Efter en del dage med store oplevelser bød dagen i dag ikke på meget andet end kørsel på tværs af staten Minnesota. Til gengæld fik jeg fornøjelsen af at kunne skrive 2 nye stater på min liste, fair nok den ene var et meget kort visit på blot én time og stort set blot en afstikker fra min rute for at få staten på min liste. Men Minnesota blev nr. 30 og Iowa nr. 31.

Dagen startede dog i Sioux Falls, South Dakota med et besøg på det lokale posthus for at sende et par postkort hjem til Danmark. Herefter kørte jeg over i den lokale park, Falls Park som har været en stor del af byens historie siden den blev grundlagt tilbage i 1856. I parken finder man resterne af en vandturbine helt tilbage fra 1881 der leverede energi til stedets mølle. Parken var bestemt et besøg værd og jeg brugte et par timer der inden jeg trillede ud på I90 for at køre på tværs af Minnesota med en enkelt afstikker ned af I35 for at få staten Iowa på min liste.

Den primære udsigt under min kørsel i dag var endeløse marker med majs, så det var godt at jeg havde medbragt noget godt musik som kunne afhjælpe den noget ensformige udsigt og med rigeligt Dr.Pepper på køl, fløj Minnesota bare forbi.

Jeg nåede dog ikke ud af staten inden jeg kunne mærke at jeg ikke skulle køre mere, så dagens endestation blev byen Rochester i  Minnesota.

WordPress Grid Gallery

Med tre overnatninger i Rapid City var det på tiden at komme videre. Men inden jeg kunne forlade byen havde jeg spottet det lokale fly museum “South Dakota Air and Space Museum” der ligger lige ved siden af Ellsworth Air Force Base. Museet var gratis, så det skulle selvfølgelig besøges. Men ligesom fly museet jeg besøgte i Tulsa den 11. juli så var dette heller ikke det helt store, men de havde dog et par interessante fly, blandt andet et B-1 Lancer som jeg aldrig har set før.

Efter én time havde jeg set hvad de havde og jeg rullede ud på Interstate 90 med kurs mod Sioux Falls, hvor jeg sidder nu. Efter kun en lille times kørsel tog jeg en afstikker ned til Badlands National Park som jeg fik omkring 3 timer til at gå med at køre igennem. Parken er en interessant samling kraftigt eroderede toppe hvor man tydelig kan se de forskellige jordlag. Parken er et meget populær destination for personer med interesse indenfor fossiler, da de blottede jordlag giver rig mulighed for at finde den slags.

Da jeg kørte ud af parken trak der et stort uvejr op i horisonten, heldigt for mig kunne jeg holde det bag mig med den fart jeg rullede afsted med og det indhentede mig ikke før end jeg nåede her til Sioux Falls, som ligger på kanten af statsgrænsen til staterne Minnesota og Iowa.

WordPress Grid Gallery

Efter anbefalinger fra flere, blandt andet min ven Jeff, så skulle jeg ikke forlade det nordvestlige South Dakota uden at slå et smut forbi klippeformationen Devils Tower. Klippen ligger nu ikke i staten South Dakota men der imod i nabostaten Wyoming blot 175 km. væk fra Rapid City hvor jeg overnattede. Så jeg tog endnu en tur ind i Wyoming i dag for at se denne specielle klippe.

Klippen er resterne af en lomme med magma som blev dannet under jorden for ca. 50 millioner år siden. Med tiden er den størknet og jorden omkring den eroderet væk, så der nu står en klippe tilbage, der rejser sig 386 meter over prærien.
Devils Tower er en populær destination ikke mindst for de ca. 5000 klatrer der hvert år ønsker at tage udfordringen op og klatre til toppen. Klippen er også et helligt sted for flere indianerstammer og flere steder rundt om klippen kan man se offergaver fra indianerne.

Jeg tog den korte gåtur rundt om klippen, en lille tur på 2 kilometer, på en asfalteret sti….hey vi er jo i USA. Efter gåturen kørte jeg lidt væk fra området for at se klippen på afstand og tage et par gode billeder. Efter nogen tid kom der et par fra staten Oregon forbi som jeg faldt i snak med. Vi fik blandt andet vendt Amerikas tilstand samt hvordan vores danske system var. De kendte udmærket til Danmark da deres søn havde været træner for Joachim B. Olsen da han var i Oregon for at træne hans kuglestød. Så da vi sagde farvel bad de mig hilse Joachim, hvis jeg mødte ham…så det vil jeg huske og gøre.

WordPress Grid Gallery

Solen står op klokken 05.32 her i South Dakota, jeg så det selv i dag. Men hvorfor i alverden står jeg op på sådan et ukristeligt tidspunkt, det kan siges med få ord: “Black Hills National Forest”. Black Hills er et 13.000 km2 stort bjergområde tæt beklædt med træer som mest er kendt for at huse Mount Rushmore National Memorial og som får en del gæster i løbet af dagen, hvilket var grunden til at jeg valgte at være en af dagens første gæster og det må det siges at jeg var.

Hele min køretur over til Mount Rushmore via den smukke Iron Mountain Road mødte jeg stor set ingen andre og jeg følte jeg havde det hele for mig selv. Iron Mountain Road valgte jeg, da den er fyldt med udsigtspunkter, hårnålesving og tunneller igennem de runde klipper.

Efter halvanden times tid på Iron Mountain Road kom jeg til Mount Rushmore National Memorial med de 4 præsidenter (George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln) udhugget i granit. Det var kunstneren Gutzon de la Mothe Borglum, søn af danske emigranter, som tilbage i 1927 startede med at udhugge de fire personligheder, som et forsøg på at skaffe turister til området. Da der i dag årligt kommer mere en 2 mio. gæster, må det siges at dette projekt lykkedes.

Efter et par timer ved Mount Rushmore kørte jeg over til Sylvan Lake og at parkere min Kia ved foden af Harney Peak Trail for at tage turen på ca. 10 kilometer op til udsigtspunktet Harney Peak der også er South Dakota’s højeste punkt på 2.207 meter. Det tog mig ca.1,5 time at nå toppen, men anstrengelserne blev godt belønnet med en fantastisk udsigt, blandt andet over til før omtalte Mount Rushmore.

Vel tilbage ved min Kia var klokken blevet 18 og jeg kunne begynde og mærke at jeg havde været tidlig oppe. Meen der var lige én ting mere som jeg ville besøge inden jeg kørte retur til Rapid City, nemlig Crazy Horse Memorial der er Indianernes svar på Mount Rushmore. Udhugningen af Crazy Horse har stået på siden 1948 hvor kunstneren Korczak Ziolkowsi sprængte de første klipper væk. Projektet er privat eget hvilket er grunden til at det stadig er undervejs her 67 år senere.
Om det var mangel på energi efter min gåtur eller min generel manglende interesse i indianer kultur der var skyld i at jeg ca. 30 min senere igen sad i min Kia, skal jeg lade være ubesvaret. Men jeg kunne mærke at jeg bare trængte til at komme retur til Rapid City og en seng.

WordPress Grid Gallery

Så fik jeg endnu en stat på min liste og den heldige vinder af en 29. plads blev…South Dakota!

Desværre bemærkede jeg overhovedet ikke at jeg kørte ind i staten, da jeg kørte på en lille landevej, som ikke skiltede alt for meget med at man nu var i en anden stat, da jeg trillede over grænsen.
Men inden jeg kom så langt som til grænsen til South Dakota havde jeg fornøjelsen af at køre igennem nogle meget øde områder i det østlige Wyoming, hold da fast der sker / er ikke ret meget i denne region, men smukt var det, på sin helt egen måde.

Efter et par timers kørsel i South Dakota ankom jeg Rapid City der ligger lidt nord for Black Hills National Park. Ved ankomsten var klokken ikke alverden, så der var tid til at svinge ud på Interstate 90 og køre op til western byen Deadwood der ligger ca. 45 min kørsel nordvest for Rapid City. Deadwood, der kan dateres helt tilbage til 1870, er i dag en casino by som dog ikke var grunden til at jeg ville besøge byen. Et af byens casinoer ejes af skuespilleren Kevin Costner og mange af hans kostumer fra de film han har medvirket i hænger rundt om i casinoet. Der hænger kostumer fra Dances with Wolves, The Untouchables og ikke mindst den tuxedo (smoking) som han havde på i filmen Fandango.

WordPress Grid Gallery

Efter en rigtig god nat på Damen’s sofa stod vi op med planer om en tur ind på Denver Museum of Nature and Science samt en tur op i bjergene for at nyde udsigten ud over Denver inden jeg igen skulle ud på vejen og videre nord på.

Denver Museum of Nature and Science var bestemt besøget værd og udsigten oppe fra Lookout Mountain ud over Denver var fantastisk men det var nu mere en kulinarisk oplevelse der gjorde mest indtryk på mig i dag. Jeg fik nemlig fornøjelsen af at smage Buffalo kød i form af en ualmindelig velsmagende Indian Taco på restaurant Tocabe.

Efter at have set byen fra toppen af Lookout Mountain, hvor for øvrigt Buffalo Bill ligger begravet, kørte jeg Damen hjem, fik sagt farvel og drejede ud på Interstate 25. Desværre var der en del andre som også havde fået den idé…jeg ramte lige ud midt i rush hour, så det tog mig noget tid at komme ud af byen, men det lykkedes mig til sidst.

Så efter 3 timer med en del kø på grund af rush hour, kø på grund af brand i vejkanten samt kø på grund af en skolebus der var brudt sammen krydsede jeg endelig statsgrænsen til Wyoming som blev nr. 28 på min stødt voksende liste. Wyoming blev optaget som USA’s 44. stat i 1890 og trods en størrelse på 253.348 km² bor der kun ca. 500.000 i staten, hvilket gør den til den mindst befolket stat i hele USA.

If you reading this Damen. Thank you for your hospitality and showing me the city.

WordPress Grid Gallery

En god nats søvn i den klare bjergluft i 3100 meters højde gjorde godt og frisk og udhvilet traf jeg beslutningen at jeg ikke ville køre op til skisports området Aspen i dag. I stedet ville jeg køre op til Rocky Mountain National Park, en lille køretur på 250 kilometer, i må jeg sige smukke omgivelser.

Omkring middagstid kørte jeg ind i parken og jeg skulle ikke køre mange hundrede meter før jeg fik lov til at hilse på nogle af de mange dyr som lever i parken, desværre ikke nogle bjørne. Køreturen igennem parken tog mig noget tid da der var mange steder der skulle undersøges og udsigter der skulle nydes og fotograferes. Men omkring kl.14 nåede jeg toppen af parken der ligger i en højde af 3.659 meter. De sidste ca. 200 meter skulle tilbagelægges til fods hvilket var en hård vandring, på grundt af den mindre ilt i luften i disse højder og så var det jeg fik flashback fra min tur til toppen af vulkanen Mauna Kea på Hawaii i 2010.

Da vejret ikke viste sig fra den bedste side, der kom til tider nogle kraftige regnbyger ind over, blev det desværre ikke til de fantastiske billeder jeg havde håbet på.

Nedturen på den anden side (østsiden) var fantastisk med blandt andet kørsel ned igennem en smuk kløft de sidste kilometer, og efter ca. 2 timers kørsel stod jeg på de flade sletter øst for Rocky Mountains.

Da jeg nu kun var én times kørsel nord for byen Denver gav jeg Damen, som jeg havde mødt hos mine venner Michael og LeAna og som bor i Denver, et kald. Jeg skulle være velkommen til at kikke forbi og tage en nat på hans sofa, så i løbet af et par timer stod jeg hjemme hos ham.

Aftenen blev brugt på at køre op til et udsigtspunkt og nyde synet…og lige snuppe et par billeder, af downtown Denver med et kraftig uvejr bag ved.

WordPress Grid Gallery

Som kom jeg op i højderne. Sidder lige nu i 3.100 meters højde i byen Leadville som ligger i Rocky Mountains. Jeg havde regnet med at nå til Glenwood Springs, men havde undervurderet at kørsel i bjerge tager noget længere tid end kørsel på en motorvej. Så det blev til kun 290 km. inden det var tid til at finde et sted at overnatte og det blev så denne gang i Leadville på et lille motel med en dejlig udsigt til bjergene. Desværre har de været dækket af regnskyer det meste af den tid jeg har været her, men jeg krydser fingere for at jeg får dem at se i morgen, hvor planen er at jeg vil køre op til skisports området Aspen.

Men det var en skøn køretur herop i Rocky Mountains, bjergene er smukke og det er befriende at temperaturen siden Texas er faldet fra 39 til 15 grader. Men jeg kommer helt sikkert til at savne varmen om kort tid.

WordPress Grid Gallery

Kl. 9 satte jeg min Kia i gear og rullede ud på den dejlige Interstate 10 som går på tværs af landet fra Los Angeles i vest til Jacksonville, Florida i øst og som jeg igennem tiden har brugt meget tid på. Desværre skulle jeg ikke køre længe på den, da jeg drejede fra og kørte mod White Sands National Monument hvor jeg brugte et par timer på at gå rundt i det specielle hvide sand, der har lagt navn til parken.

Vel tilbage på vejen satte jeg nu kursen mod staten Colorado og i takt med at jeg bevægede mig nord på, ændrede landskabet sig fra ørken til prærie over til bjerge og sidst til græs-sletter. Omkring kl. 19 kørte jeg over Raton bjergpasset og kunne nu krydse Colorado af på min liste over besøgte stater og er nu oppe på at have besøgt 27 stater. Colorado er USA’s 38. delstat og der bor cirka ligeså mange i staten som i Danmark. Staten er mest kendt for at huse bjergkæden Rocky Mountains som jeg håber jeg skal stifte bekendtskab med indenfor de næste par dage.

Efter at have tilbagelagt ca. 850 kilometer i dag, svingede jeg ind i Colorado City og tjekkede ind på et Days Inn hotel. I morgen går turen så videre nord på og forhåbentlig ind i The Rockies.

WordPress Grid Gallery

I dag pakkede vi sydfrugterne, sagde farvel til Alpine, Texas og kørte mod vest til El Paso. På vejen besøgte vi 3 film lokationer, herunder blandt andet filmens slut scene som er et bryllup i byen San Elizario, beliggende lige op af den Mexikanske grænse. Herefter var det slut og det var tid til at sige farvel til alle disse fantastisk mennesker. Flere havde dog booket et værelse på Holiday Inn i El Paso, så helt slut var det ikke for flere af os.

Men inden vi kørte til hotellet var vi 8 som kørte ud i ørkenen, ud til sådan et sted hvor man dumper ting man ikke ønsker skal findes igen. Der var dog ikke noget der var blevet dumpet der med vilje der hvor vi skulle hen, men mere på grund af en ulykke. Om morgenen den 17. juni 1970 var et SR-71 Blackbird fly ved at blive tanket op i luftrummet over ørkenen. Noget gik desværre galt og de to fly kolliderede og SR-71 flyet blev så beskadiget at det styrtede ned. I dag er der ikke meget tilbage af flyet da myndighederne har været ude og fjerne det meste. Men der er dog masser af fragmenter i forskellige størrelse, vi fandt blandt andet en stor del af motoren. Interessant var det at være ude i ørkenen og ikke mindst se stedet hvor dette spion fly styrtede ned.

Omkring kl. 16 var vi på hotellet hvor vi mødes med de tilbageværende for at gå ud og få nogle gode bøffer på restauranten Great American Land & Cattle.
Tilbage på hotellet igen var det tid til at sige farvel, men også et på gensyn. Rygtet havde dog sagt at dette ville blive den sidste tur, men med nye kræfter blev det besluttet at gennemføre endnu en tur, som vil blive i sommeren 2018.

WordPress Grid Gallery