Dagen startede kl.8 med et farvel til Mark Illsley som skulle tilbage til Los Angeles. Jeg fik fornøjelsen af at køre ham og hans broder ud til deres fly som de havde parkeret i den lokale lufthavn her i Alpine.

Efter at have ønsker dem en sikker flyvetur hjem mødtes jeg med de andre for at køre ned til Big Bend National Park hvor de tilbage i 1983 skød en af hovedscenerne til filmen. Stedet ligger lige op af grænsen til Mexico med Rio Grande som en naturlig grænse.
Efter en times tid på lokationen hvor der blev skålet i Dom Pérignon fra 1964, skudt nogle gode billeder og nydt udsigten returnerede vi Alpine med et enkelt stop i Lajitas for at få noget frokost.
Kl.18.30 havde borgmesteren i Alpine inviteret os til at se filmen i hans biograf, hvor der før filmen blev lavet en lille en Meet-and-Greet hvor alle gæsterne kunne får lov til at stille spørgsmål til de tre skuespillere.

Filmen kom på det store lærred til stor jubel fra publikum og der blev klappet og jublet flere gange under forestillingen…fantastisk! Efter visningen var der nogle stykker som valgte at køre til nabobyen Marfa, der er meget kendt for deres kunstner miljø. Zoë Carter, en pige fra vores gruppe, havde fået arrangeret at hun skulle give en koncert på et lokalt spillested. Jeg selv gik stille og roligt hjem til vores hotel sammen med Marvin J. McIntyre hvorefter vi satte os på min terrasse og snakkede til sent på aftenen.

I morgen er det sidste dag og turen går op til El Paso.

WordPress Grid Gallery

Dagens projekt bestod i at køre store dele af West Texas tynd samt stoppe ved forskellige lokationer hvor filmen Fandango blev optaget tilbage i 1983, eller Lacation Hunting som det også kaldes. Jeg vil ikke kede jer med en detaljeret beskrivelse af vores rute eller hvad vi så på de 5 stop vi havde men blot slå fast at selvom dette er 4. gang jeg gør dette, er det bestemt ikke blevet kedeligere.
Denne gang har vi fået fornøjelsen af at få Hollywood instruktøren Mark Illsley med som arbejdede som Assistant Director på Fandango og som efterfølgende arbejdede på Robin Hood: Prince of Thieves, Rapa Nui og instrueret filmen Happy, Texas tilbage fra 1999. Hold da fast hvor har han nogle historier at fortælle og som den heldige kartoffel jeg er, fik jeg fornøjelsen af at have ham med i min Kia, bare ham og mig, det meste af dagens tur og fik derfor en masse spændende historier fra livet som instruktør i Hollywood…lad mig bare sige at det var meget interessant og tiden (samt Texas) fløj bare forbi!

Vi har også fået Stewart Ramser med, som til daglig er turistchef for denne del af Texas, hvilket har betydet at det lokale medie, ja faktisk også et magasin som udkomme i hele Texas, har fået øjnene op for os og på en af vores stop fik jeg fornøjelsen af at sidde en halv time og forklare journalisten hvorfor en dansker vælger at tage hele vejen herover til West Texas for at deltage i denne event. Magasinet vil udkomme i hele Texas og hvis jeg skulle være så heldig at komme med i artiklen vil jeg gøre alt for at få fat i et eksemplar og få det lagt op her på bloggen.

Men det var Ultimate Fandango dag 1 og i morgen venter endnu en dag og jeg kan mærke det bliver fantastisk 🙂

WordPress Grid Gallery

I dag sagde jeg farvel til Michael og LeAna og deres skønne hus i Brock, drejede ud på Interstate 20 og satte kursen mod Midland, Texas. Turen i dag var på ca. 400 km. og bød ikke på de store udfordringer da denne del af Texas er meget fladt og vejene går stort set lige ud, mod horisonten.

Så når man sådan cruiser afsted på en road-trip som i dag, har man fornøjelsen af at dele asfalt med nogle ualmindelige fede amerikanske truckere og her tænker jeg specielt på dem af mærket Peterbilt. Efter ca. 2 timers kørsel kom jeg tilfældigvis forbi en trucker forhandler som netop solgte Peterbilt lastbiler og som havde nogle flotte eksemplar stående i deres udstilling. Jeg kunne ikke dy mig for at svinge ind forbi og hilse på samt tage et par billeder af disse maskiner. Jeg faldt i snak med en flink sælger på stedet som tilbød mig at se en af truckerne indvendig, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne sige nej til. Så for en kort stund kunne jeg sidde der bag rettet og nyde synet ud over den lange næse på dette uhyre.

Efter yderligere 2 timers kørsel ramte jeg Midland og fik straks tjekket ind på Holiday Inn, hvor jeg senere mødtes med min ven Jeff som bor her i Midland. Ved 18 tiden gik vi ned i lobbyen for at mødes med alle de andre som også havde fundet vej her til Midland for at tage på Location Hunt for at se hvor filmen Fandango blev skudt tilbage i 1983. Efter ca. 2 timer var lobbyen flydt med skuespillere og personer der arbejdede bag kameraet på filmen samt selvfølgelig masser af forventningsfulde gæster som mig selv, der er her for at se de steder hvor filmen blev optaget og høre alle historierne.

I morgen går det så for alvor løs og vi kan se frem til et par spændende dage med masser af historier.

WordPress Grid Gallery

Det er dejligt at komme her ud på landet i Brock, lige hvad jeg havde brug for efter 12 dage på farten. Så i dag havde jeg ikke de store planer men sov længe og tog det stille og roligt. Men kl. 9 valgte Michael’s søn Damen (som også holder ferie her hos Michael og LeAna) og jeg at tage ind til Fort Worth for at se Kimbell Art Museum som har en af verdens største samlinger af billeder lavet af Frederic Remington og Charles M. Russell. To meget anerkendte kunstnere som sidst i 1800 tallet indfanget den amerikanske Western kultur i deres smukke malerier, der i dag er meget værdsat og hvor flere af dem er vurderet til over 35 mio. kr.

Så der hang for mange $ på Kimbell Art Museum hvilket bestemt også kunne ses på antal af kustoder i lokalerne, vi blev stort set mandsopdækket med op til 3 personer af gangen.

Efter en god dosis finkultur kørte vi over til Fred’s Texas Cafe for at få lidt amerikansk madkultur, en velsmagende Fredburger with Cheese and Fries med en dejlig kold Dr. Pepper til.

Aftenen blev en perfekt blanding af se på billeder, tage nye samt sidde rundt om bordet og fortælle historier fra livet i Amerika og Danmark.

Michael and LeAna, thank you so much for your hospitality and I wish that I can return the favor some day 🙂

I morgen sadler jeg så endnu engang op og ridder mod solnedgan…ahh ok, der gik der lige lidt for meget Western nostalgi i den. Nej i morgen går turen videre mod Midland, en køretur på 422 km. tværs over Texas.

WordPress Grid Gallery

I dag kl. 10 lagde jeg Oklahoma City bag mig, drejede ud på Interstate 35 og satte kursen mod Texas. Efter ca. 1 times kørsel gjorde jeg et kort stop ved Turner Falls Park som jeg desværre havde håbet var lidt mere interessant end den var. Turner Falls Park er en række smukke vandfald som bestemt var smukke, men desværre (efter min mening) havde de valgt at omdannet store dele af området til et vandland. Men jeg fik da et par timer til at gå der og det var i den grad forfriskende at træde ud i det kølende vand når nu temperaturen langsom nærmede sig de 39 grader.

Da jeg igen ville ud på Interstate 35 var tilkørslen lukket på grund af vejarbejde og jeg måtte finde en alternativ rute for at komme ud på motorvejen. Og den rute min GPS fik mig ud på skal jeg love for var alternativ, og da vejen blev til grusvej overvejede jeg et kort øjeblik om jeg skulle fyre min GPS. Men jeg stolede på den og ganske rigtigt,  efter ca. 30 km. kørsel på små veje befandt jeg mig igen på Interstate 35, nok engang med kurs mod Texas.

Statsgrænsen til Texas blev krydset kl.15.15 og da jeg kunne se at den lille by Brock, vest for Ford Worth var indenfor rækkevidde, gav jeg mine venner Michael og LeAna et kald for at høre om de ville have gæster. Jeg skulle være mere end velkommen og 3 timer senere holdt jeg udenfor deres hus langt ude på den Texanske prærie, hvor jeg skal hilse og sige at der er en meget stjerneklar nattehimmel.

WordPress Grid Gallery

Hele dagen blev brugt i downtown Oklahoma City der indtil den 19. april 1995 kl.09.01 havde “Alfred P. Murrah” kontorbygningen stående. Minuttet efter (kl. 09.02) var halvdelen af bygningen sprængt væk og 168 personer havde mistet livet i det der kort tid efter blev kendt som “The Oklahoma City bombing”. Jeg selv husker udmærket hændelsen der i år er 20 år siden. Jeg valgte derfor at bruge det meste af min dag på at besøge The Oklahoma City National Memorial & Museum for at lære mere om hvad der skete og hvorfor.

I dag er der en smuk park der hvor bygningen engang stod og i parken står 168 tomme stole der hver repræsentere et mistet liv, symbolikken ved stole er at der efter den 19. april 1995 hos hver af de efterladte familier nu var en tom stol. Ud af de 168 tomme stole er 19 af dem små…på anden sal af “Alfred P. Murrah” bygningen var der nemlig en børnehave…

Nabobygningen der overlevede bombningen, er i dag omdannet til et museum der på en rigtig god måde fortæller om hele hændelsen og hvem der stod bag. Gerningsmændene vidste sig at være Timothy James McVeigh og Terry Nichols, to unge amerikanske mænd med et udpræget had til det Amerikanske regering. Disse to valgte at køre en kassevogn fyldt med sprængstof op foran bygningen, tænde lunten og omdanne denne smukke april morgen til et sandt helvede for mange.

Fyldt op med indtryk gik jeg ned igennem en meget søndags tom Oklahoma City (det var sgu lidt skræmmende at gå der helt alene i denne storby) ned til Myriad Botanical Gardens for at få tankerne et anden sted hen. Her brugte jeg et par timer i selvskab med palmer, blomster og masser af sommerfugle inden jeg hoppede på motorvejen og kørte til mit hotel.

WordPress Grid Gallery

Det blev ikke til mere end 172 km. bag rettet i dag. Men næsten alle kilometerne blev kørt på den gamle hovedvej, Route 66. Men inden jeg rullede afsted tog jeg lige en afstikker op til Tulsa Air & Space Museum der ligger ved Tulsa International Airport. Museet var ikke det største af sin slags, når jeg nu eksempelvis har besøgt Smithsonian National Air and Space Museum i Washington. Men det var bestemt besøget værd og faldt i snak med en guide på museet som udmærket kendte til Danmark, da han havde været udstationeret i Tyskland efter 2. verdenskrig.

Efter ca. én time havde jeg set det museum og rulle ud på Route 66. Her skal det lige siges at hvis man er i tvivl om man køre på den rigtige vej (skiltningen er ikke altid god) så kik efter bikere. Er der masser af motorcyklister = du er på den rigtige vej 🙂

Inden jeg nåede dagens mål, Oklahoma City, kom jeg forbi et forholdsvis nyt Route 66 ikon, tankstationen Pops i byen Arcadia. Ud over at være en almindelig tankstation så har de også et sodavands udsalg der kan få en hver dansk dagligvarebutiks udvalg til at blegne. Omkring 600 forskellige sodavand er der at vælge imellem og jeg kunne have brugt en hel dag der hvis jeg havde økonomien og blæren til det. Men jeg måtte videre, så jeg nuppede blot 0,5 procent af deres udvalg med mig, der i blandt en Sarsaparilla som jeg aldrig havde smagt før.

For dem der skulle have interesse i at flytte til Oklahoma, så faldt jeg for øvrigt over et rigtig håndværker tilbud på min vej. Om en spand Gori kan gøre det er jeg en smule i tvivl om, jeg valgte ikke at kikke nærmere på huset, men blot beundre det på afstand.

WordPress Grid Gallery

Efter en god nats søvn i Springfield, Missouri kunne jeg se at jeg havde tiden med mig, skal først være i Brock, Texas på tirsdag, så der var ingen grund til stress. Derfor valgte jeg at tage det stille og roligt i dag, kom først afsted omkring kl. 12 efter at have provianteret lidt drikkevare til mig selv og til min Kia på den lokale “Kum And Go” tankstation, bilen fik lidt Super Unleaded jeg valgte at forkæle mig selv med en Dr. Pepper.

Destinationen i dag var sat til Tulsa, Oklahoma en lille køretur på ca. 300 km. Oklahoma er flinke til at tage betaling for at køre på deres motorveje, så efter en time i staten valgte at hoppe af Interstate 44 og over på Rute 66 som jeg fulgte resten af vejen ind til Tulsa.

Den korte køretur blev gennemført i høj sol og med ca. 30 grader udenfor min airkonditioneret Kia. Vejret har dog ikke været alt for godt de sidste par dage, der er flere steder af de områder jeg er kørt igennem som er blevet ramt af skybrud med efterfølgende oversvømmelser. Men det dårlige vejr ser ud til at være bag mig og udsigten for Dallas, som jeg gerne skulle ramme inden for kort tid, siger klart vejr og omkring 39 grader…uhmm!

Hold da fast har man lov at være heldig. Efter en regnfuld dag i går og en udsigt der sagde at det også ville regne i dag havde jeg ikke de store forhåbninger om at skulle nyde udsigten fra toppen af The Gateway Arch. Det så da heller ikke alt for godt ud da jeg satte mig i bilen for at køre de 20 km ind til downtown St. Louis, men da jeg svingede ind i parkeringshuset klarede det sgu op og jeg fik lov til både at nyde The Gateway Arch samt udsigten fra toppen i nogenlunde klart vejr. Tak for det 🙂

The Gateway Arch som også kaldes “The Gateway To The West” står på bredden af Mississippi floden, er 192 meter høj og stod færdig i 1965 efter ca. 2,5 års byggeri. Buen skal symboliserer porten til vesten og rent historisk, så står den her i St. Louis da det var her Meriwether Lewis og William Clark i 1804 som de første drog afsted op af Mississippi floden for at udforske det ukendte land vest for Mississippi floden…jo jo kom ikke og sig at jeg ikke har lært noget nyt i dag.

Jeg fik købt mig en billet til en de utrolig smarte (små) elevatorer…eller jeg vil nok mere sige rum-kapsler op til toppen. Da der ikke er mulighed for at elevatorerne kan køre lige op men skal følge buens krumning er disse små kapsler indrettet således at de altid er vandrette. Der er plads til 5 personer i hver og turen til toppen tager ca 4 minutter.

I toppen af buen er der et lille rum med vinduer på hver side hvor man kan nyde udsigten og her var det jeg takkede vejrguderne for at udsigten ikke blot var ind i en regn sky men rent faktisk ud over St. Louis (mod vest) og Mississippi floden og staten illinois (mod øst). Efter ca. 30 minutter tog jeg en “rum-kapsel” ned til moder jord igen og satte mig ned til floden for at ringe hjem og lykønske min dejlige niece som i dag har fødselsdag (tillykke Alberte!!).

Herefter satte jeg mig godt til rette i min Kia Optima, satte noget godt musik på, satte en Dr. Pepper i kop holderen og satte den i gear…eller det gør den faktisk helt selv (automatgear). Men så satte jeg gang i køretøjet og kørte her til Springfield, Missouri hvor jeg sidder nu. På vejen svingede jeg lige ind forbi Meramec Caverns for at tage en guidet tur i deres hule system som byder på mange flotte drypsten men som faktisk også var gemmested for den legendariske Jesse James tilbage i 1874.

WordPress Grid Gallery

Fair nok man kan ikke have store oplevelser hver dag og denne dag bød bestemt ikke på de helt store…ahh ok der var lige mit besøg hos Funks Grove Pure Maple Sirup der ligger på Rute 66, for at se hvordan de laver det velsmagende ahornsirup og selvfølgelig lige smage på varerne. De var utrolig flinke og tilbød mig en guidet tur rundt i deres lille produktion, hvor de fortalte hvordan man får saften fra Ahorntræer til at blive til Ahornsirup.

Solen har vi ikke set meget til i dag, det har faktisk regnet hele dagen og ved min ankomst her til St. Louis kunne jeg knap nok se The Gateway Arch. Jeg krydser fingrene for bedre vejr i morgen hvor planen er at jeg vil ind og se “The Gateway To The West” som The Gateway Arch også kaldes, inden jeg køre videre mod syd.

WordPress Grid Gallery