synlige regnbyer i sigte. Så jeg trak i mine vandrestøvler og gik en 5 km tur ud i sand klitterne. Heldigvis var ruten vel markeret med pæle hele vejen rundt for uden dem kunne man uden problemer farre vild i dette hvide sand landskab.
Jeg havde håbet på at der ville være en fantastisk solnedgang ned bag bjergene ude i horisonten og planen var nu også at blive for at opleve det, men ved 15 tiden trak der byger op sydfra med torden og lynild, så jeg stak halen imellem benene og kørte tilbage til byen Alamogordo.

De sidste 4 dage har stået i filmens tegn, mere specifik i 80’er filmen Fandango’s tegn. Filmen er optaget i det sydvestlige Texas og har Kevin Costner og Judd Nelson i de mest markante roller, dog har vi også en Chuck Bush, Brian Cesak, Robyn Rose og Marvin J. McIntyre med i filmen, hvor sidstnævnte blandt andre også har spillet med i filmene The Running Man (med Arnold Schwarzenegger), Back To The Future III, Pale Rider (med Clint Eastwood) og Wagons East (med John Candy).
For at gøre en lang historie kort så har jeg brugt de sidste 4 dage i selskab med ca. 70 andre på at køre rundt i det sydvestlige Texas for at se hvor filmen Fandango blev optaget. Med på turen var vi nok engang så heldige at have Chuck Bush, Brian Cesak, Robyn Rose og Marvin J. McIntyre med os og som kunne fortælle en masse om hvordan det var at spille med i filmen. Ved hver lokation som vi stoppede ved blev der fortalt masser af historier fra foran kameraet men bestemt også bag kameraet.
Transporten rundt til de forskellige lokationer blev tilbagelagt i biler, men da vi fredag skulle ned til grænsen til Mexico, hvor en af scenerne er optaget, var jeg så heldig at få et lift i en Cessna 185. Det var fedt at se det hele fra oven af.
Men når sådan 70 mennesker pluselig tropper op, ofte midt ude i ingenting, så tiltrækker det en del opmærksomhed og ved en af lokationerne kikkede den lokale sheriff da også forbi for lige at tjekke hvad pokker der foregik. Jeg fik en snak med dem samt fik et indblik i hvilket udstyr de bære rundt på.
På vores Road-Trip rundt, havde vi vores eget filmhold med, der lavede optagelser til en dokumentar der, hvis alt går efter planen, gerne skulle ende på Netflix om et års tid. Jeg fik fornøjelsen af at sidde i rampelyset til et interviewet…på engelsk.
Vores rundtur sluttede af i grænsebyen El Paso lørdag aften med en middag på en lokal restaurant. Her til morgen var det så farvel hvorefter vi alle kørte i alle mulige retninger, jeg selv kørte mod nord i retning af byen Alamogordo i staten New Mexico.

Ja ok overskriften lyder mere dramatisk end det der i virkeligheden er forgået i dag. For jeg har jo været bosat nær byen Carlsbad i staten New Mexico og nu skal jeg ikke kloge mig på hvad byen ellers er kendt for, men en let google søgning viser i hvert fald hvad byens hovedattraktion er, nemlig Carlsbad Caverns National Park og den besøgte jeg selvfølgelig og nå ja da grotten jo ligger under jorden, helt præcis 230m under jorden, ja så er jeg gået under jorden…i hvert fald i et par timer.

Besøgte også parken tilbage i 2010, men da det jo er 15 år siden og stedet godt kunne klare et genbesøg, så brugte jeg hele dagen i parken, når jeg nu alligevel havde en hel dag til rådighed + har årskort til samtlige National Parker, det såkaldte “Amerika The Beautiful” kort.
Så omkring kl.10.30 vinkede jeg farvel til dagslyset og gik ned i mørke, ned af den ca. 2km lange sti ned til selve hulen hvor der er en selv guidet gårtur på ligeledes 2km.
Det var nu stadig en kæmpe oplevelse at se de fantastiske Stalagmitter og Stalaktitter der er blevet dannet igennem mange tusind år, imponerende hvad moder jord er i stand til at forme, hvis blot hun får tid nok.

Kl.15.30 var jeg klar på at komme til overfladen igen, via den altid tilstedeværende elevator…ja man skulle jo nødigt komme til at bevæge sig. Vel ved jordoverfladen igen var planen entlig at vente på Flight Of The Bats hvor millionvis af flagremus flyver ud af hulen, men med 2,5 timer til “afgang” mente jeg at det lige var lang nok tid at slå ihjel i en semi-lukket besøgscenter. Så jeg sluttede besøget af med en interessant Ranger-Talk hvor Ranger Dan fortalte om projekt “Bat Bomb” hvor amerikanerne under 2. verdenskrig eksperimenterede med at bruge flagremus (fra Carlsbad Caverns) som levende bomber. En skør idé som faktisk endte med at virke og ville kunne bruges hvis ikke det var fordi der kom en “Little Boy” og “Fat Man” og gjorde en ende på krigen.

Læs om projekt “Bat Bomb” her.

Der har ikke været det helt store at berette om de sidste 3 dage, da den har stået på transport det meste af tiden. Det er da også blevet til ca. 1200km siden jeg i lørdags forlod Moab. Første stop blev byen Gallup og turen derned bød på noget smuk varieret landskab, med bjerge til at starte med, så over i prærie landskab for til sidst at slutte af i nåleskov. Det blev kun til to stop på denne første del og et af dem var ved en rigtig turistfælde. Jeps jeg faldt ligesom så mange andre i og svingede ind til Hole N’ The Rock der tilbage i 1940’erne var et hjem for familien Christensen. Det var faderen Albert Christensen der begyndte at hugge ud i sandstens klippen for at skabe et hjem for sin familie. Efter Alberts død i 1957 blev stedet åbnet for offentligheden, så man kunne komme ind og se hvordan familien Christensen boede.
Efter byen Gallup rettede jeg hjulene mod øst, trillede igennem Albuquerque hvor jeg havde et kort stop ved museet National Museum Of Nuclear Science & History og endte dagen i Santa Rosa.
I dag har jeg så kørt strækningen Santa Rosa og ned til Carlsbad KOA hvor jeg har etableret en Camp og skal have fornøjelsen af at sove i mit dejlige telt. Jeg tror nu ikke jeg kommer til at fryse for i skrivende stund (en time før solnedgang) er her 33 graders varme.

Nå ja jeg havde et stop i byen Roswell i dag da jeg så en rummand der stod i vejkanten, han sagde ikke så meget og stod mest og stirrede ud i luften…sikkert på grund af den lange flyvetur.

Selvom gårsdagen bød på rigtig mange Arches, så var jeg ikke helt færdige med at beundre dem. Der ligger nemlig også nogle stykker udenfor selve Arches National Park som eksempelvis Jug Handle Arch, Pinto Arch og Corona Arch og sidstnævnte valgte jeg at bruge et par timer på. Men for at få den i øjesyn krævede det også her et par gode vandrestøvler plus en god potion energi, men så var det jo godt at både mine støvler samt benmuskler havde fået en god nats søvn, ovenpå gårsdagens 24km.

Men det var en vanvittig flot vandretur på omtrent 5km op til Corona Arch og Archen i sig selv skuffede bestemt heller ikke, jeg vil sige at den kommer ind på en flot 2. plads af alle dem jeg har besøgt kun overgået af selvfølgelig Delicate Arch som er så smuk som den står der isoleret fra andre klipper.

Efter mit besøg hos Corona Arch, kørte jeg de ca. 80km over til Canyonlands National Park for at bruge resten af dagen der. Selvom parken har nogle klippebuer, så er Canyonlands mest kendt for de fantastisk flotte udsigter ned over de foskellige Canyons, lidt i stil med Grand Canyon i staten Arizona. Tiden fløj afsted og inden jeg fik set mig om…eller det var jo lige nøjagtig det jeg gjorde, altså fik set mig om, ja så var solen ved at gå ned og jeg returnerede byen Moab for at få en sidste nat, inden det i morgen går videre sydpå mod Texas.

Når jeg husker tilbage på min barndom, så havde mine foældre nogle spændende bøger med forskellige emner i bogreolen. Der var blandet andre en om Astronomi, en om Det Vilde Vesten, men den jeg var mest betaget af og kikkede veldig flittig i, var den om Jorden, af forfatteren Arthur Beiser. I den bog var der ét billede af en, i mine barndoms øjne, mærkværdig klippe bue som jeg fandt meget facinerende. Senere da jeg var blevet noget ældre fandt jeg ud af at buen på billedet var Delicate Arch og bafandt sig i den amerikanske national park Arches National Park i staten Utah. Siden den opdagelse har det altid været en stor drøm for mig at se denne klippe bue med mine egne øjne og dette ønske blev i dag opfyldt + meget meget mere til. For det vidste sig at Arches National Park ikke bare gemmer på én klippe bue (på engelsk Arch) men faktisk omkring ca. 20 forskellige. Det var nu ikke alle 20 jeg fik at se, selvom jeg brugte 12 timer i parken. Men de forskellige Arches er spredt ud over et kæmpe stort område, som man dog kan køre rundt i, men vil man helt tæt på de utrolige flotte og meget forskellige Arches, ja så er det på med vandreskoene. Det endte da også med at mine 12 timer i parken resulterede i 24km vandring, i bagene sol og 30 grader. Så der blev hydreret en hel del skal jeg hilse og sige og, ja undskyld enmet, så var det ikke meget der kom ud af….skal vi sige den “naturlige vej”.
Men det var et stort øjeblik da jeg drejede om hjørnet og så klippe buen fra Arthur Beiser bog, og selvom det uden tvivl var dagens største oplevelse, så var det bestemt ikke fordi de reterende ca. 15 Arches jeg besøgte var uinterssante, tværtimod.
Men de godt støvede vandrestøvler står nu og damper af og jeg har smidt benene op på min seng, som jeg dog kan mærke gerne vil have resten af kroppen, så jeg tror sgu jeg snart må kapitulerer, skønt hvad 12 timers frisk luft og 24km kan gøre ved en. Zzzzz!

Dagens distance endte på 613 km fra Belle Fourche i South Dakota og ned til Rawlins i det sydlige Wyoming. Jeg valgte dog en afstikker til Devils Tower National Monument. Jeg havde nu været der tilbage i 2015 men når man nu var i området så var/er det et besøg værd. Hvis man syntes at bjerget virker bekendt, så er det måske fordi det blev brugt som “bagtæppe” i Steven Spielberg’s science fiction klassiker fra 1977 “Close Encounters of the Third Kind”.

Turen ned igennem Wyoming forløb uden ret mange stop, det blev faktisk kun til 3. Et af dem var ved Independence Rock State Historic Site, en stor granitklippe cirka 40m høj. I midten af ​​det 19. århundrede dannede den et fremtrædende og velkendt vartegn på emigrantruterne og mange af disse emigranter har indgraverede deres navne på den, en slags old school graffiti. Det var spændende at kravle rundt på den og finde hilsner fra fortiden, men jeg kravlede dog hurtigt ned igen, da et uvejr var på vej og jeg tænkte at sådan en klippetop er et skidt sted at stå i tordenvejr.

De sidste 100 km ned til Rawlins var i selskab med den ene tordenbyge efter den anden og jeg nåede da også kun lige ind på mit hotel før himmelen åbnede sig og tænkte at det vidst var godt at jeg tog en hotel overnatning i nat.

Det måtte jo ske før eller siden og det blev så i dag, helt præcis kl. 12.04 at jeg kunne træde ind i staten North Dakota, hvilket så blev stat nummer 49 jeg har besøgt. Ja faktisk så var det et stort delmål der blev nået i dag, efter 25 års rejsen rundt, har jeg nu besøgt alle “Lower 48” stater. “The Lower 48” er en almindelig betegnelse for de 48 sammenhængende amerikanske stater, der deler en fælles grænse, det vi sige eksklusiv Alaska og Hawaii. Og med en tur til Hawaii tilbage i 2010 kan jeg nu se at der kun mangler én stat, nemlig Alaska.

Så et stort mål blev nået i dag og det blev fejret med en Dr.Pepper til mig og en sjat oktan 87 til min Kia, hvorefter jeg vendte snuden mod syd og kørte ned til byen Belle Fourche i South Dakota.

Ellers er der ikke sket det helt store i dag, har kørt en del ud af lige landeveje og selvom det er til stor morskab for mig, så er det ikke pokkers meget at skrive om. Men som jeg skrev om i gårsdagens indlæg, så ville jeg køre ind til Mount Rushmore i går aftes, for at opleve The Mount Rushmore Lighting Ceremony og som forventet så blev der smurt tykt på med amerikansk patriotisme, med Amerikansk historisk video, nationalsang og flag nedtagning. Men det var nu flot at se de 4 præsidenter i hvidt lys og med Karlsvognen (altså stjernetegnet) lige ovenover hovederne.

Det blev til en rigtig god nats søvn selvom Thor med sin hammer Mjølner trillede over himmlen, så snart jeg havde lagt hovedet på min pude. Men på trods af torden og lynild faldt jeg nu alligvel i søvn og sov godt til den lys morgen.
Dagens projekt var at køre tilbage op i bjergene for at bestige de to toppe Little Devils Tower, via the Cathedral Spires Trail og til sidst en tur til toppen af Black Elk Peak.
Det var et par meget hårde ture men beløndingen var anstrengelserne værd, på toppen af Little Devils Tower var der en 360 graders udsigt hvor man, takket været det fantastiske vejr, kunne se milevidt.
Vandreturen til toppen af Black Elk Peak, der er South Dakota’s højeste punkt, havde jeg faktisk gennemført tilbage i 2015 da jeg var her sidst. Dengang hed toppen dog Harney Peak men blev året efter ændret til Black Elk Peak. En ændring der blev lavet for at ære en hellig Lakota-spirituel leder, Black Elk, som modtog en betydningsfuld vision fra toppen som ganske ung. Navneændringen søgte også at fjerne navnet på en kontroversiel hær general, William S. Harney, hvis mænd begik en massakre på indfødte amerikanere i 1855.
Så jeg syntes da det var passende med det navneskifte + at toppen så skulle genbesøges. På nedturen mødte jeg en af de lokale, en sort slangede fætter der slangede sig ind under den sten jeg skulle træde på. Men jeg mødte også 3 gutter der også havde været på toppen. Vi faldt i snak og fulgtes de sidste 30 min tilbage til P-pladsen. De var rodeo ryttere og mente at det var meget for galt at jeg aldrig havde været til et sådan rodeo-show, nu hvor jeg har besøgt det meste af landet…så vi må se hvad fremtiden byder.
Vel retur i min lejer her på KOA kan jeg set at min GPS siger at dagens vandreturer op på de to toppe, har været på 26 kilometer…så jeg byder ind med den påstand at jeg får endnu en god nat i mit telt. Men inden den står på dyner og….nå nej soveposer og puder vil jeg endnu engang over til Mount Rushmore og se deres The Mount Rushmore lighting ceremony…det skal nok blive patriotisk 🙂