Aj aj Captain

posted in: Uncategorized | 0

Dagen i dag har virkelig stået i søfartens tegn. Vi startede dagen med at trille små 30 kilometer over til den lille by Fall River, hvor jeg på vejen kunne hæve glasset (læs en Dr.Pepper) og byde staten Massachusetts velkommen på min liste over besøgte stater, som nu er oppe på 35 stk.

Men i havnen ved Fall River ligger Battleship Cove som blandt andet er hjemsted for slagskibet USS Massachusetts (BB59) fra 1941. Dette store skib brugte vi ca. 3 timer på at gå rundt og kikke på hvorefter vi kørte ud til østkysten og ud til Plymouth, hvor de første engelske nybyggere ankom i 1620 med skibet Mayflower. Stedet hvor de gik i land er markeret med en sten (Plymouth Rock) og få hundrede meter derfra ligger der en tro kopi af deres skib The Mayflower som de 102 nybyggere sejlede over Atlanten i.

Tilbage i 1620 da de ankom var det desværre bidende koldt og der var ikke meget føde at finde, men heldigvis for nybyggerne blev de kammerater med nogle af de lokale (indianere) som sidst i november bragte dem mad, hvilket amerikanerne hvert år fejre med højtiden Thanksgiving.

Det var vidst nok af søfart for en dag, så efter en omgang Clam Chowder (en lokal muslingesuppe) fyrede vi op for vores Buick og trillede op nord for Boston til byen Tewksbury hvor vi nu sidder.

 

Nr. 33 og nr.34

posted in: Uncategorized | 0

Ja ok titlen på dette indlæg er noget besynderlig men giver mening når jeg siger at jeg i dag fik fornøjelsen af at kunne krydse 2 stater mere af på min liste over besøgte stater i USA.

Men inden jeg kunne sætte krydser på min liste skulle vi dog lige tjekke ud fra vores Paper Factory Hotel, tage undergrunden ud til JFK lufthavnen og hente vores Hertz udlejningsbil…eller nej skulle vi så ikke. Hvad der lige var årsag til at jeg pludselig skulle til at ringe til Jysk Rejsebureaus nødtelefon for at få ændret vores billeje vil jeg ikke kede jer med her. Men efter to telefonsamtaler med Carsten hjemme i Danmark vinkede vi farvel til Hertz biludlejning og sagde i stedet goddag til Alomo biludlejning.
Resultatet blev en dejlig sort Buick Regal som startede med at tage os nordøst langs vandet og her var det så at jeg efter ca. 40 minutters kørsel kunne krydse staten Connecticut af på min liste og for at det ikke skal være løgn så kørte vi kl.17.40 ind i staten Rhode Island hvilket bringer mig op på at have besøgt 34 af USA’s i alt 50 stater.

Only 16 more to go 🙂

Men dagens køretur på ca. 280 kilometer sluttede så her i en lille forstad til Providence, Rhode Island og i morgen går turen så videre nordpå.

 

I’m on the top of the world

posted in: Uncategorized | 0

Med sine 1776 fod (541 meter) er New Yorks nye varetegn, “One World Trade Center” et noget imponerende syn, når man står ved foden af det, bøjer hovedet bagover og kikker mod toppen. Skyskraberen som også hedder “Freedom Tower” stod færdig i juli 2013 men åbnede først sit observations dæk i midten af 2015. For at komme til observations dækket skal man heldigvis ikke tage trappen men derimod en elevator men for dem der godt kan lide at køre i elevatorer kan jeg oplyse at turen desværre ikke tager andet end 60 sek. før man kan træde ud på 102 etage hvor jeg skal hilse at sige at der er en ganske udmærket udsigt, specielt på en dag som i dag med klart vejr.

Efter en tur til toppen af den højeste bygning på Manhattan gik vi ned igennem Wall Street og ned til South Ferry hvor færgen over til Staten Island afgår fra og er en af de få gratis fornøjelser der er at finde i New York. En sejltur på ca. 30 minutter og du er over på Staten Island hvor udsigten over til Manhattans skyline er imponerende, så vi satte os ved havdefronten og nød udsigten og den store aktivitet af skibe i alle størrelser der sejlede på kryds og tværs af havnebassinet.

Nok engang tilbage i menneskemylderet på Manhattan gik vi nordpå ad Broadway hele vejen op til East 10th. St. hvor vi mødtes med min gode ven Marvin som vi tog en kop kaffe med på Veniero’s på 342 E. 11th St. Denne specielle café har serveret de lækreste kager siden 1894 og her må jeg lige anbefale deres Chocolate Truffle med hindbær marmelade, hvis du nogenside kommer der forbi.

Efter vi havde sagt farvel til Marvin sagde vi også farvel til Manhattan og hoppede nok engang under jorden for at tage linje R hjem til vores hotel.

 

Hot town, summer in the city

posted in: Uncategorized | 0

“Hot town, summer in the city” er første linje i Joe Cocker’s sang “Summer in the city” fra 1994 og er hvad vi oplever i disse dage her i New York. I dag lå temperaturen på omkring 30 grader og solen skinnede fra en til tider let skyet himmel. Men når der ikke var en sky for solen var det tydeligt at se hvilken side af gaden der lå i skygge…det var der alle menneskerne gik.

Men vi startede dagen med at få tanket min amerikanske telefon op så jeg igen kan komme i kontakt med omverdenen…i hvert fald det amerikanske del af denne verden. Herefter gik vi op til Lincoln Center for the Performing Arts for at se New York Philharmonic, The Metropolitan Opera og The New York City Ballet. Men vigtigst af alt så fik jeg fat i en Emergenzy Clown Nose i deres souvenir shop, for som der står på dåsen den lå i: “Never leave home without one”.

Emerganzy Clown Nose

Ellers fik vi også set nærmere på Central Park som vi gik igennem både på vores vej til og fra The MET (Metropolitan Museum of Art) som vi også brugte et par timer på at se. Ellers bød dagen på en tur ned til Grand Central Terminal hvor danske Claus Meyer har åbnet en del butikker samt en restaurant. Det så bestemt interessant ud og det var sjovt at se dansk blåbær marmelade på hylderne i bageriet, hvordan amerikanerne lige klare udtalelsen af blåbær ved jeg ikke lige, men håber de får smag for de danske kvalitetsvare.

Efter Grand Central Terminal var klokken omkring 17 så vi satte nok engang kursen mod Long Island City og vores papir fabrik hotel. Solnedgangen blev nydt på 5. sal med Manhattan i forgrunden, dog kun af undertegnet da rasten af holdet allerede havde fået sig placeret på sengen med de trætte fødder oppe.

 

 

New York City 4.0

posted in: Uncategorized | 0

Enten var vi gået i seng tidligt i går aftes eller også var der lidt jetlag indblandet, for kl.05.30 var vi alle vågen og klar til at stå op. Morgenmaden bestående af æg, bacon, kartofler og en god kop kaffe blev indtaget på den lille “All American Coffee Shop” på den anden side af gaden, lige overfor vores hotel. En god sund start på dagen når man nu er i The Big Apple…;)

Herefter hoppede vi ned under jorden for at tage Subway’en over på Manhattan hvor vi lavede et par skift for at komme over i en linje som ville kunne tage os til High St. station i Brooklyn hvor første punkt på dagsordenen var at nyde udsigten nede fra bredden af East River i Brooklyn Bridge Park og over på Manhattan. Kort efter blev punkt to også krydset af på listen, da det indebar en gåtur over selve Brooklyn Bridge.

Da vi nu befandt os tæt på Ground Zero var det selvfølgelig nærliggende at gå forbi parken for at se den + tage bestik af kø-situationen for at komme ind og se 9/11 Memorial Museum. Da jeg selv havde forventet at der ville være en flere timer lang kø for at komme ind blev jeg noget overrasket over at se at der kun stod ca. 10 personer i køen. Så med udsigten til at kunne gå lige ind, uden at stå i kø, gik vi selvfølgelig ind og så det. Vi brugte ca. 3 timer på museet som jeg dog selv havde set da jeg sidst besøgte New York tilbage i 2014, men det var nu stadig meget rørende.

Efter 3 timer under jorden i noget kølig aircondition, var det noget af en hammer vi fik i hovedet da vi var færdige og trådte ud af døren og ud i 30 grader. Dog var vi heldige at det luftede lidt samt at turen nu gik nord på op igennem Hudson River Park hvor vi kunne gå stille og roligt op mod The Highline Park som var næste stop. På vejen nord på havde vi dog et ufrivilligt stop på ca. 20 minutter, da sorte skyer trak ind fra vest (fra New Jersey) og himmelen kort tid efter i den grad åbnede sig. Heldigvis for os kunne vi søge ly for regnen under indkørslen til en parkeringskælder og ca. 20 min. senere kunne vi begive os videre.

Efter en tur op igennem The Highline Park var dagen efterhånden godt brugt…ja det var vi faktisk også selv, så vi hoppede ned i jorden igen for at tage Subwayen linje M tilbage til 36th. St. og vores Papir Fabrik Hotel.

New England 2016

posted in: Uncategorized | 0

Hvad gør man hvis man er lidt træt af det gamle England og deres Brexit, man tager selvfølgelig til New England for at se om det ikke skulle være bedre. Som sagt så gjort og kl.17 (4 timer forsinket) amerikansk tid i dag satte vores Airbus hjulene ned på asfalten i John F. Kennedy International Airport her i staten New York. Forud venter blandt andet 3 dage i New York City med alt hvad det indebærer, ca. 2000 kilometers kørsel rundt i New England som indebærer staterne Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, New Hampshire, Maine, Vermont, New York og New Jersey, en burger eller to, lidt Dr. Pepper og forhåbentlig en utrolig stor mængde oplevelser.

Ruten ser som udgangspunkt således ud (se billede herunder), men som altid er der plads til ændringer i planerne hvis der skulle vise sig noget “must see “på vejen.

New England 2016
På turen har jeg været så heldig at få hele to copilots med i form af mine dejlige forældre. Vi har i mange år haft en aftale om at vi skulle til New York City (igen), men sådanne drømme har det tit med blot at blive ved drømme. Men ikke denne gang…2016 skulle blive året hvor vi tog turen over Atlanten og nu sidder vi så her på 4. etage på Paper Factory Hotel i bydelen Long Island City med view ind over Manhattan…ja ok fair nok det eneste vi kan skimte er toppen af Robert F. Kennedy broen over til Manhattan.